Mange kristne undgår Åbenbaringsbogen, fordi den er for mystisk. Men Johannes skrev, ”Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær.” (Åb, 1, 3).
Det er skrevet af Johannes, men det er en åbenbaring om Jesus (Åb, 1,1). Det er Gud, som åbenbarer sit hjerte for Jesus og deler det med Johannes.
Johannes var en af menighedens tre støtter i Jerusalem. Meget af det vi ved om ham, er skrevet af Iranus, som havde det på første hånd fra Polykarp, en af Johannes’ elever.
Vi ved, at Johannes overlevede Paulus, som blev henrettet under Nero mellem år 64 og 69 e.kr. Man regner med, at Paulus grundlagde mindst to af tre menigheder i Asien, og at Johannes levede til sin død i Efesus.
Ud fra brevene til menighederne i Asien, ser det ud til, at Johannes rådgav menighederne der. Han var sandsynligvis sendt i eksil af kejser Domintian, og vendte tilbage til Efesus efter sin løsladelse.
Da Åbenbaringsbogen blev skrevet, var Romerriget i kaos. Nero var mistænkt for at have brændt Rom ned, for at få mulighed for at genopbygge det i pomp og pragt til ære for sig selv. Den måde, han behandlede de kristne på, var afskyelig, og han anklagede dem for ødelæggelsen af Rom.
Ved en lejlighed korsfæstede han adskillelige kristne i sin have på pæle, som var smurt ind i tjære og antændt. En historiker fortæller, at Nero galopperede rundt i haven på sin hest med skadefryd, i lugten fra det brændte menneskekød og lyset fra de frygtelige bål. Mange blev martyrer på grund af deres klippefaste tro på Jesus Kristus.
I sit eksil delte Johannes Kristi legemes lidelser. Alene sammen med Gud var det, at denne vidunderlige åbenbaring af Kristus kom til ham.
Budskabet til de syv menigheder var sendt til pastorer, ledere eller budbringere. Johannes sagde, ”Det jeg deler med jer, er hvad alle menighedsledere bør kende og prædike om. Det er åbenbaringen af Guds hjerte mod synd og frafald. Hør disse ord, giv agt på dem og prædik dem.”
Al sand åbenbaring begynder med et syn om Kristi ærefrygtindgydende og majestætiske hellighed.
I Johs. 13, 23 læser vi, “En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.” Det var den samme Johannes, som havde et nært forhold til Guds Søn. Johannes havde kendt Jesus i menneskeskikkelse på en måde, som ikke var mange havde kendt ham.
Men på Patmos ser Johannes Kristus sin forbløffende hellighed – ” iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet… Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande.” (Åb. 1, 12-15).
Nu lagde Johannes ikke sit hoved mod hans bryst. Dette er ikke længere Kristus i menneskeskikkelse – det er Kristus i sin hellighed! Johannes sagde, ”Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død.” (Åb. 1, 17).
Daniel havde det samme syn af Kristus i sin hellighed. Det drænede ham for al menneskelig styrke. ”Jeg (løftede) øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare.” (Daniel 10, 5-6).
Daniel sagde at “en stor rædsel var faldet over dem (de andre mænd) , og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden.” (Daniel 10, 7-9).
Vi lever i en tid med evangelisk naragtighed og karismatisk komedie. Skriften siger, at folket sygner hen, når der ikke er et syn. Jeg opfatter dette som at der er tale om et syn af Kristus i sin hellige majestæt. Da Esajas så Kristus i sin hellighed, råbte han, ” Ve mig, det er ude med mig for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.” (Es. 6, 1-5).
Hvor mange hyrder stiller sig, i disse tider, ligbleg på talerstolen efter at have tilbragt timer med deres ansigt mod jorden fordi de har fået et glimt af Jesus Kristus i sin ærefrygtindgydende hellighed? Ja, der er en skønhed i det syn – men det må have den effekt på os, som det havde på Johannes, Daniel og Esajas – og i enhver Guds tjener, som har haft dette syn. Det må give en sand gudsfrygt, en frygt for at tage for let på hans navn, om at være for overfladisk og for useriøs i hans hellige nærvær, en frygt for ikke at ære ham i folks øjne.
