Der er tre store sandheder, jeg vil fremhæve for dig. Hver sandhed er en definition på hvordan en kristen bør være.
Tre salvede Guds mænd er de bedste eksempler på disse sandheder. De er Johannes Døberen, Stefanus og Peter. Johannes var stemmen, Stefanus afspejlede herligheden og Peter tog det vovede trosskridt. Deres eksempler burde være en hver sand troendes mål, ifald de er overgivet til Herren Jesus Kristus.
Hvilken utrolig indsigt vi kan få af deres liv og tjeneste. Vi kan lære hvad Guds ønsker for os er i forhold til tjenesten, hvordan vi kan afspejle hans herlighed og hvilken daglig vandring, der behager ham mest.
1. Johannes viser os hvilken slags tjeneste der behager Herren mest!
Johannes' definition af sin tjeneste var enkel og ligefrem. Han sagde, "Jeg er stemmen som råber i ørkenen." (Johs. 1, 23). Her er den Højestes tjener, som ifølge Skriften var "den største født af kvinder." Han var den største, mest velsignede profet, en æret prædikant, som prædikede retfærdighed.
Folk flokkedes for at høre hans glødende budskaber. Mange blev døbt og blev hans disciple. Selv de kongelige kom under hans mægtige indflydelse. Nogle troede, at han var Kristus, andre mente, han var Elias, som var vendt tilbage fra de døde.
Johannes nægtede at blive æret eller promoveret. Han havde ingen selvviske interesser og han ville ikke være genstand for opmærksomhed. Den største af alle profeter var i egne øjne ikke engang værdig til at blive kaldt en Guds mand - men kun en stemme. En stemme fra ørkenen, beskeden, tilbageholden og uinteresseret i æren, men interesseret i at gøre nytte. Han interesserede sig ikke for at have en tjeneste, eller blive 'mægtigt brugt af Gud'. Han så sig selv som uværdig til at røre sin Mesters sandaler. Hele hans liv var hengivet til "det Guds Lam, som fjerner verdens synd."
Hvilken kraftfuld irettesættelse til os i vores tidsalder med selvoptagethed, selvpromoveren, indflydelsessøgende egotrip og higen efter ære. Johannes kunne have haft det hele. Men han råbte, "Han skal blive større, jeg skal blive mindre." (Johs. 3, 30). Og for at nå det mål, mindede Johannes alle om, at han kun var en stemme.
Hvem blandt os i dag er villig til at vedkende sig at de er 'ingenting', og være tilfreds med 'kun at være en stemme', som råber i ørkenen? Hvor mange, som befinder sig i rampelyset i dag, er beredte på at miste deres tilhængere, at blive sat til side ude af syne, ikke længere befinde sig i centrum og blive sat på en vej til formindsket popularitet og nyttighed?
Alle steder hører jeg kristne sige, "Jeg ønsker, at Gud skal bruge mig. Jeg ønsker, at leve mit liv for Herren. Jeg ønsker, at tjene ham på fuld tid, helst i en tjeneste."
Det er alt sammen meget anbefalelsesværdigt. Men er du villig til bare at 'være en stemme'? Er du villig til at finde din glæde og fylde, ikke i tjeneste, men i hengiven fællesskab med den velsignede Herre? Den største belønning vil sandsynligvis gives til dem, som var gemt væk og var ukendte, men som ærede Herren stort ved at være et simpelt vidne til hans trofasthed og deres kampe.
Hemmeligheden ved Johannes' glæde var, at hans glæde ikke kom af hans tjeneste eller hans gerninger, heller ikke hans personlige nytteværdi eller store indflydelse. Hans uforfalskede glæde kom af at være i Brudgommens nærhed, ved at høre hans stemme og glæde sig over den. Hans glæde var, at se andre, inklusive sine egne disciple, flokkes om Jesus, Guds Lam.
