Jesus sagde, ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Johs. 14, 27). Kristus delte disse ord med sine disciple aftenen før han blev korsfæstet. Det skulle trøste dem og give dem tryghed i det, som ville blive deres tros mørkeste timer. Siden den tid har kristne gennem tiderne fundet trøst i disse ord af Jesus, og ordene har holdt dem fast gennem de sværeste prøvelser.
Men i dag har mange Kristne bekymrede hjerter og de lever i angst. Jeg ved fra breve, som bliver sendt til vores menighed, at mange troende i det skjulte er plaget af panik, uro og søvnløse nætter.
Kristus tilføjer endnu en forsikring i det samme vers: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.” Men mange kristne synes det er umuligt at opnå fred i sindet. For mange kommer og går freden, og efterlader dem bekymrede, rastløse og stressramte.
I Lukas Evangeliet, sagde profeten Zacharias om den kommende Messias, “Han (Herren) tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage” (Lukas 1, 73-75).
Her er en af de primære årsager til at Jesus kom til Jorden og døde for den syndige menneskehed: at vi må vandre med Gud uden frygt, og nyde hans fred hele vores liv. Det synes umuligt når vi står overfor katastrofer, trængsler og dyb sorg, og i perioder med lidelse, prøvelse og usikkerhed. I disse stunder føler vi os overvældet og frygten griber os om hjertet. Hvordan kan vi bevare freden når alt synes ude af kontrol?
Zacharias sagde dette om Messias: “For at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og… lede vore fødder ind på fredens vej" (1, 79 – min fremhævelse). Han sagde, at Jesus ville lede os ind på fredens vej – ikke ind i rastløshed, tomhed eller frygt, men ind i ro og hvile. Det er hans løfte, men for nogle synes den vej at være lige det modsatte.
Skriften kalder Jesus for Fredsfyrste. Og ved hans fødsel sang englene, ”Fred på jord!” Apostlen Paulus beskriver de gode nyheder om Kristus som ”fredens evangelium.” Jesus selv sagde, ”For at I skal have fred i mig” (Johs. 16, 33). Fred er ganske enkelt det evangeliet handler om. “Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus” (Ap. Gern. 10, 36).
Når Paulus skitserer den måde hvorpå vi skal tjene Herren, så inkluderer det at vandre i Guds fred: “For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Den, der tjener Kristus sådan, er Gud til behag og bliver agtet af mennesker. Lad os derfor stræbe efter det, der tjener freden og den indbyrdes opbyggelse” (Rom. 14, 17-19 – min fremhævelse).
I denne verden vil vi møde modgang, forfølgelse og voldsomme prøvelser, ”og trængt indefra af frygt,” som Paulus skriver i 2. Brev til Korintherne 7, 5. Vi vil blive fristet og vi vil lide. Modgangens vinde vil forsøge at blæse vores troens hus omkuld, som vi har bygget på Jesus, vores frelses Klippe.
Men vi skal stadig tjene ham i retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd. Paulus’ bøn for menigheden var denne: ”Fredens Herre give jer freden, altid og på alle måder! Herren være med jer alle!” (2. Thess. 3, 16). Tænk over det: fred i alle vores omstændigheder!
Gud er indstillet på at give os fred selv i vores værste omstændigheder.
Guds mål for sine børn er at vi må leve i frihed for alle bekymringer. Vi ved dette, vi bekender det og Skriften bekræfter det. Men mange af os er ikke begyndt at vandre således. Guds ønsker for os er, at vi bliver sat fri: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil. 4, 6-7).
Paulus siger her, at ved at bringe alt frem for Gud i bøn – alle vores bekymringer og anmodninger – vil vi opnå hans fred. Bringer du alt frem for Gud i bøn? Det er ikke en ydmyg holdning at lade være med at anmode ham om noget. Dette vers fortæller os, at han inviterer os til at komme med alle vores begæringer. Og det er ham velbehageligt når vi gør det.
