Når jeg læser i det Gamle Testamente, oplever jeg, at min tro bliver meget opmuntret af Davids eksempel. En forfærdelig katastrofe ramte denne mand, som medførte at han blev truet på livet af dem som stod ham nærmest. Jeg er imponeret over, at David var så besluttet på at få et ord fra Gud midt i denne vanskelige situation.
Her er situationen: David og hans gruppe af 600 loyale mænd var på flugt fra kong Saul, som havde forsøgt at dræbe ham. På et tidspunkt havde den lille hær slået lejr i byen Siklag sammen med deres familier. Derudfra gik de i kamp, mens de efterlod deres hustruer og børn hjemme i byen.
Efter en kamp tog David og hans hær tilbage til byen, en tur som varede tre dage, fordi deres by pludselig blev raseret af Amalekitterne. Denne grusomme fjende havde kidnappet de familier som tilhørte David og hans mænd. Forestil dig hvordan det så ud, da de kom tilbage: ” Da David og hans mænd kom til byen, fandt de den nedbrændt og deres koner og sønner og døtre taget til fange.” (1. Sam. 30, 3).
Disse brave mænd måtte have tabt mælet, da de så hvad der var sket. Det var så pludseligt og katastrofalt, at de ikke kunne fatte det. Jeg forestiller mig dem gå forvirrede og målløse rundt, mens de fortvivlet råbte, ”Hvordan kunne det ske? Hvorfor tillod Gud dette?” Da brast David og hans folk i gråd, og de græd, til de ikke kunne græde mere. (30, 4).
Denne scene fra Davids liv viser os, at der bestemt er en tid til at græde når ulykken rammer os. Skriften beskriver Davids soldater som ’mægtige mænd’. De var hærdede af kamp. De var mænd som ikke græder. Men denne katastrofe fik disse mænd til at bryde ud i gråd.
Det var heller ikke nogen ubetydelig ulykke. Det var ikke kun det, at de havde mistet deres hjem, kvæg eller afgrøder, som fik Davids mænd til at græde. For det ville de snart have kommet sig over. Nej, det var truslen mod deres kære hustruer og børn, som gennemhullede selveste deres sjæle. Og det der derefter skete, kunne have været endnu mere katastrofalt for David: ”David var nu hårdt trængt; folkene truede med at stene ham, for de var alle sammen forbitrede over tabet af deres sønner og døtre.” (30, 6).
Det vi er vidner til i verden i dag er beskrevet i Skriften som, ”For Herren har en hævndag, et gengældelsens år i striden for Zion. (Esajas, 34, 8).
Jeg tror, at gennem alle de voldsomme og kaotiske begivenheder som sker i verden i dag, gør Gud op med griskhed, begærlighed og stolthed. Jeg er overbevist om, at han ikke længere kan tillade seksuel perversion at ødelægge en hel generations sjæle. Jeg tror, at homoseksuelle ægteskaber er blevet omdrejningspunktet for Guds hævn.
Den periode, som Esajas beskriver, er en periode fuld af gråd, frygt og rystelse. Men Herren gav Esajas et bestyrkende ord til sit folk: ” Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer.” (Esajas 35, 3-4 – min fremhævelse).
Det Herren siger her er: ”Styrk de udmattede, opbyg dem som er svage iblandt jer. Opmuntrer alle, som er bange og fuld af angst. Sig til dem, ’Der er ingen grund til at være frygtsom. Dette er Herrens værk, og gennem det vil han bevare sit folk. Han gør det for at frelse dig’.”
Kære ven, selv de mest gudfrygtige blandt os oplever rystelser i hjertet, en pludselig frygt, når en rædselsfuld krise kommer. På sådan et tidspunkt er det ikke en synd, at have en pludselig følelse af dyb angst. Faktisk, da Gud gav sit ord til Esajas, så sikrede han sig, at alle, som følte sig overvældede af denne forfærdelige situation, ikke ville blive knust af den. Han ønskede, at hvert et træt og uroligt hjerte skulle høre: ”Frygt ikke. Hav mod, for Herren frelser sit folk.”
Efter at have været igennem en periode med gråd, kommer der en tid til at kæmpe.
Der kommer et tidspunkt hvor gråden skal ophøre. Det er når Guds folk skal rejse sig op over deres sorg, skal rejse sig over hver en frygtelig forudanelse, og komme ind i kampen. I det Nye Testamente hører vi ekkoet af Esajas’ ord i Hebræerbrevet: ” Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.” (Hebr. 12, 12-13).
Det der menes her er: “Lig ikke underdrejet. Rejs dig og kæmp for din tro. Træn din tillid til Herren. Giv ikke efter for kraftesløse, rystende knæ. I stedet skal du blive ved med at løbe. Hvis du giver efter for frygt og bekymring, ender din tro med at blive forkrøblet.”