Den største tilfredsstillelse, et Guds barn kan opleve, er, at miste sig selv og alle ønsker om at 'være noget', og helt enkelt glæde sig over at være en søn eller datter, som lever i Jesu nærvær. At hjertet er fuldstændig optaget af Kristus, er det der tilfredsstiller det. Johannes kunne stå der i Jordanfloden med sine øjne fæstnet på Jesus, og fryde sig over hans tilstedeværelse. Hans sjæl levede af Kristus. Hans hjerte søgte ham altid i tilbedelse og ærefrygt.
Sådan et menneske, som er så overgivet til Jesu herlighed, er hævet over alle behov for at blive set eller hørt. Hvad kan føjes til en, som er helt optaget med Kristi herlige nærvær? Som Johannes kan man sige, "Min glæde er fuldkommen. Jeg har fundet alt hvad jeg ønsker og har behov for i ham."
Den nuværende tendens til rastløshed og fortvivlelse kan ikke røre et Guds barn, som er optaget af Herrens nærhed. Ved tro kan vi hæve os op over det hele. Verden og menigheden behøver ikke flere kendte evangelister eller mirakelmagere eller store talere. Det virkelige behov er ikke flere pastorer eller lærere. Det er heller ikke flere grundlæggere af velgørenhedsarbejde. Hvor vigtig disse end er, så er det egentlige behov ydmyge, uanmeldte STEMMER! Stemmer, som vil vidne for en tvivlende verden om, at Kristus er nok til at få alle gennem en hver krise - At han giver styrke.
Gud har behov for stemmer og for nogen som vi stå frem midt i alle disse hårde prøvelser og fristelser, og råbe, "Gud er trofast". Herren hjælper mig triumferende igennem. I sorg er han min trøst. I vanskelighederne er hans arm stærk."
Der er behov for stemmer, som kan se sygdom og død lige ind i ansigtet og proklamere, "Han er alt, han har sagt han er! Han har bevist sin kærlighed til mig i mine mørkeste timer. Han har været min styrke, når jeg har været svag. Han er en ven, et skjulested. At tjene ham gør en forskel."
Der er nok gode prædikanter som bekendtgør doktriner, prædiker profetisk og moral. Mange går omkring og udfører bedrifter, kaster dæmoner ud og helbreder de syge. Pris ske Gud for alt det. Men jeg mener, at Johannes har et budskab til denne generation. Og at det er, at der er et desperat behov for nogen, som vil droppe alle tanker om at gøre noget stort og vigtigt for Gud, og i stedet fæstne deres øjne på ham og blive en stemme, som proklamerer hans overvindende kærlighed. Helt enkelt at være et dagligt vidne til alle omkring sig om, at Kristus fylder alt og er værdig til vores kærlighed og hengivelse.
Det er trist, at det vi hører mest i dag, er om kraft, brugbarhed, et behov for at der er behov for én, gøre noget vigtigt, blive involveret i en sag, være en del af en voksende tjeneste; et behov for ikke længere at føle sig uværdig og nyttesløs. Men der er så få, som er villige til at være udenfor synsfeltet, som stille vidner om Herrens trofasthed for naboer og venner. Vi ønsker, at blive indføjet i Kristus med et kontor, et budget, en bestemt tjeneste. Der er nogen, som er kaldet til det, men Guds kald i Kristus inkluderer trofasthed i at fortælle evangeliet til alle i omgangskredsen.
Måske skulle vi tænke mere over det - "For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne." (Luk. 16, 15). Kristus sagde til de højt estimerede farisæere, at popularitet og menneskelig agtelse ikke ville holde ved dommen. Gud ser efter ydmyghed, opofrelse, selvfornægtelse og en afsky for alt egoisme. Mindre samling af folk om os selv og mere henvisning til Guds Lam.
Åh, Gud, giv os flere stemmer og færre salgsfremmende foranstaltninger. Flere stemmer og færre selv-søgere. Flere stemmer og mindre storhed. Giv os flere, som kun søger ham, og ikke kun for hans gaver, hans velsignelse og hans støtte.
