World Challenge Pulpit Series Newsletters

En anden ånd

jane_hoffmann — Wed, 19 Oct 2011 10:00:45 -0500

Fjerde Mosebog kapitel 13 indeholder en liste over navne, som alle kristne burde kende. Se om du kan genkende følgende navne: Shammua, Shafat, Jig'al, Palti, Gaddiel, , Ammiel, Setur, Nakbi eller Ge'uel.

Har du problemer med at genkende navnene? Pyt med det – det ville alligevel være usædvanligt hvis du kendte disse navne. De er de spejdere, som blev sendt ud af Gud for at inspicere Løfternes Land. Når jeg siger, at vi burde kende disse navne, er fejlen ikke vores – det er deres.

Bibelen fortæller os, at hver af disse mænd var lederen af sin stamme. De var kendt som mænd med store evner. De havde magt og autoritet og stod over alle andre. Det var faktisk nemt, at vælge disse mænd til denne slags mission. Så hvorfor er deres navne forsvundet ud i glemslen?

Jeg kan svare på det med to ord: Josva og Kaleb. De er de to navne vi husker fra denne episode i Skriften. De var de eneste, som vendte tilbage fra missionen med en ’god rapport’. De andre spejderes rapporter var baseret på frygt; de advarede imod at gå ind i Kana på grund af de frygtelige stammer som boede der. Men Josua og Kaleb opfordrede Israel til at gå fremad i tro og i tillid til at Gud ville berede vejen.

Hvad fik Josua og Kaleb til at reagere anderledes end de andre? Svaret findes i Guds Ord til Moses: ”Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd.” (4. Mos. 14, 24).

Jeg vil lige påpege, at et overvældende flertal af israelitter var parate til at følge de ti andre spejderes råd. De var bange for at blive slået af de stærke fjender i Kana. Hvordan reagerede Gud på dette?

Herren befalede de ti spejdere og alle som var enige med dem: “»I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen…” (14, 25). Med andre ord, ”I har valgt at gå tilbage til ørkenen. Og med det valg nægter I, at arve det land jeg har lovet jer.”

“Ingen af jer, undtagen Kaleb … og Josua … skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget.” (14, 30-31).

Her er et klart budskab for alle, som følger Jesus. Det er dette: Hvis vi ikke søger at være af en ’anden ånd’, vil vore valg have en uønsket effekt på hele vores samfund. Vælger vi at vandre i den ’moderate tros’ ørken, skader det ikke kun os, men også vores omgivelser. Især vores børn er i fare. Selvom Gud ikke anklager dem for vores synder, har vores syndige valg en enorm effekt på dem.

Det var en barsk lektie at lære. Alligevel er der i dag snesevis af kristne, som er ligesom disse israelitter. Sådanne troende er tilfredse med at vandre i en ørken af frygt-baseret tro. Deres eneste ønske er at blive en del af forsamlingen i menigheden. De siger til sig selv, ”Radikal kristendom er ikke noget for mig. Jeg ønsker bare, at være trofast overfor mit trossamfund. Og er der noget galt i det?”

4. Mosebog sætter ord på netop denne tankegang. Det Gud siger her er, ”Hvis jeg har lovet jer noget, så vil jeg berede vejen, så du kan indhente det. Men med jeres valg, har I nægtet at tage imod mit tilbud. Derfor vil I aldrig arve det, jeg lovede jer. I er nu bestemt til at vandre i den ørken I har valgt for jer selv.”

Der var tydeligvis noget i både Josua og Kaleb, som gjorde dem anderledes end resten af deres trossamfund. Og den forskel var tydelig i Guds øjne. Hvad var det? Hvad mente Herren, da han sagde, at disse mænd var af ‘en anden ånd’? Og hvordan ser det ud i en troende i dag?

Denne slags anden ånd, som Gud kigger efter, kan ikke blive til i kødet. Det er ikke en ydre styrke, fatning, iver eller beslutsomhed. De ti ukendte spejdere i Israel havde alle disse ting – faktisk havde deres stammer valgt dem for netop disse egenskaber. Så det er klart, at Gud så efter noget andet.

Så hvad gør en ånd ‘anderledes’ i Guds øjne? Det er ikke en ’Type A’ personlighed, en som frimodigt går fremad ifølge sin egen vision og ambition. Hvis det var tilfældet, ville de ti spejdere have fuldført opgaven. Mange type A kristne i dag, går fremad i forhold til deres egen vision. Det behager slet ikke Gud.

Samson er et eksempel på den slags troende. Han blev indviet til nazaræer, som var et kald der krævede en streng religiøs livsstil. Samson ville ikke lade en saks komme i nærheden af sit hår, og han nægtede at drikke vin. Han satte al sin styrke ind på at tjene Gud og bekæmpe Israels fjender med iver.

Men Samson tolererede bestemte kødelige ting i sig selv. Han anvendte ofte ugudelige metoder og havde et afslappet forhold til ting, som tydeligvis ikke behagede Gud. (For eksempel frekventerede han prostituerede.) Kort sagt, så havde Samson lidt af en anden ånd – med hans hjerte var ikke helt overgivet til Gud. Han var villig til at fjerne sig fra Guds veje og han fortrød det ikke.

Barnabas var en modsætning til dette. Det var intet i det ydre, som tydede på at denne venlige mand var af ’en anden ånd’. Han var ikke den type ildsjæl, som vi forbinder med frimodig tro som en Josua og en Kaleb.Tværtimod. Barnabas var en fredsskaber. Hans navn betød ‘trøstens søn’, ikke ‘åndelig kriger. Lad os være ærlige: Ikke mange af os ville sætte Barnabas i samme kategori som Josua og Kaleb.

Men Barnabas var sandelig af en anden ånd i Guds øjne. Hvordan? Tænk på hans vigtige arbejde sammen med apostlen Paulus og deres unge protegé Markus. Paulus var frustreret over Markus, som havde forladt deres tjeneste midt i en vigtig missionsrejse. Nu ville Markus tilbage til dem.

Men Paulus nægtede at tage ham tilbage. Han ræsonnerede, ”Vi havde behov for at sætte stort ind i bestemte byer, men Markus’ afgang gjorde, at vi manglede folk. Evangeliet var mindre effektivt på grund af ham. Han skal overhovedet ikke tilbage.”

Barnabas insisterede, “Paulus, denne unge mand har brug for at få en chance mere. Han har brug for vores venlighed. Det handler ikke om vores succes. Det handler om at træne Markus, så han kan blive en trofast tjener.” Kort sagt, så stod Barnabas op mod Paulus. Og da Paulus ikke var til at rokke, forlod Barnabas ham og sagde, ”Dette er ikke rigtigt i Guds øjne. Jeg går med Markus.” Det er en mand af en anden ånd.

Her er noget andet om Barnabas. Han var den samme mand, som gik til Paulus efter hans omvendelse, da alle stadig var rædselsslagne for Israels store forfølger. Kun få uger tidligere havde Paulus udspyet dødelige trusler mod menigheden. Men Barnabas havde Åndens frimodighed til at stole på det andre ikke gjorde, nemlig at Gud ønskede at bruge Paulus på en mægtig måde. For at det kunne ske, måtte han sætte sig eget liv på spil.

Barnabas’ ‘anden ånd’ havde kort sagt intet at gøre med personlighedstype. Han beviste, at du kan være en stille, blid person og stadig have hvad Josua og Kaleb havde. Helligånden længes sandelig efter at falde på enhver slags troende for at gøre Kristus kendt for verden.

Du protesterer måske. “Det inkluderer stadigvæk ikke mig. Jeg ved, at Gud kan bruge stille mennesker, men mit problem er et andet. Jeg har været alkoholiker. Jeg kæmper dagligt mod nedtrykthed. Hvordan kan jeg være af en anden ånd, når jeg kæmper for bare at komme gennem dagen?”

Jeg minder dig om: Hos Gud er der ikke personsanseelse. Det betyder ikke noget for ham om du har seriøse problemer eller småproblemer. Han Ånd venter på at falde på dig og fylde dig for at nå hans mål. Uanset din tilstand. Gud har sine øjne på dig.

Desuden er det Guds værk – ikke dit – at gøre dig af en anden ånd. Når han gør det, vil mennesker spørge, ”Hvad er der sket med dig?” Du vil være i stand til at svare, ”Jesus er hvad der er sket med mig” – og det vil behage og glæde Gud uendeligt.

De to unge mænd jeg ønsker at tale om her, er sammensat af kristne vil alle kender.

Ben kom til Kristus som teenager gennem en kristen tjeneste på sit gymnasium. Han voksede i troen og bragte sine venner til Kristus. Til sidste sluttede Ben sig til medarbejderne i tjenesten og han mødte der sin fremtidige kone. De blev gift, fik børn og gjorde tjeneste blandt børnene i menigheden, som de kom i.

Med tiden fik Ben mere og mere travlt på sit job og hans åndelige ild begyndte at brænde svagere. Han bad stadigvæk, læste i Bibelen, kom til møderne i menigheden og gjorde tjeneste der. Men lidt efter lidt drev han væk fra en åndelige intensitet han havde. Da det skete begyndte Ben at tænke rationelt på det: ”Den slags iver hørte til i mine unge dage. At brænde for Gud er ikke for en mand i min alder. Nu har jeg forpligtelser. En ægtemand og far har ikke råd til at have en ’radikal tro’. Jeg må være lidt mere moderat fordi andre er afhængige af mig.

Efter dette begyndte Ben at tage lettere på synd, både sin egen og andres. Igen rationaliserede han, ”Vi kan alle falde i. I det mindste begår jeg ingen store synder.” Værst af alt, så var han begyndt at nøjes med mindre i sit liv med Jesus. Idéen om at presse på for mere i Kristus nåede ikke længere hans tanker. Han havde mistet den brændende bøn han havde i sine unge dage: ”Herre, jeg kan føle, at jeg driver bort. Genopret min iver for hvad der behager dig.”

Ben tænkte også rationelt i forhold til andres valg om at tjene Gud. Han så unge mennesker gå ind i tjenesten og sagde til sig selv, at deres valg kun handlede om egen interesse. Ben havde ingen idé om, at hans eget kompromis havde ført til jalousi, og fået ham til at dømme andre fejlagtigt.

Sagt på anden måde, så var Bens liv velsignet – men han var ikke længere selv en velsignelse. Bibelen beskriver den tilstand meget klart: ”I er stadig kødelige mennesker.” (1. Kor. 3, 3). Da Paulus skrev dette, var det henvendt til ‘gamle’ kristne, som burde have en modenhed i Kristus. I stedet var de forblevet ’åndelige spædbørn’: ” Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu.” (3, 1-3).

