Men det er sket, for at det ord, som står skrevet i deres lov, skal gå i opfyldelse: ”De hadede mig uden grund.” (Johs. 15, 25).
Jesus sagde, han kom for at frelse de fortabte. Det var den samme mand, som havde magten til at byde over stormen og bølgerne. Kristus kunne til enhver tid have sendt ild fra himlen for at ødelægge de onde. Men i stedet kom han som en ydmyg tjener.
Evangelierne fortæller os, at han lyttede tålmodigt til folkenes hjerteskærende skrig. Mange tryglede Kristus om at udfri dem fra deres trængsler. Og han imødekom deres behov. Han helbredte de syge, åbnede blindes øjne, fik døve ører til at høre, løsnede stumme tunger og fik krøblinge til at gå. Jesus satte de bundne fri af alle lænker. Selv døde oprejste han.
Selv ikke-troende indrømmer: Der er ingen, som har elsket menneskeheden mere end Jesus. Han sørgede over folkene. Han så dem som fortabte får, som havde brug for en hyrde.
Sandheden er, at ingen burde være mere æret, respekteret og elsket end Jesus Kristus. Han burde være æret og højt respekteret af hele verden. Han udførte barmhjertighedsgerninger for de mennesker, han mødte. Han græd over verdens åndelige blindhed, og han gav sit liv for alle.
På trods af Jesu godhed, hadede verden ham uden grund.
Der er titusindvis af grunde til at elske Jesus, og ikke en eneste grund til at hade ham. De fire evangelier portrætterer ham som venlig, tålmodig, langmodig, fuld af ømhed, tilgivende, og han ønskede ikke, at nogen skulle gå fortabt. Han bliver kaldt en hyrde, en lærer, en broder, lys i mørket, en læge, en advokat, en forsoner. Jesus gav overhovedet ingen grund til at blive hadet af nogen.
Så hvad gjorde, at Jesus blev så foragtet både i sin egen tid og i dag? Sagt helt enkelt, så hadede verden ham fordi han kom som et lys, for at udfri dem af mørket.
Jesus sagde, han var verdens lys: “Atter talte Jesus til dem og sagde: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Johs. 8, 12). Men Kristus siger også, ”For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” (3, 20).
Kristi evangelium inkluderer et kald til at “aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.” (Rom. 13, 12).
Det er grunden verden har til at hade Kristus, både dengang og nu. Jesus lovede at befri mennesker fra deres lænker og mørke. Han lovede at sætte mennesker fri fra al satanisk magt.
Men det vi kristne ser som en hellig gave af udfrielse og frihed, ser verden som en form for lænker, De elsker deres synder og har intet ønske om at blive fri af dem.
“Kalder I det frihed?” spørger den ikke-troende. ”Næh dette er frihed: At kunne gøre som det passer os med vores krop og sjæl. Vi kan sige os fri af alle restriktioner. Vi er allerede fri – fri af Bibelens lænker, fri af seksuelle tabuer og fri til at tilbede en hvilken som helst gud, det måtte passe os, inklusive ingen gud i det hele taget.”
Verden elsker ganske enkelt det, der hører verden til. De ugudelige er begejstrede for syndens nydelser. Jesus sagde, at de foretrækker mørket frem for lyset.
“Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.” (Johs. 3, 19).
Jesus advarede sine disciple i klare vendinger, “Fordi I har taget jer ud af denne verden, vil verden hade jer, ligesom de hader mig.”
Kristus siger til sine efterfølgere, “Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.” (Johs. 15, 19).
I samme skriftsted tilføjer Jesus, “Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.” (15, 18).
Kort sagt, hvis du er af Kristus – hvis Gud har udvalgt dig, og taget dig ud af det verdslige liv, for at efterfølge sin søn, Jesus Kristus – vil du aldrig blive elsket og accepteret af denne verden. Hvorfor det?
Ligesom Jesus sagde, at han er verdens lys, så siger han også, at vi skal være det: ”I er verdens lys.” (Matt. 5, 14).
Prøv at tænke tilbage på den gang du blev født på ny i Kristus. Da du først så Lyset – det vil sige Jesus – så forelskede du dig i ham. De ting i verden, som du engang elskede, væmmes du nu ved. Og de hellige ting, som du hadede, elsker du nu. Du tror på Lyset.
Hvis Jesus bringer dette lys, hvorfor afvises han så i stort omfang? Hvorfor nedgøres hans ord og hvorfor hånes hans menighed? Hvorfor bruger samfundet så meget energi på at udslette alt, som har med Kristus at gøre? I årevis har domstolene arbejdet for at gøre det ulovligt bare at nævne Jesu navn. Hvorfor sådan en afsky overfor Jesus og de, som holder fast i hans ord, som deres moralske kompas?
Hvor er det had underligt. Normalt plejer folk ikke at hade dem, der elsker dem. Og sande kristne udstiller denne kærlighed for verden. De, som helhjertet vandrer med Jesus, er sagtmodige, venlige, tilgivende og selvopofrende. De agerer på den menneskelige nød, de ser omkring sig.
