I Mattæus 11 finder vi Johannes Døberen i fængsel. Hans kraftfulde salvede tjeneste til folkeskarerne i Israel var blevet brat afsluttet af kong Herodes. Nu var de folkeskarer, som havde fulgt Johannes, borte. Stemmen, som råbte i ørkenen, var gjort tavs. Johannes tjeneste i offentligheden havde kun varet i et år. Men i den tid havde Gud demonstreret sin kraft gennem Johannes prædikener. De skriftlærte saddukæere var kommet for at høre hans overbevisende budskab. Selv de stolte farisæere blev ved med at komme for at høre ham. Soldater, politikere, toldere, rige og fattige kom ligeledes og stimlede sammen for at høre profetens brændende ord.
Jesus selv ærede denne gudfrygtige mand. Han sagde om Johannes, ”Jeg siger jer: blandt kvindefødte er ingen større end Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han” (luk. 7,28). Kristus identificerede også Johannes som den profet Esajas havde forudsagt ville komme. Johannes var den som skulle bane vejen for Messias, og forberede hans komme. (se Esajas 40,3).
Vi ved at Johannes også studerede Esajas profetier. Det ord, som kom til ham kan, føres tilbage til Esajas skrifter. Og Johannes refererede til Esajas når præsterne og levitterne bad ham om at identificere sig selv. Når de forhørte sig ”hvem er du egentlig?”, svarede Johannes altid ”Jeg er ikke Kristus”. Til sidst når de pressede ham yderligere, identificerede Johannes sig altid som den Esajas havde profeteret om. Han fortalte disse religiøse ledere, ”Jeg er den som Esajas talte om, jeg er den som råber i ørkenen og baner vejen for Herren” (se Johs. 1, 19-23).
Tilsyneladende tillod Johannes’ fangevogtere ham at have kontakt med sine disciple. Så hans tilhængere bragte ham rapporter om Jesu mirakler og tjeneste. Disse rapporter måtte være forunderlige i Johannes ører. Dag efter dag gjorde Kristus mægtige undere og gerninger i hele regionen.
Johannes’ disciple var i Nain da Jesus mirakuløst oprejste en moders søn fra de døde. De stod i folkemængden da denne unge mand satte sig op i kisten og begyndte at tale. Om dette tidspunkt siger skriften: ”Da blev alle grebet af frygt, og de priste Gud og sagde: En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk” (Luk. 7,16).
Johannes’ disciple underrettede ham om alle disse ting. ”Og Johannes’ disciple fortalte ham om alt dette” (Luk. 7, 18). Johannes tilhængere berettede det hele til ham med begejstring, forbløffelse og ærefrygt. Og de var fyldt med ærefrygt for Jesus mens de beskrev hans gerninger: lamme gik, de blinde kunne se og onde ånder måtte forlade mennesker som de havde plaget i årevis.
Underligt nok delte Johannes ikke sine disciples entusiasme. I stedet tog han to af dem til side og instruerede dem: ”Gå tilbage til Jesus. Jeg ønsker I skal spørge ham om han er Messias. Er du den som kommer? Bed ham om at fortælle jer hvem han er”. ”Men da Johannes i sit fængsel hørte om Kristi gerninger, sendte han bud ved sine disciple og spurgte ham: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Mat. 11, 2-3).
Sig mig, virker Johannes spørgsmål underlige på dig? Dette var den reaktion som den største profet, som nogensinde har levet, havde. Tænk over det – han modtog øjenvidnerapporter dagligt om alle disse storslåede mirakler som Jesus gjorde. Alligevel måtte Johannes have at vide fra Jesus selv at han var den Messias som skrifterne profeterede om.
Husk, Johannes var en Ordets mand. Han havde brugt hele sit liv til at studere skrifterne i ensomhed. Han havde dagligt grundet over loven, profeterne og Salmerne. Og Bibelen fortæller tydeligt at Johannes anerkendte Jesu guddommelighed.