Paulus havde virkelig at gøre med kødelighed her – sladder, bagholdsangreb, misundelse og kiv. Og i kærlighed påpegede han overfor korinterne hvordan kompromis havde ført dem til kødelighed. En gang havde disse menneskers hjerter været brændende for Gud. Han sagde til dem, ”Jeg forventede meget af jer fordi jeg ved, at I er åndeligt i stand til det.” Men de, som kunne have modtaget store velsignelser, vandrede stadig rundt i ørkenen.

Ben var ikke anderledes end de kristne fra Korint. Han var kødelig og levede ifølge kødets tankegang, ikke i forståelse af Guds Ord. Efter års vandring med Jesus levede Ben stadig mere af mælk end af kød. Han har måske forsøgt at styre sine kødelige lyster eller mande sig op til at være ’mere åndelig’. Men det er ikke Åndens kraft – og Guds mål kan ikke nås på den måde. Men sandheden er, at Ben ikke længere værdsatte det der hører Gud til.

En anden ung mand – som vi kalder Jay – kom til Kristus gennem den samme tjeneste som Ben. Han blev også aktiv i en gruppe og ledte sine venner til Herren. Jay havde sådan en hunger for Bibelen, at han slæbte rundt på den største udgave, han kunne finde. Hans konstante tanke var, ”Gud, dit Ord er som honning på mine læber!”

Jay mødte også sin fremtidige kone gennem tjenesten. Også de blev gift og fik børn. Da Jays arbejde begyndte at kræve mere af ham, så bad han, ”Herre, jeg vil ikke vende mig fra dig, uanset hvor travlt jeg får. Jeg vil følge dig midt i alt mit arbejde. Jeg ved, du har et formål med det, selvom jeg ikke kan se det. ”Ikke ved kraft og styrke, men ved min Ånd, siger Herren.”

Forskellen mellem Bens hjerte og Jays hjerte er så stor som den kan blive. Den ene er tilbøjelig til at følge sin egen fornuft og vilje, mens den anden er tilbøjelig til uophørligt at sætte sin lid til Gud. Og hvis du satte de to ved siden af hinanden i menigheden, vil du fornemme forskellen på dem.

vordan kan det være, når de i princippet lever det samme liv? Her er forskellen: Når du er sammen med Jay, vil du straks vide, at han har været hos Jesus. Du kan stille Jay ind i en række med hundrede andre troende, og selv da vil han skille sig ud som en der har en ’anden ånd’.

Du kender måske en som Jay. Han er et underligt, usædvanligt mix af soberhed og glæde. Til tider kan han være svær at være sammen med. Jay kan være hård ved sig selv. Han sørger synligt over sine synder. Men dybt i hans hjerte vokser han i frihed fra kødets lænker. Andre siger til ham, at han skal tage det roligt. Men Jay vil ikke bytte sin sønderbrudthed med den frihed som den fører med sig – for noget i verden. Han er ikke særlig humoristisk og han bliver forarget når du er det. Han har en intensitet i forhold til det, som hører Gud til. Og han er altid villig til at bede når han hører om et behov, uanset hvor og hvornår (hvilket engang imellem kan være pinligt). Når han fejler – og han fejler lige så ofte som alle andre kristne – så vender han sig straks til Herren for tilgivelse og nåde. Han vokser i nåden og man kan se det i hans ansigt.

Mennesker som Jay bliver ofte overset i menigheden. De bliver sjældent inviteret til fest. ’Verdens Jays’ er nogle nørdede typer, som vi ikke ønsker at ligne. Men vi ved, at de ejer en dybde, at de er tunet ind på himlen såvel som på mennesker omkring dem. Vi tænker måske, ”Han er for ’hellig’ i sin indstilling til at gøre jordisk gavn.” Men sådan en person findes ikke. Enhver, som er ’himmelsk-sindet’ vil gøre mere jordisk gavn end nogen andre.

Ser du, denne verdens Jays længes efter at gøre, hvad Gud ønsker de skal gøre. Det får dem ud ad sengen om morgenen. Og det er det, som får dem ind i lønkammeret. Enhver, som kender en Jay, ved, at han kommer ud ad lønkammeret med en vision af Jesus. Denne vision vil lede ham gennem dagen – og den vil lede til det formål himlen har.

Hvad præcis kendetegner en person med en anden ånd?

Forskellen viser sig i kontrasten mellem Ben og Jay. Ben er bange for at blive fanget i synd; Jay er bange for at krænke Gud. Ben er bange for at miste venner; Jay er bange for at bedrøve Guds Ånd. Ben gør hvad menigheden forventer; Jay længes efter at gøre hvad Gud forventer.

Kort sagt, så er det, der giver en anden ånd, et indviet liv. Det er intet andet svar. Hvad betyder ’indviet’? Den første del af ordet betyder ’med’ og den anden del betyder ’hellig’. Indvielse er bundet til hellighed. Det betyder ‘med’ et liv udenfor dit eget. Det er et liv fyldt med Ånden, som kommer fra Gud alene.

Min far lærte mig en af de vigtigste lektier i mit liv. Da jeg var barn fortalte han mig, ”Gary, du kan få lige så meget af Jesus, som du ønsker.” Jeg har set beviset på det igen og igen. Gud holder aldrig sin salvelse tilbage fra dem, som ønsker at gå ind i sin kaldelse. Det er vores svar på hans tilbud til os, som afgør om vi vil modtage det han har til os.

Så, lever du et kødeligt liv? Spekulerer du over hvad Gud ønsker af dig? Din Far vil gerne tydeliggøre sine ønsker til dig – hvis du vil tage dig tid til at kende disse ønsker. Er dit liv fyldt med svaghed? Mangler du vision? Han ønsker, at genoprette dig og give dig sin vision, så du kan gå ind i den gerning, han har beredt for dig.

Hvis du lever et dæmpet liv I kompromis med Jesus, så er der kun en ting at gøre. Kald på ham, så han kan forny din fornemmelse for hans Ånd. Han vil svare dig. Han ønsker, at du skal være af en anden ånd!

Det eneste håb i det kommende uvejr

jane_hoffmann — Mon, 17 Oct 2011 16:15:10 -0500

Gud lovede profeten Zakarias, at i de sidste dage, ville han være en beskyttende ildmur omkring sit folk. "Jeg selv, siger Herren, vil være en mur af ild omkring den (Jerusalem, red.) og vise min herlighed i den." (Zak. 2, 9).

Esajas vidner også om dette: "For du er blevet værn for den svage, værn for den fattige i hans nød, ly under skybrud, skygge i hede." (Es. 25, 4). "Der skal være en hytte, som kan skygge mod heden om dagen og give ly og læ mod skybrud og regn." (4, 6).

Disse løfter er ment som en trøst til os, som en "forudgående advarsel." Ser du, alle profeterne advarer om et kommende uvejr - et angreb i de sidste dage. Og dette uvejr vil hamre mod Guds beskyttelsesmur med en voldsom kraft.

Jesus siger, at det kommende uvejr vil blive så frygtindgydende og overvældende, at menneskers hjerter vil svigte dem, når de ser det i horisonten (se Lukas 21, 26). Hvis Jesus siger, at det kommende uvejr vil blive grusomt, så ved vi, at det vil blive en frygtindgydende tid i historien. Men Bibelen forsikrer os om, at Gud aldrig sender sin dom over noget samfund uden at han først har åbenbaret for sine profeter, hvad han har tænkt sig at gøre: "Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne." (Amos 3, 7).

Hvilket forunderligt udtryk for vores Herres store kærlighed til sit folk. Hvis du nærlæser Bibelens profetier, så vil du opdage, at Gud konsekvent handler således. Lige før et kommende uvejr af dom, befaler Herren altid sine profeter at advare folket om at vende om til ham: "Så vil jeg tale til profeterne og give dem mange syner; ved profeterne vil jeg tale i billeder." (Hosea 12, 11).

Desuden er Gud trofast til at tale i tider med velstand, lige før dommens raseri rammer. Mens stormens skyer stadig samler sig i horisonten, løfter han profetiske stemmer over hele verden. Og ifølge Skriften, har Gud sagt til sine profeter, at de skal advare om, at de gode tider snart vil være forbi, mens en syndig nation stadig havde fremgang og fred: "Det var jo det, Herren forkyndte ved de tidligere profeter, da Jerusalem lå beboet og tryg med sine byer rundt om sig…" (Zak. 7, 7).

Gennem Hoseas sagde han, "Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne, dræber dem med min munds ord." (Hoseas 6, 5). Det Gud siger her er: "Det ord jeg sender jer, vil være så klart, at det vil ramme dig hvis du overhovedet har et åbent hjerte. Det vil få dig til at falde ned på dine knæ og omvende dig." Vi skal altid huske på dette: Guds formål med at kalde os kærligt tilbage til sig selv er, at beskytte os når uvejret raser. Men det er ofte sådan i den bibelske beretning, at når han kom med disse advarsler, så nægtede folk at lytte: "Herren sendte profeter til dem for at få dem til at vende om til Herren; profeterne formanede dem, men de ville ikke høre." (2. Krøn. 24, 19).

Guds folk er næsten altid blevet trætte af disse advarsler. Det var især tilfældet, hvis en profet råbte om et kommende uvejr i årevis, mens samfundet stadig havde fremgang og fred. Med tiden lukkede folk ørerne for profeternes stemmer. De gad simpelthen ikke høre på det længere.

Vi ser dette i Israels svar til profeten Esajas. Folket sagde til ham, "De siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden!" (Es. 30, 10).

Kunne du nogensinde forestille dig at ende sådan? Disse mennesker vidste, at Esajas fortalte sandheden - at et voldsomt uvejr var på vej - men de blev trætte af at høre om det. De foretrak at høre om 'noget rart'. I denne sammenhæng menes der ’noget behageligt der ikke virker forstyrrende.' De sagde egentlig til Esajas, "Lad være med at prædike om noget, som vil ændre på den nuværende tilstand eller som gør os nervøse."

Selveste denne tilstand er krøbet ind i Jesu Kristi menighed. Troende, som har været overgivet til Jesus i årevis, sidder nu foran TV og ser flere og flere horrible rapporter om vold, katastrofer, hungersnød, kriminalitet og umoral. Og efter en tid, bliver deres sind overmætte af alle disse dårlige nyheder, og deres hjerter forhærdes overfor det. For dem er selv den værste nyhed bare endnu en 'nyhed.'

Jeg spekulerer ofte på om noget overhovedet kan røre os mere? Vi har allerede hørt om alle mulige dårlige nyheder. Hvilken ulykke eller katastrofe er der tilbage, som kan chokere os?

