Gud er ikke skødesløs, i den måde han håndterer sine egne børn på. Intet af det han gør, er tilfældigt. Der er ingen lykketræf i hans metoder. Mennesket kan blive tilbagelænede og ligeglade overfor Gud, men Gud er ikke tilbagelænet overfor mennesket.
Alt for ofte tænker vi på Gud som en slags velgører, en rar ældre Far, som slentrer rundt og imødekommer vores behov. Gud ses som en langsomt arbejdende problemløser, som skal sættes i gang. Vi ser ham som en mægtig kraft, som kan aktiveres hvis vi opbyder nok tro. Med andre ord, Gud handler hvis vi larmer nok – høje udråb, intens demonstration af tro og en overmenneskelig indsats for at være hellig.
Denne måde at tænke på antyder, at mennesket først skal gøre noget for at få Guds opmærksomhed, fremlægge sin ynkelige sag og håbe, at Universets Leder vil sætte ham på en liste over dem, som ”skal gøres en tjeneste”, alt imens den bekymrede troende håber, at han eller hun kan opretholde et tilstrækkeligt niveau af tro og gode gerninger, så man ikke mister sin plads i rækken. Ville det ikke være en skam, tænker vi, hvis man skulle ryge ned i bunden af listen? Han gyser næsten ved tanken om, at hjælpen skulle komme, og han så ikke skulle være værdig til at modtage svaret, som om Herren ville sige til ham, ”Ærgerligt, jeg var ellers parat til at svare dig, men i sidste øjeblik, manglede du en smule tro. Du blev svag, du vaklede, så nu må det vente. Gå tilbage til Ordet, gør det rigtigt, tro lidt mere, hav mere tålmodighed – og når du har styr på det, vender jeg tilbage og ser hvad der kan gøres.”
Gud tilgive os for at tænke på ham som en ikke tilstedeværende, afslappet ven – som kun kommer os til hjælp i kriser eller når vi er lige ved at give op. Det er et slag i ansigtet på Gud at antyde, at han arbejder i en slags meritordning, hvor kun den flittige, den stærke i troen og den meget kvalificerede kan få hans opmærksomhed. Vi kan ikke gøre os fortjent til Guds velsignelser eller opnå bønnesvar fra Gud ved at påstå, at vi har mere kvalificeret tro end vores brødre og søstre i troen.
• Hvordan får en Kristen så Guds opmærksomhed? Hvordan får vi ham til at lytte? Hvordan kan vi være sikre på, at han ser vores behov? Hvordan kan vi vide, om han ser vores nuværende problemer? Har han travlt med nationernes og deres lederes problemer? Har han for travlt med at være opsynsmand over naturen? Er verdens problemer så indviklede og store, at han har for travlt til vores problemer, som synes ganske små i sammenligning?
Sandheden er, at ingen af Guds børn skal kæmpe for hans opmærksomhed. Vi behøver ikke tilhøre os en tros-elite, for at få bedre resultater. Vi behøver ikke græde, jamre, faste eller klynke for at få ham til at se vores nuværende behov.
Sandheden er: Gud har et menneskeligt hjerte! Han kender vores behov, vores smerte og vores problemer, fordi han har gennemlevet dem sammen med os. Han har været der lige fra det første sekund af vores trængsel. Han har tal på hver en tåre og er dybt berørt af vores følelser og skrøbeligheder.
Vække ham? Trygle om hjælp? Komme rendende til ham i panik? Håbe, at han på en eller anden måde hører dit hjertes råb? Prøve at hente ham ned fra en kosmisk mission for at involvere ham i dine behov? Nej! Tusind gange nej! Hvorfor råbe til en Far, som er ved din side? Hvorfor gå i panik, når han er tættere på dig end en bror? Hvorfor bekymre sig over en svag eller stærk tro, når han allerede har set og følt dine behov?
Sagde vores Herre ikke, “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” (Johs. 14, 23). Yderligere sagde han, ”For den bliver hos jer og skal være i jer.” (Johs. 14, 17).
