Han gør ende på krige

“Han gør ende på krige.” (Salme 46, 9).

Hvilken vidunderlig nyhed for Guds børn, som er martret i sjælen af krig. Han gør en ende på krige. Hvilken velsignet lettelse! Kampen i min sjæl er hans kamp, og kun han kan gøre en ende på den. Min kærlige Far vil ikke tillade hverken kødet eller djævelen at tyrannisere mig til et nederlag.

Min krig er klart beskrevet i Jakobs Brev. Han skriver:
”Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer?” (Jak. 4, 1-2).

Gennem tiderne har Guds mænd stillet det samme spørgsmål, ”Vil denne krig, som lysterne fører i mig, nogensinde få en ende i dette liv?” Er det ikke det samme spørgsmål, som stilles af dem, som elsker Herren?

Svaret er naturligvis, at krigen skal og vil få en ende, og når det sker, vil det uundgåeligt medføre den dejligste fred,  vi nogensinde har kendt til. Men hvordan ender krigen, og hvem gør en ende på den? Hvis det er min kamp og mit ansvar, at gøre en ende på den, må Gud vise mig hvordan. Hvis det virkelig er hans kamp, må han gøre en ende på den til hans tid og på hans måde – og give mig tålmodighed mens kampen står på.

Jakob bruger et græsk ord, “stratenomai", som betyder: en kamp mod kødelige tendenser; en soldat i krig. Det kommer af ordet "Stratia" som betyder: En hær, en hær som slår lejr. Talte David ikke om hære, som havde slået lejr omkring os? Vores lyster og kødelige tilbøjeligheder kommer imod os som en hær, en ond hær, som er opsat på at underminere os og holde os i en tilstand af uro i håbet om, at vores tro skal lide skibbrud.

Hvis du læser det hebræiske ord for krig, som David bruger i Salme 46, 9, giver det anledning til stor glæde. Det er "Milchamah", som betyder: At nære sig ved, at spise, at fortære, at overvinde. Det kommer af et ord, som siger noget om føde eller brød til et dyr.

Hvad det ord faktisk siger til os her, er simpelthen forunderligt: Gud vil forhindre fjenden i at fortære os, fra at opsluge os. Han vil befri os fra alt, som vil fortære os. Han vil ikke længere tillade vores lyster at gnave sig ind på os eller overvinde os. Vi vil ikke længere være føde for den kødelige natur. Gud vil sørge for at vores krig mod lysterne vil få en ende.

Guds mål for os er fred og ro for alle kampe.

Guds ultimative mål for sine børn er overflod af liv. Hans intention har aldrig været, at vi gennem hele livet skulle være fokuseret på vores synder og vores fejl. Evangeliets gode nyheder er, at vi tjener en Gud, som består af kærlighed – en nådig Gud, som ønsker at bringe sine elskede børn til et sted, hævet over al uroen. Men vi kan ikke indtage vores plads ved siden af Kristus i det himmelske, før vi fuldstændig er identificeret med hans død og opstandelse.

Der kan ikke blive noget gennembrud i forhold til at nå et højere sted i livet, uden at opleve døden på korset. Helligånden har givet os en viden om, at vi aldrig virkelig kan leve før vi virkelig dør. Det ser ud som om, vi ved, at vi har en aftale med døden, en skæbne som er forbundet med Kristi kors.

Kig grundigt på dig selv med al din frygt, tomhed, ensomhed, fejl og de kompromiser du indgår i forhold til synd. Tænk på hvor få af Guds løfter om fred du i virkeligheden ejer. Du er kommet langt væk fra at være en sejrende kristen. Men du ved, at Guds Ord tydeligt taler om sejr, om hvile og fred; og frihed fra syndens herredømme. Du har set, at der er nogle, som har fået dette gennembrud til et vidunderligt liv med sikkerhed, hævet op over onde kræfter. Hvordan fik de sådan en sejr? Hvordan vil du få den?

Helligånden må bringe os tilbage til korset og få os til at se realiteterne i øjnene i forhold til en verden, som er døende på grund af synd. Det øjeblik hvor du flittigt søger Herren og du ønsker, at komme under hans herredømme i alt, vil du ikke kunne modstå Helligånden, når han drager dig til korset. Du vil blive draget til dødens afgrund. Du vil blive bragt derud, hvor du intet kan gøre selv. Du vil komme til det sted strippet for alt, svækket og uden tillid til dit eget kød.