Min ven, Gud afskyr den reaktion hos sit folk! Vi ser dette i advarslerne, som profeten Ezekiel kom med. Da profeten Ezekiel profeterede, havde Israel højkonjunktur og fred med de omgivende nationer. Men Herren sagde til Ezekiel, at han skulle give folket dette budskab: "Jeg gør landet til ørken og ødemark, Israels stolte styrke skal forsvinde, dets bjerge skal ligge øde hen, så ingen færdes der. Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg gør landet til ørken og ødemark på grund af alle de afskyelige handlinger, de har begået." (Ez. 33, 28-29).

Profeten rejste gennem flere år rundt i landet og prædikede om Guds advarsler. Men folket blev trætte af at høre på ham. Og gennem disse år, var der ikke en eneste at Ezekiels advarsler som gik i opfyldelse. Tværtimod. Nationen blev bare rigere og rigere.

På et tidspunkt blev Ezekiels profetier bare opfattet som en kilde til underholdning for folk. De begyndte at kalde ham øgenavne bag hans ryg: 'dommedagsprædikant', 'manden, som aldrig smiler' og 'mister bad news.' Til sidst blev Ezekiel træt af det og sagde, "Herre, du har snydt mig. Intet af det du har sagt mig er gået i opfyldelse. Nu håner de mig alle sammen!"

"Du, menneske, dine landsmænd sidder langs murene og i døråbningerne og taler om dig. De siger til hinanden: »Kom dog og hør det ord, der udgår fra Herren!« Så stimler de sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem. Når det kommer – og det vil komme – skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem." (Ez. 33, 30-33).

Er du kommet til et sted hvor du i dit hjerte har sagt, "Jeg har allerede hørt det hele. Jeg gider ikke høre mere?" Hvis ja, så pas på.

De fleste kirkegængere i dag, afviser stødt alle profetiske advarsler om et kommende uvejr. Og menigheden i Amerika er sandelig den mest vulgære 'feel good' menighed i historien. Men, ligesom Israel, oplever vi kun stilheden før stormen.

Mens Moses brugte fyrre dage på bjerget, gav Israel efter for lovløshedens ånd. Folkene ønskede at hygge sig og slappe af, så de forlod af gudfrygtighed. Du kender resultatet. Det endte i et drukorgie og nøgendans omkring guldkalven.

Sådan er det også i dag. Masser af kristne tager Kristi åg af deres skuldre, og tilsidesætter alle grænser og restriktioner. Denne attitude er fremherskende i mange kristne bøger og blade. Det er som om vores ledere siger, "Slap af. Gud er ikke hård. Han er vores farmand og vi er hans børn. Det er meningen, at vi skal hygge os. Lad ingen ødelægge alt det sjove." Hvordan vil det nogensinde kunne være Helligåndens værk?

Faktisk siger Bibelen, at det vil komme en tid, hvor Guds folk ikke længere vil være forlegne og rødme. Og lige nu, er menighedens forlegenhed væk, fordi vi har allerede har set og hørt for meget. Men det er kun begyndelsen.

”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord.” (Amos, 8 11). Bemærk, der siges ikke noget om, at der ikke vil blive prædiket. Gud vil aldrig tilbageholde sine advarsler for menigheden, fordi det kun er hans sandhed, der kan sætte os fri.

Nej, Amos profetier er ikke om den åndsforladte, lette prædiken vi hører i dag. Det menigheden oplever i dag, er en tørke i forhold til at høre. Der er en uvillighed til at høre det sande Guds Ord. I stedet lukker folk deres øjne og ører, forhærder deres hjerter og siger, ”Jeg ønsker ikke at høre mere.”

Før den nuværende recession i Amerika modtog jeg breve fra kristne, som skrev, ”Du har i årevis profeteret om at stormen rejser sig i horisonten, og om et kommende ’brag’ Men alt hvad du har gjort er at skræmme en masse kristne, som stoler på det du siger. Sandheden er, at det modsatte er sket. I stedet for at et uvejr, har vi haft en rekordstor fremgang i velstand. Der er ikke et eneste tegn i horisonten som antyder en kommende krise.” Det var før kreditforeningerne gik konkurs og sendte chokbølger ud over hele verden.

Apostlen Peter forudsagde, at mange troende ville have den samme holdning, som disse spottere: ” For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: »Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.« (2. Peter, 3-4). Med andre ord: ”Folk vil sige, ”Hvor er dette såkaldte uvejr? Alt er jo som det plejer at være.””

Det er selveste årsagen til, at Gud siger til sine profeter, at de skal råbe advarsler fra hustagene. Han ønsker, at advare sit folk, at røre os, så vi søger ham. Han ønsker, at vi skal får øjnene op for vores forsøg på at undgå Kristi åg og vores lemfældige holdning til det, som verden tilbyder. Han ønsker, at vi skal se på Jesus, at vi skal søge det, der hører himlen til, fordi det er det eneste, som vil stå fast, når stormen begynder at rase.

Lige før sin død og genopstandelse kiggede Jesus lige ind i en kommende storm. Han så, hvad der lå forude: Jerusalem ville blive omringet er stærke høre. Templet ville blive ødelagt og byen brændt ned til grunden. Og tusinder ville dø på kors, som blev rejst af den invaderende hær. Hele det jødiske samfund, som de kendte det, ville kollapse.

Vi ved, at Jesus var selveste legemliggørelsen af Guds kærlighed. Og alligevel advarede han, profeterede og græd over sit samfund, fordi han så hvad der var på vej. ”For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.” (Mat. 24, 21-22).

Hvis du tænker efter, så var Jesu dage meget lig vores. Fred og ro herskede. Børnene legede i gaderne. Men Jesus beskrev sit samfund som en generation af slangeyngel: præsterne stjal fra enkerne. Der var spottere og blasfemikere, ægteskabsbrydere, misbrugere af børn, en fordærvet menighed fyldt med købmænd, en tjeneste af ulve i fåreklæder, falske anklagere, løgnere, bedragere, hyklere, lyst og hor. Kristus advarede, ”Der kommer et frygteligt uvejr. Forbered jeres hjerter.”

Da jeg begyndte at forberede dette budskab, blev jeg overvældet i ånden af bange anelser. Jeg kunne kun tænke på den forfærdelige tilstand menigheden er i, og hvordan djævelen bruger udspekuleret ondskab til at bedrage Guds udvalgte. Det ser ud som om kristne er mest fokuseret på deres egne behov - ”mine behov, mine problemer, min fortid, min fremtid – hvordan mine venner har svigtet mig, hvordan menigheden har såret mig.” Guds folk græder ikke længere over en døende verden.

Et øjeblik overvældede dette tragiske faktum mig. Men så viste Helligånden mig, hvordan vores Herre reagerede i forhold til det kommende uvejr.

Apostlen Johannes skrev, ”For som han er, er også vi i denne verden.” (1. Johs. 4, 17). Vi skal simpelthen have Jesu holdning i alting. Hvis vi ikke har det, vil vores hjerter svigte os.

Bibelen giver intet bevis på, at Kristus blev nedtrykt, frygtsom eller håbløs. Han gik ikke i panik eller blev fortvivlet. På trods af alt det, han så komme, Kendte Jesus resultatet. Han vidste, at helvedes porte ikke ville kunne modstå Guds folk.

David giver os et klart billede af Jesu holdning i et kommende uvejr. Han talte profetisk om Kristus: ”Om ham siger David nemlig: Jeg havde altid Herren for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.” (Ap. Gern. 2, 25).

Og David citerede sandelig Jesus da han sagde, ”Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb.” (vers 26). Her er hemmeligheden: Jesus havde altid sin Far for øje. Det betyder bogstavelig talt at, ”Jeg var altid i hans nærhed og ind for hans ansigt.” Jesus søgte hele tiden ud til hemmelige steder for at være sammen med sin Far. Og det var kun efter, at han havde været i Guds nærhed, at han begyndte at tjene, helt overbevist om, at hans Far altid var med ham: ”Han er ved min højre hånd, og intet på jord kan flytte mig!” På græsk betyder ’at flytte’ her, ’ryste eller forstyrre’. Jesus sagde, ”Ingen af disse problemer, ondskab eller kommende begivenheder kan flytte mig eller ryste min tillid. Min Far har fuldstændig kontrol.”

Min ven, hvis vi kommer til at står overfor det kommende uvejr, så har vi behov for at være forberedte så intet foruroliger vores ånd. Den eneste måde det kan ske på, er ved at tilbringe tid i Faderens nærhed, ind for hans ansigt. Vi skal lukke os inde med ham – på vores knæ og søge ham til vi er helt overbeviste om, at han er ved vores højre hånd.

Gud siger klart til os, ”Bliv ikke rystet eller oprørt af noget du ser. Fæstn dine øjne på mig, og du vil bevare din glæde.” Ifølge David, vidnede Jesus, ”Du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.” (Ap. Gern. 2, 28).

Det er, som Kristus siger os, ”Jeg har været stillet overfor alt, hvad du bliver stillet overfor i endetiden. Jeg havde de samme forudanelser af noget ondt, for jeg så det kommende uvejr. Men jeg løb ind til min Far, og han løftede alle mine bekymringer væk. Han viste mig hvordan det hele ender. Og ind for hans ansigt fandt jeg al den glæde, håb og hvile jeg nogensinde får behov for indtil slutningen. Jeg har fred og glæde fordi jeg har været hos ham. ”Mit legeme skal bo i håb.” (2, 26).

Den forunderlige velsignelse ved at være i Kristus

jane_hoffmann — Fri, 09 Sep 2011 16:13:08 -0500

I dag lever menigheden i et stort lys. Der er så meget undervisning til vores rådighed. Helligånden har åbenbaret den ufattelige velsignelse om Jesu værk på Golgata for os.

Men der var en tid hvor Kristi forunderlige værk var uklar for verden. Det var i middelalderen, hvor korsets betydning var skjult for menneskeheden. De fleste gudstjenester dengang var fokuserede på Guds vrede og fordømmelse. Paver og præster prædikede et evangelium om gerninger, og folk udførte en lang række gerninger for at få fred med Gud. De rejste mange kilometer til helligdomme, knælede i tilbedelse foran statuer og gentog alenlange bønner. Men disse ting forværrede kun folks slaveri og formørkede manges forståelse.

Selv i dag, med al den undervisning, der er tilgængelig, er der mange kristne som stadig ikke forstår vigtige aspekter af Kristi kærlighed til os. Jeg ønsker at sætte fokus på et af disse aspekter, nemlig hvad det vil sige at ’være i Kristus’.

At være i Kristus er det eneste fundament som et helligt liv kan bygges på. Uden dette fundament, vender vi os til kødet i forsøget på at frembringe hellighed i os selv. Men sand hellighed opnås kun ved at kende Guds storhed i Jesus Kristus.

“For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden.” (Titus 2, 11-12).

