Gennem hele Bibelen bliver Guds folk befalet at bede til enhver tid. Vi skal bede når vi er nedtrykte, i gode tider såvel som dårlige tider. Ja, vi skal bede til alle tider – i perioder med glæde og godt heldbred, såvel som i perioder med sygdom og depression; i tider med fred og fremgang såvel som i tider med tristhed og sorg. Uanset vores situation eller tilstand skal vi bede uden ophør.
Jeg tror, at enhver oprigtig kristen ønsker at bede. Men det er, selvfølgelig, ikke alle der handler på dette ønske. Selv modne troende får ikke altid bedt. Og når de tilbringer tid i bøn, finder de det slidsomt og svært, og de mister hurtigt interessen.
Når jeg spørger mine venner hvorfor de finder det så vanskeligt at bede, så trækker de fleste på skuldrene. Deres kærlighed til Jesus er ægte, og de har et stort ønske om at bede. Men de er er forbløffede over at de faktisk ikke er mere vedholdende i bøn.
Efter megen bøn og nærlæsning af Guds Ord tror jeg, at Gud har kastet noget lys over emnet for mig. Her er fem hindringer for sejrende bøn:
Selv om de har hørt nådens evangelium prædiket i årevis, har nogle kristne stadig manglende tillid til Herrens accept af dem. Intet svækker ønsket om at bede mere end det. Du kan simpelthen ikke tro, at du er accepteret. Men indtil du har fået den del på plads, indtil du er overbevist om at du kan komme indfor Guds trone uden fordømmelse, vil du aldrig opleve sejrende bøn.
Paulus fortæller os at Gud adopterede os alene fordi han elsker os. ” I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.” (Ef. 1, 5-6). Der var ingen anden grund til at Herren adopterede dig end hans store kærlighed til dig.
Du siger måske, ”Jeg ved at Guds Ord siger at jeg er accepteret, og jeg ved at Jesus gav mig direkte adgang til nådens trone. Men jeg er for skamfuld til at komme den nær. Jeg kæmper stadig med stærke fristelser. Og jeg kan stadig falde i synd. Jeg har ikke opnået fuldstændig sejr. Så den eneste bøn jeg kan komme med er, ”Gud, hjælp mig.”
Lad mig stille dig et simpelt spørgsmål: Elsker du Jesus? Er du hans barn, og er han din ypperstepræst, som går i forbøn for dig? Hvis svaret er ja, så er det ifølge Skriften lige meget hvad du har gjort. Du har ret til at komme ind i hans nærhed for at finde al den nåde og barmhjertighed du behøver. Faktisk er det i sådanne stunder han handler som din ypperstepræst.
”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” (Hebr. 4, 15-16).
Kristus siger til os, ” Ja, jeg kender dine tanker – både de gode og de onde. Jeg kender alle dine hemmeligheder, lyster og gerninger. Men jeg inviterer dig alligevel til at komme frimodigt frem for min trone. Jeg længes efter at vise dig den barmhjertighed og nåde du så desperat har behov for.”
Men ofte handler de kristne ikke på Guds tilbud. I stedet, når de giver efter for fristelse, har de en tendens til at løbe fra Gud. De ræsonnerer, ”Hvordan kan Herren modtage mig, når jeg har fejlet så mange gange på det samme område? Jeg kan ikke komme til ham med dette. Han har vist mig nåde så mange gange før. Jeg tror ikke han vil gøre det igen denne gang.”
For ikke så længe siden skrev en desperat ægtemand til mig: ”Jeg er blevet afhængig af porno. Jeg ved ikke hvordan det er sket. Jeg blev bare så 'hooked'. Jeg føler stor sorg over det. Jeg afskyr mig selv. Jeg har tilstået det overfor min kone og overfor Herren. Og jeg ved, at jeg stadig elsker Jesus af hele mit hjerte. Men det ser ikke ud som om jeg kan løsrive mig. Jeg tøver med at komme frem for Herren med denne synd, for han må være vred på mig. Sig mig, bror David, kan Gud tilgive mig?”
