Jeg stod midt på Times Square i New York City og kiggede på et vanvittigt optog af syndere, som pralede med deres ondskab, og mit åndelige blod begyndte at koge. Det var lige over midnat og flokken kom op fra byens subways og fyldte hele Times Square og 42. Street. De kom fra hele byen.
Disse undergrundsmennesker overtager nærmest hjertet af New York efter mørkets frembrud. Blege, sygeligt udseende homoseksuelle vælter ud i gaderne fra deres små etværelses lejligheder og de billige hoteller, de bor på. Teenage narkomaner hænger ud i teater foyerer, og veksler deres stjålne penge til alle slags narkotiske stoffer. Andre driver op og ned ad gaderne, fuldstædig stenede og uden kontrol over sig selv. Prostituerede griber frækt ud efter en hver mand, som passerer forbi, og forsøger at komme i lag med dem. Ulækre gamle mænd og sexfikserede studerende driver ind og ud af pornobiograferne. Sadomasochister går rundt i dragkostumer — nogle med lilla hår og piercinger i hele ansigtet. Førere af Cadillacs og sportsvogne holder ind til fortovskanten og udbyder frækt deres narko. Politiet ser den anden vej. Lesbiske går rundt arm i arm, og udstiller deres perversion. Stakkels perverse typer med bedrøvede øjne sætter sig ind og ser film med blod, vold, overgreb og sadomasochistisk tortur af enhver slags.
Det er så djævelsk, at du bliver nødt til at knibe dig selv i armen, for at være sikker på, at du ikke drømmer om Dantes inferno. Og selv om jeg har gjort tjeneste i disse gader i næsten 23 år, så rystede det mig i min grundvold denne gang. Ondskaben er overvældende; dæmonerne er utallige, så sande kristne føler en slags åndelige kvælning ved at gå rundt midt i alt dette.
Mit hjerte begyndte at råbe, "Åh, Gud, hvad skal jeg prædike til disse vanvittige mennesker? Hvad er dit budskab til dem, hvis øjne er så fyldt med begær og perversion? Er der i det hele taget nogen hjælp til dem?"
I dybet af mit hjerte vidste jeg, at budskabet om kristen fremgang og succes, som er så fremherskende i nationen i dag, aldrig ville kunne hjælpe disse stakkels sjæle.
Jeg tror ikke på en 'velfærds–Kristus', som lægger penge i din lomme og giver dig en ny Cadillac, en forstandsvilla, succes og immunitet for al lidelse — hvis du bare lærer at mestre en særlig kvalitet og kvantitet af tro.
Disse mennesker har allerede et mistænksomt forhold til religion, som kun er for de rige og succesfulde. De fleste af de unge mennesker jeg taler med, lever i ghettoer, og de fortæller mig, at de er overbevist om, at evangeliet er et svindelforetagende for rige prædikanter som elsker dyre biler.
En sort teenager sagde, "Jeg har prøvet alt, men intet virker. Jeg er træt af at være fattig. Jeg tror jeg vil prøve religion. Det ser ud til at være den eneste vej til rigdom nu om stunder."
Jeg nægter at prædike et evangelium, som fritager mennesker fra lidelse. Apostlen Paulus sagde, "Du derimod har fulgt mig i lære, i livsførelse, … i langmodighed… i forfølgelser, i lidelser som dem, jeg kom ud for… Hvad jeg end har måttet udstå af forfølgelser, så har Herren reddet mig ud af dem alle. (2. Tim. 3, 10–11).
Det var Paulus, som sagde, "Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium…" Jeg troede engang, at det betød, at "jeg ikke skammer mig over at stå op for Jesus. Jeg skammer mig ikke over at blive udstødt på grund af evangeliet."
Men det er ikke det, det betyder. Det har intet at gøre med frimodighed, men nærmere med lidelse. Paulus sagde, "Herren vise Onesiforos' hus barmhjertighed! Han har tit givet mig nyt mod og har ikke skammet sig ved mine lænker." (2. Tim. 1, 16). Paulus takkede Gud for, at hans elev ikke skammede sig over, at hans lærer var i fængsel — og at denne store prædikant led i sine lænker. Men vi har prædikanter i dag, som skammer sig over Paulus' lidelser, For nylig hørte jeg en sige, "Hvis Paulus havde den åbenbaring og viden, som vi har i dag, så ville han ikke havde lidt. Det var hans egen manglende viden, som gjorde at han var fattig og lidende."