Hvad nogle i dag kalder intimitet, kalder jeg skamløshed. Nogle kristne er simpelthen blevet frække og frembrusende i Guds hus. Hvor højrøstede nogle prædikanter er nu – de vælter frem med deres dumhed, deres tåbelige drømme, deres ugudelige vittigheder - fra den hellige prædikestol. Vi har bragt Kristus ned på vores eget niveau og gjort ham til en af os. Vi har desperat behov for at se hans flammende blik – at få et knusende syn af hans altfortærende hellighed – og vi vil aldrig igen være arrogante eller tåbelige i hans nærhed!
Et sandt syn af hans hellighed afslører vores mangel på kærlighed.
I sit brev til de syv menigheder beskriver Johannes først efesernes tilstand. ”Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver… Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader.” (Åb. 2, 1-2, 6).
Efesernes tilstand roser Herren delvist: Her er nogle troende, som slider for at bevare evangeliet; de kan ikke udholde ondskab; de har dømmekraft og bliver ikke forledt af falske profeter; de er udholdende for hans navns skyld; de er ikke blevet trætte, og mest af alt, Gud kunne sige : ”Du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader.”
Gud havde lagt mærke til hadet til nikolaitternes handlinger og lære. To gange i Johannes’ breve til menighederne taler Kristus om Guds had til falsk lære. (se Åb. 2, 15).
Nikolaos bliver første gang nævnt i Apostlenes Gerninger 6,5 som en af syv mænd, som overvåger den daglige uddeling til enkerne. ”De tolv sammenkaldte så hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene. Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet.« Dette forslag tilsluttede hele forsamlingen sig, og de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd, Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos, en proselyt fra Antiokia. Dem fremstillede de for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem.” (Ap. Gern. 6, 2-6).
Menigheden så ham som en åndelig mand, fuld af visdom. Apostlene lagde hænderne på ham. Hvad skete der for Nikolaos og hans efterfølgere, siden deres blev levevis og lære blev bandlyst af Gud på den måde?
Kirkefædrene havde to kardinale regler for troende – spis ikke kød, som er ofret til afguderne og bedriv ikke hor. Nikolaos blev ophavsmanden til en lære, som ledte til afguderi og hor. Datidens samfund så igennem fingrene med seksuel promiskuitet. Nikolaos og hans efterfølgere opfandt en lære med falsk tryghed, som var en blanding af verden og sensualitet.
Klemens af Alexandria sagde om nikolaitternes, “De overgav sig til nydelse som geder, til et liv med selvforkælelse.” De havde mistet deres gudsfrygt; de nægtede at skille sig ud fra verden; og de dækkede alteret med tårer, mens de begik utroskab og hor! De kunne tale så sødt om deres kærlighed til Kristus, alt imens deres hjerter og hænder var forurenede af synd.
Nikolaitternes ånd er stadig hos os. Det er læren hos såkaldte kristne rockere og punkere, som trækker Jesu hellige navn gennem den dæmoniske, verdslige musiks søle. De skriver søde og fromme ord om hvor meget de elsker Jesus, og hvordan de formidler Jesus til folk som ikke kan nås på andre måder. Men de er så forblændede af stolthed, berømmelse og nydelse, at de enten ikke ved, eller nægter at indrømme, at Jesus ikke vil gå med dem til steder, som han selv har forbandet. Bogstaven dræber – det er Guds Ånd som giver liv. Hvis de går ind på djævelens territorium med et dødt ord, et ord som Helligånden nægter at velsigne – så er det en tjeneste, som fører død med sig. Og en dag må de alle stå foran en hellig Konge, hvis flammende blik vil gennemhulle deres arrogante stolthed; og de må stå til ansvar for at have brugt Guds eget Ord til at dræbe så mange med et dødt budskab.
Nutidens nikolaitter har den frækhed at antyde, at en ærefrygtindgydende, hellig Kristus velsigner deres frygtsomme små sange, deres kamuflerede små-prædikener , deres smerte- og omkostningsfri invitation. Aldrig! De skammer sig over min Herre! De skammer sig over at synge et klart budskab ud om omvendelse og Kristi absolutte herredømme, som ikke kan misforstås. De spytter vores elskede Herre lige i ansigtet – de er bedraget og de bedrager en hel generation af unge troende. Gud siger, ”Hvis de var mine tjenere, ville de vise folket deres synder.”