2. Stefanus viste os, hvad vi skulle være til Jesu herlighed.
Stefanus så en åben himmel og en herliggjort mand på tronen, hvis herlighed afspejledes i ham til alle som stod omkring ham.
"Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side." (Ap. Gern. 7, 55-56).
Stefanus repræsenter det en sand kristen burde være: En, som er fyldt af Helligånden og som har blikket rettet på Jesus i sin herlighed. Han er en, som afspejler den herlighed på en måde så alle, som ser det, bliver forundrede. Stefanus havde et fast blik på Kristus, så altid hen til ham og var helt optaget med en herlig Frelser.
Se på den håbløse tilstand Stefanus befandt sig i. Han var omringet af religiøs galskab, overtro, fordømmelse og jalousi. Den vrede hob masede sig ind på ham med vilde, blodtørstige øjne. Døden lurede lige om hjørnet. Hvilke håbløse omstændigheder. Men han så op mod himlen og så der Herren i sin herlighed. Pludselig betød hans forkastelse i denne verden intet for ham. Nu var han løftet op over det hele, idet han så ham, som var usynlig.
Et glimt af Herrens herlighed, et syn af hans dyrebare hellighed og Stefanus kunne ikke længere skades. Stenene, de vrede forbandelser kunne ikke gøre ham ondt nu, på grund af den glæde han så for sig. Et glimt af Kristi herlighed sætter dig over alle dine omstændigheder. At fæstne sit blik på Kristus og bevidst række ud til ham i alle vores vågne timer, giver en fred og en sindsro som intet andet kan give.
Stefanus fangede strålerne fra den herliggjorte Mand i himlen og reflekterede dem til et Kristus-fornægtende samfund. Han "som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er." (2. Kor. 3, 18).
Hvor er det sandt, at vi bliver hvad vi ser. Den rigtige oversættelse burde være, "Alle, som med et utilsløret ansigt afspejler herligheden, bliver forvandlet!" Idéen er, at den kristne reflekterer, som et spejl, den herlighed han hele tiden skuer. Det er os, som er 'i glasset' - et spejl - som ser på Kristus, genstanden for vores kærlighed, og som bliver ligesom ham når vi betragter ham.
Er det muligt at få et glimt af den herliggjorte Mand i himlen, som vil placere os ovenover alle vores omstændigheder og problemer? Stefanus beviste, at det var muligt, så meget at han, mens han befandt sig over det hele, bad for dem som var ved at slå han ihjel. Hans mordere måtte se på et ansigt, som virkelig viste, at Stefanus havde set Kristus.
Vi har alle det privilegium, at gøre fordring på Helligåndens fylde og blive så indtaget af Kristus, at vi kan leve over alt, som bliver kastet på vores vej af fjenden. Det direkte resultat af at være fuldstændig indtaget med Kristus er, at hans natur udmøntes i os. Vi skal ikke kun tale om hans herlighed, vi skal afspejle den.
Intet i vores liv er værdig til andres opmærksomhed og respekt. Kun ved at afspejle Kristi liv, kan vi få indflydelse på verden for ham. Når kødet afspejles til verden medfører det det død. Kristus, afspejlet gennem os, giver liv.
J.N. Darby skrev, "En kristen er en person, hvor Guds Ånd har indgraveret Kristus i hjertet, ligesom Gud skrev loven på stenpladerne, så verden kan læse Kristus i det menneske. ligesom israelitterne kunne læse loven på stenene."
