"Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. Han reddede mig fra min mægtige fjende, fra dem, som hader mig, de var mig for stærke. De truede mig på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig." (Salme 18, 17-20 - min kursivering).
I denne salme tænkte David tilbage på en stor udfrielse. Han frydede sig fordi Herren havde reddet ham fra hans fjender. Saul havde sat en pris på hans hovede og havde nådesløst jaget ham, hvilket havde tvunget David til at overnatte i huler og på åbne marker.
David sagde om denne dystre tid, "Helvedes bedrøvelser omringede mig og jeg levede i utryghed. Ugudelige mænd gjorde mig bange. De hadede mig alle sammen." Men Herren kom tordnende ud af himlen for at redde David: "Han sænkede himlen og steg ned... Herren tordnede i himlen, den Højeste løftede sin røst... Han reddede mig fra min mægtige fjende..." (18, 10. 14 og 18).
Fjenden var kommet som en stormflod. Alligevel var David i stand til at sige, "Gud kom tordnende for at trække mig ud af de hvirvlende vandstrømme. Han reddede mig fra alle mine problemer!"
Helligånden gav David en åbenbaring som var nøglen til al udfrielse.
David kunne sige, "Årsagen til at Gud udfriede mig fra alle mine fjender og alle helvedes kræfter - er fordi jeg er dyrebar for ham. Min Gud har behag i mig!" "Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig." Salme 18, 20).
Har du brug for udfrielse? Fra begær, en fristelse eller en trængsel? Fra et problem som er mentalt, åndeligt, følelsesmæssigt eller fysisk. Nøglen til din sejr er i dette vers, Gud har behag i dig. Du er dyrebar for ham!
I Højsangen siger Herren om sin brud: "Hvor er du smuk, hvor er du yndig, du elskede... (Højsangen 7, 7). Tre af de hebraiske ord i dette vers er synonymer: Smuk, betyder "dyrebar", yndig indikerer velbehag og glæde.
Disse ord beskriver Jesu tanker om sin brud når han ser på hende. Han kigger på hende og siger, "Hvor smuk, sød og dejlig du er. Du er dyrebar for mig, min elskede". Bruden udbryder, "Jeg tilhører min elskede og han attrår mig" (7, 11). Betydningen her er, "Han springer efter mig med glæde. Han jager mig fordi jeg er så dyrebar for ham."
Disse samme tanker findes overalt i Salmerne: "Han glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på hans trofasthed." (Salme 147, 11). "For Herren glæder sig over sit folk og smykker de ydmyge med frelse." (149, 4).
Jeg kan prøve at overbevise dig om Guds behag i dig, "Du er dyrebar for Herren." Men du tænker måske "Det er sødt. Men det er kun en kærlig tanke."
Nej, denne sandhed er meget mere end en kærlig tanke. Det er selveste nøglen til din udfrielse af hver en kamp som raser i din sjæl. Det er hemmeligheden til at komme ind i den hvile, som Gud har lovet dig. Indtil du får fat i det - indtil det bliver en grundfæstet sandhed i dit hjerte - vil du ikke være i stand til at modstå livets prøvelser.
Esajas havde en åbenbaring af Guds store behag i os. Han profeterede, "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke." (Esajas 43, 1-2).
Esajas talte ikke om en flod i bogstavelig forstand. Han talte om hvad mennesker gennemgår åndeligt og mentalt. Israel var i fangenskab på det tidspunkt. Deres vand var trængsler, deres ild var fristelser, deres floder var prøvelser. Det var alle Satans forsøg på at ødelægge og overmande Guds folk.
Esajas' ord var et budskab af ren nåde til Israel.
Folket var i fangenskab på grund af deres egen tåbeligheder og dårskab. Men Gud sendte dem en profet med et knust hjerte, som sagde, "Gud ønsker at jeg skal sige at du tilhører ham."
Lige nu befinder du dig måske midt i dine egne brusende vande. Du er måske oversvømmet af en prøvelse eller fristelse, som truer med at opsluge dig.
Du må forstå af disse bibelske eksempler at Herren ikke altid stilner vandene. Han forhindrer ikke altid floderne fra at komme brusende eller slukker ilden. Men han lover dette: "Jeg vil vandre ved din side hele tiden. Denne prøvelse eller disse omstændigheder vil ikke ødelægge dig. Det vil ikke opsluge dig. Så gå videre. Du vil komme ud på den anden side med mig ved din side."
