Jeg ønsker at tale til dig om tre mænd, som Gud brugte på mægtig vis – og hvordan han brugte fejltagelser til at producere guddommelighed i dem.
I dag hører vi så meget om succes og om hvordan man opnår det. Succes i bibelske termer er imidlertid noget helt andet. Når vi iagttager dem, som Gud brugte til at berøre deres generationer, opdager vi, at de virkemidler han brugte til at forme dem med var pinsler, smerte, sorg og nederlag.
Tænk på den gudfrygtige Job. Her var en mand hvis motiver fejlede. Job var stolt af sin egen godhed og sagde, ”Jeg har aldrig gjort nogen fortræd. Jeg har levet et retfærdigt liv.” Når vi læser Jos Bog kan vi med rette undre os over hvorfor Gud kunne have så høje tænker om så stolt en mand. Selv om Job var gudfrygtig og undgik alt ondt, var han meget selvbevidst om egen retfærdighed.
Tænk dernæst på David. Her var en mand som led et moralsk nederlag, og alligevel var han en Guds mand. Generationer er blevet overrasket over Davids handlinger. Hvordan kunne en mand så frimodig i gudfrygtighed falde så dybt ned i moralsk uføre? Denne konge endte med at bide i støvet. Hvordan kunne nogen synke så dybt og så ende som det Skriften kalder en ”mand efter Guds hjerte”?
Sidst men ikke mindst - tænk på Peter. Her var en mand som fejlede opgaven. Peter havde en vision og et kald. Han var oven i købet den eneste person, som Kristus betroede nøglerne til himmeriget. Alligevel endte denne mand grædende på en bjergside efter at have forbandet og afvist Kristus, som han elskede. På trods af denne fejltagelse, blev Peter en genoprettet mand, som tjente som Guds talerør på pinsedag, da den ny-testamentelige menighed blev født.
Hvilke kræfter er det der former Guds mænd og kvinder?
Hvad har alle Jesu efterfølgere til fælles? Hvis vi ønsker Guds berøring i vore liv, hvilke indre kampe må vi så alle imødese? Og hvilke kræfter og hvilket pres er det Gud bliver nødt til at anvende for at producere retfærdighed i os? Vi tør ikke bede, ”Brug mig, Jesus”, eller ”Herre læg din hånd på mig” med mindre vi er villige til at tage imod det som helt sikkert vil komme.
Jeg har læst mange biografier af missionærer, fra langt tilbage i historien helt op til vor tid. Man skulle tro at disse dyrebare mennesker, som sådan blev brugt af Gud, ville kunne fortælle beretninger om endeløs kærlighed, kraft og glæde. Nix! Deres beretninger er fyldt med hjertesorg, modløshed og selv forræderi som Jakobs. Deres historier er ikke om eventyr men om tårer. Vi læser om nedslidte tjenere, som græder sig i søvn om natten, fortvivlede sjæle, som græder, ”Jeg er så tilbøjelig til synd. Jeg er så inkonsekvent. Hvordan kan Gud nogensinde bruge mig?”
Hvis vi er oprigtige i vores ønske om at kende de kræfter, som producerer gudfrygtighed, må vi gå til Getsemanes Have – kort sagt til Jesus, vores eksempel. Alle de kræfter, som var opstillet mod Job var også til stede i Getsemane og sat op mod Kristus. Ligeså var den hårde frister, som fandt Davids hjerte på et hustag, den samme som søgte at ødelægge Jesus på tempelbjerget, Og alle disse kræfter, som pinte og plagede Peters sjæl var også i Getsemane hvor de kæmpede med vores frelser.
Forstå dette helt klart: Kristus var rørt af alle de følelser vores skrøbeligheder medfører. Der er ingen prøvelse, som vi står overfor, som han ikke også har stået overfor.
For at blive en Guds tjener må vi på et tidspunkt have serveret et lidelsens bæger.
For hver en oprigtig Guds mand eller kvinde vil der komme et lidelsens bæger. Tænk på Kristi bøn i haven: ” Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.« (Matt. 26, 29).
Hele Jesu tjeneste havde været at gøre sin Fars vilje. Men i tre år havde alt han gjorde peget hen mod Golgata. Nu, i Getsemane, hvad der end var i bægeret, så fik det Jesus til at svede blod. Han råbte, ”Åh, Gud, Hvis det er muligt så løft denne byrde af mig. Den er for tung for mig. Jeg vil hellere lade det gå forbi mig.”