Kun Guds nåde kan lære os hellighed. Gerninger kan aldrig frembringe det. Kun når vi griber de velsignelser, som er vores, ved at være i Kristus, bygger vi på et solidt fundament: ”For dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb.” (Kol. 1, 27).

“Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.” (Es. 42, 1). Hvem er denne dyrebare person, som Gud anerkender og som han vogter over?

Matthæus svarer os, “Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds Ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« (Matt. 3, 16-17).

Det hebræiske ord for ‘fundet velbehag I’ er her ‘fryd’. Så essensen af det Gud sagde var, ”Min sjæl fryder sig over min Søn, Jesus Kristus.” Gennem det Gamle Testamente ved vi, at der blev ofret utallige dyr til Herren. Men ingen af disse gav Herren velbehag: ”For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort… brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” (Hebr. 10, 4 og 6).

Men allerede i det næste vers læser vi disse vidunderlige ord fra Jesus: “Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.” (10, 7). Kristus kom til jorden for at gøre hvad intet slagtoffer kunne gøre: ”Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig.” (10, 5).

Gud havde beredt et fysisk legeme for Jesus her på jorden, som ville udgøre det perfekte sonoffer til alle tider. ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” (1. Peter 3, 18).

Guds frelsesplan var enkel. Han sagde, “Jeg vil sende min egen Søn som udfrier. Og når han er død, genopstået og står foran mig i herlighed, så vil jeg kun vedkende mig ham.

Kun Kristus, som er selveste Guds væsen, kunne nogensinde stå foran Faderen. Gud Faderen vil kun anerkende Kristus, tjeneren, som fuldstændig behagede og frydede ham. Herren sagde, ”Min Søn er det eneste værdige offerlam. Han vil samle alle i sig, som er blevet skilt fra mig på grund af synd, og han vil forlige dem med mig.”

Da Jesus sagde, “Et legeme har du beredt mig” (Hebr. 10, 5), mente han ikke kun et menneskeligt legeme, men også et åndeligt legeme. Dette legeme består af alle, som tror på ham: ”(Der er) ét legeme og én ånd.” (Ef. 4, 4). – og alle, som er ’i Kristus’ i tro er født ind i dette åndelige legeme: ”For vi er lemmer på hans legeme.” (5, 30).

Ja, der er en fysisk mand i himlen. Jesus, Sønnen, sidder ved sin Faders højre hånd. Men verden kan ikke se ham fysisk. Faktum er, at vi, som udgør Kristi legeme, er det eneste af Jesus verden nogensinde vil se.

“Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?” (Mika 6, 6-7).

Israelitterne stillede et godt spørgsmål: “Hvordan kan noget menneske træde frem for en hellig Gud? Hvordan kan vi nogensinde behage ham og blive accepteret af ham? Hvilket offer ønsker han af os? Vores blod, vores legemer, vores børn?”

Vi ved, at selv vores gode gerninger, venlige natur og gavmildhed er beskidte pjalter i Guds øjne. Så hvordan bliver vi accepteret af Gud? Paulus skriver, ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.” (Ef. 1, 5-6). Vi er accepteret i hans elskede Søn – i Kristus, en del af hans legeme.

“Ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.” 1, 9-10 – min fremhævelse). ”For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.” (2, 18). Mere enkelt sagt: vi har ingen anden adgang til Gud end ved at være i Kristus.

Hvis du har givet dit hjerte helt til Jesus, har du sikkert tænkt over det samme spørgsmål, som Israel stillede: “Herre, hvordan kan jeg overhovedet være dig til velbehag? Jeg er ude af stand til at stå foran dig med alle mine mangler og fejl. Hver gang jeg tror, jeg gør fremskridt, har jeg taget to skridt baglæns. Skal jeg læse mere i Bibelen og tilbringe mere tid i bøn? Herre, hvad ønsker du jeg skal gøre?”

Gud svarer os, som han svarede Israel: “Jeg ønsker ikke nogle af dine ofre og gode gerninger. Jeg anerkender kun min egen søns værk, ham, som fryder og behager mig. Men jeg har udvalgt dig som min Søns elskede brud.

“Ser du, jeg har udvalgt dig, før verden blev grundlagt, til at blive viet til ham. Jeg friede og overbeviste dig, og gennem min Ånd, har jeg bragt dig til ham. Hvordan kan jeg undgå at have behag i min Søns brud, en brud, som jeg selv har valgt? Jeg kan ikke hade mit eget kød.”

Jesus bad til Faderen: “Alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.” (Johs. 17, 10). ”Og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« (17, 26). Kristus gør det klart: Når vi er et i ham, nyder vi den samme kærlighed fra Faderen, som han nyder. Gud fryder sig lige så meget i os, som han gør i sin egen Søn! Han siger, ”Jeg elsker alle, som er i min Søn, for alle, som er hans, er mine.”

Bibelen fortæller os også, at Gud er vores Far ligesom han er Kristi far. Jesus erklærede, ”Jeg stiger op til min Far, og jeres Far, og til min Gud og jeres Gud.” (Johs. 20, 17).

Knokler du for at behage Gud? Har du perioder, hvor du føler, du behager ham, og andre hvor du tror, du mishager ham? Kære ven, vi må sætte fakta før følelser. Og faktum er, at Guds behag i os intet har at gøre med vores stræben, intensitet og gode intentioner. Det handler kun om vores tro.

Forfatteren af Hebræerbrevet taler netop om det emne. Han fortæller os, at når vi fjerner os fra den fundamentale læresætning, at vi er accepteret af Gud ved at være i Kristus, så fjerner vi os fra Herren og vender tilbage til slaveriet og kødets lov. ”For når vi kan komme ind til hvilen, er det, fordi vi tror, sådan som han har sagt… For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.” (Hebr. 4, 3 og 10). Skriften gør det klart: Beviset på tro er hvile.

Det er ganske enkelt således at, den eneste måde at bringe vores stræbende, svedende, bekymrede sjæl ind i hvilen på, er at blive overbevist om at, ”jeg er i Kristus – og i ham er jeg accepteret af Gud, og er velbehagelig for ham. Han glæder sig over mig, uanset om jeg føler mig oppe eller nede. Uanset hvad jeg føler, så kender jeg min position i Kristus – at jeg sidder med ham på himmelske steder.”

Der er mange beviser på at være ‘I Kristus’. Lad mig give dig tre af de klareste beviser fra Skriften. (Bemærk venligst at disse er betinget af følgende: At du har angret din synd, vendt dig fra ondskab, stoler på Kristus for evig frelse, og har ladet ham tage dig ud af mørket og ind i sit riges lys.)

1. Du er i Kristus hvis du kontinuerligt er i en fornyelsesproces. De, som er ’i Kristus’, hviler ikke på en engangsoplevelse. Tværtimod. De beder konstant om at blive forandret og fornyet af Helligånden. Deres daglige bøn er, ”Herre, fjern alt det fra mig, som er ulig dig. Forandrer mig til et billede af din Søn.”

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2. Kor. 5, 17). ”(Han) frelste os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser.” (Titus 3, 5-6).

“Genføder” betyder her “at gøre ny” eller ”genoplive og producere noget nyt.” Paulus siger, ”Helligånden arbejder i dig, giver dig en makeover.” Kristus har Helligånden uden begrænsninger – og fordi vi er en del af hans legeme, flyder hans Ånd direkte til hver af os. Selv når vi er i Kristus, bliver vi ernæret af hans Ånd, bliver dannet til et billede af Jesus selv.

2. Du er i Kristus hvis dit liv er styret af Skriften. Frygter og ærer du Guds Ord? Ser du dagligt i Bibelen som et spejl, og bliver forandret af Ordet?

“Men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham.” (1. Johs. 2, 5). Skriften gør det klart: Vi ved, vi er i Kristus hvis vi elsker og adlyder hans ord. Og ifølge Johannes, er det også sådan vi ved, at Guds kærlighed er fuldendt i os.

Paulus skrev, “Brødre, bed for os om, at Herrens ord må få frit løb og æres, som det allerede sker hos jer.” (2. Tess. 3, 1). Vendingen ’frit løb’, betyder ’ikke møde nogen opposition i jer.’ Paulus sagde, ”Idet du læser eller hører Guds Ord, så lad det lede dig. Ær det og lad det styre dit liv.”

Kristne citerer ofte følgende vers: “I skal kende sandheden, og sandheden skalsætte jer fri.” (Johs. 8, 32). Men det løfte knytter sig til det forrige vers: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple.” (8, 31).

Sætningen “Hvis I bliver i mit ord” betyder ”Hvis I lever efter mine bud.” Med andre ord: ”Som I er i mig, vil jeg åbenbare min sandhed for jer.” Men jeg vil ikke åbenbare det, hvis I ikke har intentioner om at leve efter det. I vil kende sandheden efter I har forpligtet jer til at adlyde det.”

3. Du er i Kristus hvis næstekærlighed er en følge af din tro. Skriften siger, hvis du ikke har næstekærlighed, eller betingelsesløs kærlighed, kan du ikke være i Kristus.

“Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.” (1. Kor. 13, 2).

Du kan være en talentfuld prædikant eller en kraftfuld evangelist… du kan helbrede andre ved din tro… du kan flytte bjerge med et enkelt ord… du kan undervise i Guds Ord med kraft og salvelse… men hvis du ikke har kærlighed til andre, har det ingen betydning.

“Men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd.” (1. Johs. 4, 12-13).

Hvis du bærer følgende frugt, så har du det klareste bevis på at Kristus er i dig. Det er dette: ”Kærligheden… hidser sig ikke op.” (1. Kor. 14, 4-5).

Det græske ord for ‘at hidse sig op’ er paraxuno. Det kommer fra en grundstamme som betyder ’syre’ og ’hurtig eller pludselig’. Det har yderligere betydningen ’en tæt på’. Sat sammen giver disse ord følgende mening: At hidse sig op, er at fare op med syrlige bemærkninger, at have et raserianfald – og rette det mod en tæt på dig.

Det Bibelen fortæller os her er, “Hvis du er i Kristus, så elsker du betingelsesløst – og du bliver ikke nemt opfarende.”

Jeg tror den største test i forhold til den frugt, kommer fra dem, der står dig nærmest – vores ægtefælle, vores børn, vores venner. Så har du en kort lunte? Hvor nemt løber dit temperament af med dig? Hvis du er i Kristus, vil en stemme lyde i dig hver gang du bliver vred. Den vil råbe, ”Herre, hjælp mig. Helligånd berolig mig!”

Du er måske ikke perfekt. Men hvis du er i Kristus, så tager du kontinuerligt fat i disse områder i dit liv gennem Helligåndens kraft. Og ved tro kan du blive fuldstændig accepteret af Faderen, uanset hvad du kæmper med – fordi Kristus er i dig.

