Hjælpere i bøn | World Challenge

Hjælpere i bøn

David WilkersonJuly 11, 2011

Ofte er bøn et af de mest selvviske områder i de kristnes liv. Mange af os må indrømme, at vores bønner er fokuseret på vore egne behov.

En gang imellem ser vi måske ud over vores egne bekymringer og beder for andre. Men som oftest, når vi siger til nogen, "Jeg vil bede for dig," så gør vi det ikke. Eller vi beder en enkelt gang og glemmer snart alt om den persons behov.

Ifølge Skriften er vores eget dejlige samvær med Herren ikke nok. Jo, bøn er hemmeligheden bag åndelig vækst. Men hvis vi kun kommer til tronen med vores egne behov til egen opbyggelse, så er vi selvviske. Bibelen viser os, at vi ikke kan undlade at bede seriøst for de alvorlige behov der er omkring os.

Vores tjeneste hørte for nylig fra en dyrebar ældre mand i San Diego. Denne kære mand fortalte, at Gud havde tilskyndet ham til at bede for mig dagligt, og han spurgte om han måtte sætte mig på sin bønneliste. Tilsyneladende bestod denne mands forbønsliste af en lang række enker, fattige, pastorer og ufrelste mennesker. Han har bedt for dem i årevis nu.

Manden er en pensioneret postmand og han lever et meget enkelt liv. Han bruger sin tid på at gøre godt for andre og på at have samfund med Herren. Han kører rundt i byen og samler møbler og andet op til genbrug, reparerer det og giver det til enkerne og de fattige. Han løber også ærinder for dem, som ikke selv kan, og ordner deres afløb og hjælper dem med andre opgaver.

Og hele tiden, mens denne mand arbejder, beder han uden ophør, trofast for alle på sin liste. Faktisk sletter han kun deres navne når de dør.

Jeg har selv været en bønnens mand lige siden jeg som otteårig blev kaldet til at prædike. Men denne gudfrygtige mand gør mig til skamme. Jeg har ingen liste over trængende, som jeg dagligt beder for — men denne Guds tjener bliver bare ved med at bede.

Jeg tror, han er ligesom den fattige enke; hun gav en ubetydelig offergave, men den var mange gange mere værd end andres offergaver, for hun gav alt hvad hun havde. Faktisk, når jeg tænker på alt den evangelisering, som har ført sjæle ind i Guds rige, så bliver jeg mindet om, at det skete ved en ubegribelig hjælp i bøn fra folk som denne mand.

Dette budskab handler om hvordan man udvikler dette velsignede bønneliv, så man virkelig kan blive en hjælper i bøn.

 

Paulus sagde, han blev udfriet når han var døden nær, ikke ved sin egen tro, men ved 'hjælperes' bøn.

"Om den trængsel, som ramte os i provinsen Asien, vil vi have, at I skal vide dette, brødre: Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet." (2. Kor. 1, 8). Det græske ord for 'tung' som er brugt her, 'betyder overbebyrdet, helt knust.' Paulus sagde, "Min trængsel var så alvorlig, at den var mere end jeg kunne udholde. Det var som om det var enden for mig."

Han blev styrket da Titus kom og bragte ham gode nyheder om sine 'elskede børn' i Korinth. Paulus skriver, " Men Gud, der trøster de fortrykte, trøstede os, ved at Titus kom, og ikke alene ved at han kom, men også ved den trøst, han havde fundet hos jer; han fortalte os om jeres længsel, om jeres fortvivlelse, om jeres iver for mig, så at jeg blev endnu mere glad." (7, 6–7).

Paulus' trængsel havde bragt ham derud hvor han ikke længere kunne holde det ud. Han vidste, at han ikke havde styrke tilbage til at bekæmpe mørkets magter. Så han dødsdømte sit eget kød. Men Gud greb vidunderligt ind og udfriede ham: "Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os…" (2. Kor. 1, 10).