"Det er Helligånden som viser det, der hører Kristus til og åbenbarer det for sjælen, som er kraften i den praktiske tilpasning til Kristus. Jeg glæder mig i Kristus, lever ved Kristus, jeg elsker Kristus. Det former og danner min sjæl efter Kristus, ved Helligåndens åbenbaring af Kristus. Jeg kommer ikke kun til at elske herligheden. Det er Kristus selv, jeg elsker; Kristus jeg beundrer, Kristus jeg interesserer mig for. Det er Kristus, hvis kød jeg spiser, og blod jeg drikker. Er det underligt, at jeg kommer til at ligne ham? Den kristne, som bliver et brev fra Kristus, taler Kristus, bekender Kristus og handler for Kristus. Han ønsker ikke rigdom, for rigdommen findes i Kristus - ubegribelig rigdom. Han ønsker ikke det, verden har at byde på, for det han ønsker, sidder ved Guds højre hånd for evigt."
"Det er ikke, at jeg ser på mig selv, men at jeg ser på Kristus, der gør at jeg som Guds redskab vokser i Kristus."
Stefanus blev et levende spejl, hvori mennesker kunne se Kristi herlighed afspejlet. Det bør vi også være. Når fjenden kommer over os, og vanskelighederne får os ned med nakken, bør vi både forundre og fordømme verden omkring os i den måde vi hviler i Kristus på. Siden vi ser med vores åndelige sind, opnås dette ved at fokusere på Jesus.
Du ser ikke Jesus før du begynder at lede efter ham, og du vil ikke finde ham før du kommer derhen, hvor han er åbenbaret. Han bliver helt åbenbaret i sin herlighed i den Hellige Skrift. Det er Helligånden i os, som viser os hvem Jesus er ud fra Skriften. "Han (Ånden), vil tage hvad der er mit, og vise jer." (Johs. 16, 14). Beder du dagligt Helligånden om at give dig visdommens ånd og kundskab om Jesus Kristus? Det burde du.
Det er stort at afspejle Kristus, i al hans hellighed og perfektion, til en fortabt verden. Ingen af os har nogensinde givet en sand og perfekt afspejling af Kristus. Hvilken lettelse at vide, at vi ikke hverken kan ødelægge eller forbedre ham, hvis billede afspejles. Han kan ikke forandres. Han er hellig og skøn. Vi kan ikke ændre billedet, men billedet kan ændre os. Hver gang vi læser Ordet og ser en nyt glimt af sandheden om hans liv, død, opstandelse og himmelfart, bliver vi forandret af det. Vi bliver mere og mere som ham, der er genstanden for vores opmærksomhed. Vi forandrer ikke os selv - åbenbaringen af Kristus forandrer os.
When the pangs of trial seize us,
When the waves of sorrow roll,
I will lay my head on Jesus —
Pillow of the troubled soul:
Surely none can feel like thee,
Weeping one of Bethany!
"Jesus wept!" — that tear of sorrow
Is a legacy of love.
Yesterday, today, tomorrow,
He the same doth ever prove.
Thou art all in all to me,
Living one of Bethany!
3. Peter viser os vigtigheden af at tage et trosskridt i frimodighed.
En ting er, at Herren kommer til os i vores prøvelser og omstædigheder for at dæmpe vores sjælekvaler og dulme vores frygt. Men det er noget helt andet, at tage et skridt ud i virvaret og gå efter ham. De disciple, som blev tilbage på båden, tænkte uden tvivl, "Det er nok at have ham tæt på og vide, at han tager hånd om os i stormen. Lad os sidde stille og vente til han kommer til os." Men Peter forlod båden. Det var et meget dristigt trosskridt. Et glimt af hans Frelser var nok. Han råbte, " »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." (Mat. 14, 28).
Det er nøglen til en vigtig lektie, "Ud til dig på vandet..." Jesus sagde, "Kom." Med sine øjne fæstnet på Jesus, tog Peter et stort trosskridt, og vandrede en stund på vandet. Det var hengivelse, som drog Peter ud af den stormombruste båd. Det var ikke for at vise sin tro. Han forsøgte ikke at gøre sig bedre end de andre i båden. Han ønskede ganske enkelt at være tættere på sin Herre. Han tilbad sin Herre for den han var, og ikke på grund af de gaver og velsignelser han skænkede ham.