Tiden er inde til at du glæder dig over din velsignede position i Kristus. Du er den himmelske Fars elskede barn – hans dyrebare tjener, som gennemgår en uophørlig forvandling til at ligne hans Søns billede – alt sammen fordi Kristus er i dig. Tak ham for den ufattelige gave til dig – og tillad dig selv at blive forvandlet ved hans Ord og Ånd. Halleluja!

Gode nyheder til de lunkne

jane_hoffmann — Fri, 12 Aug 2011 12:17:19 -0500

Oplever du, at dine fristelser bliver stærkere, at din modstand mod dem bliver svagere og din kærlighed til Kristus lige så stille blegner? Befinder du dig i en periode, hvor Guds Ord synes uinspirerende og dit bønneliv er sølle og blodfattigt? Er du nogensinde bange for, at du langsomt er ved at blive lunken?

Hvis ja, så er dette budskab til dig. Der er håb for troende, som bliver åndeligt lunkne. Der er en kraft til din rådighed — og der er en frelser, som arbejder på dine vegne for at vække dig fra sløvhed i ånden og få dig ind i en vækkende ild.

De fleste af os kender Jesu berømte ord om lunkne kristne. I Åbenbaringen 3, hvor har skriver til de syv menigheder, ser der ikke ud til at være ret mange gode nyheder for disse mennesker. Faktisk ser det hovedsageligt ud til at være dårlige nyheder: "Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men fordi du er lunken, vil jeg udspy dig af min mund." (Åb. 3, 15–16).

Kristus taler specifikt om menigheden i Laodikea. Denne menighed var blevet meget selvtilfreds i deres tro. Disse vers i Åbenbaringen er blevet så velkendte, at ordet 'laodikeisk' faktisk står i ordbogen. Det betyder middelmådig, halvhjertet, ikke helt med i det man gør.

Dette vers kommer sandelig med en klar advarsel til alle generationer i menigheden. De, som beskrives som lunkne her, er mennesker, som påstår at have Guds natur, uden at leve et liv som viser denne natur.

Lunkne mennesker påstår at være i Guds inderkreds, men de gider ikke adlyde hans befalinger. Når Jesus siger, "Jeg kender dine gerninger" (Åb. 3, 15), taler han om den måde de lever på. Den lunkne kan citere Bibelen, men opfører sig som verdens børn gør. De ønsker fordelene ved at blive identificeret med Jesus, men vil ikke underlægge sig hans krav på dem.

Sådanne mennesker er overhovedet ikke 'kolde'. Koldhjertede mennesker lever et verdsligt liv uden at undskylde sig. De fester og svirer, og det overrasker ikke nogen, fordi de ikke har noget forhold til Gud. 'Kolde' mennesker er hvad de giver sig ud for at være — de forsøger ikke at være noget de ikke er.

Men lunkne mennesker forstiller sig og det er sådan de skader evangeliet. De påstår, at de er Guds folk, men de ledes af deres verdslige appetit. De bliver et ødelæggende vidnesbyrd — hvilket er værre end den kolde person, som indrømmer "Jeg er ligeglad med Gud."

Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke, at der ikke er nogen tilgivelse for den lunknes synder. Jesus har ikke kun stillet sin renselse til rådighed for de varme, men også for de lunkne og de kolde. Han er til rådighed for at vaske synden af os alle sammen. Gud vrede mod synd blev fuldstændig sonet på Korset og satte os fri for al skyld.

Vi er ikke kun tilgivet. Jesus tillægger os også sin retfærdighed. Han giver os sin Ånd, og giver os retfærdig magt over synd. Men lunkne troende tillader ikke Guds retfærdighed nogen effekt på dem — og det er deres tragedie.

Ser du, den lunkne har oplevet den rensende, altfortærende ild i Guds nærvær. De har hørt, at Kristus slukkede vreden gennem sit udgydte blod. Alligevel accepterer de disse glorværdige sandheder med et gab. Kristus ser på dem og siger, "Jeres lunkenhed er længere fra mit hjerte end nogen kulde."

Gennem mine år som pastor, har jeg observeret flere tegn hos kristne, som er blevet lunkne. Alle disse tegn ser måske alt for kendte ud for dig, men læs dem i lyset af Jesu ord om "at kende vores gerninger" og se om det passer på dig:

Manglende bønneliv. Der er en joke mellem pastorer, der går på, at den nemmeste måde at få en kristen til at føle sig skyldig på, er ved at spørge til hans bønneliv. Men virkeligheden er, at er halvhjertet bønneliv afslører noget om alle troende.

Denne persons gerninger — eller mangel på samme — viser hans hjertes tilstand. Bøn er en guddommelig gerning, som udspringer af et Åndsfyldt hjerte. Og det er noget af det første som forsvinder når hjertet er lunkent.

At være uberørt af Guds Ord. Meningen med at læse Guds Ord er, at det skal røre og vække os. Men nogle gange, når vi læser Skriften, er det som om vi læser en hvilken som helst anden bog. Enten interesserer det eller så gør det ikke, og hvis vi keder os, så lægger vi det til side.

Et møde med det levende Guds Ord er ikke en virkelighedsflugt som anden almindelig læsning. Det er det modsatte: Det leder til forvandling. Det hjerte, som åbner sig for kraften i Guds Ord, bliver forvandlet. Men det lunkne hjerte bliver ikke forvandlet, fordi det ikke tillader sig selv at blive undersøgt.

Ulydighed mod Gud Ord. Hvor tragisk når et lunkent hjerte endelig får et glimt at hellig sandhed. Helligånden bryder igennem og overbeviser den troende, som indser, "Ikke mere lunkenhed hos mig. Jeg giver mig selv tilbage til Herren."

Den lunkne troende har en anden reaktion. Han er som manden, der er beskrevet i Jakobs brev. Han ser sig selv i spejlet og ser sin tilstand — men når han går væk, glemmer han hurtigt hvad han havde set. Han overser bekvemt det, at være kaldet til Kristus, er en altfortærende passion.

Lidt opmærksomhed på de fortabte. Når en lunken troende får vist rapporter om de fortabte og desperate — uanset om de er i hans egen baggård eller udenlands — så er han uberørt. Selv når han tænker på sine ufrelste familiemedlemmer, er han ikke interesseret.

Er der et råb i din sjæl for dem du kender, der vandrer i mørket? Bryder Kristi lys igennem i dine bønnestunder for at vise dig deres sande tilstand? Når du ser det presserende behov hos de nødlidende i andre lande, vågner der så en åndelig virketrang i dig? Har du ilden, der ønsker at se de fortabte, de blinde, de nedtrykte komme til Jesu kærlighed?

Sjældent samfund med andre troende. Den lunkne troende kommer ikke i menigheden for at blive forvandlet, men fordi det passer ham at komme. Samfund med andre troende for Guds ære betyder ikke noget særligt for ham. Han vælger at komme når han har lyst, og kun med egen bekvemmelighed på sinde.

Men David forstod vigtigheden af at være i Guds hus sammen med sit folk. Han erklærede, at en eneste dag i Guds nærhed var bedre end tusind dage andre steder. David sagde oven i købet, at han ville være glad ved bare at tjene som dørvagt — bare for at være der. Det burde betyde noget for os. Det blev sagt af en mand med autoritet over titusinder!

Er ligeglad med apatien i menigheden. En lunken kristen er ligeglad med om hans brødre og søstre også er lunkne. Han er tilfreds med at synge lovsange med dem og høre prædikener, uden dog at lade noget trænge ind. Hvis han fik sin vilje, skulle intet i menigheden forandre sig. Det betyder ikke noget for ham, om menigheden bliver et levende legeme, som tjener samfundet.

Når du læser disse kendetegn på lunkenhed, vækker det så noget i dig? Bliver du berørt af noget, som måske beskriver din tilstand? Vi har alle behov for at Gud bevæger os i retning af hans anliggender. Han er rede og venter på at genoprette vores gudfrygtige passion.

Min kone og jeg har en leg, som vi leger af og til. Det er sådan her: Forestil dig, at du skal være vært for fem mennesker til middag. Det kan være hvem som helst fra fortiden eller fremtiden. Du skal vælge ud fra, at disse mennesker kunne have en indflydelse på dit liv som ingen andre. Du vil komme til at kende deres hjerter og de vil tale til dit. Hvis det kunne ske, hvem ville du så vælge?

Gennem årene har vores liste inkluderet mange utrolige åndelige folk (selv om min også har inkluderet et par sportsfolk eller to!) Ville det ikke være stort? At drikke fra dybe brønde hos dem, som kunne hjælpe dig med at blive formet til at ligne Kristus?

Du har lavet din liste, og sendt invitationerne ud, og alle dine gæster har sagt ja tak til at komme. Så nu begynder du at planlægge den perfekte middag og den perfekte stemning at servere den i. Du er spændt for det er gået op for dig, at du skal have en af de vigtigste stunder i dit liv.

Men som denne specielle aften nærmer sig, er der noget som gør modstand i dig. Andre ønsker kommer frem i dit hoved: "Jeg ville gerne læse denne spændende bog, som jeg er i gang med, færdig. Jeg skal bare lige se, hvad det sker." Til sidst bliver din trang til distraktion så stærk, at du beslutter at lade være med at komme til middagen. Senere, mens din ægtefælle underholder dine gæster, sidder du og driver den af i et andet rum, væk fra det som kunne have forandret dit liv.

Det er præcis hvad det lunkne hjerte gør. Det dræber ægte passion! Det overtager enhver varm tjenesteiver for det, som hører Gud til.

Det var præcis det, som Jesus advarede menigheden i Laodikea om. Han budskab er ikke fordømmende, men er af håb, kærlighed, nåde og kraft. Han siger, "Der er gode nyheder for dig. Ja, din tilstand er blevet modbydelig for mig — men jeg kalder dig ud af din lunkenhed lige nu. Og jeg vil give dig kraften til at det kan ske."

Det er sandt — Kristus afskriver ikke de lunkne. Han advarer dem for at bringe dem tilbage til sig selv — til at forny deres forhold til ham.

Den første del af Kristi gode nyheder til menigheden i Laodikea har samlet i denne sætning: "Var du kold eller varm!" (Åb. 3, 15). Nogle oversættelser siger, "Jeg ville hellere, at du var…"

Du siger måske, "Det lyder mere som et forslag." Intet kunne være længere fra sandheden. Jesus er universets Herre — og han udtrykker sit ønske. Når han siger, "Jeg ville hellere du var…" Vi kan være sikre på, at han vil kalde på alle tilgængelige ressourcer på vores vegne. Og hvis vi ønsker, at vores lunkne hjerte skal være brændende for ham igen, vil han sætte alt ind på at det sker. Og Jesu planer fejler aldrig.