Paulus sagde, at der var en anden vigtig faktor for hans udfrielse: den kraftfulde forbøn fra hjælpere. "Når også I hjælper til med forbøn for os." (1, 11). Paulus fortalte sine læsere, "Ja, jeg har tillid til at Gud vil udfri mig. Det er fordi I hjælper til at det skal ske ved jeres forbøn."

Ser du, Paulus erkendte sit desperate behov for hjælpere i bøn. Han vidste fuldt ud, at Gud ville være hans beskyttende værn, som udfriende ham fra alle fjender.

Men Paulus vidste også, at Skriften siger, at bøn og udfrielse er to uadskillelige størrelser. Gud fortæller os, "Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig." (Salme 50, 15). "Når han råber til mig, vil jeg svare ham. Jeg er med ham i trængslen, jeg befrier ham og giver ham ære." (91, 15).

Paulus vidste, at det var gennem bønner — hans egne og dem fra hjælpere i bøn — at han blev friet ud af 'løvens gab.'

 

Et af de største behov i menigheden i dag, er tjenesten, at være hjælper i bøn.

 

Som overgivne Herrens tjenere er vi konstant under fjendens angreb. Vores passion for Jesus gør Satan rasende og får ham til at sætte alle mulige slags fælder og snarer for os.

En af disse farer, som der bliver taget meget let på i menigheden, er kristne ægtepars separation og skilsmisse. Jeg er chokeret over det antal breve vores tjeneste modtager, som handler om vaklende ægteskaber. Der er mange grunde til uro i de kristne hjem: uoverensstemmelser, manglende kommunikation, manglende ømhed, utroskab. Men sandheden er, at det handler om meget mere end disse ting. Bag det hele er der et angreb fra helvede mod Guds folk.

Brudte hjem blandt ikke–kristne er ikke et mysterium. Men blandt de retfærdige har al den uro en årsag. Tænk over det: Hvordan kan oprigtige kristne, som har tjent Gud med glæde i årevis, pludselig miste deres autoritet i hjemmet? De ved alt om Guds løfte om at være deres styrke, og ødelægge hver en satanisk magt, som kommer mod dem. Så hvorfor har djævelen så fremgang?

Hvis du er under sådan et angreb, bør du spørge som disciplene: "Mester, hvorfor kunne vi ikke uddrive disse dæmoner?" Jesus svarede, at nogle dæmoniske lænker ikke kastes ud ved håndspålæggelse eller en enkelt bøn. De bliver kun kastet ud ved vedholdende bøn og faste.

Men nogle gange er kirken helt stivnet i forhold til bønnens kraft. Når mange kristne har problemer, er deres sidste udvej at vende sig til Jesus. I stedet opsøger de psykologer, rådgivere, bøger og venner — alle andre end Herren.

Hvis du siger, at dit ægteskab er nødlidende og du ønsker det skal heles, så spørger jeg dig: Hvor meget tid bruger du i dit lønkammer med at storme himlen for dit ægteskab? Hvor mange måltider er du sprunget over, fordi du faster for helbredelse at dit ægteskab med din ægtefælle? Hvor ofte har du råbt, "Far, du må gribe ind på mine vegne. Gør hvad der skal til for at hele os!"

Nogle bibellærere påstår at det er vantro at bede Gud om det samme igen og igen. Det er kætteri! Gud befaler os at spørger, søge, faste og råbe i indtrængende bøn. Helt fra begyndelsen har sande tjenere gjort Guds løfter til bøn:

