(Dette budskab blev bragt I det 17. århundrede af Thomas Mantin. Vi har omskrevet det til moderne sprog. Budskabet er lige så potent i dag som det var dengang. Fattede (rolige) kristne er dem som har lært at glæde sig under alle forhold.)
"Glæd dig altid!" er en befaling, og det er en befaling til alle kristne til alle tider. Gud siger, at hans børn må gøre det til et samvittigheds-spørgsmål at glædes i ham til alle tider og under alle forhold. Glæde er ikke vores valg; det er Herrens befaling. Hvis vi er fristet til at opfatte disse ord som et valg, underminerer vi Guds egen befaling til os.
Gud ejer ikke vores hjerte før han har vores glæde. Jeg ønsker at tydeliggøre denne sandhed ved at udfordre dig til at tage tre skridt til at glæde dig i Gud vores Frelser: 1. Læg alt hvad der forhindrer glæde bag dig; 2. Overbevis dig selv om at glæde er nødvendig; 3. Øv dig altid i at glæde dig.
1. Læg alt hvad der forhindrer glæde bag dig
Lad mig advare dig lige nu. Dette er ikke nemt. Hvordan kan vi for eksempel glæde os, når vi ved, at det er Gud der tillader vores prøvelser? Er det ikke tåbeligt at være glad når han er vred, eller glæde sig når han kunne have forhindret den tragedie vi står i?
Du tænker måske at det ikke giver mening. Heller ikke selvom vi kan glædes i problemer og forfølgelse. Hvordan kan vi glædes når Guds egen hånd tugter os for at retlede os? Skal vi så være glade? Lad mig svare uden tøven - Gud forventer, at vi glædes i de prøvelser som kommer direkte fra ham. " For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud." (Habakkuk 3, 17-18). Selv hvis Gud ønsker at retlede os ved hjælp at hungersnød og nederlag, "Vil jeg alligevel glæde mig i Herren!"
Åndelig glæde er ikke uvidenhed eller uærbødighed. Det er at ære Gud, når vi er tilfredse i ham selvom det hele braser sammen om ørerne på os. Gudfrygtig tilfredshed viser ham, at hans omsorg er alt vi behøver, idet han selv er udenfor problemernes rækkevidde. Ved at løfte vores tro op over omstændighederne og ved at leve hvert øjeblik i en vedholdende kærlighed til Gud, lærer vi at smile selvom de naturlige omstændigheder burde få os til at græde. "Du kan le ad vold og hunger, du behøver ikke frygte de vilde dyr." (Job 5, 22).
At glæde sig i Herren når enhver ydre grund til at glæde sig ikke er til stede, er langt fra at være en synd; fordi uanset hvor bitter vores lod i verden er, har vores nuværende og fremtidige arv i Kristus bevaret os i herlighed og vogtet af Gud selv.
Hvis vi er gudfrygtige vil vi blive forfulgt, men vi vil ikke blive forladt.
Vi skal skelne mellem trængsler og den støtte vi får så vi ikke snubler i problemerne. Begge dele kan og skal stå sammen, for i alle verdslige trængsler skal vi "være som de grædende, som om de ikke græd." (1. Kor. 7, 30). Kort sagt så er problemer nødvendige for at få os til at kende Guds suveræne styrke; imens trøster han os så vores problemer ikke bliver ubærlige.
Selvfølgelig ønsker al trøsts Gud ikke at hans børn fortvivler som om al glæde var forsvundet. Vi bliver aldrig helt nedbrudt så længe Herren er vores lod. "Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham." (klag. 3, 24). Hvis vi er gudfrygtige vil vi lide under forfølgelse, men vi vil ikke blive forladt. Vi vil få problemer, men vi vil ikke blive overvundet. Vi må måske ned og bide i gulvtæppet, men vi vil ikke blive knust. Hvordan kan det være? Gud lever i os! Kun ved at vores tro prøves, vil vi komme til at kende ham som vore sande glæde og fryd i livet.