Det er sandt, at Peter sank, da han tog blikket væk fra Herren - men det gør vi alle. Faktum er, at Peter gik på vandet. Ved tro opdagede han et sted i Kristus over den rasende storm og det oprørte hav. Han vandrede hen over alt det som truede ham. Stormen oprørte vandene - Peter gik ikke på spejlblankt hav. Men han gik på, eller over, det oprørte vand. Det er den virkelige lektie her.
"Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« (14, 30). Den tro, som havde holdt ham oppe for en stund, kunne have holdt ham oppe hele tiden. Men han tog sit blik fra Jesus, og tillod uroen omkring sig at fjerne sin tillid.
Men er vi ikke alle en smule bange når stærke, mørke vinde rejser sig omkring os. Har der ikke været tidspunkter i dit liv, hvor du har troet, nu går du til bunds for evigt? På en måde er jeg glad for at Peter fejlede. For det kan jeg forholde mig til i forhold til mig egen tilstand. Jeg kender den synkende fornemmelse, hvor jeg har spekuleret på om jeg overhovedet kunne holde mig oppe. Så husker jeg noget min bedstefar fortalte mig for flere år siden: "Hold blikket på Jesus. Hold dig så tæt på ham som muligt. Det er nøglen til sejr, til hellighed og til fred."
I de ting, jeg på det seneste har måttet kæmpe med i mit liv, har Helligånden bedt mig om at "rykke mig nærmere ham når stormen rammer." I stedet for at sidde i selvmedlidenhed og spørge hvorfor Gud tillader så voldsomme prøvelser, så rejser jeg mig nu i inderlig bøn og fast i troen og går efter ham. Du og jeg har den samme invitation til at "komme nærmere". Kom, rejs dig over dine sår og din sorg. Kun i tro kan du vandre hen over alle dine omstændigheder. Kom, tilegn dig ved tro de samme ressourcer som holdt din Herre oppe over det hele.
Hvad holdt Herren oppe over alle omstændighederne i hans liv? Jesus græd, han sultede. Han havde ondt, solen brændte ham, han blev træt. Han var ligesom ethvert andet naturligt menneske, som bliver påvirket af sine omstændigheder. Alligevel befandt han sig over det hele - fordi han aldrig gjorde sine egne gerninger eller gik efter sin egen vilje. Han gjorde fuldstændig som Faderen ville. Han var fuldstændig afhængig af sin Far. Han øjne var kun fæstnet på sin Fars herlighed. Det var det fokuserede blik, som var nøglen til hans sejr i enhver krise.
Men hvorfor er denne beretning om Peter med i den Hellige Skrift? Jeg tror, den viser os hvordan en kristen flittigt skal stræbe hen imod Kristus i sin værste krise. Hvor ofte har jeg ikke siddet og ventet på, at Herren skulle vise mig hvordan jeg skulle blive udfriet fra problemer! Jeg troede det var hvile. Men i stedet var det passiv fatalisme. Jeg forstod ikke, at problemer og vanskeligheder kunne være det stærke vind, som drev mig ind i det eftertragtede tilflugtssted - hvile i Kristus.
Guds vej til vi kan undslippe er, at sætte os over alle vore omstændigheder ved den energi troen får af at fokusere på ham. Når fjenden kommer væltende ind, skal vi bevidst række ud til Herren og komme nærmere ham.
Formålet skal ikke være at opleve det mirakel, der er at gå på vandet. Det bør være, at komme til Kristus på en mere kærlig og nær måde. Alle som stræber hen mod Kristus, alle som holder blikket fast på ham, alle som i tro går ud til ham, vil snart være uanfektede af deres omstændigheder. De vil blive så henrykket af synet af ham at de vil opdage, at de virkelig vandrer over det hele. At vandre på vandet er et resultat af at se på Jesus.