  • Jesus vidste, at hans Far havde lovet ham alt før verden blev grundlagt. Alligevel tilbragte Kristus timer i bøn for at Guds vilje skulle ske på jorden. Han fortalte endda en lignelse om udholdenhed i bøn, om den 'påtrængende enke', som blev ved med at kræve retfærdighed fra en dommer indtil hun fik det.
  • Gud gav Ezekiel vidunderlige profetier om Israels genoprettelse, lovede at nationens ruiner ville blive som Edens Have. Men Herren sagde, at hans ord ikke ville gå i opfyldelse uden bøn: "Dette siger Gud Herren: Endnu ét vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn" (Ezekiel 36, 37). Med andre ord, "Jeg har givet dig et løfte, men jeg ønsker du skal bede for at få det til at ske. Søg mig af hele dit hjerte indtil du ser mit løfte opfyldt. Jeg vil udfri, men du må spørge først."
  • Gud lovede Daniel, efter 70 år ville Israel blive genoprettet. Da Daniel så det udpegede år nærmede sig, kunne han have ventet i tro på at Gud skulle opflyde sit løfte. I stedet faldt Daniel på sit ansigt og bad i to uger indtil han så Herren få det hele til at ske.

 

Gud befaler os at bede for hinanden (se Jakob 5, 13–14).

 

I det Gamle Testamente bar Israels præst navnene på alle Israels stammer på sin brystplade. Dette symboliserede at folkets behov konstant lå på præstens hjerte i bøn.

Hvilket vidunderligt billede! Det et billede på at Kristus bærer os i sit hjerte og præsenterer vores behov for Faderen. Men det er også et billede på enhver kristen, et kongeligt præsteskab, som bærer andres behov i deres hjerter.

Paulus var så bevidst om sit behov for de helliges forbøn, at han bad om 'hjælpere i bøn' alle steder. Han bad romerne, "Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, til at kæmpe sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud." "Rom. 15, 30). Ligeså bad han tessalonikerne, "Brødre, bed for os." (1. Tess. 5, 25). Det græske ord for at 'stride for', betyder at 'kæmpe med mig som en partner i bøn; kæmpe for mig i bøn." Paulus bad ikke om en kort bemærkning ved tronen. Han bad, "Kæmp for mig i bøn. Udkæmp åndelige kampe for mig og for evangeliet."

Da Paulus var i fængsel, rede til at opgive livet, bad han filipperne om deres forbøn: "For jeg ved, at dette ved jeres forbøn og med Jesu Kristi ånds hjælp skal ende med min frelse." (Fil. 1, 19). Paulus vidste, at han var en mærket mand, at Satans horder var ude på at ødelægge ham. Sådan er det for alle evangeliets sande tjenere. Alle pastorer, prædikanter og evangelister har behov for hjælpere i bøn, som vil gå i forbøn for dem uden ophør.

Jeg kan forsikre dig, jeg kunne ikke have skrevet dette, hvis det ikke var for mine hjælpere i bøn, som stod sammen med mig gennem årene. Jeg blev mindet om dette, da jeg var i Europa for at lede konferencer for pastorer med natlige kampagner. Hele tiden gjorde Guds Ånd mig opmærksom på, at jeg blev båret af mange menneskers bønner.

I Nice i Frankrig er amerikanske evangelister ikke vellidte. Alle var bekymrede for den aftens kampagne, og spekulerede på om den kunne gennemføres. Frankrig er fyldt med skepsis, ateisme, agnostisisme, vantro. Den slags møder vi havde planlagt at holde, var aldrig forsøgt gennemført før.

Da tiden kom og tusinder samledes. Men da begyndte jeg at føle mig hjælpeløs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle prædike om. Intet budskab jeg kom med, synes at passe ind. Min tolk og jeg havde gennemgået nogle noter på forhånd, men jeg var ikke sikker på, at de var de rette til det møde. Jeg advarede ham, "Jeg er ikke sikker på hvad jeg vil sige."

Da jeg trådte op på podiet, skete der imidlertid det, at Ånden faldt med stor kraft over mig. Jeg fornemmede bønnerne fra tusinder af hellige som støttede mig. Og da jeg begyndte at tale, fyldte Helligånden min mund. Jeg prædikede i 40 minutter, og hele tiden ville man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Da jeg var færdig sagde jeg bare, "Hvis du behøver Jesus, så kom frem." Hundredvis kom på benene som svar.