Gud er ikke et eller andet sted ude, eller oppe i universet – han er hos os, og har taget bolig i os. Han er ikke en tilbagelænet Herre, som kommer og går alt efter vores humør, tvivl og frygt. Alt for ofte tænker vi på Gud som en der ”jages bort” når vi falder tilbage i fortvivlelse eller frygt. Vi tænker, at han på en eller anden måde ”flyder væk,” er fornærmet over et temperamentsudbrud, svag tro eller tvivl. Vi håber, han kommer tilbage, når vi har forbedret os. Hvor er disse tanker dog umodne og barnlige.
Han har lovet, at han aldrig vil forlade os – at han er hos os til hver en tid – indtil verdens ende. Hen er trofast overfor os, selv når vores tro vakler og er svag. ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke. (2. Tim. 2, 13). Hvad så med alle de forsinkede svar og ubesvarede bønner? Hvad med sygdommene, som plager os, de evindelige problemer, de forværrede smerter, følelsen af hjælpeløshed? På trods af alle disse tilsyneladende problemfrie troende, som siger, at Gud har gjort alt, hvad de har bedt ham om, spekulerer jeg på hvornår også de løber ind i sværeste tros-prøvelser i deres liv?
• Sandheden er: Guds folk nu gennemgår en åndelig ”Stor Trængsel.” Alle kristnes tro bliver prøvet. Dette er den sidste test, som vil skille de sejrende fra dem, som giver op.
Jesus spekulerede på om han ville finde troen, når han kommer tilbage. Hvordan kunne det være, når så mange på denne jord påstår at være hans børn?
Satan er opsat på at ødelægge troen og tilliden hos alle sande troende. Disse Job-lignende prøvelser, som bliver ”sluppet løs” mod de kristne i dag, har fået mange kristne til at spekulere på om Gud helt har droppet at svare på bøn. De siger, de beder, men intet sker. De har behov for et mirakel, fordi situationen går fra slem til værre – men svaret lader vente på sig.
Det er i denne forvirrende tid, en rædselsfuld terror dybt inde i sjælen kommer op til overfladen. En indre forfølgelse griber sindet. ”Måske forventer Gud, at jeg selv skal løse mine problemer. Måske tilbyder Gud os kun evig frelse, men ikke daglig hjælp. Måske har vi forventet for meget af Gud. Måske er det min skæbne at lide, være ensom og kun lige klare mig igennem. Gud må være vred på mig. Mon han ser mine tårer og hører min gråd.”
Satan sidder med gode kort på hånden i det øjeblik han kan få et Guds barn til at tro, at Gud har vendt det døve øre til hans problem. Så den unge kvinde, hvis kæreste har knust hendes hjerte, bliver vred på Gud. Hun ræsonnerer, ”Herre, hvorfor lod du ham såre mig? Hvorfor fik du ham ikke til at blive ved med at elske mig? Hvorfor lader du mig gå med knust hjerte indtil jeg har lyst til at lægge mig til at dø? Hvor er du, Herre? Hvordan kan jeg tjene dig, når du bliver ved med at svigte mig?”
• Lyt til forældrene til det ulydige barn: ”Kære Gud, hvornår vil du gøre noget ved mit barn? Hvorfor kommer du ikke med et svar på mine bønner? Hvor mange år skal der gå før sker nogen forandring? Betyder mine bønner intet? Holder løfterne ikke?”
• Lyt til det Guds barn, som plages af sygdom: ”Åh, Gud, hvis du føler min smerte, hvorfor bliver jeg så ved med at lide under den? Hvorfor bliver andre helbredt, men ikke mig? Hvorfor lige mig, Herre? Jeg har proklameret alle Bibelens løfter, min tro har været stærk – andre har bedt sammen med mig – så hvor bliver miraklet af? Hvorfor går det fra slemt til værre? Hvad sker der? Skal jeg dø af det?”