Det var alt hvad de tre hebræiske mænd havde behov for at høre (Daniel og hans venner, red). Da de blev kastet i ilden, var der en fjerde mand sammen med dem: Jesus. De blev ikke brændt. Faktisk lugtede deres tøj og hår ikke engang af røg. Den er den slags udfrielse, som Gud ønsker at bringe ind i din åndelige dal.
Hvad er Guds motivation for at udfri dig? Er fordi du har gjort noget som beroliger ham? Har du forlænget din bønnestund? Bruger du flere timer på at læse i Bibelen? Det er alt sammen godt. Men Esajas havde en sand åbenbaring: "For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Jeg betaler for dig med mennesker, med folkeslag for dit liv. Frygt ikke, for jeg er med dig... " (Esajas 43, 4-5).
Gud sagde til Israel, "Du skal gå igennem ild og vand. Men frygt ej, for jeg vil vandre med dig gennem det hele, Og jeg vil udfri dig til sidst fordi du tilhører mig. Jeg kender dit navn. Og du er en fryd for mit hjerte."
"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af." (Ef. 2, 8-9).
Selvom du lever til du bliver 500 år gammel, så vil du ikke leve længe nok til at behage Gud med dine gerninger.
Det er lige meget hvor hårdt du forsøger at rense dig selv. Dit kød er ikke accepteret indfor Gud. Det kan ikke engang blive forbedret. Alt kødeligt blev afskaffet på korset. Nu er det et nyt menneske, som kommer frem: Kristusmennesket. Sand tro er at have tillid til det han har gjort for dig.
Du siger måske, "Åh, jeg kan tro at Gud har behag i trofaste pastorer. De beder og tilbringer megen tid med hans Ord. Jeg kan tro at de gamle er dyrebare for ham. De har udholdt lidelser, prøvelser og trængsler, og de er kommet sejrrige igennem dem."
"Men jeg finder det svært at tro på at en bekymret, fejlende kristen som mig kan være dyrebar for Gud. Han må væmmes ved mig fordi mit liv går sådan op og ned. Jeg har problemer, som jeg ikke kan se mig ud af. Jeg tror at han stadig elsker mig, men han må helt sikkert være skuffet over mig."
Forstå venligst: Esajas' vidunderlige profeti om nåde var talt til et folk, som var blevet berøvet, ødelagt, indfanget og kastet i fængsel - alt sammen på grund af deres egen tåbelighed og vantro. Det var på det tidspunkt Gud sagde til dem, "Nu - efter alle dine svigt - kommer jeg til dig med et budskab om håb. Og det er alt sammen fordi du er min."
Jeg vil aldrig glemme den smerte jeg gennemlevede da et af mine teenagebørn kom til mig og tilstod, "Far, jeg har aldrig nogensinde følt at jeg har gjort noget som behagede dig. Jeg har aldrig følt mig værdig til din kærlighed. Jeg føler, at jeg har svigtet dig hele mit liv. Du må være virkelig skuffet over mig."
Ingen ord har nogen sinde gjort mig mere ondt. Jeg spurgte mig selv om hvad jeg havde gjort, siden mit barn følte sådan. Da, mens jeg smertede indeni, omfavnede jeg mit grådkvalte unge menneske. Jeg tænkte, "Hvor forkert! Jeg har vist dette barn min kærlighed. Jeg har talt det og demonstreret det gang på gang. Alle mine andre børn er sikre på min kærlighed. Hvordan kunne dette barn bære på sådan en misforståelse i så lang tid og bære sådan en unødvendig sorg og skyld?"
Jeg sagde til mit elskede barn, "Du har altid været noget særligt for mig. Hvorfor? Du har været min øjesten! Jeg tænker på dig, og jeg lyser helt op. Selvfølgelig har du gjort nogle tåbelige ting en gang imellem, men det har dine søskende også. Og du blev tilgivet. Du var virkelig ked af det, og jeg har aldrig nogensinde tænkt mindre om dig. Du er en glæde for mig. Du har gjort mig glad hele dit liv. Du er mit hjertes velbehag!"