Men vi må ikke misforstå betydningen af det Paulus siger her. Velsignelsen i at komme med vores begæringer betyder ikke at vi går ud af lønkammeret og så er alle anmodninger pludselig besvaret – vores sygdom er forsvundet, vores problemer løst. Det er når vi bliver berørt af Gud, at vores hjerter finder fred. Kort sagt, vores strid, frygt og uro forsvinder fordi vi har været sammen med Skaberen.
Det er umuligt at have ægte fred uden en ny berøring af hans hånd midt i alle problemerne.
“For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os” (Ef. 2, 14).
De mest sørgeligt vildfarne mennesker på jorden er de som hævder at have fred uden Jesus. Deres ’fred’ hviler på en falsk følelse af sikkerhed. Lige nu er Amerika fyldt med diverse religioner og doktriner fra Østen, som alle angiveligt tilbyder fred til sindet. Mange tilhængere påstår, at meditation i ensomhed eller det at gentage et mantra, giver dem fred. De siger, ”Hvis jeg bliver bekymret, så går jeg ind på mit værelse og mediterer. Det hjælper mig med at lukke alting ude.”
Sammenlign dette med Jesus. På sin tid på jorden, var vores Herre mest herliggjort i tider med modgang. Han så alle kriserne lige i øjnene. Og som menighedens hoved i dag, kan han skænke sin fred til sit folk midt i alle de problemer vi står overfor.
Hvis du tænker over det, så er der en ting, som verden ikke kan håndtere: modgang. De, som bliver tiltrukket af diverse sekter, benægter ganske enkelt modgangen i deres liv ved at flygte ind i en verden af illusion. Sådan er det også for de, som dyrker østens religioner, når de overgiver sig selv til ’tomheden’. Enhver følelse af den fred de opnår, forsvinder efter en dags tid eller to, når presset fra verden kommer tilbage igen.
Jesus tilbyder ikke tomhed. Tværtimod, så giver han fylde – en fred som kontinuerligt bliver fornyet. Den dræner os ikke. Men fylder os i stedet med liv i overflod.
Andre i verden sætter sin lid til selvbestemmelse for at overkomme problemer og bekymringer. De erklærer, ”Jeg gik ad den forkerte vej, hvor jeg gjorde mig selv og min familie ondt. Jeg vidste, at der måtte en forandring til, så jeg begyndte på et nyt kapitel. Jeg vænnede mig af med alle mine dårlige vaner, og begyndte at gøre det rigtige. I dag er jeg ikke den samme person som jeg var engang. Jeg har arbejdet hårdt for at opnå den fred jeg har. Og jeg tror at Gud er tilfreds med mig.”
Vi, som følger Kristus, ved fra hans Ord at, “For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham” (Rom, 3, 20). Næste gang den selvbestemmende person falder i synd, er alt hans hårdt opnåede fred borte. Og han vil blive knust over, at han blev bedraget af en falsk drøm.
Ægte fred er resultatet af at være retfærdiggjort ved tro.
“Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom. 5, 1). Der må være et solidt fundament for vores fred. Skriften siger, at fundamentet er retfærdiggørelse. Vi kan opnå fred fordi Jesus har retfærdiggjort os for den himmelske Fader.
Men nogle kristne er aldrig gået ind til den mægtige fred som retfærdiggørelse medfører. Det er vitalt at vi forstår hvad ’retfærdiggørelse’ betyder, fordi den er nøglen til vores fred.
Retfærdiggørelse indeholder to principper. For det første at mine synder er slettet ud. Jeg er blevet frikendt for alle overtrædelser af Jesu Kristi blod. Jeg bliver ikke længere stillet til regnskab for disse synder, da Jesus betalte for alle mine overtrædelser på korset.
Kort sagt, denne retfærdiggørelse er ved tro på Klippen, vores fundament for al fred i Gud. At retfærdiggøre betyder at erklære nogen skyldfri. Det er at proklamere at vores gæld er fuldt og helt betalt af Kristus og at Gud er tilfreds. Jesus var ”Ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os” (Rom. 4, 25). Han blev oprejst for at erklære os fri for al skyld.
