Ansvar, magtesløshed og nåde | World Challenge

Ansvar, magtesløshed og nåde

Gary WilkersonJuly 15, 2013

Jeg har før skrevet, at jeg har ry for at prædike om nåden. Faktisk har jeg leget med tanken om, at udgive en bog med titlen ”Bekendelser fra en ekstrem tilhænger af nåden.” Det er sikkert ikke en passende titel, men det er i hvert fald en betegnelse, jeg gerne tager på mig.

Nogle gange er der nogen i menigheden, som siger, eller antyder, at jeg overdriver budskabet om nåde: ”Tror du ikke, vi skal have lidt balance i tingene?” Når man tænker efter, er det egentlig et underligt spørgsmål.

Hvordan kan nåden overdrives? Overdrev Gud ikke selv nåden? Er det ikke netop nådens natur – at den er så overdrevet, at det næsten er skandaløst? Nåden kan ikke afbalanceres. Hvad skulle den i givet fald afbalanceres med? Ingen nåde?

Min fornemmelse er, at vi i menigheden ikke engang er begyndt at kradse i overfladen, hvad nåden angår. Vi sipper lidt af ’nådens kop’, en gang imellem i vores vandring med Gud, og så begynder vi ellers for resten at stole på vores egne evner.

Alligevel forstår jeg, hvorfor disse spørgsmål kommer op. Vi ønsker alle at vide, hvad vores ansvar i forhold til Gud er. Det kræver noget at leve for evangeliet. Hvis vi ser på Jesu befalinger – hvoraf en er om fuldkommenhed - og kigger på vores syndige liv, så ser vi på to meget forskellige realiteter. Derfor er det nærliggende spørgsmål, ”Hvorfor går ligningen ikke op?”

Problemet opstår når vi forsøger at afhjælpe problemet med disse to forskellige realiteter. De fleste af os løser det ved, at anvende loven – ved at arbejde hårdere, og tage sagen i egne hænder. Selvfølgelig er det godt, vi føler os fordømt over at have et lunkent hjerte. Det er godt, vi er utilfredse med, hvordan vi behandler vores ægtefæller eller familie.

Helligånden er trofast i forhold til at sætte lys på vores problemområder – forstået som områder, hvor synden råder. Og han viser os, hvor vi har brug for at omvende os og blive forvandlet. Men vi kan ikke forvandle os selv gennem engagement eller viljestyrke. Den forandring, som skal ske i os, kommer fra et sted som går dybere end det loven – eller vores gerninger – kan tilvejebringe.

Vi kan ikke frit vælge, hvor vi er lydige.

Vi skal alle være lydige i forhold til det Herren ønsker af os. Når Jesus siger, vi skal fødes på ny, skal have tro, skal bede og søge hans ansigt; skal elske vores nabo og elske vores hustru, som Jesus elsker menigheden, så skal vi sige ja og amen til det. Men i nogle menigheder rangerer nogle befalinger højere end andre. De sætter evangelisering, social retfærdighed, politisk aktivisme, de fattige eller bøn – højere. De indrømmer det måske ikke, men de ser det andre menigheder lægger vægt på, som mindre betydeligt i Guds øjne.

Ingen menighed behager Gud, hvis den kun kører på én cylinder i stedet for otte. Han vil simpelthen ikke tillade os, at ignorere nogle af hans befalinger. Læs Åbenbaringsbogens kapitel 3, for at få et billede af hans mishag, når vi gør det. Ethvert menneske eller menighed, som ikke adlyder Guds bud, lever i ulydighed. Der skal ikke være noget ’hvis’, ’men’ eller ’og’.

Men total lydighed er ikke mulig. Det er ikke indenfor vores rækkevidde. Det er derfor vi har tendens til, at fremhæve nogle områder med lydighed i vores liv– fordi de er nemmere at efterleve end andre. Vi bliver måske endog belønnet for at gøre det. Men så misser vi fuldstændig pointen.