Vi kan udholde disse trængsler fordi vi kan se op på Faderen og finde kærlighed mens hans tugter os. Disciplinen kommer ikke kun fra hans retfærd; nåde er den stav han lutrer os med. "Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?" (Johs. 18, 11). Vi er i stand til at tømme det bitre bæger fordi troen forsikrer os om, at det er i hænderne på en barmhjertig, alvidende Far.
Den Far, som har medlidenhed med sine børn, besidder nok barmhjertighed til at vende dette bitre bæger til noget godt for os. "For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed." (Hebr. 12, 10).
Hvorfor skulle vi blive ved med at føle os afvist når Gud bevæger os til mere ydmyghed, foragt for verden og tillid til ham selv? Hvordan kan vi være urolige og kede af det, når han har ventet så længe på at vores hjertes ønsker er rettet mod ham alene? Fordi vores hellige tugtende Gud er også en kærlig himmelsk Far! Vi kan drikke af lidelsens bæger og bekræfte med Salmisten, "Smag og se, at Herren er god; lykkelig (er) den mand, der søger tilflugt hos ham." (Salme 34, 9).
Hvis vores Far tillader midlertidig trængsel for at gøre os rede til evig herlighed, er der stadig en kilde af glæde, som presser sig på gennem tårerne. "For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed." (2. Kor. 4, 17).
"SALIGE ER DE SOM SØRGER FOR DE SKAL TRØSTES" (Mat. 5, 4). En misforståelse vedrørende det at glæde sig er, at siden Kristus har lovet at velsigne de som sørger over synd, hvordan kan vi så glæde os? Sorg over synd er den eneste vej til anger og omvendelse på grund af at synden og forbandelsen naturligt holder os tilbage fra retfærdighed. Så længe som vi er udenfor Kristus, har vi intet til at trøste os, intet svar mod lovens herredømme, intet der kan imødegå samvittighedens anklager, intet der kan beskytte os mod den kommende dom og helvede.
Fordi vi ubekymrede har tjent syndens løn, hvad kan vi så gøre andet end at råbe til Gud med tårer og ydmyg bøn? Første punkt i omvendelsen er, at Gud bringer os ud af tåbernes paradis, med dets nyttesløse glæde og fryd i alt undtagen i Kristus. Derfor er sønderbrudt ydmyghed påkrævet for at overgive den påtrængende smag for synd til døden. Det er de lange smertefulde timer værd med gråd, når vi kan værdsætte Kristi helbredende nåde mere end alle fornøjelserne og belønninger som verden anser for eftertragtelsesværdige.
Den farligste position at være i er når et menneske indser at han er fortabt - i fare for fordømmelse, er at han ikke sørger over sin synd. Men for et menneske som sørger i ærlig anger, er glæden ved at blive skabt! Gud er parat til at helbrede lige så snart vores behov bringer os til hans nådes trone. " For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt. Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville." (Esajas 57, 15-17). Men så tilføjer Herren, "Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld." (V. 18).
Det er tydeligt hvorfor sorg over synd indeholder en kerne af glæde; den ydmyge kristne er glad for at hans hjerte stadig kan blive sønderknust på grund af synd! En times ærlig granskning af sjælen som fører til omvendelse betyder mere for ham end mange timers spændende underholdning. Han vil ikke bytte trøsten i Guds tugtende hånd for noget andet i verden. Han foretrækker endog smagen af bitre tårer, som udsletter synd, sammen med Kristi dyrebare fangenskab, frem for alt det verden kan tilbyde ham.
En angrende, sønderknust troende vil ikke bytte plads med de mest succesfulde, ansete ugudelige mænd. Og denne prioritet beviser, at en ubrydelig glæde udgør selveste kernen i vores eksistens. Det er ikke den perfekte glæde i Herren, ikke endnu - ikke før vi er hos ham, vil vi kende den slags herlighed - men det er glæde blandet med sorg og med uhørlige sukke. I Kristus er ægte anger en ufattelig glæde i sig selv.