Hvilken horribel gudsbespottelse! De skammer sig over Paulus! De udnytter hans fattigdom og lidelse. Hvor ulig de kristne fra Galatien, som sådan respekterede denne lidende mand. Paulus skrev til dem og sagde, "I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv." (Gal. 4, 13–14).
Jeg tror, at Helligånden er ved at kaste op over den "Kristne humanisme." Gud vil ikke længere tillade rige kristne at retfærdiggøre deres velstående livsstil med fremgangsteologi. Denne såkaldte fremgangsteologi producerer en arrogant, selvisk, grådig, materialistisk kristen.
Bevæbnet med fremgangs–skriftsteder fra det Gamle Testamente og nogle få, som er taget ud af kontekst, fra det Nye Testamente, forfølger de skamløst et liv med uendelig skraben til sig af verdslige goder. Det får folk til at hengive sig til det verdslige liv. De sultne mennesker ignorerer de, fordi de er viklet ind i deres egen stræben efter succes, rigdom og skønhed. De vil have en fantasiverden, som er fri for trængsler og ubehag, som dufter af roser og succes, hvor sorg og sygdom ikke er tilladt. Der er ikke noget syndigt i at være succesfuld eller at have fremgang — synden ligger i at gøre disse materielle ting til gentand for troen. Det er ikke syndigt, at nyde de gode ting i livet — men det er syndigt at blive egocentrisk involveret i at få disse ting.
Sådan en verden findes ikke. Det er en løgn! Og den dag, hvor den brændende test kommer, så vil de, som ikke er forberedt på Ordet om trængsler og prøvelser, vende sig mod disse lærere med bitterhed og græde, "I har bedraget os."
Mens jeg stod der på Times Square, vidste jeg, at jeg aldrig kunne vinde en eneste sjæl gennem sådan et bedragerisk budskab — for jeg ved, at korsets soldater må udholde lidelser, når de er i det fællesskab som deler Kristi lidelser.
Trods alt er korstog mod umoral særdeles populære i dag. De fleste kristne i dag væmmes over den syndige udstillelse af perversion og fordærv. Så de seneste moralske korstog udspringer af et indre raseri over gudløse menneskers frækhed og dristighed. I vores følelse af hjælpeløshed, ved vi ikke hvad vi skal gøre — så vi forbander mørket.
Den aften på Times Square kogte mit blod på grund af det jeg så. San Francisco har den samme effekt på mig. Jeg sad lamslået i en homoseksuel kirke, mens pastoren afsluttede mødet med at sige, "Hermed giver jeg absolution for alle jeres synder." Han påstod, at han kunne tilgive dem alle deres synder.
Deres kirkebulletin gjorde mig vred. Jeg citerer her deres mødeplan:
Mandag — vinsmagning i kirkens kælder
Tirsdag — dragparty — tag din elsker med!
Onsdag — bedemøde, efterfulgt af diskodans og bar
Torsdag — de homoseksuelles rettigheder — forberedende partimøde
Fredag — homocruise — dans og drinks i måneskin
Lørdag — Gay Pride dans: fundraising for homo–rettigheder.
Denne udstillelse af sanselighed må selvfølgelig forarge en hver normal kristen. Men selvom jeg var vred på disse skamløse syndere, var Jesus det ikke.
Tanken ramte mig hårdt — "Jesus elsker stadig fjendtlige, frastødende syndere. Han døde for dem alle — uanset hvor onde eller hvor fremturende de er i deres synd."
Pludselig brød denne sandhed igennem til min sjæl — budskabet, som Gud ønsker disse fortabte syndere skal modtage, er NÅDE! Nåde betyder Guds tilgivelse af syndere — som er givet dem frit, ufortjent og uden tilbagebetaling.
Jeg argumenterede med Herren, "Men jeg kan ikke prædike så gode nyheder til så onde mennesker. Det er ikke rimeligt! De er onde — de har behov for at høre om din vrede og dom over deres synder."