Sådan er det med mange kristne i deres forhold til deres himmelske Far.
Djævelen har overbevist disse troende om at de kun er en skuffelse for Gud og at de aldrig vil være ham til behag. Så de modtager ikke Guds kærlighed. I stedet lever de som om hans vrede er over dem. Hvilken rædselsfuld måde at gå gennem livet på! Og hvor det smerter Gud at se sine børn leve på den måde.
Måske er du opdraget i en ukærlig familie uden omsorg. Måske har din mor eller far eller søskende fået dig til at føle dig værdiløs. Du har aldrig følt dig værdsat af nogen som helst. Der er aldrig nogen, som har lagt sine arme omkring dig og sagt, Jeg elsker dig. Du er noget helt særligt for mig. Jeg er så stolt af dig!"
Hvor mange børn er vokset op med et ønske om at være noget specielt for deres mor eller far? Og hvor mange voksne i dag kæmper med perfektionisme fordi de aldrig har følt de var til behag eller til glæde for en forælder?
Gennem årene er jeg blevet rørt til tårer over triste barndomsberetninger fra stofafhængige mænd og kvinder. Mange har fortalt mig, at deres far eller mor har hånet dem og råbt, "Du er uduelig. Du vil aldrig blive til noget som helst." De voksede op og følte sig absolut værdiløse, som om de ikke betød noget for nogen som helst.
I dag er vores gader fyldt med bortløbne børn, som er blevet frastjålet al følelse af selvværd. De føler sig værdiløse. Så de hengiver sig til den første og bedste de møder på gaden, som får dem til at føle sig en lille smule værd. De ofrer deres kroppe til alfonser, og begærlige mænd, kvinder og andre teenagers - alle som kan få dem til at føle at de bare er en lille smule værd.
Åh, tak Gud for Jesus! For ham har du altid være værdifuld. Det er lige meget hvilken opvækst du har haft eller hvordan dine jordiske forældre har været. Ingen af dem kan overhovedet komme i nærheden af at elske dig som din himmelske Far gør det. Fra den dag du blev født, har du været værdifuld for ham!
"En gift kvinde jagter dit dyrebare liv." (Ordspr. 6, 26).
Den gifte kvinde, som der tales om i dette vers, er Satan. Og han jager de som er dyrebare for Gud. Bibelen giver os en levende beskrivelse af dette i 4. Mosebog 13-14. Israel havde sendt tolv spejdere ud for at sondere Løfternes Land. Da spejderne kom hjem efter fyrre dage, plantede ti af dem løgne i Guds folks hjerter:
1. "Der er for mange mennesker i det land. De er for stærke for os."
2. "Byerne er omringede af alt for høje mure. Fæstningerne er enorme."
3. "Der er kæmper i det land, og vi kan slet ikke stille noget op overfor dem. Vi er hjælpeløse, færdige!"
Disse løgne rev hjertet ud af Israel. Skriften siger at folket gennemlevede en nats fortvivlelse: "Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten." (4. Mos. 14, 1). Mere end to millioner mennesker græd, hulkede og sørgede - fuldstændig fokuserede på deres svagheder og manglende evner. Deres jamrende vantro bombarderede himlen.
Kære ven, djævelen overdænger Guds folk med de samme løgne i dag: "Dine trængsler er for mange. Dine fristelser er for overvældende. Du er for svag til at overkomme den magt som kommer imod dig."
Kig godt og grundigt på denne scene. Ser du dig selv i den? Har du nogensinde tilbragt en nat som denne - jamrende fordi en dæmonisk løgn er plantet i din ånd? Har du nogensinde råbt, "Jeg har fået nok. Jeg kan ikke tage mere! Disse fæstninger i mig vil aldrig blive brudt ned. Det er slut for mig. Jeg har tabt kampen."
Det ord som Gud talte til Israel er også til os i dag: "Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig." (2. Mos. 19, 5). "For du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk." (5. Mos. 14, 2).
Jeg er sikker på at Israel følte sig værdifulde og særlige i Guds øjne da han først frelste dem. Efter han udfriede dem af slaveriet i Egypten, delte det Røde Hav og reddede dem fra Faraos hær, må de have sagt, "Se på de store mirakler som Gud har gjort for os. Han må virkelig elske os!"
