I skrivende stund er hele verden bange, rådvild og forvirret. Selv de mest overgivne kristne tænker over alle de begivenheder, som hurtigt udfolder sig. Er det der sker profetisk?
Jeg hører fra troende alle steder fra, som stiller et spørgsmål, som jeg selv har spekuleret over: "Befinder vi os i den allersidste tid i menneskehedens historie?" Jeg ved det ikke. Enhver tanke om det er kun spekulation. Men en ting er sikker: Vi har set en acceleration i verdensbegivenhederne som aldrig før.
Den Store Depression i 1930'erne anses for at være den værste økonomiske situation nogensinde. I dag er der mange økonomer som mener, vi står på grænsen til en depression, som langt vil overgå det værste vi endnu har oplevet. Der er en fornemmelse for fare i luften. Mange føler, at verden har kurs mod afgrunden, og det er for sent at vende om. Der tales om krig, raceuroligheder, hellige krige. Er det de dage, som Jesus forudså, hvor menneskers hjerter vil svigte af frygt, når de hørte om de frygtelige ting, som vil komme over jorden?
Kan vi være den generation, som vil opleve Jesu genkomst? Er vi kommet til det punkt i historien, hvorom det siges, "Denne generation skal ikke forgå før alle disse ting er sket?"
Jeg tror, vi nærmer os Herrens Dag. I min ånd er jeg overbevist om, at vi kommer til at blive vidner til megen lidelse og store trængsler.
Der vil blive vendt op og ned på verden når selveste jordens fundament rystes. "Jorden brækker og slås i stykker, jorden ryster og gennemrystes, jorden rokker og bryder sammen; jorden raver som en beruset, den svajer som et vagtskur. Dens synd hviler tungt på den, den falder og rejser sig ikke igen." (Esajas 24, 19-20).
Ifølge Esajas, vil jorden ikke blive revitaliseret, med destrueret. Profeten talte ikke om dette i åndelig betydning, men helt konkret. Han mente det bogstaveligt når han sagde, at latteren ville høre op, forvirring vil råde og huse lukket ned. "I gaderne lyder klageråb over vinen, al glæde er forsvundet, fryden i landet er borte... Himlens vinduer åbnes, og jordens grundvolde skælver." (Esajas 24, 11 og 18).
Når sådanne tider kommer, hvad vil der så ske med Jesu sande efterfølgere? Hvis verdenssituationen til stadighed bliver værre, indtil Esajas' profeti er opfyldt - hvis vi kommer til at gennemleve nogle, eller alle disse ulykker - hvordan vil Gud så tage hånd om os?
Ligesom Herren har åbenbaret i detaljer for os, hvilke vanskeligheder, der ligger forude, vil han også åbenbare for os, hvordan han vil beskytte os.
Vores Gud har en plan. Den er enkel, men lige så absolut som universet selv. Hans plan kan koges ned til én sætning: Han vil beskytte os ved kraften i hans forudbestemte ord.
Vi vil blive beskyttet af Guds ord. Det er et ord om udfrielse, som blev talt da jorden blev grundlagt. Faktisk er den plan besluttet før verden blev til.
Vores Gud er bliver aldrig overrasket - intet kommer bag på ham. Han havde en plan om at beskytte os længe før nationerne blev til, før der var krige, hære, depressioner, plager og vold. "(Han har) fastsat bestemte tider og grænser..." (Ap. Gern. 17, 26). Gud forudså alle disse ting. Med sit ord har han talt beskyttelsen til en virkelighed, som er lige så evig og urokkelig som hans egen karakter.
Lad mig sige det på den måde: Time for time, dag for dag vil Gud bevare os på samme måde, som han bevarer solen, månen, stjernerne, galakserne og naturens kræfter. Han vil gøre det ved sit forudsagte ord. Hans beskyttende ord er det samme som hersker over lys og mørke, over tidevandet, årstiderne og den luft vi indånder.
I begyndelsen sagde Gud, "Lad der blive lys. Og der blev lys." (1. Mos. 1, 3). Fra det øjeblik og gennem tiderne til evighed blev der, og vil der altid være - lys. "Et større lys til at herske om dagen og et mindre lys til at herske om natten." (1, 16).
Pludselig, ved Guds udtalte ord, fremstod en kugle af intens ild på firmamentet. Den var så majestætisk, at kun en evig, alvidende Gud kunne skabe den. Og lige så pludseligt fremstod der en mindre planet på firmamentet i jordens bane, så reflekterer solens lys; det var månen.
Solen, månen, billioner af stjerner og uendelige galakser bliver alle i deres forudbestemte baner i lydighed mod Guds talte ord. Det han en gang sagde, holder alt på sin plads. Job sagde, ved sit ord befalede Gud "solen ikke at stå op, og for stjernerne har han sat segl." (Job, 9, 7).