2. Overbevis dig selv om at glæde er nødvendig.
Hvis ikke vi elsker ham og længes efter ham mere end noget andet, er han ikke vores Gud. Uanset om verden falder sammen eller består, uanset om vi taber eller beholder alt og alle, som er værdifulde for os, så forbliver Herren selv kilden til vores tilfredshed! "Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker." (Salme 37, 4).
Vores hjerte er ikke helt, før vi er så optaget af kærlighed og lovprisning til vores Forløser, at vi ikke skænker det en tanke om vi er rige eller fattige, berømte eller glemte. Kun hvis vi er frigjort fra alle naturlige skjul og værdsætter Jesus alene som grund nok til at glæde sig, elsker vi ham af hele vores hjerte. "Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin.." (Salme 4, 7). Denne slags hengivelse til Gud gør os fri til at kunne miste alt andet og stadig have det vi ønsker mest. "Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus." (Fil 3, 8). Paulus skrev en fortsættelse om dette "tabte gods", som verden overhovedet ikke vil vide af: "For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår." (Hebr. 10, 34).
Når først denne guddommelige glæde er på plads, forankret af Gud i vore hjerter, bliver den en solid hjælp i tider med smerte, fattigdom og skændsel. Intet kan ødelægge vores glæde så. "… da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer." (Johs. 16, 22). Gud har skabt en plads for glæden i sine børn. Dette sted vil blive fyldt med noget, enten med ting og overfladisk verdslig præstation eller af himmelske ting fra Skaberen. Siden kærligheden til sensuelt begær dannede roden til synd, vil der altid være et kødeligt begær som lokker os væk fra Gud. "Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én." (Jakob 1, 14).
Tilbøjeligheden til at tilfredsstille kødet er kirkens undergang i dag. Siden dette behov er blevet til og er vokset i os, dybt forankret i vores natur, så kommer det ikke ud uden kamp. For eksempel, hvis vi beslutter at nære disse behov for magt og præstige, selv med bare en lille smule ubemærket stolthed engang imellem, så vokser de sig så stærke, at de hurtigt spidder vores sjæle til nye højder af kødeligt begær. Så derfor, for at vi ikke skal blive slaver af at skulle tilfredsstille kødet, kan vi vende os mod en større glæde på samme måde som et større søm, der bliver slået i et stykke træ, driver det mindre søm ud.
Mens den syndige natur elsker nydelse mere end den "nøgne Kristus", gør den nye natur Gud til sin store belønning og foretrækker det der kommer fra Ånden. "De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige." (Rom. 8, 5). Præcis som vi ikke værdsætter agern når vi kan få friskbagt hvedebrød, så dør den kødelige appetit en smule hver gang vi får Jesu ufordærvelige skatte i eje.
Når vores glæde presser sig opad mod det himmelske mål til Guds velbehag, fjerner det bundfaldet af tilfredshed som er samlet sammen nedenfor. Sensuel, smålig tilfredsstillelse bliver ligegyldig sammenlignet med den kristnes glæde i Kristus. Når vi først har smagt Guds manna, er hvidløget og kødgryderne fra Egypten kvalmende. "Tag mig i hånden, kom, lad os løbe! Kongen fører mig ind i sit kammer. Lad os juble og glæde os over dig, vi vil prise din elskov højere end vin. Med rette elsker de dig." (Højsangen 1, 4). Glæde i Gud udkonkurrerer al kødelig fornøjelse ligesom solens lys får skæret fra ilden til at synes svag!
Dernæst, "Glæde i Herren er jeres styrke" (Neh. 8,10). Glæde løfter os op til et liv i hellighed. Ofte føler vi naturlig apati og kedsomhed når vi tænker på at tjene Gud. Denne livløshed kan kun blive overvundet ved at træde ind i Herrens glæde. Det virker ligesom smøremiddel i en motor.
3. Praktiser glæde til evig tid
"Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne." (Salm. 33, 1). De, som har fået en ny guddommelig natur af den almægtige Gud, kan ikke længere tilfredsstilles af det verden har at byde på. Når vores nye natur vender sig mod Faderen, kan vi vende os væk fra verdsligt begær og efterlade det som skrald som svinene kan æde. "… Dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur." (2. Peter 1, 4). Et forvandlet hjerte inkluderer en også forandring af begær og ønsker. Et rent hjerte ønsker hvad Gud ønsker.