De fleste kristne har sagt et samme i dag om deres Frelser og Herre: " Åh, ja, Gud frelste mig fra synd. Se på alt det han har udfriet mig fra. Jeg må være noget særligt for ham!"
Mit spørgsmål er: Hvad skete der? På kun få år bliver mange kristne ligesom det gamle Israel. Alle livets problemer og trængsler kommer over dem, og de tænker, "Vi var engang noget særligt i Guds øjne - nok til at blive frelst i hvert fald. Men nu, efter at have tjent han i disse år, er vi kun som græshopper. Vi er madding for vores fjender."
Sådanne overvundne troende tror ikke længere på at Gud har behag i dem. Faktisk tror mange at Gud har forladt dem. Da Israel sagde, "Vi er græshopper i kæmpernes øjne," så sagde de faktisk, "God har behandlet os som hjælpeløse insekter som skal trampes til døde. Vores fjende vil mase os mod jorden. Vi er ikke mere værd end biller."
Joshua og Kaleb havde en anden ånd.
Joshua og Kaleb var blandt de tolv spejdere som var sendt ud. Men ulig de andre kom de tilbage fulde af håb. De begræd ikke deres tilstand. I stedet glædede de sig efter at have undersøgt landet. De var fulde af tro og visioner.
Ser du, Joshua og Kaleb havde en åbenbaring af deres værdi i Guds øjne. De vidste at Israel var noget særligt for Herren. Og det var nøglen til deres håbefulde ånd. Joshua sagde, "Hvis Herren har behag i os, vil han bringe os ind i dette land og give det til os." (4. Mos. 14, 8). Med andre ord: "Fordi han glædes over os, er landet allerede så godt som vores."
Det er den samme åbenbaring som David havde: "Han tog mig ud og udfriede mig - fordi han har behag i mig!" Ligeså har enhver sejrende kristen i dag den samme åbenbaring af deres kærlige himmelske Far: "Vi kan ikke fejle. Vores fjender er madding for os, fordi vi har Herrens velbehag!"
Her er Guds store barmhjertighed i forkyndelsen om Joshua og Kaleb. Israel tilbragte natten i oprør og svælgede i vantro og græd over at Gud havde forladt dem. Til sidst udpegede de en leder til at lede dem tilbage til Egypten. Men Herren sendte dem Joshua og Kaleb, som fortalte dem, "På trods af din forvirrede nat, dine klageråb og beklagelser, har I Guds behag. Han vil lede jer fremad. Frygt ikke, for I er dyrebare for ham!"
Men der er også en advarsel her. Israel nægtede at tro på Guds budskab om hvor dyrebare de var i hans øjne. De foretrak at fokusere på deres tilstand - deres svagheder og manglende evner. De gav efter for frygten.
Til sidst mistede Gud tålmodigheden med dem. Han sagde til Israel: "Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem? Jeg vil... tilintetgøre dem. (Eng.: 'Gøre dem arveløse.' Red.)
Herren tilgav Israel for Moses skyld. Men de fik ikke lov til at gå ind i landet. I stedet blev de henvist til at tilbringe deres tilværelse i ørkenen, et liv der indebar konstant frygt og destruktiv tvivl. Kort sagt, de blev frelst og tilgivet, men forblev elendige. De havde mistet håbet, hvilen og freden som kommer at indse hvor specielle Guds børn er for ham.
Det eneste tidspunkt hvor Guds tålmodighed hører op overfor os i dag er når vi igen og igen nægter at acceptere hvor meget han elsker os. Mange kristne i dag er gået tilbage til en ørken skabt af dem selv. De føler ingen glæde, ingen sejr. Se på dem, og du tror at Gud har forladt dem for mange år siden. Nej - han har simpelthen overladt dem til deres egne beklagelser og knurren.
Tak Gud, at Joshua og Kaleb gik ind i Løfternes Land. Og de stod som grønne træer i hans hus lige til den dag de døde. De var mænd med kraft og vision, fordi de vidste at de var dyrebare for Gud.
Du er også dyrebar for Herren, på trods af dine problemer og svigt. Du kan blive et grønt træ i Guds hus, ligesom Joshua og Kaleb var. Simpelthen ved at stå fast på det hans Ord lover: "Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig." (Salme 18, 17-20). Det er den sande tros fundament!