Da Job fik serveret sit lidelsens bæger, råbte han, ”Det er så smertefuldt. Jeg kan ikke se nogen udvej. Jeg har badet mine sår i tårer.” Da David drak af sit lidelsens bæger blev hans leje til en sø af tårer. Han sagde, ”mit bryst og knogler er fortæret af smerte.” Jeg hører begge mænd sige som Jesus: ”Hvis det er muligt, så fjern dette lidelsens bæger fra mig.”
Jeg ved ikke hvad dit lidelsens bæger indeholder. Nogle kristne har i årevis bedt om at slippe for deres. Tag ikke fejl. Jeg tror på helbredelse. Men jeg tror også på helbredende trængsler. David sagde, ” Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu følger jeg dit ord.” (Salm. 119, 67).
Vi må ikke forledes til at tro, at alle smerter og prøvelser er et angreb fra djævelen. Vi må heller ikke forledes til at tro, at disse prøvelser betyder at vi har synd i vores liv og at Gud dømmer os. David fortæller os noget andet: Hvis han ikke var blevet prøvet, ville han ikke have søgt Herren.
Så ønsker du at være en Guds mand eller kvinde? Ønsker du Herrens hånd på dit liv? Så siger jeg dig – du vil få serveret et lidelsens bæger. Du vil ligge i en strøm af tårer. Du vil græde – ikke så meget af fysisk smerte, men af noget, som er meget værre end det: Jeg taler om smerten over at blive såret og svigtet af venner, smerten som forældre har når deres børn tramper på deres hjerte og bliver fremmede for dem; og smerten mellem ægtemand og hustru når en betonmur bliver bygget op mellem dem.
Åh hvilken tragisk uro som kommer, disse urolige søvnløse nætter – hvor du ved at Gud er virkelig, at du vandrer i hans Ånd, at du elsker Jesus med alt du har i dig – og alligevel er du tvunget til at drikke af lidelsens bæger.
Vi kan ikke flygte fra dette bæger. Vi kan ikke narres til at tro, at det at følge Jesus kun er glæde. Skriften siger, at vores tilgang til livet bør være at ”regn alt for glæde”. Men den siger også, ”Mange er de retfærdiges fortrædeligheder”. Selv om Gud har lovet at fri os fra vores trængsler, så der det meget smertefuldt at gå igennem dem.
Peter forsøgte at slippe for trængslen i sit kød. Han svingede med et sværd i Getsemanes have, og med det sagde han egentlig til Jesus: ”Mester, du behøver ikke at gennemgå dette. Jeg vil holde dem på afstand mens du flygter.” I dag har mange kristne den samme indstilling. De tager et sværd i hænderne og prøver at nedkæmpe trængslen, idet de siger; ”Jeg behøver ikke gå igennem dette. Min Gud er en god Gud!”
Jeg tror at Gud er trofast. Men Jesus fortæller os, at vi ikke kan løbe fra vores lidelsens bæger. Jesus beordrede Peter: »Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johs. 18, 11).
Når du stoler på Ham, som serverer dette bæger – når du ser hans formål med din lidelse – så er du i stand til at drikke af det. Det brænder og ætser dig måske, eller giver dig ar, men vær ikke bange, for din Far holder bægeret. Du drikker ikke død med liv!
Guds tjener vil også gennemleve en ’forvirrethedens’ nat.
Jesus sagde i Getsemane, ” Min sjæl er fortvivlet til døden” (Matt. 26, 38). Kan du forestille dig selveste Guds Søn gennemleve en forvirret nat? Vidste han ikke, at han ville komme til at erklærer sejr over helvede og død? Havde han ikke en medfødt sans for vejledning og kendte den skæbne han havde og vidste at Faderen var med ham? Men han måtte se med sit ’profetiske øje’ hvad han ville blive udsat for i dette øjeblik. Faktisk sagde han til sine disciple, ”Jeg vil ikke være hos jer meget længere.”
Generationer af kristne har sagt, at den hårdeste trosprøve er den sidste halve time. Jeg vil gerne tilføje noget her: den forvirrede nat kommer altid lige før sejren, lige før mørket brydes og dagen gryr frem. Sagt med andre ord,: lige før Satans magt bliver brudt, vil du gennemgå en ødelæggende nat med forvirring.
I den time, vil det se ud som om at al vejledning og formål er forsvundet. Fornemmelsen af at Guds Ånd, som du have sat din lid til, er forduftet. Job gjorde det klart, da han sagde: ”Jeg vender mig mod højre, og han er der ikke. Jeg vender mig mod venstre og han er der ikke. Hvis Herren handler fornemmer jeg det ikke .”
David råbte i sin forvirrede nat. ”Jeg er overvældet af mørket. Mine øjne ser intet!” I Peters forvirrede nat, blev han provokeret til at forbande Mesteren. Hans råb var grundlæggende det samme som mange kristnes i dag: ”Hvorfor lige mig?”