Han havde peget ad Jesus og sagt: ”Se det Guds Lam”. Han havde set Helligånden i skikkelse af en due over Jesus. Og han havde hørt Faderen sige: ”Dette er min søn”. Johannes selv havde sagt “Han bør vokse, men jeg blive mindre” (Johs. 3, 30). Dette var ord fra en mand, som havde levet i klippehuler hele sit voksne liv og nægtet sig selv nogen form for komfort (faktisk er det kun få uger siden at arkæologer mener at de fandt den klippehule, som Johannes boede i mens han døbte folkeskarerne). Alt hvad denne gudfrygtige mand gjorde var en forberedelse til Guds kald. Så hvad fik Johannes til at krydsforhøre Jesus om hans identitet? Hvorfor sådan et ukarakteristisk udbrud efter at høre om alle de vidunderlige ting som skete i Israel?
Hvad der er endnu mere besynderligt er at Johannes’ disciple præsenterede Jesus for disse spørgsmål foran en stor menneskeflok. (se Mat. 11 ,7). Hvor chokerende må det ikke have været for dem at høre Johannes’ mænd komme med sådanne dristige spørgsmål. Jesu egne disciple må uden tvivl have været chokerede. Hvad har Johannes mon tænkt på?
Det er klart, at tvivl måtte have grebet Johannes’ hjerte. Og han kunne simpelthen ikke længere holde det tilbage. På trods af alle miraklerne, som Kristus havde gjort, alle de forunderlige gerninger, som hans egne disciple fortalte om – døde var blevet opvækket, lamme helbredt, de fattige havde hørt Guds ord – et eller andet plagede denne mands sjæl.
Men da Jesus hørte Johannes’ spørgsmål den dag, kom han ikke med et direkte svar. Han forsøgte heller ikke overbevise Johannes om sin guddommelighed. I stedet bad Herren ganske enkelt Johannes’ disciple om at minde ham om de store mirakler der skete: ”Da svarede Jesus og sagde til dem: Gå hen og fortæl Johannes hvad I hører og ser: blinde ser, lamme går spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige” (Mat. 11, 4-5).
Hvorfor svarede Jesus på den måde? Det var fordi han var Gud i menneskeskikkelse, og Johannes var et menneske. Uanset hvor kraftfuldt salvet Johannes var, var han stadig genstand for de følelser som er almindelige hos mennesker. Og Kristus vidste, at Johannes var i fare for at blive overvældet af tvivl.
For det første, Jesus vidste at denne brændende profet hellere ville dø end at ende som et indespærret vildt dyr i fængslet. Johannes havde levet hele sit liv i den frie natur. Han sov i huler og levede af vilde bær og honning. Han elskede friheden og han elskede naturen, han elskede at vandre i naturen mens han grundede over Guds Ord. At være fængslet må have været det rene helvede for Johannes. Jeg er sikker på at han må have været mere end almindeligt nedtrykt.
Johannes må også have spekuleret over hvorfor han stadig var i fængsel, hvorfor Jesus ikke havde fået ham frigivet. Når alt kom til alt var det jo netop det Esajas havde profeteret – at Messias ville komme for at sætte fangerne fri. Og hvis Jesu ord om Johannes var sande, måtte han da være den første til at blive frigivet? Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke at Johannes regnede med at få Guds særlige godkendelse. Slet ikke. Men faktum er, at Johannes Døberen havde en brændende passion for Gud og følte had mod det onde. Han ønskede simpelthen at se synden overvundet.
Johannes havde i årevis levet med en speciel vision af Guds rige. Og hans længtes efter det hver eneste dag. Alt hvad denne guds mand ønskede, var at se Guds Ord gå i opfyldelse. For Johannes betød det at se Guds navn hævnet på jorden og Hans retfærdighed opfyldt. Når Messias kom, regnede Johannes med at se ham udslette alt det onde og al ond stolthed tilintetgjort. Han forventede at se al ondskab splintret, hugget om og brændt i en uslukkelig ild. Var det da ikke det som profeterne havde forudsagt? Johannes vidste at Gud er nådig, men indtil synden var udslettet ville intet menneske kunne leve uden frygt. (se Luk. 1, 72-74). Men nu hvor Messias var kommet, var ingen af disse ting sket. Alt hvad Johannes havde forventet at se, alt hvad han havde længtes efter hele sit liv, skete ganske enkelt ikke.