De siger til mig, at de er denne tids nye profeter. Men Jeremias sagde om dem: ”Gudløsheden har bredt sig fra Jerusalems profeter til hele landet…” (Jer. 23, 15):
Det skræmmer mig, at vide at så mange af disse rockere og punkere er medlemmer er pinsekirker (frikirker), og de bliver velsignet og opmuntret af deres pastorer. Er vores hyrder blevet så blinde, at de kan se bort fra Ezekiels tordnende budskab til Guds tjenere? ”De skal give mit folk belæring om forskellen mellem helligt og uhelligt, og de skal kundgøre forskellen mellem rent og urent.” (Ez. 44, 23)?
Vågn op, pastorer! Vågn op, I hellige! Dette en den nikolaittiske lære, som Gud hader. Vi må også hade den!
Det er muligt at miste den første kærlighed – selv mens man bekæmper synd og arbejder hårdt for Herrens sag.
Efeserne tordnede mod synd, de afslørede falskhed; de kunne aldrig drømme om at droppe troen på Kristus. Men Gud havde noget imod dem, ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.” (Åb. 2, 4).
Gud tager sagen om den første kærlighed meget alvorlig. Han truer med at fjerne sin salvelse fra dem, hvis de ikke angrer og omvender sig.
Det er et af de meste misforståede skriftsteder i hele Bibelen. Vi har ikke forstået, at Kristus taler om sin menighed.
Kristne bruger hele livet på at genopleve de første oplevelser, de havde med Herren. De begår den fejl at tro, at det at gå tilbage til den første kærlighed er det samme som at gå tilbage til den iver, inderlighed og spænding de følte, da de blev frelst. De sørger over at have mistet en slags ungdommelig entusiasme for Herren. Det er sandt, at mange kristne er blevet lunkne og udtørrede – men at gå tilbage til den første uskyldige tid udtrykker ikke den dybere sandhed i denne tekst.
Nogle skulle aldrig gå tilbage til starten. Nogle bliver frelst at selvisk interesse – for at undslippe Guds vrede, blive velsignet, bliv helbredt eller ganske enkelt for at få fred i sindet. Jeg ønsker ikke gå tilbage til den første tid som troende. Min kærlighed var umoden; den manglede visdom og erfaring, og min iver medførte megen smerte. Det var mere følelse en det var hengivelse. Jeg vil ikke vende tilbage til mindre end det, jeg har nu – af hans nåde.
Hvorfor skulle efeserne ønske, at gå tilbage til hvor de engang var? Kristus sagde, at de ikke var blevet trætte. De havde ikke mistet deres udholdenhed. De havde ikke mistet deres iver, respekten for hans navn, og de havde heller ikke slækket på deres arbejde for Herren.
Det er menigheden, som har mistet sin apostolske kærlighed til Kristus.
Kristus afslører her for sin menighed, hvor langt væk den er kommet fra den første apostoliske menigheds kærlighed. Han siger, ”I har den rette lære; I er engageret i at gøre mit arbejde; I er rodfæstede i Ordet, så I ikke bedrages af det falske; I holdt alle forordninger; I gør prisværdige, velgørende gerninger - men I har mistet jeres apostolske kærlighed til mig! "
Vi klamrer os til alle den første menigheds gerninger, men har mistet den lidenskabelige kærlighed til Kristus, der motiverede den. Den første kærlighed kom til udtryk på meget praktisk vis.
Kærligheden i den første menighed manifesterede sig ved en længsel efter Jesu genkomst. De længtes efter forening med ham i et udødeligt liv i herlighed. Der var en åndelig længsel efter hans genkomst, som ville få dem til at ligne ham, og efter det perfekte fællesskab med ham. De bad om at ”være hos ham og få del i hans herlighed!”