Men i stedet tilskyndede Helligånden mig til at fortælle dem, at Gud stadig elsker dem. Lyt til troens sprog: "I syndere, som er fjendtlige og fremmede for evangeliet, uden håb, uden Gud; og som lever i mørket, bundet af jeres overtrædelsers lænker — Gud er ikke vred på jer! Han ønsker, at forsone sig med jer gennem Jesus Kristus."
-
"… For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen." (2. Kor. 5, 19).
-
"Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde…" (Rom. 5, 8 og 10).
-
" — husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær." (Ef. 2, 12–13).
Vi forstår ganske enkelt ikke hvordan Gud stadig kan elske sadomasochisten, narkomanen, bøsserne og de lesbiske, luderen, bordelejeren, folk fra pornoindustrien, ja — og selv voldtægtsmanden og morderen. Vi kan ikke fatte Guds storslåede nåde, som tilbyder tilgivelse, forsoning til alle, som angrer og tror på Herren Jesus Kristus!
Men det er sandt! Vi kan frimodigt gå ud hvor synderne slår sig løs — og med forvisning fortælle dem, at Gud kalder dem tilbage til sig.
Faderen til den protestantiske reformation, Martin Luther, sagde, "Jeg frygter for, at budskabet om nåde vil blive udvisket og formørket, når vi ikke er her mere."
Det var præcis hvad der skete — Jesu Kristi menighed har, for de flestes vedkommende, glemt Luthers budskab om fuld og hel tilgivelse og retfærdighed ved tro.
Hans kampråb var, "Den retfærdige skal leve ved tro." Han sagde, "Satan elsker den troende som forsøger, at gøre sig fortjent til den retfærdighed — som ødelægger deres egne legemer og sjæle og som berøver sig selv al velsignelse ved Kristi nåde… i det ydre ser de ud til at overtrumfe andre udi gode gerninger…"
Vi tager alt for let på synd! Det er sandt! Vi skammer os ikke over synd; vi er blevet for eftergivende i vores moral. Nu om dage synder vi uden at føle megen skyld, hvis nogen overhovedet. Langt hen ad vejen har vi forladt gudsfrygten og bekymring angående Dommedag. Det er et eftergivende samfund, en slap menighed med synd og nydelse og hvor målet er efterstræbelse af lykke.
Som evangeliets tjener er jeg alarmeret! Jeg er alarmeret over al den synd og begær, som nydes helt åbenlyst; af apatien og kompromiset i menigheden — den svindende moralske standard, og eftergivenheden i mit eget sind om hvad der er rigtigt og forkert. Ting, som jeg engang beklagede og prædikede imod, synes nu tamme og uskyldige.
Så jeg vil gøre noget ved det! Jeg vil råbe højt, "Hey, vi føler ingen skyld, hvor vi burde gøre det! Vi fordømmer ikke synd i samfundet og i vore personlige liv. Det ser ikke ud til, at vi fortryder det, når vi synder; det er blevet for nemt at gøre som alle andre."
Ja, jeg ønsker, at se mere skyldfølelse over synd. Jeg ønsker, at føle mig fordømt. Jeg vil råbe ud fra talerstolen, "Skam jer! Skam mig! Vi er for blødsødne overfor synd. Hvor findes der god gammeldags skyld over synd?"
Jeg ønsker, at se mere gudsfrygt! Jeg ønsker, at tordne mod nøgenhed, begær. druk og utroskab. Jeg ønsker, at råbe, "Der er en evig ild i et gudløst helvede for alle som synder mod — og bedrøver Gud!"
Jeg ønsker, at se mere selvfornægtelse! Mere udskillelse og tilbagetrækning fra verden. Jeg ønsker, at råbe højt, "Vi ligner verdens børn for meget. Vores musik er den samme, vores vaner ligner deres, vi kommer de samme steder, vi gør som de gør. Vi er ikke længere et udskilt folk!"
Det lyder som en gammeltestamentlig profet — at fordømme synd og bringe Guds dom over dem der går på kompromis! Men Jesus arbejder med en højere lov! En lov så ærefrygtindgydende, at den er mere kratfuld end skyld, fordømmelse eller frygt. Det er kærlighed!