Faktisk er kristne grupper ofte dem, der først responderer i forbindelse med katastrofer. Vi velsigner verden med vores hjælpende hænder og med vores bøn. Alligevel bliver vi hadet. Vi, som kalder os kristne, efter Kristus, er fredens børn, alligevel bliver vi hadet af den verden, vi tilbyder hjælp.
Dette had mod Jesu efterfølgere har noget at gøre med vores mission som bærere af lyset .
Som Kristi vidner er vi kaldet til en tilsyneladende umulig opgave. Tænk over det: Vi beder verdslige mennesker om at opgive det, de holder allermest af. Og vi kalder dem til et liv, som i deres øjne ligner slaveri. Hvad der er himlen for os, synes som et slags helvede for dem.
Tænk på hvad vi er kaldet til, når vi vidner for verden:
Vi beder folk om at omvende sig fra synder, som de elsker. Vi kalder mennesker til at angre, at de har afvist Guds kærlighed og nåde, som blev vist, da han ofrede sin søn på et kors. Disse mennesker har kæmpet i årevis med at lægge en dæmper på den samvittighed, som vi appellerer til. De ønsker ikke at høre et budskab om skyld. De har brugt livet på at forsøge, at afvise enhver tanke om dommedag.
Vi er kaldet til at fortælle syndige mænd og kvinder, at deres selvgodhed, deres høje moral og deres gode gerninger, ikke kan retfærdiggøre dem i forhold til Gud.
Vi er kaldet til at overbevise folk om, at deres egne begæringer må dø. Til gengæld må de sætte deres liv for andre.
Vi er kaldet til at fortælle det verdslige menneske, at hans integritet er som slidte laser i Guds øjne. Og ved at fortælle ham det, hiver vi ham væk fra det, som han anser for at være værdifuldt – noget han har arbejdet hårdt for at opnå. Og når vi fortæller ham, at ingen retfærdighed, han har opnået i egen kraft, kan frelse ham, vil han afsky os.
Nogle siger, at budskabet om korset er intolerant. Derfor mener de såkaldte ‘ny-evangelister’, at der også skal være plads til kødelighed.
Der er mange stemmer kirken i dag som siger, at kristne må acceptere og vise en ny slags kærlighed. De taler om en kærlighed, hvor bibelsk sandhed gradbøjes for at passe ind i tiden.
Ifølge det evangelium er det ikke nødvendigt med personlig forandring, når man er accepteret af Kristus. Anger er for den sags skyld heller ikke nødvendig. Formålet med at præsentere evangeliet på den måde er enkelt: at fjerne alle anstødssten, som kan blokere et menneskes accept af Kristus.
Jeg spørger dig: Er det muligt, vi har tilladt Kristi lys at lyse svagere?
Jesus har advaret mod faren ved at vores lys bliver til mørke. ”En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går.” (Johs. 12, 35). Med andre ord siger han, ”Lad ikke mørket få råderum nogen steder.”
Sig mig, er vores lys blevet svagt, når undersøgelser viser, at 20 procent af unge kristne accepterer homo-ægteskaber? Er vores lys blevet svagt, når flere og flere kristne ønsker at blive accepteret af verden? Ifølge Jesus er ethvert ønske om verdslig accept noget, der får vores lys til at blive svagere.
Jeg vil stille et spørgsmål til alle kristne som læser dette.
Sig mig, er du træt af korsets skam? Er du træt af at blive hånet, afvist og anset som en skamplet på jorden? Er du træt af at blive forkastet og latterliggjort?
Du kan sagtens finde accept. Du kan få hele verden som ven; de vil forbinde sig med dig, beundre dig og endog elske det evangelium, du prædiker. Hvordan? Det sker, når du tillader verdens metoder at sive ind i din sjæl. Du kan kaste Kristi forhånelse af dig, og overbevise dig selv om, at du kan blande lyset med mørke, og stadig være et lys for verden. Det virker ikke! Hvis du bukker under for verden, vil dit lys blive til mørke.
Jesus beskriver hvad der sker:
“Men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!” (Matt. 6, 23). Sådan bliver din sjæls tilstand, når noget af verden får tag i dig.
Ved den sidste nadver advarede Jesus sine disciple, “Nogle af jer vil blive slået ihjel, nogle kommer i fængsel og alle vil blive forfulgt.”
Der gav Jesus disciplene en vejledning. Det var for at lære dem, hvordan de skulle nå ud til deres generation, efter han var væk. Han sagde til dem, ”En ny befaling giver jeg jer.” (Johs. 13, 34).
Denne nye befaling handlede ikke om metode til evangelisation. Jesus havde allerede fortalt dem, at de skulle gå ud til alverden og prædike hans evangelium. Han havde også vist dem, at de ville have behov for Helligånden til at kunne opfylde denne befaling. Nu gav han dem en befaling til, en de ikke havde hørt før.