Den sidste flirt.

Jeg er overbevist om, at Helligånden vil bringe sin menighed tilbage til den glorværdige sandhed i identifikationen med Kristus i døden, opstandelsen og himmelfarten. Alt for mange er blevet lovbundne. Og vi har alt for ofte erstattet Kristi udvekslinger på korset med et program som handler om helliggørelse ved gerninger. Jeg har ofte sagt, at Ovensalen ikke må overskygge Kristi kors. Jeg tror, at hele den karismatiske bevægelse vil blive bragt tilbage til korset og alt hvad det indebærer.

Jeg kan ikke tale for andre, men jeg ved, at Gud havde stort besvær med at få mig til at stå ansigt til ansigt med korset. Døden er frygtindgydende, især hvis du ikke kan se herligheden på den anden side af korset Vi kommer skrigende og sparkende til korset, mens vi griber ud efter hvert et lille strå i form af komfort og jordisk nydelse. Vi ved, at vi ikke kan komme uden om korset. Så på de sidste skridt vi tager derop, skal vi lige have de sidste glæder med, som om vi siger, “Spis, drik og vær glad, for i morgen skal jeg dø.”

Vi ønsker sejr, vi ønsker fred og glæden ved opstandelseslivet – men vi gør også alt for lige at få det sidste sjov og ballade med. Denne sjov og ballade kan vare en tid, og man kan komme til at gå temmelig meget på kompromis imens. Hvis hjertet ikke er vendt mod korset i den periode, er der risiko for, at det kommer helt ud af kontrol og man kommer ind i lovløshed og modløshed. Det kan blive en lang, sej vej tilbage.

I den naturlige verden, er sygdom værst for kroppen lige før døden indtræffer; sådan er det også med ånden. Du kan befinde dig i den værste tilstand lige før du dør med Kristus. Helvede vil overfalde dig med alle mulige våben. Der vil komme alle mulige prøvelser, fristelser imod dig som kræfterne fra en orkan. Du vil nogle gange undre dig over, om du er fortabt, fremfor at være på vej hen mod korset.

Harry Foster, en gudfrygtig mand, skrev, “Der kan sænke sig et mørke over dig, en slags apati, eller nærmere en fortvivlelse, en følelse af tyngde, en følelse af uvirkelighed, og det er en kæmpe prøvelse.”

Gud ser ikke igennem fingrene med synd, men han er meget tålmodig i forhold til dem, som befinder sig på tærsklen til at lade sig korsfæste med Kristus. På det seneste har jeg flere gange oplevet denne forunderlige tålmodighed fra Herren, idet jeg nærmer mig korset. Jeg ved, at den eneste vej til vidunderlig sejr er, at korsfæste selvet. Det er et gennembrud. Men jo tættere jeg kommer på at blive helt identificeret med Jesu død og hans kors, des mere fejler jeg. Det er som om Satan selv har hørt mit råb fra sjælen, ”Herre, jeg ønsker et gennembrud.”

Lidelsernes og fristelsernes brændende hede, har været mange gange værre. Og ja, jeg har fejlet stygt, i forhold til Herren, gennem disse alvorlige angreb. Men igennem det hele, har jeg som aldrig før, følt Herrens nærvær og Åndens bejlen til mig. Han har stille forsikret mig om sin evige kærlighed, på trods af alle fejl. Han har forsikret mig, at han vil føre mig hele vejen igennem – og at fjenden kan overfalde mig, men han kan ikke stoppe det uundgåelige. Jeg vil komme - ved åbenbaring - til fuld erkendelse af, hvad det vil sige, at blive korsfæstet med Kristus, begravet med ham, og oprejst med fornyet kraft.

Vi kan ikke selv stoppe krigen – og vi kan heller ikke korsfæste os selv.

Der er adskillige skriftsteder, som siger at vi må dø – korsfæstes her på jorden. Vi får at vide, at vi skal tage vores kors op og følge Kristus. Men det betyder ikke, at vi skal gøre det i egen kraft.

