” Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen. Ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme,.. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.” (Hebr. 10, 19-20. 22).
Det er to sider af Jesu værk på Golgata. Den ene er til fordel for mennesket, og den anden er til fordel for Gud. Den ene tilgodeser synderen, mens den anden tilgodeser Faderen.
Vi er godt bekendt med den menneskelige fordel. Kristi kors har givet os mulighed for tilgivelse af vores synd. Vi er blevet givet magt over alt hvad der binder os og herredømme over synd. Vi har fået barmhjertighed og nåde, og selvfølgelig også evigt liv. Korset har givet os redskaberne til at undslippe syndens herredømme og helvedes magt.
Jeg takker Gud for det korset har givet menneskeheden, og for den vidunderlige befrielse det har givet. Jeg fryder mig over at der bliver talt om det uge efter uge på prædikestole verden over.
Men korset tilgodeser også noget andet, noget som vi ved meget lidt om. Og det der den del der tilgodeser Faderen. Ser du, vi forstår meget lidt af Faderens glæde over, at det der blev muligt ved korset. Det er en glæde, som kommer til ham hver gang han modtager et fortabt barn i sit hus.
Hvis vi kun fokuserer på korset som tilgivelse – hvis det er der vores undervisning stopper, så går vi glip af en vigtig sandhed, som Gud har beredt for os ved korset. Der er en dybere forståelse, som vi skal ind i her, og det har noget at gøre med hans glæde. Denne sandhed udruster Guds folk med mere end bare lindring og undsætning. Den bringer frihed, hvile, fred og glæde.
Efter min mening har de fleste kristne lært at have frimodighed til at komme ind for Gud og bede om tilgivelse, bede om hjælp til deres behov og for bønnesvar. Men de mangler frimodighed i dette andet tros-aspekt, et aspekt som er lige så afgørende for deres vandring med Herren.
Herren fryder sig meget over, at korset har givet os fri adgang til ham selv. Sandelig var det herligste øjeblik i historien den dag Jesus døde og forhænget i templet flængedes i to dele. I det øjeblik skælvede jorden, klipperne revnede og gravene sprang op.
Det var præcis i denne stund, Guds fordel brød frem. I det sekund hvor tempelforhænget, som adskilte mennesket fra Gud hellige tilstedeværelse, blev flænget, skete der noget ufatteligt. Fra det øjeblik, var mennesket ikke alene i stand til at gå ind i Guds nærvær, men Gud kunne også komme ud til mennesket.
Han, som engang dvælede i’ tykt mørke’ ventede ikke på at vi skulle komme til ham, men han kom til os. Det var Gud selv, der tog initiativet, Og Kristi blod banede vejen og fjernede alle forhindringer. Det var en ensidig handling fra Herrens side. En af den slags, hvor den ene part erklærer, ”Nu er det nok. Jeg vil skabe fred. Jeg ved rive den mur ned, som deler os, og jeg vil gøre det på eget initiativ.”
Før korset var der ingen adgang til Gud for folket. Kun ypperstepræsten kunne gå ind i der allerhelligste. Men nu har Jesu kors banet en vej for os ind til Faderen. Af nåde alene, rev Gud den mur ned, som blokerede vejen til hans nærhed. Nu kunne han komme ud til mennesket og omfavne de fortabte og syndere af alle slags.
Bemærk Israels mirakuløse befrielse. Da Guds folk krydsede havet på tør havbund, så de bølgerne vælte ned over fjenderne bag sig. Det var et herligt øjeblik, og de havde et mægtigt lovprisningsmøde med dans, sang og taksigelse: ”Vi er frie! Gud har befriet os fra undertrykkerne.”
Israels historie repræsenterer vores egen befrielse fra bundethed og skyld over synd. Vi ved at Satan blev besejret på korset, og vi blev i det øjeblik sat fri fra hans jerngreb. Men Gud havde flere formål med korset end vores frelse og udfrielse. Ser du, Gud har aldrig tænkt, at Israel skulle slå lejr der på den sejrende side af det Røde Hav. Han havde et højere formål med at bringe dem ud af Egypten og ind i Kanaaen, Løfternes Land. Faktisk bragte han dem ud for at bringe dem ind: ind i sit hjerte, ind til sin kærlighed. Han ønskede et folk, som var fuldstændig afhængig af hans barmhjertighed, nåde og kærlighed. Og det samme gør sig gældende for hans folk i dag.