Herren behøver ikke minde planeterne om at de skal blive i deres baner. Han bliver ikke ved med at sige til årstiderne, at de skal skifte, eller advare tidevandet om ikke at oversvømme landet. Han talte en gang - og det blev, og vil altid blive, indtil han taler igen og skaber en ny himmel og en ny jord.
".. fra gammel tid var der himle til og en jord, som på Guds ord var opstået af vand og gennem vand. Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt." (2. Peter 3, 5 og 7).
Indtil da, opretholder Jesus Kristus alt ved kraften i sit ord. "Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord." (Hebr. 1, 3). "Han er forud for alt, og alt består ved ham." (Kol. 1, 17).
Ser du, Jesus talte et opretholdende ord til alt det skabte. Da han var på jorden som et menneske i 33 år, blev alt det skabte opretholdt ved det evige ord, som han havde talt ved verdens begyndelse. Kun ved hans befaling kunne disse kræfter ændres og adlyde en ny ordre. Da Jesu disciple så ham stilne storme på søen, sagde de, "Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?" (Mat. 8, 27).
Så sikkert som han skabte alt ved sit ords kraft, har Herren talt et evigt ord om, at bevare alle sine børn.
Siden begyndelsen har Gud lovet at bevare alle som stoler på ham. Han talte et evigt ord til Abraham: "Jeg er dit skjold!" (1. Mos. 15, 1). Det ord var evigt. Og Gud indbefatter hele Abrahams slægt, inklusive os, der tror på Kristus. Han vil være vores værn til evig tid. I begyndelsen talte Gud et ord, og siden da har alle generationer fået bevis for - gennem alt hvad Satan kunne kaste mod dem - at Gud er deres skjold.
I mange år har jeg tænkt over det fulde mening med Herrens ord, "Mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund." (5. Mos. 8, 3). Nu ved jeg det.
Moses sagde disse ord til israelitterne, da han mindede dem om Guds trofasthed. Meningen er denne: "Herren har tilladt at I skal opleve sult. Han ydmygede jer, for at bringe jer til et sted hvor al menneskelig begavelse og opfindsomhed var frugtesløs. Hvis Gud ikke havde taget hånd om jer på overnaturlig vis, ville I være døde. Det handlede ikke om føde, men mere om at have tillid til ham. Herren som skabte verden ved sit ord, har et beskyttende ord til jer. Alle hans ord var jeres ved tro."
Da Israel var i ørkenen, gjorde Gud noget nyt for dem. Han sagde, "Lad der blive manna. Lad dem undres over hvad det er." Han skabte noget nyt.
Israel kunne have kaldt deres ledere sammen og have lavet en strategi for hvordan Gud ville forsørge og beskytte dem. Men ingen ville nogensinde kunne have forestillet sig, at Gud ville dække jorden med små hvide, runde frø - en ny slags føde, som mennesker aldrig før havde smagt. Det var engles føde!
Vil du vide hvordan Gud vil bevare dig i vanskelige tider? Han vil tale et nyt ord, og om nødvendigt skabe alt du behøver ved kraften i sit ord. Alt Gud behøvede, var at sige 'manna' og en hel generation af israelitter var bevaret.
Jesus anvendte det samme ord, da Satan fristede ham til at forvandle sten til brød for at stille sin sult i ørkenen. "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men ved hver ord der udgår fra Guds mund." (Mat. 4, 4).
Jesus vidste, at han var af Abrahams slægt. Og han vidste, at Guds evige ord om bevarelse var talt til ham: "Jeg er dit skjold." (1. Mos. 15, 1). Kristus kunne stå i en situation, som var håbløs efter menneskers standard, og hvile i Guds ord: "Jeg er din beskytter".
Da han sultede og tørstede i ørkenen, var hans hjerte roligt, for han vidste, at Faderen havde sagt, at han var beskyttet. Hans mission havde været forudbestemt fra jorden blev grundlagt, og intet våben, som blev rettet mod ham, ville du. Han stolede på, at hans Far ville bevare ham på sin egen måde: ved kraften i hans ord.
Da de 40 dage var gået, spiste Jesus også engles føde. Han fik noget mennesker ikke kendte til: "Engle kom og tjente ham," (Mat. 4, 11).
I dag er der mange kristne, som forsøger at finde ud af hvordan Gud vil tage hånd om sine børn, når ødelæggelserne tager fart.
Nogle har besluttet at isolere sig i bjergene eller i ørkenen. Men Jesus siger, "I skal ikke bekymre jer, og sig, hvad skal vi spise? eller, hvad skal vi drikke?" (Mat. 6, 31).