Du vil måske protestere her – er det virkelig muligt for en bedende guds mand og salvet troende at blive fortvivlet på denne måde? Ifølge Bibelen – Ja, så absolut! Bare spørg David, Job eller Jeremias. Selv apostlen Paulus skrev om at blive testet ”udover udholdenhed”. Alligevel henviste Jesus ikke til Johannes’ fortvivlelse. I stedet sendte han Johannes’ disciple tilbage til ham med dette specielle budskab: ”Salig er den som ikke forarges på mig” (Mat. 11, 6). På kærlig vis viste Kristus Johannes tvivlens rødder i hans hjerte. Faktisk sagde Jesus: ”Johannes, du er forarget på mig. Du er oprørt i din ånd over den måde hvorpå jeg vil oprette min Fars rige. Jeg vil ikke imødekomme dine forhåbninger i forhold til den måde du håbede at tingene ville blive. Og det får dig til at tvivle”.
Johannes var forvirret over Jesu tjeneste. Det arbejde som Jesus gjorde, stemte ikke overens med det som Johannes havde prædiket om. Johannes profetier var et ekko af det som mange af de gammeltestamentelige profeter havde sagt: at Messias ville vise sin kraft med ild lutrende og rensende. Ifølge Johannes ville Kristus komme og hævne al ondskab.
Vi ved, at alt det som Johannes troede, var funderet på ”der står skrevet” Og Johannes kendte profeternes ord. Således havde han et skarpt blik for Malakias’ forudsigelse: ”Thi se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre, så der hverken levnes gren eller rod af dem. ” (Malakias 4, 1).Det var det syn Johannes havde på Messias komme. Og han fortalte folkeskarerne i Israel at ”Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild” (Mat. 3, 11-12).
På det tidspunkt i Israel var der en fremherskende tro omkring Messias’ komme. Kort sagt, Israels frelser skulle komme og knuse den romerske besættelsesmagt. Når Kristus kom, ville han oprette sin egen politisk-religiøse regering og begynde at lovgive om hellighed på jorden. Og han ville regere over dette rige med en jernstang.
Men det stemte ikke overens med det som Johannes hørte om Jesus. Først hørte Johannes, at Jesus var med til at fejre et bryllup. Så hørte han at Jesus faktisk gik ind i synderes hjem og spiste middag hos dem. Så fandt han ud af at Jesus sendte sine disciple ud to og to i hele landet, med besked om at helbrede og velsigne mennesker. Alt dette forvirrede Johannes. Han kunne ikke lade være med at sammenligne Jesu barmhjertige gerninger med de flammende profetier, som han havde studeret hele sit liv. Var det ikke meningen at Messias skulle gøre op med synd? Hvad med Esajas profeti om de onde dommere? ”Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo. Fyrster gør han til intet, jordens dommere til luft. Knap er de plantet, knap er de sået, knap har stiklingen rod i jorden, så ånder han på dem, de visner; som strå fejer storm dem bort” (Esajas 40, 22-24).
Israels dommere var på det tidspunkt rædselsfuldt onde. De opfandt love til egen fordel, som gik direkte imod Guds Ord. Alligevel blev disse dommere overhovedet ikke fordømt. Og faktisk blev farisæerne og de skriftkloge endnu mere arrogante. De havde afvist Kristus og søgte at udstøde ham fra deres midte. Trods dette synes Jesus at indtage en passiv holdning til det.
Johannes måtte tænke, ”Dette er slet ikke det jeg har læst om i Skrifterne. Hvorfor lægger Jesus ikke en økse mod ondskabens rødder? Hvorfor gør han ikke livet hedt for disse udøvere af ondskab, som Malakias sagde han ville? Hvorfor tilintetgør han ikke disse uretfærdige dommere?” Så Johannes’ spørgsmål til Jesus var egentlig: ”Er du den som profeterne beskrev? Og hvis du er, hvorfor kan jeg så ikke genkende det?”.