Hvis nu en kirurg opdagede en knude i nakken på mig, som bekymrede ham, og han sagde til mig, “Det kræver en akut operation.” Så foreslår han ikke, at jeg skal operere mig selv – det er hans arbejde. Kristus, vores store læge, siger, at vi har behov for at dø, at blive korsfæstet. Men det ville være fatalt, hvis vi skulle udføre sådan en operation selv. Lige så sikkert som vi “af Guds magt ved troen bevares til en frelse,” så skal vi korsfæstes ved tro.

Dr. Donald Barnhouse skrev en artikel, der hedder “Heaven Now,” om ”En mand, som hængte sig, druknede sig, skød sig, stak sig selv ned og kastede sig ud fra høje huse – men han kunne ikke korsfæste sig selv. Nagl en hånd til korset – og den anden er fri. Korsfæstelse må udføres af en anden. Og vores korsfæstelse og død må udføres af Kristus.”
 

Dr. Barnhouse havde et unikt  “gennembrud” mens han sejlede over Atlanterhavet. Han skrev, “Jeg husker tydeligt den dag, jeg først kom til himlen. Jeg rejste alene og sad på skibsdækket. Jeg havde bestemt mig for, at læse Brevet til Efeserne hundrede gange, mens jeg krydsede Atlanterhavet. Jeg havde lært det udenad, da jeg var ganske ung. Jeg holdt det Nye Testamente i hånden, mens jeg lå i min dæksstol, og funderede over, hvad det betød. Pludselig så jeg den store sandhed, som jeg har udlagt for jer. Mit hjerte hoppede i livet på mig, på en helt ubeskrivelig måde. Jeg så en helt ny og levende vej, fra mig selv og hele vejen til Guds trone, hvor Jesus Kristus sad og ønskede, at jeg skulle være der. Det var som at se et slot gennem en lang allé med træer. Heldigvis var jeg næsten helt alene der på skibsdækket. Jeg svingede Testamentet, som jeg holdt i hånden, som om det havde været et sværd, hvilket der jo også er, og med hele sandheden i Brevet til Efeserne foran mig, råbte jeg – i stilhed - i hvert fald hvad angår menneskelig hørelse: ”Herre, nu bryder jeg igennem!” Jeg tror, det råb vækkede alle helvedes kræfter. Jeg følte deres vrede, hadefulde blikke. Men da vidste jeg, at de var fuldstændig overvundet. De var overvundet af Lammet, og var nu ved at blive overvundet af mit vidnesbyrd om, at jeg var fuldstændig forenet med den opstandne Herre. ”Vig bort I savlende hunde fra helvede! Bliv i jeres helvede! I blotter jeres tænder mod dem, som identificerer sig med den opstandne Herre.” Og jeg råbte, ”Herre, jeg er utilstrækkelig i forhold til dette, og hvis fjenden stiller op med kræfter, som langt overstiger mine, så må du tage dig af dem. Selv Michael, ærkeenglen, bad dig om at tage dig af Satan. Jeg er intet i mig selv, men alt i Kristus.

” Pludselig så jeg, langt nede under mig (hvis nogen var kommet forbi, ville de have troet, at jeg sad foroverbøjet og sov,) et skib. En lille prik på det blå hav. Og jeg vidste, at jeg var en af prikkerne på det skib; men jeg vidste, at fra nu af var det skib, det hav og den verden fuldstændig ligegyldig. Jeg var i det himmelske, forenet ved tro med min Herre. Han var endnu tættere på, end da jeg så ham på korset. Det evige liv, som han dengang gav mig, var nu virkelighed. Det var et evigt liv, som jeg var så privilegeret at skulle leve med tiden. Jeg skulle tilbringe resten af mit liv i det himmelske sammen med Kristus.”

Jeg er enig med Barnhouse i, at påskedag også var min opstandelsesdag, og da Kristus døde, døde jeg også; da han blev oprejst fra de døde, blev jeg også oprejst.