Vores himmelske Far ved hvad vi har behov for, og han har talt sit evige ord: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." (6, 33).
Hører du Jesu løfte her? Alt andet! Kristi forudbestemte ord om os, blev stadfæstet i himlen længe før nogen af os blev født. Vores Skaber udtalte dette endelige ord: "I enhver generation vil jeg beskytte, bevare og brødføde alle, som søger mig først. "Dette ord er lige så bestemt, som det ord der holder planeterne på deres plads.
Jeg tror, Gud har et ønske til sit folk i disse vanskelige tider. Det er at give os en urokkelig overbevisning om, at han vil bevare os fra den ondes magt. Gud forsøger at fylde os med trøst og fred. Han har sværget, at hans ord er evigt, og det er for os:
"Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget." (Hebr. 6, 17-19).
Er din sjæl forankret i håb? Finder du en trøst baseret på en viden om at Gud ikke kan lyve, og at hans ord er gået forud for at bevare dig i onde tider?
Tag dig tid til at læse og fordøje hele Salme 91. Her vil du finde Guds evige ord udtalt en gang for alle. Det er sagt af en Gud som ikke kan lyve. Selvom det er sagt til David, så gælder det for alle generationer siden da - og især for os.
Som Kristi legeme har vi et stærkere og bedre håb end Job, David og alle de andre troende i det Gamle Testamente.
Vi er ben af vores Herres ben, kød af hans kød. "Vi er lemmer på hans legeme" (Ef. 5, 30). Vi tilhører hans husstand. Guds Ord siger, "Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro." (1. Tim. 5, 8).
Tænk over hvad Paulus siger her. Dyrker du den tanke, at overhovedet i vores husstand ikke vil sørge for os? Hvis du gør, så anklager du ham for at fornægte sig selv og kalder ham en vantro. Det er umuligt for Kristus at negligere sit eget legeme! "Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken." (Ef. 5, 29). Herren skulle i så fald hade sit eget kød for at tilsidesætte dig og mig i vanskelige tider.
Forsøg ikke at finde ud af hvordan han vil bevare dig. Du kan alligevel ikke finde ud af det. Lige så lidt som du kan finde ud af hvordan han delte det Røde Hav ... hvordan han holdt de hebræiske børn i live i en voldsom ild ... hvordan han lukkede munden på en sulten løve hele natten mens Daniel sad blandt dem ... hvordan han fik vand ud af en klippe og mad fra himlen ... hvordan han brødfødte 5000 mennesker med kun fem brød og fisk.
Vi vil aldrig finde ud af noget af det. Han alene har det evige ord - og han alene vil bevare os til evig tid. I herligheden har vi ikke brug for andet end Guds Søn. Vi vil blive bevaret i hans nærhed. Desuden vil det samme ord, som vil bevare os til den tid, bevare os nu. Det vil blive ved med at bevare os, uanset hvor trøstesløs og ødelagt denne verden bliver.
I årevis er det blandt de lærte blevet diskuteret: Vil sande troende gennemgå den Store Trængsel? Vil vi, som elsker Jesus, opleve alle disse hæslige ting? Nogle siger, at Jesus vil komme og hente sin brud før trængslen. Andre siger, at han vil komme midt i trængslen. Andre igen siger, at vi skal gennemleve det hele.
Lad mig berolige dig med dette skriftsted: "Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle... Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« ... Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel..." (Åb, 7, 9, 13-14).
Disse troende kom ud - og de var mange. Min ven, her er pointen: "De gik ind, men de kom ud. Ikke alene overlevede de store lidelser, med de kom ud med et helt særligt vidnesbyrd og råbte: "Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen!" (Åb. 7, 12).
Disse mennesker 'overlevede ikke kun'. De sang om Ham, som fik dem ud. Gud har bevist sig selv for dem på alle måder. De har lært at "tjene ham nat og dag" - hvilket betyder i de onde tider såvel som i de velsignede tider.
Gud er ikke kun interesseret i at bevare os fysisk med mad, vand og bolig. Det er ikke nogen stor sejr i hans øjne. Disse overlevere, som er beskrevet i Åbenbaringsbogens kapitel 7, triumferede i de værste tider, fordi hele Guds Ord blev levende for dem. De havde hans stærke arm og hans herlighed og visdom helt til enden. Hvert ord, som kom ud af hans mund, blev virkeligt - og de priste ham med stor taksigelse.
Forstil dig - ingen fortvivlelse, ingen der dukker sig, ingen overgivelse til sataniske trusler. Disse overlevere kom ud rene, klædt i hvidt og sejrende. Og det vil hans folk også i dag. Derfor, vær opmuntret - hans forudbestemte ord siger, uanset hvad vi gennemgår, så kommer vi ud af det.
Halleluja!