Job havde den samme følelse som Peter. Han sagde, ”Jeg har ikke sat min lid til kødet. Jeg har ikke skjult mine overtrædelser. Jeg har været ærlig. Jeg har beholdt min integritet. Så hvorfor mig? Hvorfor skal jeg være så forvirret? Hvorfor skal jeg lide sådan?”
Han taler for mange troende i dag, som råber, ”Herre, jeg har ikke hadet nogen. Jeg er ikke uhæderlig. Så hvor er din vejledning? Hvorfor denne forvirrede nat?”
Forestil dig David, denne mægtige konge over en mægtig nation, da profeten Nathan konfronterede ham. Kan du forestille dig den frygt David måtte have følt, da hans synd blev udstillet? Pludselig kunne David ikke genkende den mand, som havde gjort disse onde ting, som Nathan beskrev for ham. Faktisk skrev David tre smukke salmer om denne forvirrede nat, hvor han kæmpede med hvorfor han havde gjort noget så dumt. Det eneste han kunne sige var, ”Det er for svært for mig at begribe. Min synd har overvældet mig. Åh, hvorfor mig?”
Mange i Kristi legeme har moralske problemer som Davids. I deres forvirrede nat undrer de sig, ”Gud, hvorfor mig? Mit hjerte søgte efter dig da min synd overvældede mig. Min sjæl er plaget af det. Jeg forstår det ikke.”
Jeg tror ikke et øjeblik at nogen, som er blevet brugt af Gud, har svarene. Jeg ved hvad det vil sige at møde guddommelig stilhed i forvirrethedens nat. Jeg ved hvordan det føles at vandre gennem en periode af forvirrethed uden klar ledelse. Alle mine tidligere erfaringer og dømmekraft var nyttesløse. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud af det. Jeg var reduceret til et råb: ”Herre, hvad er der sket? Jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå.”
Vi vil alle skulle igennem sådan en nat. Men tak Gud, det vil gå over. Herren ønsker at den sti du skal betræde er tydelig.
Sluttelig, en Herrens tjener vil gennemgå en tid med isolation.
Jesus græd i Getsemane, ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvilke ufattelige ord der her kommer ud af Jesu mund. Han som var Guds egen Søn. Vi hører lignende ord komme fra Job, som sagde, ”Gud er blevet grusom mod mig.” David spurgte, ”Har Gud glemt sin nåde? Har han taget den fra mig?” og Peter, som havde isoleret sig ved bålet udenfor portrummet, sagde bittert, ”Jeg kender ikke denne mand!”
Sandheden er, at i en isoleret stund er der ingen venner som forstår hvad du gennemgår. Det synes som om Gud har skjult sit ansigt for dig. Du spørger måske, ”Er det muligt for Gud at løfte sin hånd og skjule sit ansigt for sine elskede børn for en stund?” Skriften svarer, ”Gud skjulte sig for ham for at prøve ham og for at finde ud af hvad hans hjerte gemte.”
Jeg kan ærligt sige, at Jesus aldrig har været mere virkelig for mig. Alligevel kan ingen rædsel sammenlignes med den der føles, når det synes som om himlen er lukket. I disse stunder er der kun frygt og tomhed. Dit hjerte råber: ”Åh min Gud, hvor er du?”
Virker det fremmed for dig for dig? Har du aldrig stået overfor en krise i dit liv? Hvis det er tilfældet, så har du aldrig været i Getsemanes have. Gud sagde om sig selv i denne mørke stund, i et øjeblik af vrede, skjulte jeg mig.” Men han lovede også, ”Jeg vil komme til jer i kærlig nåde.” Og det vil han gøre med os, hans børn, omslutte os med sin nåde i vores isolerede ensomme stunder.
Hvad er der sket med disse tjenere, som har drukket af lidelsens bæger, har gennemlevet forvirrethedens nat og været i ensom isolation?
Job konkluderede i sin isolerede stund, ”Herren kender min vej. Og når han er færdig med at prøve mig, vil jeg være som lutret guld, fordi jeg stoler på ham.”
David sagde i sin forvirrede nat, ”Jeg vil synge for evigt om Herrens nåde! Jeg vil løfte min stemme og lovsynge ham.”
På pinsedag rejste Peter sig efter sit nederlag, og ledede en gudstjeneste, som bragt tusinder ind i Guds rige på en eneste time. Det var den apostel, som Jesus havde udvalgt til at fortælle verden, ”Hvad du ser, er det som blev lovet af profeten Joel.”