Denne mand elskede Herren inderligt. Men han er også syg – har meget behov for en læge. Ja, han har syndet mod lyset, han er blevet givet. Men det er stadig et faktum, at Jesus kom for at helbrede de syge, de plagede, de besatte, de fængslede – inklusive de der er fængslet af pornografi. Kristus er stadig denne mands ypperstepræst.
Men denne bundne troende siger faktisk, ”Min fordømmelse over min synd holder mig væk fra tronsalen.” Jeg siger til ham: ”Skynd dig ind i dit lønkammer, og udøs dit hjertes inderste overfor nådens trone. Modtag al den barmhjertighed Jesus har til dig. Og når du har modtaget hans kærlighed, så giv din synd dødsstødet gennem den kraft du har modtaget ved Helligånden.”
Nogle kristne tror, at deres bønner vil blive afvist fordi det er alt for lang tid siden de har bedt sidst. I måneder eller måske år, har Guds Ånd opfordret dem til at gå ind i lønkammeret. Han har kaldt på dem og forsøgt at overbevise dem gennem utallige gudstjenester og en brændende samvittighed. Men som tiden gik har disse mennesker opbygget et lager af skyld. De vidste at de burde bede, men har ikke gjort det.
Dette var en ikke-troende ægtemands undskyldning for ikke at gå i kirke med sin kone. Hver gang hun spurgte ham, sagde han, ”Jeg vil føle mig som en hykler, fordi jeg ikke går i kirke på noget andet tidspunkt.” Men til sidst overgav han sig og fulgte med hende. Han blev frelst.
Under Åndens påmindelse sendte jeg en gang en stor sum penge til en mand som havde gjort mig stor skade. Jeg hørte intet fra ham, men til sidst modtog jeg et brev. Manden forklarede, ”Jeg svarede dig ikke med det samme, fordi jeg ikke mente, jeg havde de rette ord til at takke dig. Jeg kunne ikke få mig selv til at tro, at du ville gøre sådan en gestus overfor mig efter alt det der er sket. Derfor har taget mig så lang tid at mande mig op til at sige dig tak.”
Mange kristne har det ligesom denne mand. De kan ikke tro at Gud vil tilgive dem, elske dem og tage hånd om dem når de har ignoreret ham så længe. Så de holder sig væk. Men hvis jeg kan tilgive og velsigne én som har såret og ignoreret mig, hvor meget mere vil Herren så ikke velsigne og tilgive sit folk?
Gud erklærer i Jeremias Bog, ” Og dog har mit folk glemt mig i dage uden tal.” (Jer. 2, 32). Men i næste kapitel siger Herren indtrængende, ” Vend tilbage, du utro Israel, siger Herren. (Jer. 3, 12). ” »Kald mig fader,« sagde jeg,»vend dig ikke fra mig!« (Jer. 3, 19).
Når problemerne vælter ned over nogle kristne, så falder de på deres knæ som om huset stod i flammer. Men når de ikke er i krise, beder de sjældent. De fleste skammer sig over at indrømme dette. De tænker, ”Selvfølgelig vil jeg råbe højt på Herren når et af mine børn har været ude for en ulykke. Jeg beder indtrængende når en af mine kære får en livstruende sygdom. De eneste gange jeg beder er når jeg hænger fat i det yderste af neglene.”
Kære ven, det fordømmer jeg ikke, fordi det gør Bibelen heller ikke. Skriften fortæller os:
- ”Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn.” (Salm. 102, 17). Gud vil aldrig afvise vores bønner, bare fordi vi kommer i en krise.
- ”De sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud. Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler. (Salm. 107, 5-6). Disse vers beskriver mennesker, som råbte på Herren fordi de hang i en tynd tråd. Men Gud fordømte dem ikke ved at sige, at de lå som de havde redt: ”I kalder kun på mig fordi I har problemer. Hvor er du i de gode tider?” Nej, han svarede dem, uden nogen forbehold.
- ”De steg mod himlen, sank ned i dybet. De blev grebet af rædsel i ulykken, tumlede rundt og ravede som berusede, al deres kløgt var til ingen nytte. Da råbte de til Herren i deres nød, og han førte dem ud af deres trængsler.Han fik stormen til at stilne og havets bølger lagde sig.” (Salm. 107, 26-29). Afviste Gud disse mennesker for at råbe på ham i nødens stund? Nej, han udfriede dem og stilnede stormen.