Helt enkelt fortalte Jesus disse mænd: “Hvis I adlyder denne nye befaling, vil alle mennesker vide hvem I er. De vil vide nøjagtig hvad I står for. De hader jer måske og kalder jer fanatikere og anklager jer for blasfemi. De vil måske ødelægge jeres synagoger. Men de vil se og kende, at I er mine.”
Hvad var denne nye befaling? Jesus sagde til dem, ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.” (13, 34).
Dette bud er ikke et tilbud, men et bud til alle Jesu efterfølgere.
Ved denne ene befaling begynder alle evangeliske indsatser. Ja, vi skal give de fattige mad, gøre godt og prædike frimodigt om Kristus. Men hvis vi skal trænge gennem det tætte mørke, som samler sig om jorden, skal vil gribe fat i dette nye bud. Gennem det, vil vi blive helt identificeret med at tilhøre ”lyset.”
“Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Johs. 13, 35).
Vores kærlighed til hverandre i menigheden må ikke kun være ord. Det skal vises i gerning. Kun kærlighed i aktion vil få menneskers opmærksomhed i en fortabt generation. Det vil få verden til at se, at det er den samme kærlighed Jesus har til sit folk.
Denne kærlighed er den eneste, som kan gennemtrænge mørket. Og det er vores eneste svar på verdens had. ”Elsk hinanden, som jeg har elsket jer.” (13, 34).
Vi har ikke brug for en bog eller en opskrift, der skal vise os hvordan vi skal elske, som Kristus elskede os. Jeg kan beskrive det med én sætning: Det betyder at nedlægge sit liv for dine søskende i troen. Faktisk kan jeg sige det med et ord: martyrium.
“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (15, 13).
Forfatteren af Hebræerbrevet fortæller os, “andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.” (Hebr. 11, 35).
Da dette vidnesbyrd blev nedskrevet, var Jesu Kristi menighed hovedsagelig en undergrundsbevægelse. Forfølgerne, som torterede disse kristne, forlangte at få at vide, ”Hvem er jeres ledere? Hvor mødes I? Giv os navnene på dem I tilbeder sammen med.”
Men disse troende elskede deres brødre ligesom Kristus har elsket dem. Så de led for deres med-troende, og måtte betale med deres liv for dem. ”De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet.” (11, 37).
Lad mig fortælle dig, hvad jeg kinder til vores dages martyrer. Jeg kender nogle af deres navne. Disse mennesker er hjemløse, plaget og pint. Mange bliver torteret i sindet, sjælen og legemet hver dag. Nogle har så megen smerte og kval, at de hilser døden velkommen.
Disse dyrebare troende sætter livet på spil hver eneste dag ved at holde fast i troen i en tid med store trængsler og prøvelser. Overlever de, holder de fast i troen og tager en dag ad gangen.
Vi, som lever i frie lande, må også ”sætte vores liv til” på en måde. Det sker hver gang, vi stoler på Gud endnu en dag og priser ham midt i vores trængsler. Imens er der mange som iagttager os. Ikke-troende, som har hørt os vidne om Guds beskyttende kraft, holder nøje øje med os. Og ny-omvendte iagttager vores tro, mens de kæmper med deres egen tvivl.
Faktum er, at ingen anden kærlighed, end den der ofre sig for andre, får så meget opmærksomhed fra omgivelserne.
Hvorfor er denne “nye befaling” fra Jesus så vigtig i dag?
Den er yderst vigtig fordi Helligånden har givet vores generation en stor fornemmelse for de behov der er. Tænk over det: Hvorfor der bliver flere alkoholikere? Hvorfor stiger antallet af stofmisbrugere? Hvorfor er der så mange selvmord?
Svaret er enkelt: Mennesker lider overalt. Der er en ”syndens sygdom” over hele verden, hvor millioner står overfor tomme dage og angstfyldte nætter. De finder så lidt, de kan stole på. Hvem kan de vende sig til for at få hjælp? Hvor finder de nogen, som kan give dem håb? Hvor findes der ægte medfølelse fra nogen, som selv har oplevet smerte og lidelse?
De lidende og desorienterede i verden vil ikke vende sig til nogen, som sætter spørgsmål ved sin egen tro. De vil ikke søge nogen som mener, at Gud har pålagt dem større byrder end de kan bære.
Selvfølgelig er det sandt, at alle troende har perioder, hvor de er trængte. Selv den mest gudfrygtige kristne kan blive overvældet af sorg og smerte. For mange hellige er den personlige smerte blevet så stærk, at de er blevet udmattet og føler sig hjælpeløse.
Men midt I sorgen bliver de ved med at råbe på Herren. I deres sorg holder de fast i Faderens trøstende løfter. Og hver dag rejser de sig igen og kæmper videre med fornyet tro.
Disse troende giver ikke op. De sætter deres lid til, at Helligånden holder troens ild i live for Kristi skyld og for Kristi menigheds skyld.
Kære troende, det er her sand kærlighed: at overgive vores drømme, håb og planer, at få del i Kristi lidelser og villigt tage vores kors op. Det er en kærlighed alle mennesker kan se. ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Johs. 13, 35).