Tænk på den ødelæggende reaktion, som David hær havde på deres katastrofe. Efter disse mægtige mænd var hørt op med at græde, blev de oprørte. De gav David skylden for at have tilladt denne katastrofe. De var så langt ude, på grund af deres ulykke, at de begyndt at samle sten op til at stene David med.
Efter min mening, er det netop hvad flertallet gør lige nu som reaktion på finanskrisen. Mange er forblindede og rasende. De slingrer rundt og spørger, ”Hvem har skylden for denne økonomiske katastrofe? Kast dem i fængsel!”
Jeg siger indtrængende til alle Jesu’ efterfølgere: “Glem alt om hvordan vi endte her. Glem alt om hvem der har ansvaret; og mest af alt – glem alt om dine egne ’hvis bare’: ”Hvis bare jeg havde gjort dette eller hint, så ville min økonomi have været OK.” Hvis du holder fast i sådanne tanker, vil din frygt blive til raseri eller en anden forkrøblende, ødelæggende ånd. Nej! Herren ønsker, at du skal bruge din energi på en anden måde. Hans Ord fortæller os, “Nu er det tid til at kæmpe!”
Se Davids reaktion på sin katastrofe: ” Men David hentede nyt mod hos Herren sin Gud.” (1. Sam. 30, 6). I stedet for at give efter for frygten, besluttede David at bekæmpe sin frygt. Jeg tror han gjorde dette ihukommende Guds befrielser af ham tidligere i livet. Da han var ung, havde David dræbt en bjørn og en løve og overvundet Goliat. Nu Tænkte han på disse kampe – og alle de andre kampe, som han havde vundet. Hver en sejr var blevet vundet på grund af hans faste tro (stabile tro, som ikke bølger op og ned, red.).
David sagde, “Jeg behøver et ord fra Herren.” Han vidste, at ingen kunne opmuntre ham, hverken præsten Ebjatar, eller de meget vise kaptajner under hans kommando. Ikke nogen rådgiver i det hele taget kunne opmuntre ham. David måtte have et ord direkte fra Ham, som havde udfriet ham fra hver en krise han havde været i. Kære ven, det samme gør sig gældende for dig og mig i dag. Der er simpelthen ingen på denne jord, som kan løfte din sjæl ud af håbløshed. Ingen kan give din sjæl styrke i krisetid. Vi behøver alle, at få vores eget ord fra Herren. Ligesom David er vi kaldet til at styrke os selv ved at genkalde os Herrens udfrielse af os livet igennem. Og vi må også huske Guds trofasthed overfor tidligere generationer.
Vores opmuntring af hinanden har sin begrænsning.
Hvis de prædikener du hører fra din pastor er salvede, vil de være livgivende for dig. At høre Guds Ord prædiket vil altid opmuntre de hellige. Ligeså vil fællesbøn opløfte dig i en periode. Men hvor hurtigt vi dog glemmer ’løft’ når søndagens gudstjeneste er forbi. Som mandag og tirsdag kommer og går, så begynder vi at falde tilbage i den gamle uro og frygt.
I normale, rolige tider, er jeg i stand til at få råd fra min gudfrygtige hustru. Hun er der altid til at give mig et godt ord med på vejen, lige hvad jeg behøver. Jeg føler det samme for hende som David følte for Abigail, ” Så tog David imod det, hun havde bragt ham.” (1. Sam. 25, 35). Men tingene kan være anderledes i krisetider. Når vores tro bliver angrebet – ja, når selv vore liv bliver truet – så rækker råd og vejledning fra ægtefæller, pastorer og vise venner ikke.
Vi lever nu en frygtsom tid, værre end nogensinde før. Sandheden er, at kun et personligt ord
fra Herren kan lede os gennem sådanne tider, med det håb der varer ved og som vi behøver. Og Gud har gennem historien altid været trofast med at give sit folk et ord.
I det Gamle Testamente læser vi denne sætning igen og igen: “Herrens ord kom….” Skriften fortæller om Abraham: ” Senere kom Herrens ord til Abram.” (1. Mos. 15, 1). Vi læser om Josva: ” … den befaling (det ord, eng), Herren havde givet Josva…” (Josva, 8, 27). Og sådan var det også med David og profeterne. Vi læser om dem, ”Herrens ord kom…”
I forhold til Guds folk i dag, så har vi en blivende Helligånd til at give os et ord fra himlen. Gennem ham er Herrens trøstende, helbredende og vejledende ord tilgængelig for alle som stoler på ham.
Tænk på de 600 soldater som fulgte David. De hørte det ord, som Gud gav deres leder. Men det ord måtte blive virkeligt for hver eneste af disse soldater individuelt. Det måtte blive noget som blev talt af Gud til deres egen ånd, så de også kunne begynde at slå fra sig.
