I sit brev til Filipperne, åbner Paulus sit hjerte og sin sjæl for menigheden. Gennem første kapitel flyder apostlens hjerte over af glæde og fred. Han taler om stor glæde og opfordrer sine læsere til at bringe deres ønsker frem for Gud med glæde., ”… og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne.” (Fil. 1, 29). ”Imens glæder Paulus sig i Guds fred, som overgår al forstand.” (4,7). Og han skriver til menighederne, at de skal gøre det samme: “I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren!” (3,1).
Da Paulus skrev disse opmuntrende ord, sad han lænket i et fængsel i Rom. På det tidspunkt havde han været spærret inde i fængslet i to år, og i den periode vendte menighedslederne i Rom sig imod ham. De var så misundelige på Paulus, at de nægtede at acceptere hans omsorg som pastor. Til tider ignorerede disse ledere Paulus, til andre tider sladrede de ondskabsfuldt om ham. De chikanerede ham så groft, at de oven i købet opsnappede hans post. Ifølge apostlen prædikede disse syndige mænd ”ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv.” (1, 16 og 15).
Men gennem alle disse trængsler bibeholdt Paulus alligevel en glad og tilgivende ånd. Han sagde til menigheden i Filippi, ”Men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker. Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.” (1, 17-18).
Her var en mand, som havde omsorg for mange menigheder. Men Paulus blev ignoreret, misforstået og afvist – både af venner og fjender. Han måtte finde sig i det, mens han sad lænket der i en lille mørk fængselscelle. Det må have knust Paulus’ hjerte at få disse rapporter fra menigheder, som han havde arbejdet hårdt for, om at de nu sad under en forkyndelse, som var på skrømt. På samme tid var der menigheder som nød Guds velsignelser i Ånden – men efter alt hans arbejde i tjenesten, kunne han ikke være til stede og nyde velsignelserne sammen med dem. På trods af det, flød Paulus’ hjerte over af en stille stabil glæde. Hvad var hemmeligheden bag det? Hvad var kilden til hans styrke?
Paulus taler om ”Åndens hjælp.” ”For jeg ved, at dette ved jeres forbøn og med Jesu Kristi ånds hjælp skal ende med min frelse.” (1, 19). Jesu Kristi Ånd, som Paulus taler om her, er Helligånden. Han siger faktisk:
“Der er en forskel på Åndens fylde og det at Ånden flyder. Lige nu, på trods af alle mine personlige trængsler, så flyder Helligånden gennem mig. Jeg ved, at alle disse ydmygelser og afvisninger, al smerten og lidelsen ikke vil skade mig. Tværtimod så anvender Herren det hele til at udvirke en herlig plan for min udfrielse.”
Paulus takkede de trofaste kristne i Filippi for deres forbøn for ham. Han sagde, ”Jeres bønner virker. Gud giver mig mere og mere af sin Hellige Ånd. I mine trængsler har jeg opdaget, at jo større mine behov er, des mere af Helligånden modtager jeg. Og lige nu flyder Helligånden mere og mere. Denne Åndens flod bliver bredere og dybere, og jeg flyder med denne strøm af hans fred og glæde!”
Det ord, Paulus burger som “hjælp” i dette brev, betyder at ”hjælpe i situationen.” Roden til dette ord her her ”fuldt forsynet.” Det betyder fuld forsyning til en hver situation. Sådan en ”fuld forsyning” kommer kun ved tro. Paulus sagde til galaterne, ”Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?” (Gal. 3, 2 og 5).
Gennem mine mange års erfaringer i tjenesten, tror jeg på, at Gud forsyner med Ånden gennem, ”desperat påtrængenhed i tro.” Paulus er vores eksempel til efterfølgelse på det. Forestil dig apostlens situation i Rom. Han sidder der, lænket i fængslet. Han lider, fryser og er våd fordi han er dårligt klædt på. Men her er Paulus’ bøn: ”Mere, mere, meget mere, Åh Gud – giv mig mere af din Ånd! Giv mig alt det af din Hellige Ånd, jeg behøver til at bevare glæden og freden i denne prøvelse. Din stadigt forøgede hjælp ved Ånden vil bevare mig. Denne hjælp vil give mig alt, jeg behøver til at stå det her igennem.”
Det følgende er ikke noget jeg tager let på, vel vidende at mange af de hellige lider under forfærdelig undertrykkelse rundt om i verden. Men det er min overbevisning, at Guds folk kan bære hvad som helst – og jeg mener, hvad som helst – hvis Helligåndens hjælp flyder til os fra Guds trone. Han får en flod til at flyde i vores indre menneske, som er større og mere kraftfuld end nogen prøvelse.
Et menneske, som er “fyldt med Helligånd og kraft”, er kendetegnet ved hvor meget Ånden råder i hans liv.
Der findes ingen anden kraft til os, til at leve i Kristus, end Helligåndens kraft. Tænk på Helligånden som et bundløst ocean – en overdådig mænge af levende vand, som ikke kan måles, en uendelig forsyningskilde. Denne forsyning er til rådighed for alle, som vandrer med Kristus. Hvordan kan vi øse af det?
En hver forøgelse af forsyningen er afhængig af en forøget tro. Derfor får vi mere af Helligånden ved at opgive mere og mere af kontrollen over vores liv. Fylde i ham kommer ved fuldstændig overgivelse af os selv i tro. Jo mere vi overgiver kontrollen over vores liv til Ånden, des mere vil vi høre Herren hviske til vores sjæl: ”Nu kommer du ind i kraften. Sand kraft er en stabil tillid til min Ånd. Ja, sand kraft arbejder i dig nu.”