Det samme skete i alle de andre lande vi kom til på den rejse: Kroatien, Rumænien og Polen. Jeg bad på forhånd, "Herre, hvad skal jeg sige?" Hver gang hviskede Ånden til mig, "Folk beder." Jeg er overbevist om bønnens kraft var drivkraften bag de manges frelse, vi blev vidne til på den rejse.

 

Hvor mange tjenere kunne have undgået at gå til grunde, hvis de havde haft hjælpere i bøn?

 

For nylig skrev jeg om en pastors hustru, som lagde en sørgelig besked på vores tjenestes telefonsvarer. Hun sagde med sløret stemme, "Bror David, tusinder af prædikanters koner er i hemmelighed derude for at drikke deres sorger bort. Det gør jeg også. Jeg drikker for at dulme smerten." Andre pastorers koner skriver og fortæller om deres mislykkede ægteskaber eller om deres mænds afhængighed af porno på Internettet.

Jeg føler et kald fra Gud til at hjælpe disse mennesker i bøn. Jeg beder for tjenere og deres familie, fordi jeg ved, at de behøver det mere end nogen andre. Jeg afskriver ikke nogens anmodning mere. Jeg har lært på første hånd, at hjælpende bøn virker! Skriften siger, at da Peter var kastet i fængsel, "Blev der i menigheden utrætteligt bedt til Gud for ham." (Ap.Gern. 12, 5). Gud befriede Peter med et mirakel gennem forbøn.

Paulus bad ikke kun om hjælpere i bøn, men var selv en hjælper. Han vidste, at det var en del at sit kald som evangeliets tjener. Han skrev til filipperne, "Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over…Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden." (Fil. 1, 3–4, 7).

Ligeså skrev Paulus til romerne, "Gud…er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner." (Rom. 1, 9). Ordet 'nævner' betyder, "Jeg fremsiger jeres navne og behov for Herren." Sagt på en anden måde, Paulus bad ikke andre om at påtage sig en opgave, som han ikke selv var villig til at påtage sig.

Er du opmærksom på en bror eller en søster hvis ægteskab er i opbrud? Hvis ja, hvad gør du så ved det? Siger du bare til andre, "Hvilken skam, at de er ved at gå fra hinanden"? Eller fremsiger du deres navne for Herren og strider for dem i bøn?

Som den dyrebare ældre mand i San Diego, er en sand hjælper i bøn, en som beder uden ophør for andres behov. Han beder ikke kun for dem en gang og stopper. Nej, han går i forbøn dag efter dag. Og, som Daniel, stopper han ikke før han har set, at Gud har mødt det behov.

Ønsker du en tjeneste som hjælper i bøn? Hvis du ikke kender nogen med et behov, så begynd med at bede for alle kristne ægteskaber og alle Guds hellige. Dine bønner behøver ikke være lange. Fremfør enkelt din anmodning og stol på at Gud hører dig.

Det blev illustreret for mig en gang da jeg lå syg i sengen. Et af mine børnebørn kom ind og erklærede, "Papa, Jeg vil bede for dig." Min lille hjælper lagde sine hænder på mit hoved og bad, "Jesus gør ham rask." Jeg smilede og takkede ham. Men han blev bare ved med at stå og kigge på mig. Til sidst sagde han, "Du er helbredt. Stå op!" Så stod jeg op — og jeg var helbredt. Hans bøn i tro fik mig på fødderne.

Mægtige udfrielser finder sted når Guds hellige flittigt søger ham med barnlig tro for deres 'brødres' og 'søstres' behov. Jeg slutter her med at minde om Paulus' bevægende vidnesbyrd:

"Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os, når også I hjælper til med forbøn for os, så at der lyder tak for os fra mange læber for den nådegave, vi fik gennem så mange." (2. Kor. 1, 9–11).

Download PDF