Er det ikke trist, at så mange kristne i dag, inklusive nogle pastorer, tænker på et frimodigt trosskridt som en jordisk udfordring eller et vovet spring ud på det dybe vand for at nå et mål? For mig er et frimodigt trosskridt, et vovet spring ind i mine stormende prøvelser og situationer og lære, at løfte mig op over det hele i Jesu nærvær.
Jeg ønsker, at vide mere om Jesus midt i alt det jeg går igennem. Jeg vil opbygge et venskab med min Frelser, og hver ny åbenbaring af ham er sødere og behageligere end den forrige. Jeg ønsker ikke, at stille spørgsmålet "hvorfor?" til min Herre mere. Jeg vil ikke eje nogen tvivlsom tanke om, at min Herre har glemt mig, straffer mig eller er forsinket med sin hjælp til mig. NEJ! Jeg ønsker, at konfrontere min sorg, bekymring og besværligheder, og sige, "Herre, drag mig tættere til mig! Lad alt i mit liv drage mig tættere ind til dig!"
Hvis fjenden opdager, at alt han gør, bare drager dig tættere ind til Herren, Giver han måske slip, med mindre han har tænkt sig, at drive dig endnu længere ind i Kristi herlige fylde.
Lidelse og korset kan ikke skilles ad!
Lidelse og korset er uadskillelige - du kan ikke have det ene uden det andet. Da Kristus advarede sine disciple om, at han ville lide og dø, protesterede Peter. Selveste idéen om lidelse blev afvist af mange af de første kirkefædre.
Hvert forsøg på at skille lidelse fra korset, er fjendens værk. Det står i Skriften, om Kristus at, " Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led." (Hebr. 5, 8-9).
"Vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden." (Hebr. 2, 9).
Hvert et Guds barn, som fortæller dig, at der ikke findes lidelse for troende, som vandrer i Ånd og sandhed, kender ikke Guds Ord. Jeg tror ikke, at nogen kristen kan være 'lydig til døden' uden lidelse. Der er et fællesskab i hans lidelse. Paulus sagde, "For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os." (2. Kor. 1, 5).
"Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken." (Kol. 1, 24).
"...så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham." (Rom. 8, 17).
"Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os." (v. 18).
"... fordi vi ved, ligesom I har del i lidelserne, således har I det også i trøsten." (2. Kor. 1, 7).
Peter prædikede det samme budskab. Men det var først efter sin egen identificering af Kristus og korset, han kunne sige, "Men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares." (1. Peter 4, 13).
"Når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer." (1. Peter 5, 10).
"... for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor." (1. Peter 2, 21).
Der er mange andre overbevisende Skriftsteder, som bekræfter lidelsen hos dem, som tager deres kors op og følger Kristus. Lidelse er en fornærmelse for dem som tror kraften gør lidelse nyttesløs. Det var det som gjorde Kristi lidelse så frastødende for Peter. Han undrede sig - hvorfor skal Guds Søn lide, når han har mulighed for at kalde på legioner af engle som kan tilintetgøre hans fjender? Peter så ingen værdi i lidelse. Ligeså er der mange i dag, som anser det for at være en fornærmelse mod en troende som er "fyldt med Hellig kraft."
Hvordan kan vi læse Skriften uden at krympe os, hvis vi ikke accepterer, at gudelige mennesker lider?
"Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje." (1. Peter 4, 1-2).
Jeg er overrasket over nogle kristnes reaktion, når jeg taler om Guds folks lidelse. En person skrev: "Hvorfor så megen snak om lidelse? Det tynger mig ned. Jeg ønsker ikke at tænke på den slags. Lidelse er ikke for mig. Jeg tænker kun positive og kreative tanker. Du lider garanteret så meget fordi du ikke har nogen åbenbaring af Guds løfter. Jeg vil bede for dig..."