Selveste vores liv må forandres. Hellig lydighed medfører den smukkeste glæde til hver en tid. "Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen." (Johs. 15, 10-11). At vandre i gudsfrygt og guddommelig fred er en uadskillelig del af guddommelig kærlighed: "Menigheden … havde nu fred; den blev bygget op og levede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens formaning." (Ap. Gern. 9, 31). Et gudfrygtigt liv er det eneste fredfulde liv: "For én ting kan vi være stolte af og sige med god samvittighed: Vi har her i verden, og især hos jer, levet oprigtigt og renfærdigt for Gud, ikke med verdslig visdom, men af Guds nåde." (2. Kor. 1, 12).
Hvis vi falder i synd, som adskiller os fra Guds fred, så vil vores glæde i ham lide stor skade. Et følsomt hjerte som banker for Guds uophørlige omsorg kan ikke klare den synd der bryder dette skattede fællesskab.
Men der er en praktisk side af det at glæde sig. Den kan ikke holdes ved lige hvis den ikke bliver udøvet. Hvis vi ignore-rer denne store del at Guds velsignelse til os, vil den skrumpe ind og blive forkrøblet og for doven til at synge lovsange til Jesus. Men ved at blive udøvet hele tiden, bevarer vi den og den vokser indtil den bliver den stærkeste del af vores sjæl, villig, og i stand til at have kontrol over alle andre følelser.
Folkeskaren lyttede til Johannes Døberens budskab om omvendelse: "Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste, og for en tid lod I jer gerne begejstre af lyset fra ham." (Johs. 5, 35). Og klippegrunden i Jesu lignelse "… tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind." (Luk. 8, 13).
Fordi glæde over Guds godhed kan overvindes af kødets maligne svaghed, må vi lade det slå rod i vores vilje og pleje det så det konstant er i brug og vil vokse og blomstre indtil vi ser Jesus - og til evig tid!
Nu er tiden inde til at overveje noget jeg allerede har nævnt. Synd invaderer og misbruger vores ånd til det punkt hvor glæden kæmper for at overleve den turbulente eftervirkning af sorgen. David vidste, af personlig erfaring, hvordan synd skygger for Guds ansigt og opsluger al glæde. "Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede." (Salme 32, 3-4). "Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag." (Ef. 4, 30).
Tungen afslører hvad der ligger gemt i hjertet.
Bemærk Paulus' overbevisende udtalelse om at bedrøve Helligånden: "Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det." (Ef. 4, 29). Tungen afslører hvad der ligger gemt i hjertet, og der er ikke der værd, at lade strømmen af glæde til og fra vores hellige Far afbrydes af smarte ord lånt fra verden. "Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse." (Ef. 5, 4).
Ved at give efter for utilfredshed, impulsiv vrede, diskussioner og mikroskopiske frø af misundelse og hævn, så lader vi få ord blive ødelæggende for vores glæde i Herren. Enhver form for forfængelig samtale, uanset om den er veltalt og kontrolleret, eller kommer ud i en eksplosion af vrede, eller indeholder den mindste antydning af påtrængende seksuel appetit, er det en morderisk handling som må besejres, så vi ikke må leve med en vissen, ufølsom samvittighed.
Men hvad nu hvis vi allerede har såret vores samvittighed? På grund af Guds nåde behøver vi ikke at være fanget i den smerte for altid. Ført må vi ydmyge os og angre, få fornyet vores tro på Jesus Kristus, tage imod tilgivelse og lade hans nåde befri os fra forladthed. Fordi Gud har giver os muligheden for omvendelse, kan vi tro på at han vil genopbygge glæden ved hans frelse så vore brudte hjerter kan blive fornyet og gjort hele igen. " Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd … Lad mig atter frydes over din frelse, (Salme 51, 12 og 14).
Gud er parat til at modtage dem der fejlede og som tilstår deres synd og længes efter at komme tilbage til ham. "Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld." (Salme 32, 5).