• Lyt til ægtefællerne i det problemfyldte ægteskab: “Far, alt gå skævt. Hvorfor? Jeg har det skidt, tingene er ude af kontrol – jeg er så ked af det – hvorfor kan du ikke løfte denne byrde af mine skuldre? Jeg har brug for vejledning, men får tilsyneladende intet svar. Hvorfor gør du ikke noget ved min ensomhed og frygt? Hvorfor vil du ikke vise mig hvad jeg skal gøre? Jeg vil gøre det, hvis du bare vil tale til mig. Svar på mine bønner for det er for sent!”
• Lyt til den bekymrede troende, som desperat har brug for et vejledende ord: ”Herre, skal jeg, eller skal jeg ikke? Hvad er din vilje? Hvad er mit næste skridt? Jeg ønsker ikke, at komme ud af din vilje, men jeg ved ikke hvad der skal ske. Jeg er så forvirret. Hvorfor kan jeg ikke få et klart svar? Jeg spørger i tro – men får intet tydeligt ord fra himlen. Hvad blokerer for svaret?
Åh, min ven, vi gennemgår alle det samme! Vi bliver alle testet! Ethvert oprigtigt Guds barn ved hvordan det er, at kigge op mod en himmel som synes lukket, og spekulere på om Gud virkelig hører og svarer på bøn. Når du har gjort alt hvad du kan; når du ved, at Gud kan alt; når du beder, græder og håber – og intet ser ud til at ske – så er det fjenden kryber ind i dine tanker og hvisker, ”Gud svarer aldrig; du skal bare fortsætte og gøre alt du kan; klar det selv, brug dit hoved og find selv ud af det.”
• Jeg tror på Guds intervention i menneskers affærer! Skæbnen er ikke universets hjul. Livet er ikke en tilfældig sammenblanding af atomer. Gud regerer ikke tilfældigt. Nøglen til at forstå Guds omsorg for mennesket, er at tro ”at han altid er nær!” Han befinder sig inden for en arms længde, inden for hørevidde. Han er nær. Han ser mig! Tro er at se Guds nærhed. Gennem deres trængsler, deres glæde, oplever menneskeheden sjældent Guds nærhed. Men for det troende menneske er Gud altid nær, selv i det tætteste mørke. Trængslen er aldrig fatal, for den Almægtige er til stede.
• Jeg tror på Guds levende virkelighed – frem for guddommelig skødesløshed. Han lever hos sine børn. Han vandrer og taler med dem. Gud vil gribe ind i mit liv, ikke kun for at svare på mine bønner, men fordi det er hans natur at gøre, hvad der er ret for sine børn.
• Jeg tror på guddommelig sympati! Han handler på min tro fordi han lider sammen med mig. Han går ind i mine sorger og derfor er han tæt nok på til at forstå hvad han skal gøre. Jeg behøver ikke fortælle ham det; han føler det. Han ved det, allerede inden jeg spørger – fordi han har gennemgået det hele med mig. Jeg tror på Helligåndens perfekte timing.
Jeg er mere interesseret i Guds velvilje end i hans kraft. Kraften har noget at gøre med uendelige mængder af guddommelighed; velvilje og sympati har noget at gøre med hans personlige omsorg for mit problem. Kraft er principielt; sympati er en følelse. Han har følelser for mig. Når jeg ved, han føler for mig, ved jeg, han vil handle for mig. Majestæt og kraft er store principper, som vi forbinder med vores mægtige Far, men det er hans hjertes medynk for mig, som jeg mest reagerer på. Hans majestæt gør, at jeg ved, han kan alt. Hans medynk gør, at jeg ved, at hans ønsker det. Der er intet skødesløst ved det!
• Gud individualiserer! Han deler menneskeheden op i nationer, i racer, i familier, i individer. Han ved, han er hele verdens forløser, men det betyder ikke meget i forhold til dine behov, med mindre du kan sige, ”Min Forløser.” Jeg er hans øjesten! Du må personificere Gud midt i dine behov. Det er sandt, at du blot er en af mange Guds børn – og du er en medarbejder – en af mange. Men ikke når det kommer til dine indre forhold i forhold til Gud. I nøden må du se i øjnene, hvor individuel du er – hvor eksklusivt Gud ser dine behov – hvor individuelt han handler på dine vegne.