Hvorfor svarer Gud os så nådefuldt når vi kalder på ham i nødens stund, selv om vi måske ikke søger ham på andre tidspunkter? Han gør det af én grund: Hans ønske om at vi vender tilbage til ham med taksigelse. ” Da råbte de til Herren i deres nød,og han førte dem ud af deres trængsler. Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig; de blev glade, fordi det faldt til ro,og han førte dem til den havn, de ønskede. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker.” (Salm. 107, 28-31).
Jeg tror at Gud fortæller os, ”Jeg vil gøre hvad som helst for at få samfund med dig. Så hvis det betyder, at jeg skal helbrede dig og velsigne dig i dine kriser for at bringe dig ind i lønkammeret, så gør jeg det.”
Nogle gange er jeg gået i lønkammeret fyldt af problemer, prøvelser og forvirrethed. I sådanne stunder har jeg udøst hele min sjæl til Gud. Jeg behøvede ikke nogen til at skrive en bøn ned for mig, som jeg kunne recitere. Faktisk er jeg aldrig gået i lønkammeret med en bedemanual. Og jeg har aldrig nedskrevet en liste over bønneemner eller en tjekliste til bøn. Jeg tror simpelthen ikke på at Helligånden svarer på den slags kunstige bønne-metoder. Jeg tror tværtimod at Gud ønsker at bønnen skal komme lige fra hjertet. Forestil dig, hvis jeg skulle fri til min kone, Gwen, og frieriet bestod i at recitere digt af Shakesspeare, som jeg havde lært udenad? Det ville bare ikke være mig, og det ville hun vide. I stedet ville jeg sige: ”Kæreste, jeg elsker dig.” Det er enkel veltalenhed, fordi det kommer lige fra hjertet. Og Gud ønsker den samme ligefremhed fra sit folk. For ham er den højeste form for bøn en taksigelse for hans godhed, som kommer lige ud af et taknemmeligt hjerte.
Vi tror fejlagtigt at vores bøn ikke bliver hørt af Gud med mindre vi kæmper med ham ligesom Jakob gjorde. Eller hvis vi ikke beder højt tre gange om dagen ligsom Daniel. Eller bliver udmattede af åndelige krigsførsel. Selvfølgelig er der tider, hvor det er den type bøn der skal til. Men vi må få ud af hovedet, at Gud ikke vil høre os med mindre vi hæver stemmen under bøn.
Denne misopfattelse er en af grundene til at nogle generte, lavmælte nyomvendte aldrig udvikler en vane med at bede. De hører modne kristne bede brændende bønner under sukken og stønnen, mens de taler om at indtage himlen med storm – og de bliver intimiderede af det. De tænker, ”Jeg kan aldrig bede på den måde. Jeg bliver pinligt berørt bare af at bede offentligt. Jeg håber, at jeg aldrig bliver bedt om at bede i menigheden.”
Da Gwen og jeg var for nylig var til middag sammen med nogle kristne par, spurgte jeg en af mændene om han ville bede bordbøn. Hans hviskede hurtigt til mig. ”Åh nej, kan du ikke bede en anden om det?” Jeg ved, at denne mand beder jævnligt når han er privat. Men han var for genert til at bede bordbøn.
Jeg tror at Gud forstår dette. Selvfølgelig er der tider hvor der bedes højt, hvor der grædes i afmagt eller bedes intenst. Hvor vi skal løfte vores røst og hvor Gud ikke skal lades i fred før han svarer. Sådan gjorde Jesus også.
Men vi kan gøre alle disse glødende ting uden en lyd. Vores bønner kan være lige så brændende, kraftfulde og effektive uden at vi hæver stemmen. Sådan var det med Hannah, da hun indtrængende bad om at få en søn:
”I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt (1. Sam.10). Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset .” (1. Sam. 13).
Eli beskyldte Hannah for at være beruset- Men denne gudfrygtige kvinde svarede, ” Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt.” (1. Sam. 15).