Men at være retfærdiggjort betyder mere end kun at være tilgivet. Jesus ikke alene rensede mig for alle mine synder, han gjorde mig også acceptabel for Faderen ved sit offer.
Dette er den anden store del af retfærdiggørelsen. Ikke alene er jeg erklæret uskyldig og skyldfri, jeg er også blevet erklæret hellig i Guds øjne.
Du kan arbejde hårdt for at få sejr over hver en besættende synd. Du kan være ufejlbarlig, have kontrol over hver en dårlig vane, besejre dit temperament eller onde tanker og al ond tale. Men på trods af det, vil du stadig bygge på det forkerte fundament. Hvorfor? Fordi din fred kan ikke komme af hvad du gør eller hvad du føler.
Jeg tilstår, at jeg har levet sådan en gang i mellem i mit liv. Gennem disse korte perioder, vidste jeg i mit hjerte at jeg var blevet frelst af nåde gennem tro og at mine gode gerninger ikke ville frelse mig. Men som så mange andre forventede jeg at Gud skulle velsigne mig for min måde at være på. Min fred kom og gik alt efter om jeg følte mig ’god’ eller ’slem.’ Alle former for nederlag og fejl bragte mig i fortvivlelse og min fred forsvandt.
Måske har du været i sådan en kamp. Du ønsker så meget at behage Herren. Men du bedømmer dit gudsforhold i forhold til hvor godt du klarer dig, frem for i lyset af hvad Jesus har gjort for dig. Hvis du er ærlig, vil du se, at du bedømmer din indre fred og selv din frelse efter din præstation.
Men du kan aldrig nogensinde retfærdiggøre dig selv gennem menneskelige evner og kunnen. Og du kan simpelthen ikke kende Guds fred gennem Kristus før du forstår dets fundament. Det kommer kun fra erkendelsen af at du kun er retfærdig i Guds øjne gennem Jesu udgydte blod. Det er alene af den grund, at du er ”accepteret i den elskede.”
Guds folk skal stræbe efter fred på en helt anden måde, nemlig ved at komme ind i sandheden om hvad Kristus har gjort for os. Hans Ord siger, ”Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige” (Kol. 3, 15).
Jesus vil fortsætte med at retfærdiggøre os indtil den dag vi møder ham i evigheden. Og vores tro på ham vil kontinuerligt producere en helliggørende kraft i os. ”… for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig” (Ap. Gern. 26, 18).
Vi ved, at vi er accepterede af ham, fordi han inviterer os til frimodigt at træde frem for hans trone.
Lad mig spørge dig: Ville Gud invitere dig ind for hans trone hvis han var vred på dig? Du fordømmer måske dig selv fordi du har haft en dårlig dag eller gjorde noget, som du vidste bedrøvede den Hellige Ånd. Men hvad er det lige hans Ord kalder dig til at gøre i sådanne situationer? Du skal løbe til Herren og råbe ”Jesus mig hjerte angrer. Jeg ved du kan udviske alle mine overtrædelser.”
Faderen har ikke vendt dig ryggen. Mange troende lever som om han havde. De lever i konstant angst, og tror de er frelst det ene øjeblik og ufrelste det næste. De lever med unødig forvirring fordi de ikke har dette fundament: ”Jeg er retfærdig i Guds øjne ved Lammets blod. Og ikke alene er jeg blevet retfærdiggjort i hans øjne, Faderen anser mig også for hellig. Jeg har ret til at komme ind i hans nærhed.”
Det er hvad beretningen om den fortabte søn handler om. Ikke alene blev denne store synder tilgivet og omfavnet, og blev givet nye klæder og en ny ring, han blev også inviteret til at sidde ved sin faders bord og deltage i festen. Dette er det sande billede på retfærdiggørelse: Vi er ikke overladt til selv at formilde Gud og arbejde os frem til at opnå hans nåde. Han har gjort det for os.