Han sagde det så godt, “Da Kristus steg op til himlen ved Guds kraft, blev jeg rejst fra jorden op til himlen sammen med ham. Da Faderen satte sin Søn på tronen, over alting, blev der også beredt en plads for Bruden. Intet skal holde mig fra, at indtage min retmæssige plads. Gør ikke menigheden til en hjemløs Brud! Lad ikke forhænget til det Allerhelligste, som Kristus har revet ned, holde mig tilbage. Stop mig ikke ved portene, som Jesus har åbnet. Ophold mig ikke ved et hav, som han har gjort til krystal foran mig. Forbyd mig ikke, at gå ind i det Allerhelligste, hvor min Brudgom er gået ind før mig. Kristus døde, Kristus er genopstået, Kristus er faret til himmelen: Kristus har taget os med sig!

“Tro det! Tag imod den frimodighed, som han giver, og gå ind i det Allerhelligste og indtag din retmæssige plads. Himlen ønsker en sejrende Brud nu! Også selvom det endnu ikke ses, hvad vi skal blive, og selvom vi endnu er langt fra det, Gud ønsker, vi skal blive. Lad os vide, hvor vi skal være, og lad og vide, hvad vi skal være. Så meget, som ikke er nu, kan virkelig blive, hvis vi vil indtage vores plads ved himlens trone.”

En af mine yndlingsforfattere er C.H. Mackintosh. Hans syn af korset, har fået mig til at råbe af fryd mange gange. Jeg vil dele lidt af hans ophøjede syn af forsoningen med dig.

“Korset er et guddommeligt redskab mod al ødelæggelse, og ved det kors føres den troende til et sted med guddommelig og evig begunstigelse. Kristus har opfyldt alle krav. Han har opfyldt alle betingelser. Og han har gjort det ved sin død på korset. Ved opstandelsen er han blevet grundlaget for alle de troendes privilegier. Vi har alt i Kristus. Og vi har det ikke fordi, vi har levet op til vores ansvar, men fordi Gud elskede os selvom vi har fejlet i alt. Vi har betingelsesløst adgang til ubeskrivelige privilegier. Og vi har ikke arbejdet os frem til det, vi har ikke grædt os til det, vi har ikke bedt os frem til det, vi har ikke fastet os til det. Vi er blevet løftet op fra den dybe, dybe afgrund, som vi var faldet i, som er en konsekvens af, at vi har svigtet vores ansvar. Ved Guds betingelsesløse nåde har vi fået adgang til ubeskrivelige velsignelser og privilegier, som ingen kan tage fra os, ikke engang jordens og helvedes samlede kræfter, ikke Satans og hans håndlangeres ondskab, ikke al syndens magt, eller døden og graven kan berøve den troende i Kristus den begunstigede plads, som han har fået ved nåden.”

“Vi indtager ikke vores retmæssige plads på grund af vores trofasthed. Faktisk er det lige modsat. Vi har fejlet i alt. “Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud.” Vi fortjener døden, men vi har modtaget livet. Vi fortjener helvede, men vi har modtaget himlen. Vi fortjener evig vrede, men har modtaget evig velvilje. Nåden er kommet ind i billedet, og den regerer gennem retfærdighed indtil evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

“Åh, korsets dybe mysterium! – den forløsende kærligheds mysterium! Jeg ser Gud selv tage al min synd på sig – selv de sorteste og værste. Alle mine synder, som han kendte og så dem. Jeg ser ham lægge dem over på min velsignede stedfortræder, og gøre op med dem via ham. Jeg ser bølgerne af Guds retfærdige vrede – hans vrede over mine synder – hans vrede, som burde have opslugt mit legeme og sjæl i al evighed. Jeg ser, hvordan de bølger vælter ind over den Mand, som gik i mit sted, som repræsenterede mig foran Gud, som bar alt det, jeg skulle have båret og som Gud gjorde op med hos ham, hvor han skulle have gjort op med det hos mig. Jeg ser en ubøjelig dom, hellighed, sandhed og retfærdighed gøre op med mine synder, så jeg blev fri af dem for evigt. Ingen af dem kunne få lov at passere, der var ingen eftergivenhed, ingen udenomssnak, ikke noget der kunne glattes ud, intet var ligegyldigt. Det kunne ikke ske, hvis Gud ikke selv tog sagen i sin hånd. Hans herlighed var på spil; hans rene hellighed, hans evige majestæt, hans regerings ophøjede fordringer.