Sådan er det også i dag. Jeg tror, at udfordringen for enhver troende er, at granske Skriften til Helligånden får Guds løfter til nærmest at springe op ad siderne til os helt personligt. Vi ved hvornår det sker, fordi da vil vi høre Helligåndens stille, fine stemme hviske: ”Dette løfte er dit. Det er Guds Ord givet til dig for at føre dig gennem hårde tider.”
Jeg er overbevist om, at du ikke kan kæmpe troens kamp, uden at høre Guds bekræftende røst tale til dig.
David opmuntrede sig selv, fik kampånden tilbage og handlede straks I tro.
Da David fik kampånden tilbage, bad han om at få noget, som hedder en efod. Det var en slags beklædningsgenstand med to sten, som blev opbevaret i præstens brystplade. Af og til talte Herren gennem denne efod. Og David var besluttet på at få Herrens vejledning.
“Han sagde til præsten Ebjatar, Akimeleks søn: »Tag efoden frem!« Da Ebjatar havde taget efoden frem til ham, spurgte David Herren: »Hvis jeg sætter efter denne røverbande, kan jeg så indhente den?” (1. Sam. 30, 7-8).
Se hvad David gjorde her. Efter han havde grædt, og efter han havde fået kampmodet tilbage, bøjede han sine knæ ind for Herren. Og Herren gav ham den vejledning, han behøvede: ” Han svarede: »Sæt efter den, for du skal indhente den, og du skal befri dem, der er taget til fange.” (30, 8). Guds ord til David var: ”Gå fremad, du vil sejre.” Med andre ord: “Kæmp videre!”
I det næste vers læser vi, “Så drog David af sted sammen med de seks hundrede mand, som fulgte ham.” (30, 9). David handlede hurtigt på det ord som Gud havde givet ham. Men jeg tænker, hvordan vidste David hvor han skulle gå hen? Hvordan vidste han hvilken retning han skulle gå i så han kunne genvinde alt?
Jeg tror der var et ord bag ved David, som hviskede: “Dette er vejen, gå ad den.” Og kære ven, sådan er det også for os i dag. Mange menigheder synger den opløftende evangeliske sang ”Han vil bane vej”, og det er præcis hvad Herren gør. Ser du, han har en plan parat for hver eneste af os før vores nuværende krise ramte os. Og hans plan er klar selv nu gennem al den uro vi står overfor.
Jeg er overbevist om, at det ord David gentog for sig selv igen og igen var: “Du vil sejre.” David var fuldt ud klar over, at han ikke ville generobre sit hus i Siklag. Ingen af soldaterne ville generobre deres hjem, deres haver, deres egendele. De ting var alle forsvundet. Nej, det de ville få var deres familiers sikkerhed.
Ser du parallellen til vores tid? Disse mænd skulle ikke genvinde deres tidligere livsstil. De skulle ikke tilbage til de stille og fredsommelige dage, som de havde før. Disse ’gode gamle dage’ var nu fortid.
Med det betød ikke noget for David og hans 600 mægtige mænd. Alt hvad de interesserede sig for var deres familier – alt hvad der virkeligt betød noget var at de var i sikkerhed. Måske skulle de leve i telte med deres hustruer og børn efter dette. Men Gud havde forsikret dem om, at de ville være i sikkerhed.
Gud fortalte ikke David hvordan han ville udfri ham og hans familie.
Min ven, Herren vil ikke forklare os hvordan han vil sørge for vore kære. Han vil ikke vise os hvordan han vil sørge for vores sikkerhed i de værste tider. Hans veje er uransagelige. Vi kan ikke forestille os hvordan, og vi vil ikke blive i stand til det selv om vi brugte hele livet på det.
For Davids vedkommende kom hans udfrielse gennem en usandsynlig kilde: en døende ung egypter. Denne tjenestedreng var halvdød da David fandt ham i ørkenen og gav ham mad og vand. Da David spurgte denne unge mand om hvem han var, tænker jeg, at gud hviskede: ”David, han er din befrier.” Hvor er hans veje dog usandsynlige og mirakuløse! Det var en næsten død egyptisk dreng, som viste David og hans soldater hvor de kunne finde fjendens lejr. Kort sagt brugte Gud en unavngiven dreng til at lede hans folk til at genvinde alt.
Til slut, lad mig igen tage dig med til Esajas 35, 4: “Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer.”
Mens verden er under Guds hævn, mens alt synes at komme helt ud af kontrol, er Gud i gang med (i proces for) at frelse os. Selv verdens kaos og begivenheder bruger han for at bringe sin frelse til os. Han er trofast til at frelse og bevare sit folk gennem hver en krise.