Satan står lige nu foran Gud og anklager dig for alle mulige synder: manglende trofasthed, løgne, uærlighed, fejl og mangler. Han har en liste så lang over alt hvad du på det seneste har gjort forkert. ”… for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud” (Åb. 12, 10). Djævelen siger til Gud, ”Hvordan kan ham der være frelst med alt det, jeg har set ham gøre? Jeg vil have retfærdighed! Du kan ikke være en retfærdig Gud, hvis du lader ham slippe af med at gøre det.”
Djævelen har ret i mange af sine beskyldninger. Du har fejlet en gang i mellem. Du har manglet Guds herlighed. Du har gjort ting, som er så ulig det Jesus ville have gjort.
Men vores Dommer er uberørt og uimponeret af en hver anklage. Jeg hører ham i himlen fortælle vores anklager, ”Jeg behøver ikke at høre noget fra dig, du løgnens fader. Du har ikke en sag her. Du kommer med anklager mod nogen, som jeg allerede har frikendt. Forsvind!”
Vi skal ikke være bange for vores Dommer. Han er på vores side og har udslettet alle vore overtrædelser: ”For alle mine synder kastede du bag dig” (Esajas 38, 17). ”Du kaster alle vore synder i havets dyb!” (Mika 7, 19). “Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Esajas 43, 25).
Jeg ser Kongen stå foran vores anklager og kræve et svar, ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig” (Rom. 8, 33).
Nogle, som læser dette, lever simpelthen uden for sit privilegium. Du bærer en byrde af skyld og bekymring, som du ikke behøver at bære. Gud ønsker at du skal vide hvordan himlen ser på dig, at selv nu er du rede til herlighed. Og han ønsker du skal tilegne dig den fred som er din.
I sit andet brev taler Peter om en endelig verdensomspændende nedsmeltning. Men selv i så uhyggelige tider – i verdens mest dystre stund – er vi kaldet til at have fred i sindet:
“Da nu alle disse ting må gå i opløsning… da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred" (2. Peter 3, 11-12, 14).
På den dag, hvor vi står foran Herren, vil vi se hans naglemærkede hænder og forstå kilden til vores retfærdiggørelse har gjort mere for os end vi ville kunne opnå gennem et helt liv med bod og gode gerninger.
Gud ønsker, at vil skal tilegne os hans fred lige nu.
Vores Far ønsker at vi skal være i stand til at se på Jesu sår og erklære overfor djævelen: ”Dette er betalingen for mine synder. Du kan ikke anklage mig for disse ting mere. Satan, Jesus fører min sag for mig. Og på grund af ham er jeg retfærdiggjort i Guds øjne.”
For nylig bad jeg, “Herre, jeg ønsker din fred frem for alt. Jeg vil ikke længere lytte til djævelens løgne. Jeg ved, at min frelse ikke er afhængig af min præstation. Nej, Jesus, du alene taler min sag. Jeg hviler i hvad du har gjort for mig.”
Kan du sige det samme i tro? At du ikke vil forsøge at arbejde dig frem til Guds velbehag? At Jesus har taget alle dine synder på sig, og at du er i stand til at komme ind i Guds nærhed gennem ham?
Sandheden er, at når Gud ser på dig, så ser han Kristus. Han ser ikke ’den gamle mand,’ som Paulus refererer til. Som Jesus er i herlighed, sådan er vi i den himmelske verden: forløst, retfærdiggjort og sat fri.
Så er du bekymret eller bange? Fordømmer du dig selv? Du behøver ikke mere leve i skyld eller angst. Hvis du har bekendt og angret dine synder og stoler på Jesu blod, så er de synder udslettet fuldstændigt. Du er retfærdiggjort.
“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8, 1). Det Gud siger her er, ”Jeg gav dig ikke denne frygt eller fordømmelse. Det er djævlens værk. Slip af med det, idet du i tro erklærer, ”Jeg er vasket og renset af tro på Jesus Og jeg ved at Gud elsker mig.”
Hvis du har gjort det, så har Herren behag i dig. Du giver ham stor glæde! Det er derfor han siger, ”Kom frimodigt ind i mit nærvær, fortæl mig om dine behov, og spørg i særdeleshed om at du må blive fyldt med glæde.” Det er sand fred!