Nu har vi nærmest glemt Herrens løfter om hans snarlige genkomst og tabt af troen på at løfterne går i opfyldelse. Vi ser bort fra Herrens advarsler om ikke at blive fanget i verdslighed, og vi har glemt at våge og bede. Står vi nu med kjortlen bundet op og olie på lamperne, som tjenere der venter på deres herre"? Nej - Hans komme er ikke længere vores største ønske - vi er for optaget af vores enorme materialisme. Vi har glemt, at han har sagt, at tingene kommer til at ske i hast."
Vi er trætte af at bære korset – utålmodige i forhold til hans genkomst. Da vi ikke tænker over hans genkomst, eller regner med det vil ske langt ude i fremtiden, føler vi intet behov for at være årvågne eller være på vagt. Derfor sover alle brudejomfruerne. Er det underligt, at vi ser så meget afguderi og så meget ligegyldighed blandt kristne?
Jeg vil ikke diskutere læren om bortrykkelsen med nogen. Alt jeg ved er, at jeg ryster over det hele, når Kristus kalder den, som siger ”Min Herre har udsat sit komme” (Matt. 24, 48), for en ond tjener. Jeg tror ham, når han siger, han kommer såre snart - pludseligt som en tyv om natten. Jeg ved der venter de retfærdige, en sejrskrans, som ”har glædet sig til hans tilsynekomst.” (2. Tim. 4, 8).
Jeg tror, at Guds folk kommer til at lide meget for Kristus; Jeg tror, at stor sorg og trængsel kommer, og at Guds folk har brug for at blive advaret og forberedt på det. Men jeg tror også på Kristi uventede genkomst i skyen, hvor han vil modtage sin brud.
Menigheden har mistet sin første kærlighed, som fik dem til at bryde ud, “Kom snart, Jesus! (Åb. 22, 20). Den første menighed prædikede, ”Vær på vagt, for I ved ikke hvilken dag jeres Herre kommer.” (Matt. 24, 42). Nu hører vi budskabet, ”Herren lader vente på sig. Han kommer ikke når som helst, helt uventet.” Men fra Jesus selv hører vi, “Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” (Matt. 24, 44).
Lad den som har ører høre hvad Ånden siger – vend tilbage til den apostoliske kærlighed til Kristi genkomst! Lev i retfærd, vær forventningsfuld, længselsfuld og på vagt - og om Guds folk kommer gennem den store trængsel eller ej, er underordnet, for du vil være rede for alting til hver en tid.
Den mest sande test på apostolisk kærlighed blev givet Peter af Herren selv, “Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!” (Johs. 21, 15-17).
At være helt overgivet til Kristus er at vogte hans får.
Jesus talte ikke om undervisning eller prædiken til fårene. Jeg tænker, det Jesus sagde til Peter var, ”Din fornægtelse af mig tog noget fra dine brødre. Det rystede dem, at se din mangel på overgivelse, at se din fejhed. Lad nu din kærlighed til mig blive af sådan en karakter, at det vil give dem næring. Lad det nære deres håb og deres behov.”
Menigheden behøver flere eksempler på totalt overgivne mennesker, som elsker Kristus, som kan give fårene noget at leve af. Jeg næres af Hellige Guds mænd og kvinders eksempel. Den slags kærlighed er så smuk, at det påvirker mig; det nærer noget dybt i mig, det nærer min hunger efter Gud. Deres totale overgivelse og kærlighed til Kristus skaber håb i mig. Så meget, at jeg får mere åndelig føde fra den, som lever et helligt og overgivent liv, end fra alle de prædikanter og lærere som prædiker én ting, men gør noget andet.
Nogle kristne efterlader mig tom og tør – deres mangel på kærlighed til Kristus gør mig nedtrykt. De er lunkne; de har samme effekt på min ånd, som det at få et glas iskoldt vand kastet lige i synet på en kold dag. Deres ludende ånd tager noget fra mig. De har intet at give – de giver ikke næring til nogen.
Jesus Kristus er Livets Brød. Når du elsker ham, med alt du har i dig – så er du en, som giver næring. Den som virkelig elsker mig, som en bror, er en som elsker Herren af hele sit hjerte. Jeg elsker de fortabte ved at elske ham mest. Hans kærlighed i os bliver en lysstråle – et håb – en invitation – et livgivende eksempel.