"Men fordi du er lunken — hverken kold eller varm — så vil jeg udspy dig af min mund." (Åb. 3, 16). Jesus har en afsmag for vores lunkenhed. Det er som eddike i hans mund, som bitter galde, der er så ækel at bræk–refleksen aktiveres. Hvis vi fremturer i vores lunkenhed, vil denne sure smag få ham til at spytte os ud.

Men det er ikke det sidste ord i denne passage. Næstefter læser vi, "Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!" (3, 19). Det er Kristi kærlighed, som får ham til at tale på den måde. Her er et nådens evangelium, som rækker ud til selv de lunkne blandt os.

Jesus fortæller os ganske enkelt, at selvom vi er blevet lunkne, er han kærlighed stadig aktiv. Han tugter os til omvendelse. Hans mål er, at disciplinere os til genoprettelse. Jesu kærlighed kan vække selv den mest middelmådige overgivelse. Og han tilbyder os dette: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig." (3, 20).

Kirkefædrene kalder dette aspekt af Guds natur for "langmodighed." Og årsagen til hans langmodighed er kærlighed. Men Jesus har mere at sige til de lunkne. Han tilbyder en belønning til alle, som reagerer på hans advarsel: "Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone." (3, 21).

Hør hvad din Frelser siger til dig: Han ønsker din fulde hengivelse. Han ønsker, at Højsangen skal blive beskrivelsen af dit forhold til ham. Han ønsker, at du skal længes efter ham, når han synes langt borte og juble når han er dig nær. Han ønsker så meget, at fylde dig med sin kærlighed, at du kommer i aktion — og gladelig gøre hans gerninger af hele dit hjerte.

Sådan har Guds hjerte været siden det Gamle Testamente. Han erklærede dengang, "Det er ikke mit ønske, at nogen skal fortabes." Og nu i Åbenbaringen minder han os om, "Jeg har plan om at få alle væk fra deres lunkenhed."

Kan der være bedre nyheder for den lunkne troende? Dem, som vi andre så hurtigt dømmer som halvhjertede? Jesus holder ikke op med at afsløre deres synd — han giver dem et middel.

"Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se." (Åb. 3, 17–18).

Bemærk Jesu rådgivning til os her. Han siger, han har "guld som er lutret i ild" — og vi skal købe det af ham. Han siger til os, "Jeg ved, du ikke har kraften til at genopbygge Guds brændende flamme i dit hjerte. Det er min opgave, at gøre det i dig. Du skal lade mig gøre mit værk i dit hjerte."

Men der er også en alvorlig seriøsitet i Jesu advarsel her. Kort sagt, tag ikke Guds tilbud for givet. Gransk dit hjerte — vent ikke på at din pastor eller dine venner henvender sig. For andre kan en lunken kristen se ud som om han er brændende, fordi han tilbeder og viser en ydre hengivelse for Jesus. Hans ulydighed ses ikke af andre end Herren.

Er du blevet lunken? Mangler du ønsket om at din gudfrygtige passion bliver genoprettet? Jeg har to ord til dig: Bank på. Bliv ved med at banke. Dit hjerte er dyrebart for ham — det har han sagt — og han har lovet at bringe dig tilbage til ham selv. Han har erklæret sin kærlighed til dig, selv i din lunkne tilstand. Og hans advarsel til dig er det tydeligste tegn på hans kærlighed.

Lad dette budskab vække dig. Lad det åbne dine ører for hans invitation: "Kom gennem den dør jeg har åbnet for dig. Jeg har alt hvad du behøver. Og jeg ønsker, at du skal sidde ved siden af mig og nyde min herlighed."

Lad denne herlige sandhed vække din ånd — oplive dit hjerte — og få dig til at være passioneret for hans gode gerninger igen. Amen!

Fri for frygt

jane_hoffmann — Thu, 04 Aug 2011 15:40:23 -0500

Som nationernes økonomi rystes og smuldrer, stiger frygten i hele verden. Vi ser Jesu ord gå i opfyldelse: "Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes." (Luk. 21, 26).

Kristus har givet os en advarsel her: "Uden håb i mig, vil mange dø af frygt over de ting, som de ser komme."

Men for Jesu efterfølgere — de, som stoler på Guds løfter om at bevare sin menighed — er der en herlig frihed for al frygt. Faktisk vil alle, som kommer under Kristi herredømme, aldrig have grund til at frygte igen, hvis de griber følgende sandhed:

Sand frihed fra frygt kommer af total overgivelse af dit liv i Herrens hænder.

At overgive os selv til Guds omsorg er en troshandling. Det betyder, at lægge os selv fuldstændig ind under hans magt, visdom og nåde, at blive ledt og bevaret i henhold til hans vilje alene. Hvis vi gør det, lover universets Gud, at være fuldstændig ansvarlig for os — at give os føde, tøj, husly og vogte vores hjerter fra alt ondt.

Jesus gav det ultimative eksempel på denne slags hellige overgivelse, da han lod sig korsfæste. Lige før han opgav sin ånd, råbte han højt, "Far, i dine hænder overgiver jeg min ånd." (Luk. 23, 46). Kristus overgav livet og sin evige fremtid til sin Fars varetægt. Ved at gøre det, gav han også sjælene fra alle sine får i Herrens hænder.

Du undrer dig måske, "Havde Jesus ikke selv magten både til at opgive sit liv og oprejse det igen? (Se Johs. 10, 18) Hvorfor skulle han overgive sit liv i Guds hænder for at bevare det? Svaret er klart: Det var for at give et eksempel til efterfølgelse af os alle.

Hvis vi lægger vores liv i hænderne på nogen, så skal vi vide, om den person har magten til at sikre os mod al fare, trusler og vold. Ellers er vores tillid nyttesløs. Gud har ganske enkelt visdommen og magten til at vejlede os — og utallige andre — gennem forskellige kriser og vanskeligheder. Og han gør det i kærlighed.

Hvis du overhovedet kender Herren, så ved du, at det er hans karakter. Han er almægtig, uendeligt vis og en ven som er tættere på dig end en bror. Faktisk er hans væsen kærlighed. Paulus siger, "Jeg ved, hvem jeg tror på, og jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig, til den dag kommer." (2. Tim. 1, 12).

Paulus fortæller os, "Jeg har lagt mit liv i Herrens hænder. Og jeg er overbevist om, at han ikke vil svigte min tillid. Han vil trofast holde sit ord om at bevare mig, fordi han er i stand til det og villig til det. Det er min erfaring med ham igen og igen."

I dag, som uvejrsskyerne samler sig over nationerne, har vi et valg. Vi kan enten give vore liv i Herrens hænder, eller vi kan selv tage ansvaret for vores egen sikkerhed og bevarelse — og den opgave er umulig, når Gud ryster alt hvad der kan rystes!

Egentlig er det lige meget hvilken tid vi lever i. Vores fred og tilfredshed vil altid være afhængig af vores overgivelse til Guds hænder. "Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker." (Salme 37, 4).

Hvis du har givet dig helt giver over i Guds hænder, så er du i stand til at udholde alle slags vanskeligheder. Og du ved, at uanset hvilken ulykke der kommer over dig, kan det ikke blive fatalt, fordi du er ler i Faderens hænder. Når først du har givet dit liv i den Almægtige Guds hænder, ønsker han, at du skal blive i stand til at klare dine daglige opgaver uden frygt og uro. Og din overgivelse til ham vil i særdeleshed have en meget praktisk effekt i dit liv.

Ser du, jo mere overgivet du er til Guds bevarende kraft, des mere indifferent vil du blive i forhold til tilstandene omkring dig. Du behøver ikke konstant at regne det næste skridt ud. Du vil ikke blive bange over frygtelige nyheder, som svirrer omkring dig. Du vil ikke blive overvældet, når du tænker på fremtiden — fordi du har lagt dit liv, familie og fremtid i din Herres sikre og kærlige hænder.

Hvor bekymrede tror du, at rigtige får er, når de følger deres hyrde på åbne vange? De er overhovedet ikke bekymrede, fordi de fuldstændig har overgivet sig til hyrdens ledelse. På samme måde er vi Kristi får. Han er vores mægtige hyrde. Hvorfor skulle vi nogensinde være urolige over vores liv og vores fremtid? Han ved lige præcist hvordan han skal beskytte og bevare sin flok, fordi han leder os i kærlighed.

I Bibelen ser vi, at når nogen nærmede sig selvovergivelsens vandring, gjorde han det kun efter grundig overvejelse. Det er nemt for kristne at sige, "Må Herrens vilje ske," sådan helt generelt. Men det er noget andet, at overgive sig selv fuldstændig i Guds hænder, uanset omstændighederne.

I mit eget liv har jeg lært, at stole på Gud i forhold til et problem ad gangen. Når alt kommer til alt, hvordan kan jeg sige, at jeg stoler på Herren i alt, hvis jeg ikke kan stole på ham i bare én ting? Bare at sige, "Jeg stoler fuldstændig på Herren," er ikke tilstrækkelig. Jeg må bevise det igen og igen i mit liv, på mange områder.

Vores overgivelse til ham kan heller ikke blive fremtvunget. Det må være en fri og villig overgivelse. Der er adskillige bibelske eksempler på mennesker, som har fejlet i dette. Tænk på Egyptens Farao: Først da han ikke længere kunne modstå Guds plager, overgav han sig og lod Israel tage på deres ørkenvandring.

Mange kristne i dag siger, "Jeg overgiver mig, jeg forpligter mig" — men først når de ser, at der ikke er andre udveje af deres situation. Sand overgivelse — den slags som behager Gud — sker frivilligt, før vi kommer til grænsen for hvad vi selv magter. Vi skal handle i pagt med Herren, som Abraham gjorde — give vores liv til Gud som en blankocheck, som Herren udfylder.

Sådan en overgivelse er af natur et dagligt og fortsat arbejde. Det kan ikke kun ske en gang. Vores stolte kød vil altid ønske, at have kontrollen over vores liv. Det vil hele tiden forsøge, at overbevise os om, at vi kan klare os selv med vore egne evner. Og så, i samme øjeblik vi overgiver os selv fuldstændigt til Herren, så udviser vores kød sin stædige vilje — og vi vil hurtigt finde ud af, hvor beslutsomme vore hjerter er på at gå sine egne veje.

Det er en umulig opgave, som kun kan gøres I tro. Men når vi først har gjort denne hellige overgivelse til Herren, vil vores tillid til ham, bære os gennem hver en trængsel, modløshed og umulighed.

Og vi har et desperat behov for, at han skal bære os. Ser du, når vi vælger at tage beslutningen om, at overgive os til Jesus, så udløser vi en storalarm i helvede. Når først en overgivet kristen overgiver al kontrol og giver alt over i Jesu hænder, så rejser Satan sig for at modsætte sig ham med voldsom vildskab.