Israels første test kom bare få dage senere. Og de endte med at knurre og klage, fuldstændig utilfredse. Hvorfor? De havde kendt Guds udfrielse, men de havde ikke lært hans store kærlighed til dem at kende.
Her er pointen i mit budskab: Du kan ikke få glæde og fred, og faktisk kan du ikke vide hvordan du skal tjene Herren – før du ser hans glæde over din udfrielse… før du ser hans hjertes fryd over hans fællesskab med dig… før du ser, at alle mure er blevet fjernet ved korset…indtil du ved, at alt i din fortid er blevet renset bort. Gud siger, ”Jeg ønsker, at du skal videre – ind i den fylde, der venter dig i min nærhed!”
Masser af mennesker fryder sig over de vidunderlige velgerninger korset har givet dem. De er gået ud af Egypten, og de står på den ’sejrende side’ af prøvelsen ved det Røde Hav. De nyder frihed og de takker hele tiden Gud for at have kastet deres undertrykker i det Røde Hav. Men mange af de samme troende går glip af Guds større formål og fordele. De går glip af hvorfor Gud har bragt dem ud – nemlig for at bringe dem ind til ham selv.
Jesus fortalte den lignelse, som et undervisningsredskab til større forståelse af sandheden. I lignelsen ser vi tydeligt menneskets fordel. Men vi ser også Guds fordel. Ser du, lignelsen om den fortabte søn er ikke kun om tilgivelse til en fortabt mand. Den er om muligt endnu mere om den glæde Faderen følte, da han løb ham i møde.
Du kender beretningen. En ung mand fik sin del af arven fra sin far udleveret, og ødede pengene væk i udsvævende livsførelse. Han endte med at blive ruineret, fik ødelagt sit helbred og sin ånd. Og da han ikke kunne synke dybere, besluttede han at vende hjem til sin far. Skriften beretter, ” Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.” (Luk. 15, 20).
Bemærk at der var intet, som hindrede denne fars tilgivelse af den unge mand. Der var intet denne mand skulle gøre – ikke engang bekende sine synder – for faderen havde allerede taget skridt til forsoning. Faktisk skete det hele på faderens initiativ: han løb hen til sin søn og omfavnede ham lige så snart han så ham komme gående op ad vejen. Sandheden er, at tilgivelse er aldrig et problem for en kærlig far. Ligeså er det aldrig et problem for vores himmelske Far når han ser et angrende barn.
Så tilgivelse er simpelthen ikke hovedbudskabet i denne lignelse. Faktisk gør Jesus det klart, at det ikke var nok for den fortabte søn at få tilgivelse. Faderen omfavnede ikke sønnen kun for at tilgive ham og dernæst lade ham gå sin vej. Nej, faderen længtes efter mere end bare genoprettelsen af sin søn. Han ønskede fællesskab med sin søn, hans tilstedeværelse, samfund med ham.
Selv om den fortabte søn var tilgivet og havde faderens gunst igen, havde han ikke slået sig ned i faderens hus. Først når det var sket, ville faderen være tilfreds,. Og hans glæde ville først være fuldkommen, når sønnen var i hans selskab. Det er det denne lignelse hovedsageligt drejer sig om.
Her bliver beretningen meget interessant. Sønnen var tydeligvis ikke lettet over faderens tilgivelse. Det var derfor han tøvede med at gå ind i faderens hus. Han sagde til ham, ”Hvis du bare vidste hvad jeg havde gjort, alle disse ækle, ugudelige ting. Jeg har syndet imod Gud og imod din kærlighed og barmhjertighed. Jeg fortjener simpelthen ikke din kærlighed. Du er i din gode ret til at afbryde forbindelsen med mig.”
Det var den fortabte søns gamle natur, der her talte. Den sagde, ”Jeg kan ikke bare valse ind på den måde. Min far knuser og kysser mig, men stiller ingen spørgsmål? Han modtager mig bare med åbne arme? Det kan ikke være rigtigt. Jeg har brug for en afdragsordning. Jeg skylder langt mere væk end jeg kan betale, men jeg må gøre forsøget.”