Kristus nægter at lægge vægten af skyld på nogen. Han sagde, at han ikke kom for at fordømme verden, med for at frelse mennesker fra deres synder. Korset var for at lade de skyldige gå fri og give Kristi efterfølgere den fred og velsignelse som tilgivelsen medfører.
Intet åg, ingen slavelænker! Ingen fordømmelse! ingen dundrende frygt! Men adgang — frit og enkelt! Er det for godt til at være sandt? Synes du, at sådan en godhed og kærlighed er svær at godtage. Her er beviset:
-
"Ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse?" (Rom. 2, 4).
-
"Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd." (Rom. 4, 7–8).
-
"For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse." (Rom. 10, 10).
Men er det ikke netop det kompromissøgende kristne ønsker at høre? Hvis vi fortæller dem, at Gud ikke ønsker at lægge skyld på dem — hvis de ikke føler sig fordømt — hvis de ikke lever i frygt for hans vrede — vil de så lette deres samvittighed endnu mere og synde lige til grænsen? Er det ikke en fejl at prædike Kristi kærlighed til en mislykket kristen? Vil han ikke bare tage det som et tegn på at Gud tager let på synd? Hvis Gud elsker os så meget og er så tilgivende — hvorfor så ikke blive ved med at synde?
Men kærlighed er en byrde, som er meget større end skyld eller fordømmelse! Vi har kun vore legemer at give tilbage til Gud for at vise vores kærlighed til ham. I evighed vil dette valg være forseglet. Kun i dette liv har et menneske retten til at vælge at elske Gud. Vi var født til at elske ham. Vi er forløst fordi vi accepterer hans kærlighed!
Afvisningen af Guds kærlighed gennem Kristus er en fordømmende synd. Tænk på det! Jesus siger, "Gå ud i alverden. Læg ikke skyld på nogen. Fordøm ikke. Forsøg ikke at gøre nogen mere frygtsomme end de allerede er. Der er en verden fyldt med frygt og plage allerede. Sig til dem, at de er elsket. De er tilgivet, hvis bare de vil godtage mit offer!"
Kristus gav sit liv fordi han elskede! Ikke fordi han var vred! Eller hævngerrig! Eller søgte at straffe! Kristi kors er forsoning — fred med Gud!
Men hvad sker der når en sjæl afviser denne storslåede og vidunderlige kærlighed? Tal så om skyld! Skam! Fordømmelse! Frygt! Det er derfor hele verden sidder i frygt lige nu. Gud siger: "Jeg har gjort det enkelt. Jeg ønsker, at elske dig, tilgive dig, frelse dig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe, hvis du afviser sådan en gave?
Ikke skyld over synd! Ikke fordømmelse på grund af kompromis. Men skyld over at have afvist Kristi kærlighed! Afvisning af Guds tilbud om fuldstændig tilgivelse og nåde er synden, som vil få den ugudelige til at gå fortabt.
Hellighed har sine rødder i kærlighed! Ingen bud. Ingen regler. Ingen lov. Ingen tung byrde af ritualer. Men kærlighed! Han siger, "Jeg elsker dig! Jeg tilgiver dig! Jeg ønsker, du skal være min ven — uden betingelser! Ingen gerninger! Ingen taknemmelighedsgæld! Grib det i tro!"
Er der nogen, som ikke føler skyld, skam og fordømmelse ved at afvise sådan en gave?
Så skyld er ikke nøglen! Skam, frygt eller fordømmelse virker ikke. Så hvad er så nøglen? Det er at godtage Guds uudgrundelige kærlighed i Jesus Kristus. Det er en kærlighed, som har medlidenhed med vores skrøbeligheder, en kærlighed som er langmodig, barmhjertig og god. Selv når vi ikke beder som vi skulle — eller vidner, eller læser i Bibelen, eller tilbeder Gud. Han elsker os selv når vi er kolde, lunkne, lever i nederlag, fortvivlelse og tvivl. Han elsker os stadig som sine kære børn — så meget, at han tugter os for at bevise sin kærlighed igen og igen.
- "Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af." (Hebr. 12, 5–6).