Som Hannah udøste sin sjæl foran Gud, ytrede hun ikke et eneste ord. Men hendes dybe forbøn og integregitet skabte bevægelse i himlen. Og Herren velsignede denne bønnens kvinde med en søn – profeten Samuel, som blev Guds røst i Israel.
Ligesom Hanna kan vi til tider være for svage, forfærdede eller forvirrede til at løfte vores røst til Gud. Nogle gange er alt vi kan gøre at græde for hans åsyn. Jeg har været i den tilstand. Jeg har ofte gået ind i mit lønkammer så udslidt, sorgfuld og nedtrykt at jeg ikke viste hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ingenting at tilbyde Herren. Alt jeg kunne gøre var at sidde i hans nærvær og sige: "Vær så rar, Gud - hold omkring mig. Jeg trænger til dig."
David beskriver denne oplevelse i Salme 6:
- Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme! (6, 1). Davids problemer var så store, at han var overbevist om at Gud var vred på ham, og straffede ham for en skjult synd.
- Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag,helbred mig, Herre, for min krop sygner hen” (vers 3). Davids situation var så overvældende, at det tærede hans krop og forvirrede hans sind.
- ”Min sjæl er grebet af rædsel. Herre, hvor længe endnu?( vers 4). David kunne ikke forstå, at Gud tog så lang tid om at udfri ham. Han råbte, ”Herre, hvornår vil du hjælpe mig ud af alt dette?
- Mine suk udmatter mig, hver nat væder gråden mit leje, min seng er våd af mine tårer.Mit øje er sløret af sorg, det er udslukt, for mine fjender er mange. (vers 6-7). David var så plaget af sin utrøstelige sorg, at han græd sig gennem natten – ude af stand til at sove.
Til sidst gav Gud David en åbenbaring. Den var så inspirerende, at han rejste sig op og befalede sine dæmoniske fjender at flygte. ” Bort fra mig, alle I, der volder ondt! Herren har hørt min gråd.” (vers 9). Hver en tåre, som faldt fra David var en bøn. Hvert et suk var en røst som blev løftet op. Og vores Herre er trofast til at høre råbet fra alle som kalder på ham.
Vi har allerede set hvor effektiv en stille bøn kan være. Da Paulus talte om at "bede uden ophør," så tror jeg faktisk han henviste til ’mentale’ bønner - den slags du kan bede når du sidder i bilen, i bussen, mens du gør rent, arbejder i haven, sidder i et forretningsmøde. (Jeg har måttet være i stadig forbøn gennem mange af vores menigheds forrretningsmøder, med entreprenører og advokater i New York City.)
Men det er sjældent at ’mentale’ bønner er tilstrækkelig i vores liv. Hvis mentale bønner er det eneste vi giver Herren, vil vi aldrig sejre over synden. Og vi vil aldrig glædes ved dybderne af den nærhed vi kan have med Jesus. Kristus lærer os: ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Mat. 6, 6).
Jeg modtager en velsignet lettelse hver gang jeg råber ud i bøn til Herren. Nogle gange kører jeg endda ud på landet, står ud af bilen, går omkring og løfter min hænder mod himlen mens jeg kalder på Gud. Jeg græder min smerte og frustration ud for ham indtil jeg mærker at jeg har sejret over min prøvelse.
Jeg tror også at David bad på denne måde. Han skriver i Salme 3:
- "Herre, hvor mine fjender manger! Mange rejser sig mod mig." (Salm. 3,2). David så at hans fjender øgedes i antal overalt omkring ham.
- "Mange siger om mig: »Ham frelser Gud ikke.” (Saml 3, 3). Folk opgav David og sagde at han var hinsides hjælp.
- "Jeg råber højt til Herren, og han svarer mig fra sit hellige bjerg." (Salm 3, :5). Til sidst råbte David til Herren om hjælp. Hvad var resultatet af dette råb? "Jeg lagde mig ned og sov - jeg vågnede, for Herren støtter mig." (Saln. 3, 6). David modtog fred efter at have råbt højt til Gud. Han vidnede: "Jeg frygter ikke ti tusind krigere,der belejrer mig fra alle sider (3, 7).
Intet menneske har en naturlig tilbøjelighed til at bede. Og ingen kan bede effektivt ved sin egen vilje eller ved opøvet disiplin. Vedvarende bøn kan aldrig opnås gennem menneskelig fasthet eller beslutsomhed.