Tænk på hvad der skete med Paulus. Så længe han var farisæer, og ikke var i Herrens vilje, så mærkede han ingen modstand fra fjenden. Men da han fuldstændig overgav sit liv i Herrens varetægt, blev han kastet rundt og var under konstant angreb.

Min ven, det samme vil ske med dig, når over overgiver alt til Jesus. Du vil opleve voldsom modstand fra alle mørkets kræfter. Satan vil rejse bjerge af frygtelige omstændigheder for dig, i forsøget på at få dig til at blive vantro. Han vil oversvømme dig med tvivl og frygt, som du aldrig har følt før. Hans strategi er, at du skal tænke, "Hvor slemt kan det blive," mere end at du ser på Guds løfter om at får dig gennem enhver krise.

Jeg har følt den kamp mange gange i mine år i tjenesten. Når de vanskelige tider kommer, hober tvivl og anklager sig op: "Hvad vil du stille op nu? Hvordan vil du blive bevaret gennem denne krise? Hvad er din overlevelsesplan?"

Satan vil gøre alt for at få dit fokus væk fra Jesus. Men Guds Ord advarer os på forhånd om, at alle som beslutter sig for, at følge ham, vil opleve den slags fristelse.

Profeten advarer os om, at når vi ser Gud ryste nationerne, vil vores naturlige menneske frygte meget. Ezekiel spurgte, "Kan dit hjerte holde stand, og er dine hænder stærke nok, den dag jeg gengælder dig? Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det." (Ezekiel 22, 14).

Da Gud advarede Noa om sin kommende dom, hoppede Noas hjerte af skræk (Hebr. 11, 7 — engelsk oversættelse). Selv den modige David sagde, "Mit krop rystede af skræk for dig; og jeg er bange for din dom" (Salme 119, 120). Da profeten Habakkuk så de frygtelige dage, som ville komme, råbte han, " Da jeg hørte det, skælvede mit indre, ved lyden klaprede mine tænder; der gik edder i mine knogler, mine fødder vaklede under mig. Jeg venter på, at trængslens dag skal ramme det folk, der vil overfalde os." (Habakkuk 3, 16).

Lad mig påpege noget vigtigt ved disse vers. Frygten, som kom over disse gudfrygtige mænd, var ikke kødelig frygt, men en ærbødig ærefrygt for Herren. Disse hellige mænd var ikke bange for deres sjæles fjende, men de frygtede Guds retfærdige domme. De forstod den mægtige kraft bag de kommende katastrofer. Deres frygt var ikke på grund af den kommende storm, men for Guds hellighed, overfor hvilken ingen kan bestå.

Det samme gælder for enhver Kristen som lever i dag. VI vil opleve en overvældende frygt i den katastrofens tid, som er på vej. Men vores frygt må komme af en hellig ærbødighed for Herren, aldrig af en kødelig frygt for vores skæbne. Gud afskyr af syndig frygt i os — frygten for at miste materielle ting, miste rigdom, for at vores levestandard bliver ringer. Det er de ugudeliges råb, som ikke har noget håb. Men det bør ikke være de helliges råb.

Din kærlige himmelske Far vil ikke tåle den slags vantro i dig. Esajas advarede, "Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig…Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens rasen? Når han vil til at ødelægge, hvad bliver der da af undertrykkerens rasen?" (Esajas 52, 12–13). "I skal hellige Hærskarers Herre, han skal være jeres frygt og rædsel." (8, 13).

Det er den slags frygt, som ikke fører til døden, men til livet.

Det er sandt, at Guds profeter er kommet med mange advarsler i alle generationer. Men historien beviser, at Gud altid har sendt sin dom i rette tid. John Owen, den store puritanske prædikant, kom med følgende budskab til sin forsamling den 9. april 1680:

"I ved, at jeg uden at tage fejl, i mange år kontinuerligt har advaret jer, om en kommende katastrofal tid. Og tænk på de synder, som har været årsagen til det…jeg har fortalt jer, at dommen først vil komme i Guds hus; at Gud synes, at have forhærdet vore hjerter for hans frygt…at ingen ved hvad styrken i hans vrede vil blive. Jeg har forudsagt jer om vanskelige, urolige og katastrofale tider…de står nu alle lige for døren, og er på vej ind over os.

Spottere, som læser Owens ord i dag, siger måske, "Her er en dommedagsprædikant, som forsøgte at skræmme sine samtidige for 300 år siden. Men verden er her endnu, på trods af alt han sagde. Alt er som det plejer."

Hvad disse spottere ikke har indset er, at Gud sendte sine forfærdelige domme over det samfund, Owen levede i. John Owen nåede at opleve, og græde over, et brændende holocaust, som opslugte London. Faktisk så han opfyldelsen af alle sine kraftfulde profetier: krige, ødelæggelse, en ødelagt økonomi, national depression, sygdomsudbrud, som ramte massevis af mennesker.

Men før han overhovedet så en eneste af disse katastrofer ske, råbte Owen trofast fra sin talerstol: "Jeg vil vise jer hvordan vi bør opføre os under de sørgelige katastrofer, som kommer over os, og som vi kommer til at stå i til halsen."

Min ven, vi lever i en tid ligesom Owens. I tider som disse, kan der kun være ét svar fra Guds folk: "Den retfærdige skal leve ved tro." Owen formanede sit folk med tårer, "Få jer en ark. Byg en ark til din og din families sikkerhed."

Han tilføjede, "Den ark er Jesus Kristus. Der er ingen anden mulighed, ingen anden ark — for profeten Esajas sagde om vores Herre, 'En mand (Kristus) skal blive som et skjul for vinden og uvejret, som floder af vand i ørkenen, som skyggen fra en stor klippe i et træt land.' Det er vores ark — velsignet er de, som alene stoler på ham…Jeg kender ingen anden sikkerhed, ingen anden udfrielse af de prøvelser og vanskeligheder, som kommer over jorden, foruden den at tro på Kristus som vores eneste tilflugt."

Vi ser måske farer overalt, inklusive en djævel og alle hans fyrster, som ønsker at undertrykke vores tro med tvivl. Men vi har også en gloende hær af engle, som omkranser os. Og vi har en Gud, som har lavet en pagt om, at bære os gennem enhver katastrofe, vi står overfor.

Jeg spørger dig: Ønsker du at stå overfor det kommende uvejr med stille tillid og fred i sindet? Så dø i dag for alle dine egne veje og muligheder for at beskytte dig selv. Overgiv fuldstændig bevarelsen af dit liv til Guds varetægt. Han er din gode, kærlige hyrde — og han er trofast til at hjælpe dig igennem alt. Amen!

Hjælpere i bøn

jane_hoffmann — Tue, 02 Aug 2011 19:15:56 -0500

Ofte er bøn et af de mest selvviske områder i de kristnes liv. Mange af os må indrømme, at vores bønner er fokuseret på vore egne behov.

En gang imellem ser vi måske ud over vores egne bekymringer og beder for andre. Men som oftest, når vi siger til nogen, "Jeg vil bede for dig," så gør vi det ikke. Eller vi beder en enkelt gang og glemmer snart alt om den persons behov.

Ifølge Skriften er vores eget dejlige samvær med Herren ikke nok. Jo, bøn er hemmeligheden bag åndelig vækst. Men hvis vi kun kommer til tronen med vores egne behov til egen opbyggelse, så er vi selvviske. Bibelen viser os, at vi ikke kan undlade at bede seriøst for de alvorlige behov der er omkring os.

Vores tjeneste hørte for nylig fra en dyrebar ældre mand i San Diego. Denne kære mand fortalte, at Gud havde tilskyndet ham til at bede for mig dagligt, og han spurgte om han måtte sætte mig på sin bønneliste. Tilsyneladende bestod denne mands forbønsliste af en lang række enker, fattige, pastorer og ufrelste mennesker. Han har bedt for dem i årevis nu.

Manden er en pensioneret postmand og han lever et meget enkelt liv. Han bruger sin tid på at gøre godt for andre og på at have samfund med Herren. Han kører rundt i byen og samler møbler og andet op til genbrug, reparerer det og giver det til enkerne og de fattige. Han løber også ærinder for dem, som ikke selv kan, og ordner deres afløb og hjælper dem med andre opgaver.

Og hele tiden, mens denne mand arbejder, beder han uden ophør, trofast for alle på sin liste. Faktisk sletter han kun deres navne når de dør.

Jeg har selv været en bønnens mand lige siden jeg som otteårig blev kaldet til at prædike. Men denne gudfrygtige mand gør mig til skamme. Jeg har ingen liste over trængende, som jeg dagligt beder for — men denne Guds tjener bliver bare ved med at bede.

Jeg tror, han er ligesom den fattige enke; hun gav en ubetydelig offergave, men den var mange gange mere værd end andres offergaver, for hun gav alt hvad hun havde. Faktisk, når jeg tænker på alt den evangelisering, som har ført sjæle ind i Guds rige, så bliver jeg mindet om, at det skete ved en ubegribelig hjælp i bøn fra folk som denne mand.

Dette budskab handler om hvordan man udvikler dette velsignede bønneliv, så man virkelig kan blive en hjælper i bøn.

"Om den trængsel, som ramte os i provinsen Asien, vil vi have, at I skal vide dette, brødre: Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet." (2. Kor. 1, 8). Det græske ord for 'tung' som er brugt her, 'betyder overbebyrdet, helt knust.' Paulus sagde, "Min trængsel var så alvorlig, at den var mere end jeg kunne udholde. Det var som om det var enden for mig."

Han blev styrket da Titus kom og bragte ham gode nyheder om sine 'elskede børn' i Korinth. Paulus skriver, " Men Gud, der trøster de fortrykte, trøstede os, ved at Titus kom, og ikke alene ved at han kom, men også ved den trøst, han havde fundet hos jer; han fortalte os om jeres længsel, om jeres fortvivlelse, om jeres iver for mig, så at jeg blev endnu mere glad." (7, 6–7).

Paulus' trængsel havde bragt ham derud hvor han ikke længere kunne holde det ud. Han vidste, at han ikke havde styrke tilbage til at bekæmpe mørkets magter. Så han dødsdømte sit eget kød. Men Gud greb vidunderligt ind og udfriede ham: "Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os…" (2. Kor. 1, 10).

Paulus sagde, at der var en anden vigtig faktor for hans udfrielse: den kraftfulde forbøn fra hjælpere. "Når også I hjælper til med forbøn for os." (1, 11). Paulus fortalte sine læsere, "Ja, jeg har tillid til at Gud vil udfri mig. Det er fordi I hjælper til at det skal ske ved jeres forbøn."