Som vi giver magten til Helligånden, vil det ord han giver os være klart og sikkert. Tænk på hvor tydeligt det ord Peter modtog fra Helligånden var: ”Mens Peter grundede over sit syn, sagde Ånden til ham: »Her er tre mænd, som spørger efter dig. Rejs dig og gå nedenunder og følg uden betænkelighed med dem, for det er mig, der har sendt dem.” (Ap. Gern. 10, 19-20).
Da Peter vidste, det var Helligånden som talte, adlød han og gik med mændene til Cornelius’ hus. På denne todages rejse måtte Peter have kæmpet med tvivlen. ”Hvad har du gang i, Peter? Ifølge loven må jøder ikke pleje omgang med hedninge. Hvad nu hvis de insisterer på, jeg skal spise sammen med dem? Det er forbudt for dig.” Men der arbejdede en kraft i Peter, som forsikrede ham, ”Gå. Tvivl ikke.”
Vi ved alle, der var en stor udgydelse af Helligånden i Cornelius’ hus. Pludselig glædede hedninge sig over, at modtage frelsens gaver i Kristus og de blev fyldt af Helligånden. Men da Peter fortalte menigheden i Jerusalem, hvad der var sket, blev lederne, som forventet, meget oprørte. Omskærelsesgruppen konfronterede Peter og sagde, ”Har du spist sammen med hedninge? Har du haft fællesskab med uomskårne?” (se Ap. Gern. 11, 13).
Peter svarede, “Jeg sagde, Nej, Herre.. men stemmen fra himlen svarede mig… og Ånden bad mig gå med … da jeg begyndte at tale til hedninge i Casaræa, faldt Helligånden over dem - hvem var jeg, at jeg kunne gå i rette med Gud?” (11, 8-9, 12, 15, 17). Peter forklarede, ”Helligånden ønsker tydeligt at nå ud til hedningene. Skulle jeg stå i vejen for ham?”
Jeg tror, Herren leder efter tjenere ligesom Peter i dag. Nogen, som vil sige, ”Jeg søgte Herren og overgav min vilje til hans Ånd. Jeg er sikker på, hans stemme leder mig.”
Hvad med Helligåndens hjælp i vores trængsler og prøvelser?
Hvordan arbejder Helligånden i os i svære tider? Hans kraft bliver frigjort, når vi modtager ham som den, der bærer vores byrder. I det Nye Testamente får vi igen og igen at vide, at Helligåndens bolig ikke er i himlen, men i vores indre menneske. Han er tæt på, og han venter tålmodigt på, at vi skal overgive kontrollen til ham i alle situationer, prøvelser og trængsler.
Johannes siger, “Han, som er i jer, er større end han, som er i verden.” (1. Johs. 4,4). Og Peter siger, ” Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” (1. Peter 5, 7). Det er vores vidnesbyrd til verden, som en der har kastet alle sine byrder på Herren.
Tænk over Paulus’ vidnesbyrd om dette. Han sagde til korinterne: “Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde.” Kort sagt, når Paulus så på sin dystre situation, var alt hvad han så for sig trængsler, problemer, sult, forfølgelse, fængsling og angreb på hans liv. ”Om den trængsel, som ramte os i provinsen Asien, vil vi have, at I skal vide dette, brødre: Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet.” (1, 8). Det Paulus sagde her var, en eneste vej ud af disse trængsler, menneskeligt set, er at dø og være hos Jesus.”
Hvad gjorde Paulus så? Opgav han, og sagde, “Der er ingen vej ud ad dette”? Nej. Helligånden åbenbarede Guds formål med dette for Paulus. Meningen var, at Paulus skulle tvinges til ikke at stole på sig selv, men helt og aldeles have tillid til, at Helligånden ville udfri ham.
Skriften fortæller os mange steder, “Har gjort alt, vær stille og se Herrens frelse.” Jeg tror det betyder følgende: “Efter at have opbrugt alle menneskelige kræfter, forsøgt på alle måder, at løse problemet selv, og må give op – lad Gud opnå det i dig ved sin Ånd.”
Paulus siger, at det kræver mere end almindelig “tillid” til Gud. Det kalder på en større tillid, en som forlader sig på den Gud, som oprejser de døde.” (1, 9). Budskabet er kraftfuldt: “Han er i stand til at udfri os, selv fra en håbløs, dødelig situation.”
Paulus stolede på Helligåndens kraft – og Gud udfriede ham! “Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os.” (2. Kor. 1, 10). Paulus kommer både med et vidnesbyrd og taler i tro om fremtiden. Han siger, ”Ånden har friet mig ud af en håbløs situation. Selv nu udfrier han mig. Og han vil blive ved med at udfri mig fra enhver trængsel, jeg står overfor.”
Kære læser, jeg tror, der findes manifestationer af Helligånden. Men beviset på Ånden er ikke en følelsesmæssig manifestation. Hans kraft bliver åbenbaret i vores liv, når vi modtager ham gennem stille, voksende kundskab. Når vi vender os til ham, får vi en voksende fornemmelse af hans omsorg, og af at han bærer vores byrder og udøver sin kraft på vores vegne. Hvis jeg stoler helt på ham, vil jeg overgive mig til hans herredømme - i hele mit liv. Og den overgivelse vil blive et vidnesbyrd til verden om, at Gud har omsorg – og at han giver nåde, styrke og udfrielse til dem, som elsker ham.
”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.” (Johs. 1, 16). Helligånden er ikke helt modtaget, for han helt har taget styringen. Lad ham styre hele dit liv i dag.