At leve et liv i glæde og sejr drejer sig ikke kun om hvorvidt vi lykkes eller fejler i at adlyde Guds befalinger. Det har alt at gøre med, hvordan vi adlyder Guds befalinger. Det lærte jeg i menigheden som barn. Jeg lærte, at jeg kunne manifestere åndelige forandringer ved min egen vilje.

Ungdomslederne fortalte os, ”I kan ændre jer selv, så fristelserne ikke vender tilbage. I kan trække jer selv ud ad hvad som helst.” Det tager ikke lang tid, at opdage hvor nyttesløst det er. Som en ven af mig siger, ”Da jeg var 24, ønskede jeg at forandre verden. Nu hvor jeg er 45, kan jeg ikke engang forandre mig selv.”

Pointen er ikke, at vi skal forandre os selv. Pointen er, at tillade Guds nåde at give styrke til forandring – i os selv og i vores verden.

Tænk på de befalinger Jesus giver os.

Lad os først se på Jesu befaling om, at vi skal fødes på ny. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt. 11, 28). De fleste af os, forestiller os Jesus invitere flokke af lidende mennesker til sig. Men Jesus kommer ikke kun med en invitation. Han siger til os – han befaler os – at komme til ham, for han er den eneste, der kan give vores sjæl hvad den behøver.

Men er det i det hele taget muligt for os, at “komme til ham”? Ifølge Jesus er det umuligt. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” (Johs. 6, 44). Hvorfor befaler Jesus os, at gøre noget som vi ikke kan?

Vi får en vigtig lektion her – en, som er vigtig for det kristne liv. Det er, når vi får en befaling, så er det ikke nok at mande sig op og sige, ”Jeg er rede, Herre!” Hvis vi gør det, får vi problemer inden vi overhovedet er begyndt. Sandheden er, at når vi får en befaling i evangelierne, så viser den vores uformåenhed. Gud gør det med vilje. Selv når han åbenbarer sin vilje og sine befalinger for os, viser han os, vores manglende evner til at leve op til dem i egen kraft.

Det er derfor Jesus giver et løfte efter hver en umulig befaling. Først siger han, ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” Umiddelbart herefter siger han, ”Og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” (Johs. 44). Ikke alene vil Gud drage os til sig selv, han vil også oprejse os til et ny opstandelsesliv. Hans kraft gør os i stand til at vandre i den nye pagt med ham.

Vi har ikke mulighed for at få et nyt liv selv. Det kommer kun gennem ham. Ligeså er det den samme kraft, som frelser os ved nåde, som bevarer os ved nåde. ”Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” (Johs. 3, 21 – min fremhævning.)

Jeg elsker den måde King James oversættelsen, har oversat dette skriftsted på: ”At hans gerninger kan blive åbenbaret, at de er udvirket af Gud.” Meningen er, “gjort i Gud eller bevirket af Gud”. Gud har udvirket det i os. Det er derfor, han efter hver befaling giver et løfte. Så snart han viser os vores mangelfuldhed, viser han os sin evne og villighed til at udrette det hele i os.

Tænk på Guds befaling vedrørende bøn

Først får vi at vide, ”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær.” (Es. 55,6). Så siger Bibelen, ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” (Rom. 3, 11). I Skriften er det givet, at vi ikke søger Herren som vi burde.

Igen og igen får vi vist Guds standarder for det fuldkomne – og vores manglende evner til at nå det. Hvorfor? Det er så vi kan undgå den skæbne, som er farisæernes. De stod tidligt op om morgenen og bad lange bønner. De lavede regler for at fremstå hellige i det ydre. Men Jesus siger, at mens de fremstod rene i det ydre, var deres hjerter mørke og fordærvede.

Gud vil et dybere værk i os – dybere end noget vi nogensinde ville kunne opnå i os selv. Paulus opsummerer det: ”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? … Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed.” (Gal. 3, 1-3).