Det er meningen at Gud løfter skal bygge vores forventninger op til ham. Vi skal proklamere hans Ord som klippefaste løfter fra en kærlig, magtfuld far til sine børn. Alligevel sker det ofte, at vi ikke ser Hans Ord blive opfyldt i overensstemmelse med vore planer. Fjenden overvælder vort sind med spørgsmål om Guds trofasthed. Satans mål er simpelt: At frarøve os al tillid til Herren. Jeg er overbevist om at djævelen forsøgte at rejse al mulig tvivl i Johannes sind. Jeg forestiller mig, at han hviskede ind i Johannes’ øre: ”Ja, denne Jesus er en Guds mand. Tillige en hellig mand. Men han er alligevel kun endnu en profet som udfører mirakler. Tænk over det, Moses delte det Røde Hav og fik vand til at springe fra klippevæggen. Elias oprejste en mand fra de døde. Og Hoseas prædikede for de fattige. Jesus er bare endnu en profet, som vandrer omkring og gør godt. Så glemt alt om at se Guds rige komme, Johannes. Bare kig på din egen situation. Hvis Jesus var Guds Søn, ville han da have forklaret dig det. Men han svarede dig ikke på dit spørgsmål. Og nu hører du om andre, der modtager mirakler. Deres bønner bliver hørt. Men se på dig selv. Det eneste du har hørt er at Herodes hustru ønsker dit hoved på et fad!. Hvis Jesus er Messias, hvorfor lider du så? Hvorfor har han ikke holdt ord sådan som det er udlagt af profeterne? Og hvorfor har dine egne prædikener ikke virket for dig?” Satan bruger de samme løgne og forførelser mod os i dag. Og hans formål er at plante tvivl i os om Guds Ord, hans løfter og hans glæde ved os. Fjenden hvisker: ”Du siger at din himmelske Far og miraklernes Gud og alt er muligt for ham, at han hører dine bønner endnu før de er bedt. Hvorfor så al den lidelse? Hvorfor hører du så intet fra himlen? Hvorfor er der så ikke det fjerneste tegn på at Gud har hørt dit råb? Se dig omkring. Alle andre modtager svar på deres bønner. Men ikke dig. Du sidder fast i et utilfredsstillende ægteskab. Du beder om at dine børn skal blive frelst, men årene går og intet ændrer sig. I årevis har du prædiket til andre om Guds løfter. Hvorfor virker det så ikke for dig? Hvorfor efterlader han dig bare i disse rædselsfulde omstændigheder?”.
Et sikkert tegn på at tvivl har slået rod i din sjæl, er når du holder op med at bede om det du en gang troede at Gud kunne gøre. Pludselig holder du op med at bringe dine byrder frem for ham. Du kommer ikke til ham i tro mere. Kort sagt, du er ikke længere villig til at han skal gøre sin gerning i dig på sin egen måde. Så ved du at tvivlen har fået fat.
Peter fortæller os, at vi ikke skal underkende Satans våben. Jesus udstillede én af fjendens største våben, da han gav Johannes dette budskab: ”Velsignet er han som ikke forarges på mig”. På græsk betyder ordet forarge eller fornærme (eng. offend) at lokke i en fælde, at fange. Jeg tror, at Jesus blidt ville advare Johannes: ”Du spørger mig om jeg er den du siger jeg er. Johannes, kan du ikke se at dette spørgsmål er en fælde? Satan forsøger ikke at få fat i mig. Nej, han har sat en fælde for dig”. Kristus havde selv været igennem denne test i hans fyrre dages ørkenvandring. Og nu fortæller han Johannes ”At Satan forsøger at narre dig, at indfange dig. Men du må ikke tage hans løgne til dig. Han siger, at jeg ikke er den jeg udgiver mig for. Men hvis du tror på det, Johannes, er du heller ikke den du udgiver dig for. Og det betyder, at du må konfrontere den største af alle løgne –at du er en bedrager, falsk. Så må du konkludere, at du er bedraget, en falsk profet. Johannes, du må ikke falde ned i denne sataniske fælde”.
Lad mig spørge dig, hvad tror du er på spil i Jesu udtalelse forarget på mig? Hvad gør disse ord så kraftfulde? Det er at Jesus kendte konsekvenserne for Johannes hvis han gav efter for Satans løgn. Han vidste hvad der ville ske hvis denne Guds mand begyndte at tvivle på at han var i Kristus. Ser du, alt hvad Satan behøvede var at narre Johannes til at udtale tre ord. Disse tre ord ville hurtigt tilintetgøre alle profetierne, som er blevet givet århundrede tidligere. Det ville tilintetgøre alt det gode, som Gud havde udvirket gennem Johannes. Og det ville kuldsejle troen hos utallige mennesker, inklusive kommende generationer. Hvad var de tre ord, som Satan så gerne ville have Johannes til at udtale? ”jeg er skuffet”. (I have regrets, red.).