Kære ven, hvad med dig? Har du forbehold mod at komme ind i din faders nærhed? Du ved måske at din synd er dig tilgivet, men er du villig til at lade ham glæde sig over dit selskab? Måske er du som den fortabte søn, der står på vejen, grædende og angrende, fuld af gudfrygtig sorg. Lige som ham kalder du på Faderen, ”Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg er ikke værdig til at blive kaldt din søn. (Luk. 15, 21).
Dette er sandelig ægte anger. Men sådan anger er ikke komplet hvis du er tilbageholdende med at gå ind i din Faders hus. Hvorfor tøver du? Som den fortabte søn, er du måske stadig fokuseret på dine gamle synder.
Læg venligst mærke til hvordan faderen svarer sin søn. Han kommer ikke med en eneste irettesættelse. Der er ingen hentydning til hvad den fortabte havde gjort. Der blev intet nævnt om hans oprør, hans dumhed, hans udsvævende livsstil, hans åndelige fallit. Faktisk anerkendte faderen ikke sin søns forsøg på at blive stående udenfor og føle sig uværdig. Han ignorerede det. Hvorfor?
Fordi i faderens øjne var den gamle dreng død. Denne søn var fuldstændig glemt. Denne søn, som var kommet hjem, var nu i faderens øjne, en helt ny mand. Og hans fortid vil aldrig blive bragt frem igen. Faderen sagde, ”Hvad mig angår, er den gamle dig død. Nu skal du vandre med mig som en ny mand. Det er min vurdering af dig. Der er ingen grund til at leve med skyld. Lad være med at blive ved med at tale om din synd, og at du er uværdig. Problemet vedrørende synd er løst. Så kom frimodigt til mig og få del i min nåde og barmhjertighed. Jeg glæder mig over dig!”
Men den fortabte søn var ikke glad sammen med sin far. Han måtte have tænkt, ”Skulle jeg ikke have været alvorligt afstraffet? Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen? Jeg har brug for at føle konsekvenserne, at mærke pisken mod ryggen. Jeg bliver nødt til at bevise, at jeg har forandret mig.”
Han var skyldbetynget og følte sig forkastet. Men det var Satans værk. I dag sker det samme for mange Guds børn. Vores fader glæder sig over os og omfavner os med kærlige arme. Men vi tror, at ydmyghed betyder, at vi skal fortælle Gud hvor slemme vi har været, at vi skal grave fortidens synder frem frem for at stole på den kærlighed Gud viser os. Og alt imens tænker vi skyldbetynget, ”Han må være vred på mig. Jeg har syndet værre end alle andre.”
Den fortabte behøvede det Paulus kalder ”fornyelse af sindet.” Jeg elsker at læse disse ord fra lignelsen: ” Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.” (Luk. 15, 21-23).
På det tidspunkt, bragte faderens tjenere den fineste festdragt huset havde at byde på. Iklædelsen af festdragten er et billede på at blive iklædt Kristi retfærdighed. Derefter satte faderen en ring på drengens finger, som symboliserer hans forening med Kristus. Sidst gav han drengen sko på fødderne. De repræsenterer at ’blive skoet’ med Kristi fredsevangelium. Denne kærlige far viste sit barn:
”Væk med disse ’kødelige’ pjalter, disse laser af ’forsøg på at behage mig i egen kraft’. Lad mig vise dig hvad jeg dig anser dig for, hvordan jeg vurderer dig. Du kommer ind i mit hus og ind i min tilstedeværelse som et nyt kongeligt barn. Du kommer ikke som en tigger eller en slave, men som min søn, som fryder mig! Gå nu ind med frimodighed og forvisning.
Det samme er sandheden for os i dag. Vi bliver nødt til at blive fornyet i vores tankegang om hvordan Gud modtager os ind i sin nærhed. Som jeg skrev i den indledende sætning: ”… har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen. Ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget… Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.” (Hebr. 10, 19-20. 22, min fremhævelse).
Ordet frimodighed kommer fra en grundstamme, som betyder en ’frigiven slave’. Det betyder, at man ikke længere en under syndens og dødens lov, men er under nåden. Sagt på anden måde, det er ved faderens kærlighed - alene ved hans nåde – at vi kvalificeres til at gå ind i hans nærhed. Og det sker ved ” Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige.” (Kol. 1, 12-13).