Ønsket om og evnen til at bede kommer kun fra den iboende Hellige Ånd. Uden hans fulde støtte kan vi ganske enkelt ikke bede - fordi vi ikke ved hvordan. Paulus skriver: ” Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” (Rom. 8, 26).
Den Hellige Ånd holder også vores bønner fokuseret på Jesus. Når vi beder, så åbner han på overnaturlig vis en forståelse for os om Kristi ord såvel som til resten af Skriften. Modsat så er det farligt at bede med sindet i 'frigear'. Men til min forbavselse så gør mange kristne dette. De er overbevist om at dersom de får tømt hovedet for deres tanker under bønnen, så vil enhver stemme de hører være Guds stemme. Kære, det her vildfarelserne vinder indpas!
Kristne har skrevet til vores menighed, og har påstået, at de er en af ’de to vidner’, som er nævnt i Åbenbaringsbogen. Hvordan kunne de komme frem til sådan en åbenbarelse? De siger, ”At en stemme sagde det til mig mens jeg var i bøn.”
Men det er kun én vildfarelse af mange blandt dem , som skriver til os. En stemme siger til dem, ”Du vil komme til at modtage en stor sum penge, som tillader dig at hellige dig Guds arbejde fuldt og helt. Så vil du komme til at vinde ledere og nationen for Herren.” Nogle kristne har levet under sådanne vildfarelser i årtier. Hvordan modtog de sådan en åbenbaring? De erklærede, ”Jeg bad, jeg tømte mit sind og ventede på at Gud skulle tale.”
Hver gang vi går ind til bøn, behøver vi at lede vores tanker ind på Guds ord: ”Og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.” (2. Kor. 10, 5). Vi må fokusere vores tanker på Skriften, søge hans ansigt og stole på Helligåndens suveræne ledelse.
Det må skuffe Guds Ånd frygteligt at se en verden af åndeligt blinde mennesker bede flittigt mens de kristne bliver ved med at svigte deres lønkammer. Tænk over at:
- Millioner af muslimer bøjer sig hver dag fem gange mod Mekka i bøn. Uanset hvor de er, så spreder de bedetæppet ud og lægger sig ned, og er ligeglade med hvad andre tænker om dem.
- Jøder rundt om i verden beder og messer – i flyvemaskiner, i busser, i shoppingcentre – uden at bekymre sig om hvad andre tænker.
- Katolikker verden over beder med rosenkranse, siger Ave Maria’er og tænder lys for de døde – uden at interessere sig for hvad andre tænker.
- Budistiske munke beder endeløse bønner, mens de konstant drejer deres bedehjul. De som tilhører Hare Krishna messer i timevis indtil de falder om af udmattelse. Hedninge står tidligt op og går sent i seng og beder, messer og ringer med klokker – på gadehjørner, foran butikker, i templer og moskeer. Lige overfor vores bygning i New York City, kan jeg se en asiatisk guru gå rundt i sin lejlighed hver aften, mens han beder og messer for sine guder i en time eller to.
Men den eneste sande Gud – den eneste, som kan svare på bøn, forbliver overset. Mens en fortabt verden beder flittigt til sine guder og afguder, forbliver evangeliske kristne tilbagelænede i forhold til bøn. Vi kalder sjældent på Herren eller tilbringer tid sammen med ham. Men han har givet os sin egen Ånd for at lære os hvordan vi beder til ham, for vores egens velsignelses skyld og til vores eget bedste.
Jeg spørger dig – ønsker du virkelig et regelmæssigt og intenst bønneliv? Hvis ja, så bed Den Hellige Ånd om at vise dig hvordan. Han har taget bolig i dig, fordi han er blevet udgydt over alle troende. Hold dig helt enkelt til hans anvisninger.
Han vil give dig taksigelsens ånd i dit hjerte. Han vil give dig en trang til at bede. Du har måske travlt i løbet af dagen, og pludselig kommer en trang til at bede over dig. Når du svarer på hans kald, vil du opdage, at din tunge bliver sat fri – og en flod af guddommelig bøn vil flyde fra din sjæl.