“Alt dette måtte gøres for at herliggøre ham selv i engles-, menneskers,- og djævles øjne. Han kunne have sendt mig til helvede – det ville være helt retfærdigt på grund af mine synder. Jeg fortjente ikke andet. Hele mit moralske væsen, fra de inderste dybder, er skyldig. Jeg har intet at sige til mit forsvar for mit syndige liv, ingen undskyldninger for en eneste syndig tanke. Jeg er helt igennem tilsmudset af et liv i bevidst oprør og synd.

“Andre kan tænke hvad de vil om uretfærdigheden ved at blive straffet i al evighed for sin synd – om den totale mangel på proportioner mellem få års synd og en evighed i Ildsøen. Sådan tænker de måske, men jeg tror hundrede procent, og tilstår uden reservation, at for én eneste synd mod et væsen som den Gud, jeg ser på korset, mere end fortjener jeg evig straf i helvedes dybe, sorte, dystre afgrund.

“Jeg skriver ikke som teolog; det ville være en let opgave, at komme med en vifte af uigendrivelige beviser fra Skriften om evig straf. Men nej, jeg skriver som en, der er blevet guddommeligt undervist i syndens ørken. Jeg erklærer roligt, bevidst og højtideligt, at der ikke er, og ikke kan blive andet en evig udelukkelse fra Guds og Lammets nærvær og evig pine i en brændende sø.

“Men – et evigt halleluja skal lyde til al nådens Gud, for at sende sin søn på korset som sonoffer for vores synder, i stedet for at sende os til helvede for dem. Og i udfoldelsen af en forunderlig plan for forløsning, ser vi en hellig Gud gøre op med spørgsmålet om vores synder, og udføre straffen for dem gennem sin elskede, evige og ligeværdige Søn, for at hans overflod af kærlighed kan strømme ned i vores hjerter. ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1. Johs. 4, 10).

Det må give fred og ro til samvittigheden, hvis bare det kan modtages i enkel tro. Hvordan er det muligt for et menneske at tro, at Gud har stillet sig tilfreds med det sonoffer, han har fået, uden at det giver fred i sind og sjæl? Hvis Gud siger til os, “Jeres synd og overtrædelser husker jeg ikke mere,” hvad kan vi så yderligere ønske for at få fred i vores samvittighed?

Hvis Gud forsikrer mig, at alle mine synder er visket ud; at de er kastet bag hans ryg, for evigt forsvundet fra hans blik – skulle jeg så ikke have fred? Hvis han viser mig, at Manden, som bar mine synder på korset, nu sidder ved hans højre side, kronet, og med hele himlens majestæt, burde min sjæl så ikke hvile fuldstændig i forhold til spørgsmålet om mine synder? Helt sikkert.

Velsignet være nådens Gud, at det ikke kun er syndernes forladelse, som er bebudet til os gennem Kristi forsonende død. Det ville i sig selv være en velsignelse af højeste karat, og, som vi har set, nyder vi det, ifølge Guds store hjerte, og i henhold til værdien og effekten af Kristi død, som Gud anser det. Men udover den fulde og totale syndernes forladelse, har vi også hele udfrielsen fra syndens magt nu og her.

“Det er en vigtig pointe for alle, som elsker hellighed. Ifølge nåden, har det samme offer, som gav os fuld syndsforladelse, også for evigt brudt syndens magt. Det er ikke kun de begåede synder, som er udslettet, der er også syndens natur. Den troende har det privilegium, at han kan anse sig selv som død for synden. Han kan synge med et glad hjerte:

“Du døde for mig, Herre Jesus,
Og jeg er død i dig.
Ved din opstandelse løste du alle mine bånd og lænker,
Og nu lever du i mig.
Faderens ansigt stråler af nåde
Og lyser nu i mig.”