Vi kan ganske enkelt ikke kvalificere os selv til at blive ’duelig’ til at være i Herrens nærhed. Vi kan bede og vi kan læse Bibelen til vi besvimer af anstrengelse, vi kan love Gud at vi vil forbedre os. Men ingen af kødets gerninger vil kvalificere os til at være i hans nærhed. Vi medbringer absolut intet til Gud, som er værdig til hans glæde. Det kommer alene af hans nåde.
Så blev festmåltidet forberedt for at fejre den fortabtes hjemkomst til sin faders hus. Og faderen erklærede, ”Det er nødvendigt for os at gå ind i huset og feste og være glade. ”Kære ven, det samme gør sig gældende i dag: det er nødvendigt, at vi går ind i Faderens nærhed uden skyld og fordømmelse, men i glæde!
Faderens udtalelse her, afslører hans udelte glæde over at hans barn ’var hjemme’ igen, i et hus af kærlighed, fred og glæde. Faktisk siger han her, ”Det var nødvendigt for mig, at mit barn kom ind i mit hjem, i min nærhed på mit sted. Det er min glæde.”
Forestil dig sønnen på tærsklen til dette hus. Hvordan er hans kropsholdning idet han går ind? Han kan ikke gøre sin far tilfreds, hvis han sætter sig modløst i et hjørne, gennemgår sine synder og fortryder alle de år han har spildt. Han kan ikke være tilstede i en så forunderlig nåde, og stadig være styret af frygt for forkastelse, afsløring og fordømmelse, hvis han falder og synder igen. Sådan en attitude ville såre Faderens hjerte.
Skriften fortæller os hvad der skete dernæst: Lad os feste… ”Så de gav sig til at feste” (Luk. 15, 24). Jeg siger dig, uhæmmet glæde fyldte dette hjem med sang, dans og fejring. Og det hele fordi Faderens glæde var der. Den dreng var i stand til at marchere lige ind uden skyld og forkastelse, fordi han vidste, at faderen var tilfreds med ham.
Jeg siger dig: hvad kan få mig til at juble og glædes i Faderens nærhed? Hvad kan sætte mit hjerte fri i fællesskabet med ham? Hvad kan frigøre mig så jeg kan feste med min Far? Det er ikke kun min viden om at jeg er i sikkerhed, ikke kun at korset har givet mig adgang til Faderen, ikke kun at min sjæl er lettet. Det er nærmere, i tro at se Herrens glæde ved mig! Det er at se hans glæde over mig, at han er tilfreds med mig. Det er at vide, at i hans øjne er jeg uplettet af synd, og han ser mig værdig og som en glæde for ham.
Kære ven, det er kernebudskabet i denne lignelse. Den har mindre at gøre med sønnens hjemvenden og mere at gøre med Faderens glæde over det! Den far var helt fokuseret på fællesskab med sit barn, hans enhed med ham. Og sådan er det også med os: vores tilstedeværelse i Faderens hus er hans glæde og fryd. Jeg minder dig om Faderens ord ved Jesu dåb: ”Det er min søn den elskede, i ham har jeg velbehag.” Som Gud glæder sig over sin søn, glæder han sig over dig – fordi du er i hans søn!
Jeg spekulerer ofte på hvorfor så mange troende i dag – inklusive dem i tjeneste – er så nedtrykte og modløse. Hvorfor så mange mangler ægte glæde og hvile? Jeg er overbevist om, at for mange handler det om at de har svært ved at se sig selv som Gud ser dem. Varig fred og glæde kommer kun når vi inderst inde tror, at vi er dem Gud siger vi er. Og hans Ord siger, ” I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” (Kol. 3,3).
Forestil dig hvor tragisk det ville have været – hvor nedgørende overfor Faderens kærlighed – hvis den fortabte søn glad og fro var gået ind i huset, kun for at blive overvundet af gammel frygt: ” Dette er for godt til at være sandt. Hvad nu hvis min far skifter mening? Hvad nu hvis jeg synder i morgen?” Nej! Han måtte modstå disse tanker. Og han måtte fæstne sit blik på den synlige glæde, som Faderen havde ved ham i det øjeblik.