• Lad være med at se på hele universet for en stund; ret dit blik mod en ven, som aldrig svigter! Kom ind i hans venskab, i hans nærhed. Gud ønsker, vi skal nærme os ham som om der ikke var andre på jorden; som om vi alene er genstand for hans opmærksomhed. Det er ikke egoisme. Han har opfyldt kærlighedens lov for en fortabt verden – og til at møde dine behov, som om kun du eksisterer.
Han tæller alle hår på mit hoved. Han tæller hver en tåre. Han tæller mine sukke og mine smil. Han er min Forløser! Han fortolker de ting, jeg ikke forstår i mit hjerte for mig. Man kan ikke være ensom, når man kommer ind i Kristi nærhed!
Dine problemer hober sig op og bliver uoverstigelige bjerge. Omkring dig er der ingen tegn på, at Gud handler. Tvivlen kommer snigende fra alle side. Det du skal bekæmpe det med, er ord i en bog. Men disse ord kommer fra en Gud, som hersker med stemmen. Han taler og det sker.
Guds nærhed må blive naturlig for os. Det er ikke nok at kende sandheden; vi må lade den sandhed blive naturlig for os – en del af os. Det kommer gennem eftertænksomhed. Gud må ikke kun betyde noget for os en gang i mellem, i glimt af hengivenhed. Du glemmer aldrig det som dit sind konstant dvæler ved. Ting fæstner sig i din hukommelse, når du bevidst tænker på dem igen og igen. Gud nærvær, hans nærhed, kan blive en naturlig del af livet for os, den bliver indgraveret i vores sind. Hjertet kan blive så fyldt af hans nærvær, at munden flyder over med det.
• Job opdagede Guds trofasthed, mens han sad i en dynge aske. Han opdagede, at Guds nærhed, var noget Gud tog personligt i den smeltedigel af lidelse, han sad i. Der er mange ting, som kun lidelse kan lære os. Gennem hele Bibelen læser vi, at lidelse er en stor læremester. Der er ikke meget dybde i dem, som er gået gennem livet uden lidelse og trængsel. Letfordøjelig teologi kommer ud ad munden på dem, som nægter at lade sig trosprøve. Det er prøvelsen, ikke troens belønning, som bærer frugt.
Det er lidelse og prøvelse som bringer mennesket ansigt til ansigt med Gud. Det fjerner alt munterhed, al forstillelse, alle tomme klichéer, al verdslig trivialitet. Det får mennesket til at søge efter sandheden. Det var Kristi lidelse, som fjernede sløret, som adskilte Gud fra mennesket. Og det er menneskelig lidelse, som fjerner skællet fra øjne som er blindet af løfterne. Det er når sjælen er nøgen og såret, at den længes mest efter helende salve.
• Børn har en ting til fælles – de lever kun for nutiden. De ønsker alt ”lige nu.” For dem er det nu eller aldrig. De skaber sig helt vildt, hvis de ikke straks får deres vilje. Esau var åndeligt barnlig og umoden – han var villig til at bytte fremtidige velsignelser for at få tilfredsstillet en umiddelbar sult.
Tro må blive en ikke blive et fremfusende krav til, at Gud skal give os det, som vi tror vi har brug for her og nu! ”Nu eller aldrig, Gud” - surmuler vi barnligt. Umiddelbar tilfredsstillelse – gaver nu – udfrielse nu; ”Jeg kan ikke vente.”
• Tro er ikke et spil – ”Hvis jeg får det nu, har jeg tro; hvis jeg ikke får det nu, har jeg ikke tro.” Vores bønner bliver som om man gambler med Gud. Spil kortene rigtigt, spil din hånd godt, og du vinder præmien. Hvor barnligt!