Konklusion

Det er umuligt, at forstå hvad det vil sige, at være død i Kristus og oprejst med ham i herlighed og kraft, uden en åbenbaring fra Helligånden. Men lige så sikkert som Gud selv må slutte vores krige, må han vise os, hvad det vil sige at blive korsfæstet med Kristus. Uden den åbenbaring, vil det, at anse os selv som døde i Kristus, være meningsløse ord. Jeg finder hvile i et råd, jeg fik fra min afdøde far. Han sagde, ”Hold dig tæt til Jesus. Måske kommer du aldrig helt til at forstå hvordan det hele virker, men du vil fuldt ud kunne nyde alt, han har gjort for dig, bare ved at være nær ved ham.”

Skriften siger, at det er Gud, som standser alle krige, og lige derefter står der, ”Stands og forstå, at jeg er Gud.” (Salme 46, 11).

Det hebræiske ord for “stands” er “raphah”, som betyder: ophøre, lad være, blive svag, skrøbelig. Det kommer fra roden ”rapha”, som er “at reparere, at blive helet fuldstændig ved en læges hånd.

Hvor er Guds Ord dog grundigt og konsekvent. Gud får krige til at ophøre; og indtil hans værk er gjort, skal vil holde op med vores selvretfærdige forsøg, og overlade det i Guds hænder. Vi skal erkende vores svagheder og skrøbeligheder, og lægge vores fremtid og genoprettelse over i Kristi hænder, han, som er vores Store Læge.

Et sidste trøstende ord til dem, hvis sjæl er urolig.

Til dig - pastor, lærer, tjener i menigheden, kærlig troende; er din indre konflikt ved at rive dig i stykker? Du bliver måske kastet rundt af Satan, men han kan ikke tilintetgøre dig. Det mest sandsynlige er, at du er ved at blive ’strippet ned’ - klædt helt af, for at blive forberedt til en herlig åbenbaring af korset – så du kan blive forberedt på en større tjeneste for Gud.

Du er som Peter, som mistede alt før han nåede til Pinsedagen. Se for dig, hvordan Peter vandrede formålsløst og hvileløst rundt i Judæas bjerge, og skrabede bunden. Her gik den mand, som gik på vandet, som hjalp med at dele fisk og brød ud til en menneskemængde på mirakuløs vis; han som synligt oplevede Guds herlighed, som var en velsignet, fremtrædende og duelig tjener, elsket af Kristus. Men han syndede noget så frygteligt. Han svigtede Herren, som få andre havde gjort det. Nu græd han, og troede han havde mistet sin frelse og sin tjeneste.

“Hvad er der i vejen med mig?” må han have spurgt sig selv igen og igen. ”Hvorfor havde jeg ingen kraft og styrke, da jeg blev fristet? Hvorfor havde jeg ingen moral, ingen vilje til at modstå fjenden? Hvorfor blev det lige mig som faldt? Hvordan kunne en Guds mand gøre noget så forfærdeligt mod sin Herre? Hvordan kunne jeg prædike for andre, når jeg ikke engang selv havde styrke til at klare en krise?”

Det var ikke Guds skyld, at Peter fejlede. Men der kom meget godt ud af det. Det, at Peter blev strippet for alt, tillod at det blev afsløret, hvad hans inderste menneske bestod af. Kun fejl kunne afsløre stoltheden og selvtilstrækkeligheden. Fejlen brød Peter ned og viste ham sit behov for at være helt og aldeles afhængig af Herren i alt – inklusive sin renhed og retfærdighed.

Vi skal også strippes helt ned inden vi bliver korsfæstet. Vi må komme ind i dødens skygge, for vi oplever døden. Det er i korsets skygge forud for at vi bryder igennem til genopstandelse, at vi står overfor de største fristelser og begår de største fejl.

Pris ske Gud! Efter vi er blevet sigtet i Satans hænder, vil vi, ligesom Peter, stå i ovensalen og blive udrustet med ny kraft og styrke.

I sidste uge, efter at have gennemlevet måneders lidelse i min familie, blev min søn involveret i en trafikulykke. Jeg blev kaldt til ulykkesstedet. Og på vejen dertil græd jeg, ”Gud, det er Satan igen. Han forsøger at knuse min tro. Men han kan hverken dræbe mig eller nogle af mine børn.” Da jeg ankom til stedet, kom min søn Greg løbende hen til mig – helt uskadt. Vi græd og takkede Gud at han igen havde fået en krig til at høre op.