Jeg har oplevet, at pastorer har set medlidende på mig og sige med nedladende stemme, "Stakkels David er vor tids Job. Han har helt sikkert brug for vores forbøn." Ud fra den måde de kigger på mig, kan jeg sige, at de tænker ved sig selv, "Hvilken forfærdelig synd gemmer han på? Eller hvor må han være svag i troen - hvis han overhovedet har nogen tro! Hvorfor lider han og hans familie så meget?" Men, halleluja, min familie og jeg kender sejrens sødme, fordi vi har været i kamp, og er kommet lutrede ud af den, med fornyet tro og mod. Prøvelsens ild lutrer. Den fjerner alle urenheder og efterlader kun det rene guld.
Hvis Paulus frydede sig ved korset, frydede han sig også ved dets lidelser. Var Paulus skør, da han sagde, "Ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb." (Rom. 5, 3-4 gl. oversættelse).
Hvor mange menighedsforsamlinger i dag vil tillade Paulus at stå på deres talerstol og råbe, "Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed.." (2. Kor. 11, 30 gl. oversættelse).
Sammenlign de 'kors-løse' prædikener, som lyder fra mange talerstole i dag, med Pauli budskab. Han prædikede, "... Han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig. Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast, under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk." (2. Kor. 12, 9-10 - gl. oversættelse).
Behov tiltrækker nåde, lidelse tiltrækker barmhjertighed; svaghed tiltrækker Guds styrke. Den stærkeste troende er den, som er blevet gennemgribende prøvet og har været gennem ilden, og som er blevet styrket og modnet i processen.
Med risiko for at lyde virkelig negativ tror jeg, at der prædikes for lidt om korset i menighederne i dag. Jeg har rent faktisk oplevet, at kristne er udvandret fra mine prædikener, når jeg ud fra Skriften har vist dem, at korset inkluderer fysisk og åndelig lidelse.
Korset repræsenterer skam, afvisning, selvfornægtelse, at overgive kødet til døden, overgivelse af viljen; og det er anstødeligt for de kristne, som er til magelighed, nydelse og velstand.
Næsten alle lider på den ene eller den anden måde. Men troende, som gennemlever alvorlig trængsel og prøvelse, og alligevel kan se Gud i det hele, får tilført nåde, barmhjertighed og styrke - og de opbygger et forløb med- og kendskab til Herren.
Inkluderer din historik med Herren nåde i dine værste stunder med frygt og smerte, tilførsel af styrke når alt håb var ude, blid åndelig regn når du var tørret ud og havde en brændende tørst, overnaturlig fred midt i al uroen, hvile og forvisning når du stod ansigt til ansigt med døden? De, som har sådan en historik, er mere tålmodige og forstående end de, som aldrig er blevet prøvet.
Der er kun ét kors - hans! Han smagte døden på vores vegne. Engang led og blødte han for synden. Han drak af det bitre bæger. Vores lidelse og smerte er ikke fortjenstfuld - de tilføjer intet til nåden, men de er discipelskabets pris. Når vi bliver en sand afspejling af en hellig Kristus, kommer vi til at lide. Der vil blive forfølgelse fra syndere og afvisning fra kødelige kristne. Du vil lide når Ordet tester dig, idet du tilegner dig løfterne og udfrielsen lader vente på sig. Du vil lide, når din synd bedrøver Helligånden. Du vil lide når ulidelige fysiske smerter kommer over dig eller en af dem du elsker, og det ser ud som om der ikke er nogen smertelindring i sigte. Du vil lide, når en gudfrygtig person pludselig bliver revet bort, måske i en ulykke.
Jeg tror fuldt og fast på guddommelig helbredelse. Jeg tror, at Gud ønsker at velsigne og helbrede sine børn. Jeg tror, at Gud giver os autoritet over dæmoniske kræfter. Men jeg tror også på, at det at tage sit kors op og følge Kristus ofte inkluderer lidelse. Men det betyder også opstandelseskraft gennem det alt sammen.