Når vores lydige gerninger ikke er udvirket af Guds nåde, mærker vi det. På overfladen føler vi os måske stolte over det, vi tilsyneladende har opnået. Men når vi fejler, mister vi modet, og får lyst til at give op. Vi tænker, ”Det er for tung en byrde. Jeg kan ikke klare mere.”

Præcis! Det er netop pointen: Det er for tung en byrde. Det er derfor Jesus fortæller os, ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” (Matt. 11, 28-30).

Her taler Jesus om gerninger, som er udvirket af Gud, ikke af vores evner
 

Uden Guds nåde, til at give os styrke, kan vi bede i timevis hver dag, og læse Bibelen hele aftenen, vi kan evangelisere hver weekend og, ja, endog vinde sjæle. Men en troende med et hjerte uden nåde, vil ikke rykke verden nærmere Gud - og heller ikke sig selv.

Misforstå mig ikke. Der skal også være disciplin i vores vandring med Kristus. Men redskabet er ikke at lægge flere kødelige byrder på os selv. Tænk over det: Du føler dig skyldig fordi du ikke kan bede i en halv time om dagen, så du beslutter dig for at bede en time om dagen. Hvordan tror du det går?

Vi ved, Guds befalinger er gode – at de er rene, sande og urokkelige i deres kald til os, til at lede os ind i et gudfrygtigt liv. Men når vores liv ikke lever op til hans befalinger, er mere anstrengelse ikke midlet. Tænders gnidslen er ikke vejen til at leve op til vores ansvar overfor Gud.

Lad os se det i øjnene: Det fleste af os, inklusive mig selv, har en tendens til at begynde i nåde og langsomt gå over til at forlade sig på egne evner. Vi lever som om det, at vandre med Gud, kan sammenlignes med at eje et hjem: Vi beder vores forældre om hjælp til udbetalingen, og så arbejder vi selv på at kunne betale terminerne. Nej! Jesus udgydte blod er ikke bare en udbetaling – Det er hele prisen!

Vores liv begynder i nåde, det fortsætter i nåde og det vil slutte i nåde

Når vi først begriber det, vil vores liv blive mærket af frihed, ikke fangenskab; af glæde, ikke nedtrykthed, af fryd, ikke frygt. Så føles det ikke længere som en pligt, at tilbringe tid i Guds nærvær, så er det en skøn gave. Når alt kommer til alt så har Jesus sagt, at vi ikke længere er hans tjenere, men hans venner.

Intet at dette fjerner vores ansvar. Det er uundgåeligt, at nogle læsere vil sige, ”Når du prædiker på den måde, så er der ingen, som nogensinde vil bede igen. Ingen vil disciplinere sig selv til opgaven. Du har selv lige citeret skriftstedet ”Ingen søger Gud, ikke én.” Vi har det ikke i os. Hvis vi gør, som du foreslår, så er der ingen, som kommer til at kende Gud, som han ønsker det.”

Selvfølgelig er der en tid til at sætte vækkeuret til og stå op og bede. Men vov ikke at gøre det uden Guds olies nåde. Og lad være med at læse Bibelen uden nåde, for så vil du føle dig fordømt og frygtsom, frem for at blive oplyst og få styrke. Hvorfor? Det er Guds nådes værk, at vise os vores manglende evner og muligheder. Det er den eneste måde hvorpå, vi nogensinde vil kunne fatte hans evner og muligheder.

Drop ikke din samling eller cellegruppe. Drop heller ikke din dedikerede bønnestund. Opgiv ikke din bibel-studiegruppe. Opgiv ikke nogen af disse gode discipliner – med mindre de hindrer dig i at Guds nåde for fuld plads i dit liv.

Nåden regner ned over os fra Guds trone; Det regner jo ikke opad – fra os til ham. Det er det, som vil drage verden, når de iagttager vores liv og vidnesbyrd. Når mennesker ser ægte nåde strømme ned over os, ser de, de undere den udvirker i os. Og de vil vide, at vores hjerter er vundet af Guds nåde, ikke ved egen fortjeneste. Må det blive sådan i dit liv i dag.

 

Download PDF