Vi ved, at alle disse mænd var dedikerede Guds tjenere. Herren erkendte Jobs retfærdighed. Han håndplukkede David blandt hans brødre. Og Jesus selv pegede på Peter og sagde, ”Kom, følg mig.” Alligevel måtte disse elskede udvalgte tjenere gennemleve store prøvelser, som lå langt ud over deres menneskelige grænser.
Jeg tænker på en linje fra en gammel salme, som lyder sådan her: ”Stående et sted i skyggen vil du finde Jesus.” Kære ven, min kamp er ikke i mit hjem. Jeg elsker min hustru, og jeg har vidunderlige børn og børnebørn. Min kamp er ikke med vennerne; jeg har tusinder af venner rundt omkring i verden, som jeg ved værdsætter mig. Og min kamp er heller ikke en troskamp. Jeg har aldrig elsket Herren mere end jeg gør nu. Jeg har aldrig ønsket Jesus mere i hele mit liv, end jeg gør nu.
Lad mig fortælle dig hvor min kamp er. Jo mere jeg beder, ”Herre brug mig”, des mere føler jeg fjendens kræfter indhyller mig. Jo mere jeg beder om at mennesker skal blive vundet for Jesus –jo mere kæmper jeg kæmper i bøn og trofast vidner for menneskesjæle – des mere føler jeg mig knust som Jesus var. Og jeg råber desto mere, ”Åh Gud, Hvis jeg bare havde vinger. Så ville jeg flyve væk fra lidelsens bæger, denne prøvelse af min sjæl. Gud, jeg kan ikke holde det ud!”
Men ligesom job, David og Peter før mig, ved jeg hvem jeg sætter min lid til.
Når en mand eller en kvinde formes og dannes til at blive Guds tjener, vil fjendens hær komme mod dem med stort raseri.
Du drikker måske lige nu af lidelsens bæger. Du gennemlever måske en ’forvirret nat’, en rædselsfuld periode med isolation. Men jeg beder dig indtrængende at gøre som disse mænd gjorde i deres mørkeste stund: Tag et standpunkt i tro. Sig som de gjorde: ”Selv om jeg bliver prøvet, og alle disse kræfter samler sig mod mig, Så ved jeg hvem jeg sætter min lid til. Og jeg ved, at han er i stand til at holde det løfte jeg har afkrævet ham den dag.
Du føler måske ingen glæde i denne stund. Du har måske ikke fred i din sjæl. Tværtimod føler du måske stadig uro i din sjæl. Hvis det er tilfældet, så forbliv forankret i hans Ord. Hold op med at tænke dig ud af situationen. Der er kun én vej igennem det, og den fører gennem Getsemane. ”Gråd holder måske natten igennem men glæden kommer om morgenen.”
Mange kære mænd og kvinder i Kristus fortæller mig triste beretninger om mistet kærlighed, langvarige sorger og endeløse trængsler. Ofte ser det ud som om deres prøvelser igen ende har. Og menneskeligt set ser det ud som om de er lukket inde håbløse situationer. Deres liv føles som en endeløs smerte, med afvisning med meget lidt glæde, som de måske ser et glimt af med meget lange mellemrum. De er begyndt at tvivle på Herren og undre sig over om ”denne mørke nat nogensinde får en ende? Er mit liv forudbestemt til at være en lang række problemer?”
Dyrebare ven, jeg forsikrer dig: Gud har ikke glemt dig. Han opsamler hver en tåre du græder. For år tilbage, da jeg første gang talte over dette emne, blev jeg kontaktet af en kær søster i Kristus. Hun fortalte mig, ”Pastor, da jeg kom i kirke denne morgen var jeg glad og sorgløs. Men da du begyndte at tale om lidelsens bæger, græd jeg indvendig. Jeg forstod at jeg levede bag en facade. Min mand har forladt mig og mine børn er uregerlige. Jeg har dækket det til for at skjule min smerte. Men i virkeligheden er min sjæl oversvømmet af sorg.” Sammen med hende, bad jeg Gud om at styrke hendes tro til ham. Hun gik og var virkelig opmuntret, fordi hun vidste hvem hun havde sat sin lid til.
Kære kristne ven, midt i din kamp skal du gøre Jesus til glæden og håbet i dit liv. Lad ham forandre dit hjerte, så din situation ikke længere nedbryder din sjæl. Der er i sådanne stunder at er Gud er allerbedst til at form og danne os til brugbare kar. Og uanset hvad der end måtte komme på din vej, vil du rejse dig op over det hele, og tage plads sammen med ham på et himmelsk sted. Du er genstanden for hans ufattelige kærlighed!