Jeg kender en pastor, som for nylig faldt tilbage i et gammelt stofmisbrug fra sin fortid. Denne mand blev øjeblikkeligt omringet af en række ’Jobs venner’ - forstandere og ældste, som insisterede på at han skulle genopleve detaljerne af gamle synder, så at de kunne ’genoprette’ ham. Jeg siger dig, at den slags aldrig udretter noget i Guds genoprettende arbejde. Skyld, forkastelse, kødets gerninger – intet at dette kan bringe nogen som helst tilbage til Faderens kærlighed.
Sagen er, at denne pastor allerede har angret. Han råbte i sin nød, ”Jeg har syndet mod Gud, mod min familie, mod min menighed.” Det havde allerede fået konsekvenser. Det den mand behøvede at få at vide, er at Faderen er lige her, parat til at omfavne ham – til at kysse ham velkommen hjem og sige, Du er min glæde. Du har fundet ind til korsets sejr. Du er min elskede søn og du er i Kristus.”
Som Kristi efterfølger må vi tage Gud på ordet og acceptere, at det det siger vi er, er sandt. Det betyder, at vores ’gamle jeg’ repræsenterer et menneske, som stadig søger at behage Gud på kødelig vis. Sådan et menneske hader synd, han ønsker ikke at fornærme Gud, men alligevel bringer hans samvittighed konstant under skyld. Så han lover højtideligt, at han vil overvinde sit problem: ”Jeg vil forandre mig. Jeg vil begynde i dag med at bekæmpe min belejrende synd, uanset hvad det måtte koste. Jeg ønsker, at Gud skal se hvor meget jeg gør mig umage.”
Sådan et menneske bringer meget sved og mange tårer til Herren. Han beder og faster for at overbevise Gud om at han har et godt hjerte. Han er i stand til at modstå synd i dagevis ad gangen, og så siger han til sig selv: ”Hvis du kan gøre det en dag, hvorfor så ikke to? Og hvis jeg kan gøre der i to dage, hvorfor så ikke fire dage eller en uge?” Når der er gået en måneds tid, har han det godt med sig selv, og er overbevist om at han har arbejdet sig selv fri.
Men når den gamle synd igen dukker op til overfladen, går han ned med flaget og ned i dyb fortvivlelse. Og så starter ovenstående cyklus forfra igen. Sådan en mand befinder sig i en trædemølle, som aldrig får ende, en trædemølle, som han ikke kommer ud af.
Må det aldrig blive således! Hans ’kød’ blev korsfæstet sammen med Kristus, i Guds øjne blev det slået ihjel. Faktisk siger Paulus, at ’det gamle menneske’ blev erklæret død på korset. Jesus tog det gamle menneske med sig i graven, hvor han blev efterladt – død og glemt. Ligesom den fortabte søns far ignorerede ’det gamle menneske’ i sin søn, siger Herren om vores gamle menneske: ”Jeg vil ikke genkende eller have noget at gøre med sådan en. Der er kun en mand, som jeg vil have noget med at gøre, og det er min søn Jesus, og alle som er i ham ved troen.”
Det nye menneske er ham, som har opgivet alt håb om at behage Faderen ved egen kraft og på kødelig vis. De metoder duer ikke. Men ved troen har han fundet ud af, at der kun er en måde at behage Gud på – nemlig at Kristus må blive alt. Han ved, at der kun er én, som faderen vil anerkender: Kristus, og alle som er i ham.
Det nye menneske lever ved tro alene: ”De retfærdige skal leve ved tro.” Han tror Guds Ord så helt og aldeles, at han ikke læner sig op ad noget andet. Han har fundet kilden til alt i Kristus -som er mere end tilstrækkelig. Og han tror hvad Gud siger om ham, ”Dit gamle jeg er dødt, og dit liv er gemt i Gud ved Kristus.” Han føler det måske ikke, han kan måske ikke engang forstå det fuldt ud, men han vil ikke modsige Faderens Ord. Han accepterer det ved tro, og er overbevist om at Gud er trofast mod sit Ord.
Nu er Faderen fyldt med glæde! Og han erklærer, ”Dette er min elskede søn. Jeg fryder mig over dig. Du er hans legeme og han er dit hoved. Så jeg fryder mig også ved dig. Alt hvad jeg har givet min søn, giver jeg også dig. Hans fylde er din.”
Dette er et billede af at have frimodighed til at gå ind i hans nærhed!