Dem, som er under “det skal være NU” tyranniet, tjener kun Gud med deres følelser. Profeten Muhammed lærte folk, at tro er midlet til at glæde sanserne. Men hvem er den sande overvinder, det sande troens menneske. Er det en, som selv sørger for sine velsignelser, sit helbred, sin fremgang, et liv i nydelse – fri for lidelse? Eller er det ham, som har hørt, at de største glæder er dem Ånden giver – fred, tålmodighed, venlighed – ham, som ikke længere lever for den nuværende verden? Denne troens mand er mere interesseret i at voksne og modnes, end i at få.
Hvad har en Kristen opnået, hvis han lærer at opnå alt hvad hans hjerte begærer, men når han som gammel lægger sig til at dø, så har han aldrig kendt fællesskabet i Kristi lidelse? Når først en mand rører det usynlige med sin tro, vil han aldrig mere være tilfreds med det nuværende og den umiddelbare tilfredsstillelse.
At bede igennem er ikke det samme som at bede indtil ens ønsker bliver opfyldt; det er nærmere at bede indtil vi er villige til at gøre hans vilje. Den helligste bøn er ikke en begæring, men tilbedelse. Men når man får sin begæring opfyldt, bliver begæringen til taksigelse. Kristus bliver åbenbaret.
• Vi opstemte når Gud svarer, som om det er et bevis på hans barmhjertighed overfor os. Vi bliver nedtrykte når bønnen er ubesvaret, som om vores tro er mislykket.
Jesus bad ikke for at opnå noget; han bad for at have fællesskab. Han bad for at underkaste sig Faderens vilje. Han bad om, at alle hans ønsker måtte være underlagt Faderens vilje, indtil lydighed var vigtigere end at modtage noget.
Hvor er det trist, at der vores tid der er så få, der virkeligt er interesserede i et rent og enkelt fællesskab med Gud. I stedet kommer vi til ham for at kæmpe og slås, ligesom Jakob, får at kræve vores rettigheder, for at blive velsignet og kræve vores fødselsret. ”På den dag, skal I ikke spørge om noget…”
Vi kræver at Herren hører os. Vi pumper vores tro op, som en slags åndelig adrenalin, og kommer opblæste ind i hans nærhed for at veksle det til en indkøbsvogn fyldt med velsignelser. Tro bliver vores værdikuponer – Gud bliver gavebutikken. Jo flere kuponer, des flere gaver.
Hvor er det langt fra at behage Herrens hjerte. Krævende tro er ikke en tro, som behager ham. Det er den tro, som stoler på ham, han ønsker fra os. Nogle ville vende sig fra Job, hvis han levede i dag, og sagde, ”Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham!” (Job 13, 15). De, hvis teologi kun handler om sejr og ingen lidelse, vil stå foran den gloende ovn og sige til de hebræiske børn, "I lidettroende – I behøver ikke at gå gennem denne ild, ilden kommer fra Djævelen; kræv dine rettigheder Hvorfor blive svedet og kvalt i ilden?
Er bøn kun for at opnå noget? Eller skal bøn få os til at glemme vores egne ønsker og kun have øje for ham? Skal vi bede for at slippe for problemer eller skal vi bede for at vinde over dem? ”En udvej er, at blive i stand til at bære det, frem for at flygte fra det.” Vi kan ikke afværge det onde, men vi kan vinde over det.
Nej, Gud er ikke tilbagelænet – han tager sig af det. Han er dybt involveret i hver en detalje af vores liv. Lad os gå ind i troens hvile, og have tillid til, at når tiden er inde, vil han gøre det rigtige for os. Den rolige, ikke forhastede kristne, er en troende kristen. Ikke en eneste bøn er lukket ude; Han svigter os aldrig.
Derfor “Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.” (Hebr. 12, 12-13).
Derfor kan vi frimodigt sige, “Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte, hvad kan et menneske gøre mig?” (Hebr. 13, 6).