Ordet regret (eng. red.) betyder kval over uopfyldte forventninger. Det er det sammen som at sige, at mine forventninger er ikke blevet imødeset. Kort sagt er det en udtalelse, som modbeviser ens egen tro. Alligevel tror jeg ikke at Johannes nåede til dette punkt. I stedet modtog han Jesu budskab til sig. Og her var essensen af Guds budskab til ham: ”Johannes, der venter dig en velsignelse af tro og beroligelse, hvis du vil modstå Satans løgne. Tillad ikke tvivl på hvem jeg er at rodfæste sig i dit hjerte. For hvis du gør, så vil du komme til at tvivle på alt hvad du er og alt hvad Gud har gjort i dit liv”.
Djævelen fornemmede utålmodighed hos Johannes. Utålmodighed betyder at man ikke er i stand til at bære prøvelser stille og roligt. Når vi bliver utålmodige på Gud, når vi ikke kan vente på svar fra ham, og vi forveksler utålmodighed med tro, begynder vores holdning i bøn at blive en underlig duft i forhold til Herren. Det fylder os, hans tempel, med en ilde stank. Og i stedet for at sende en bøn af velduftende røgelse op til Herren, udsender vi en fæl lugt. Satan vejrer hurtigt denne lugt. Utålmodige troende bliver fornærmede når de ser Gud udføre mirakler uden at det sker for dem. De er forargede over det de mener er Guds langsommelighed i forhold til at svare dem, og over tid vil de begynde at føle sig forbigået og bundet. Paulus’ brev til hebræerne om utålmodighed som en slags åndelig sløvhed. ”Så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet.” (Hebr. 6, 12) og ”Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at vente tålmodigt.” (Hebr. 6, 15).
Skriften fortæller os også at ”Guds Ord prøvede Josef”. Sådan er det også i dag. Guds løfter kan nogle gange være en prøve for os. Så hvis vi ikke væbner os med tålmodighed og tro i disse prøvelser, vil vi ende med at blive fornærmede på Gud. Ordsprogenes Bog 18,19 siger: ”Krænket broder er som fæstning, trætter som portslå for borg.” Med andre ord når vi er forargede eller fornærmede på Gud, er der en risiko for at vi mister troen helt. Og jo længere vi holder fast i vores forargelse, des vanskeligere bliver det for os at bryde ud af tvivlens fængsel.
Men Jakob giver os en kur: ”Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak. 1, 2-4).
Jeg spørger dig, kære troende, er der nogen skuffelse i dit liv? Hvilke uopfyldte forventninger plager dig? Hvad har forarget dig på Kristus? Bad du om hjælp, og han kom ikke til tiden? Gik du i forbøn for et ufrelst barn og blev utålmodig i forhold til at vente på nogle resultater? Føler du dig bundet af et dårligt ægteskab eller job, og der er ikke sket nogen ændringer trods mange års bøn? Ser det ud som om dine henvendelser til Gud falder for døve ører?
Lige nu ønsker Satan at du skal blive utålmodig. Han ønsker at du skal blive bekymret over Guds løfter vedrørende dit liv, din familie, din fremtid, din tjeneste. Han arbejder på at overbevise dig om at Gud er for langsom, at han har ignoreret dine forespørgsler, at han har overladt dig til at sejle i din egen sø. Fjenden ønsker at bringe dig derhen hvor du er parat til at opgive alt din tillid til Herren.
Det var lige præcis der Satan ledte Johannes Døberen hen. Alligevel gjorde Johannes det rette i hans pine: han bragte sin tvivl direkte til Jesus. Og Kristus vidste med det samme at Johannes råbte om hjælp. Jesus elskede denne mand så højt, han gav Johannes præcis det han havde brug for. Som resultat af dette tror jeg, at Johannes aldrig igen blev overvældet af utålmodighed. Da han stod overfor sin bøddel, var hans sidste ord: ”Jesus er Kristus, Guds Lam. Og jeg er Johannes, ham der råber i ørkenen. Af Gud nåde og styrke har jeg banet vejen for ham.”
Lige sådan, kære ven, gør Gud sit arbejde i dig. Og han vil fuldføre sit mægtige værk i din sjæl. Din opgave er ganske enkelt at holde fast i tro. Når du så har holdt ud, vil du være i stand til at sige: ”Kristus er opstanden og sidder på tronen. Jeg er hans elskede barn. Jeg er ikke skuffet. Han har opfyldt alle mine forventninger”.