Ser du, Paulus erkendte sit desperate behov for hjælpere i bøn. Han vidste fuldt ud, at Gud ville være hans beskyttende værn, som udfriende ham fra alle fjender.

Men Paulus vidste også, at Skriften siger, at bøn og udfrielse er to uadskillelige størrelser. Gud fortæller os, "Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig." (Salme 50, 15). "Når han råber til mig, vil jeg svare ham. Jeg er med ham i trængslen, jeg befrier ham og giver ham ære." (91, 15).

Paulus vidste, at det var gennem bønner — hans egne og dem fra hjælpere i bøn — at han blev friet ud af 'løvens gab.'

Som overgivne Herrens tjenere er vi konstant under fjendens angreb. Vores passion for Jesus gør Satan rasende og får ham til at sætte alle mulige slags fælder og snarer for os.

En af disse farer, som der bliver taget meget let på i menigheden, er kristne ægtepars separation og skilsmisse. Jeg er chokeret over det antal breve vores tjeneste modtager, som handler om vaklende ægteskaber. Der er mange grunde til uro i de kristne hjem: uoverensstemmelser, manglende kommunikation, manglende ømhed, utroskab. Men sandheden er, at det handler om meget mere end disse ting. Bag det hele er der et angreb fra helvede mod Guds folk.

Brudte hjem blandt ikke–kristne er ikke et mysterium. Men blandt de retfærdige har al den uro en årsag. Tænk over det: Hvordan kan oprigtige kristne, som har tjent Gud med glæde i årevis, pludselig miste deres autoritet i hjemmet? De ved alt om Guds løfte om at være deres styrke, og ødelægge hver en satanisk magt, som kommer mod dem. Så hvorfor har djævelen så fremgang?

Hvis du er under sådan et angreb, bør du spørge som disciplene: "Mester, hvorfor kunne vi ikke uddrive disse dæmoner?" Jesus svarede, at nogle dæmoniske lænker ikke kastes ud ved håndspålæggelse eller en enkelt bøn. De bliver kun kastet ud ved vedholdende bøn og faste.

Men nogle gange er kirken helt stivnet i forhold til bønnens kraft. Når mange kristne har problemer, er deres sidste udvej at vende sig til Jesus. I stedet opsøger de psykologer, rådgivere, bøger og venner — alle andre end Herren.

Hvis du siger, at dit ægteskab er nødlidende og du ønsker det skal heles, så spørger jeg dig: Hvor meget tid bruger du i dit lønkammer med at storme himlen for dit ægteskab? Hvor mange måltider er du sprunget over, fordi du faster for helbredelse at dit ægteskab med din ægtefælle? Hvor ofte har du råbt, "Far, du må gribe ind på mine vegne. Gør hvad der skal til for at hele os!"

Nogle bibellærere påstår at det er vantro at bede Gud om det samme igen og igen. Det er kætteri! Gud befaler os at spørger, søge, faste og råbe i indtrængende bøn. Helt fra begyndelsen har sande tjenere gjort Guds løfter til bøn:

Jesus vidste, at hans Far havde lovet ham alt før verden blev grundlagt. Alligevel tilbragte Kristus timer i bøn for at Guds vilje skulle ske på jorden. Han fortalte endda en lignelse om udholdenhed i bøn, om den 'påtrængende enke', som blev ved med at kræve retfærdighed fra en dommer indtil hun fik det.
Gud gav Ezekiel vidunderlige profetier om Israels genoprettelse, lovede at nationens ruiner ville blive som Edens Have. Men Herren sagde, at hans ord ikke ville gå i opfyldelse uden bøn: "Dette siger Gud Herren: Endnu ét vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn" (Ezekiel 36, 37). Med andre ord, "Jeg har givet dig et løfte, men jeg ønsker du skal bede for at få det til at ske. Søg mig af hele dit hjerte indtil du ser mit løfte opfyldt. Jeg vil udfri, men du må spørge først."
Gud lovede Daniel, efter 70 år ville Israel blive genoprettet. Da Daniel så det udpegede år nærmede sig, kunne han have ventet i tro på at Gud skulle opflyde sit løfte. I stedet faldt Daniel på sit ansigt og bad i to uger indtil han så Herren få det hele til at ske.

I det Gamle Testamente bar Israels præst navnene på alle Israels stammer på sin brystplade. Dette symboliserede at folkets behov konstant lå på præstens hjerte i bøn.

Hvilket vidunderligt billede! Det et billede på at Kristus bærer os i sit hjerte og præsenterer vores behov for Faderen. Men det er også et billede på enhver kristen, et kongeligt præsteskab, som bærer andres behov i deres hjerter.

Paulus var så bevidst om sit behov for de helliges forbøn, at han bad om 'hjælpere i bøn' alle steder. Han bad romerne, "Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, til at kæmpe sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud." "Rom. 15, 30). Ligeså bad han tessalonikerne, "Brødre, bed for os." (1. Tess. 5, 25). Det græske ord for at 'stride for', betyder at 'kæmpe med mig som en partner i bøn; kæmpe for mig i bøn." Paulus bad ikke om en kort bemærkning ved tronen. Han bad, "Kæmp for mig i bøn. Udkæmp åndelige kampe for mig og for evangeliet."

Da Paulus var i fængsel, rede til at opgive livet, bad han filipperne om deres forbøn: "For jeg ved, at dette ved jeres forbøn og med Jesu Kristi ånds hjælp skal ende med min frelse." (Fil. 1, 19). Paulus vidste, at han var en mærket mand, at Satans horder var ude på at ødelægge ham. Sådan er det for alle evangeliets sande tjenere. Alle pastorer, prædikanter og evangelister har behov for hjælpere i bøn, som vil gå i forbøn for dem uden ophør.

Jeg kan forsikre dig, jeg kunne ikke have skrevet dette, hvis det ikke var for mine hjælpere i bøn, som stod sammen med mig gennem årene. Jeg blev mindet om dette, da jeg var i Europa for at lede konferencer for pastorer med natlige kampagner. Hele tiden gjorde Guds Ånd mig opmærksom på, at jeg blev båret af mange menneskers bønner.

I Nice i Frankrig er amerikanske evangelister ikke vellidte. Alle var bekymrede for den aftens kampagne, og spekulerede på om den kunne gennemføres. Frankrig er fyldt med skepsis, ateisme, agnostisisme, vantro. Den slags møder vi havde planlagt at holde, var aldrig forsøgt gennemført før.

Da tiden kom og tusinder samledes. Men da begyndte jeg at føle mig hjælpeløs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle prædike om. Intet budskab jeg kom med, synes at passe ind. Min tolk og jeg havde gennemgået nogle noter på forhånd, men jeg var ikke sikker på, at de var de rette til det møde. Jeg advarede ham, "Jeg er ikke sikker på hvad jeg vil sige."

Da jeg trådte op på podiet, skete der imidlertid det, at Ånden faldt med stor kraft over mig. Jeg fornemmede bønnerne fra tusinder af hellige som støttede mig. Og da jeg begyndte at tale, fyldte Helligånden min mund. Jeg prædikede i 40 minutter, og hele tiden ville man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Da jeg var færdig sagde jeg bare, "Hvis du behøver Jesus, så kom frem." Hundredvis kom på benene som svar.

Det samme skete i alle de andre lande vi kom til på den rejse: Kroatien, Rumænien og Polen. Jeg bad på forhånd, "Herre, hvad skal jeg sige?" Hver gang hviskede Ånden til mig, "Folk beder." Jeg er overbevist om bønnens kraft var drivkraften bag de manges frelse, vi blev vidne til på den rejse.

For nylig skrev jeg om en pastors hustru, som lagde en sørgelig besked på vores tjenestes telefonsvarer. Hun sagde med sløret stemme, "Bror David, tusinder af prædikanters koner er i hemmelighed derude for at drikke deres sorger bort. Det gør jeg også. Jeg drikker for at dulme smerten." Andre pastorers koner skriver og fortæller om deres mislykkede ægteskaber eller om deres mænds afhængighed af porno på Internettet.

Jeg føler et kald fra Gud til at hjælpe disse mennesker i bøn. Jeg beder for tjenere og deres familie, fordi jeg ved, at de behøver det mere end nogen andre. Jeg afskriver ikke nogens anmodning mere. Jeg har lært på første hånd, at hjælpende bøn virker! Skriften siger, at da Peter var kastet i fængsel, "Blev der i menigheden utrætteligt bedt til Gud for ham." (Ap.Gern. 12, 5). Gud befriede Peter med et mirakel gennem forbøn.

Paulus bad ikke kun om hjælpere i bøn, men var selv en hjælper. Han vidste, at det var en del at sit kald som evangeliets tjener. Han skrev til filipperne, "Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over…Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden." (Fil. 1, 3–4, 7).

Ligeså skrev Paulus til romerne, "Gud…er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner." (Rom. 1, 9). Ordet 'nævner' betyder, "Jeg fremsiger jeres navne og behov for Herren." Sagt på en anden måde, Paulus bad ikke andre om at påtage sig en opgave, som han ikke selv var villig til at påtage sig.

Er du opmærksom på en bror eller en søster hvis ægteskab er i opbrud? Hvis ja, hvad gør du så ved det? Siger du bare til andre, "Hvilken skam, at de er ved at gå fra hinanden"? Eller fremsiger du deres navne for Herren og strider for dem i bøn?

Som den dyrebare ældre mand i San Diego, er en sand hjælper i bøn, en som beder uden ophør for andres behov. Han beder ikke kun for dem en gang og stopper. Nej, han går i forbøn dag efter dag. Og, som Daniel, stopper han ikke før han har set, at Gud har mødt det behov.

Ønsker du en tjeneste som hjælper i bøn? Hvis du ikke kender nogen med et behov, så begynd med at bede for alle kristne ægteskaber og alle Guds hellige. Dine bønner behøver ikke være lange. Fremfør enkelt din anmodning og stol på at Gud hører dig.

Det blev illustreret for mig en gang da jeg lå syg i sengen. Et af mine børnebørn kom ind og erklærede, "Papa, Jeg vil bede for dig." Min lille hjælper lagde sine hænder på mit hoved og bad, "Jesus gør ham rask." Jeg smilede og takkede ham. Men han blev bare ved med at stå og kigge på mig. Til sidst sagde han, "Du er helbredt. Stå op!" Så stod jeg op — og jeg var helbredt. Hans bøn i tro fik mig på fødderne.

Mægtige udfrielser finder sted når Guds hellige flittigt søger ham med barnlig tro for deres 'brødres' og 'søstres' behov. Jeg slutter her med at minde om Paulus' bevægende vidnesbyrd:

"Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os, når også I hjælper til med forbøn for os, så at der lyder tak for os fra mange læber for den nådegave, vi fik gennem så mange." (2. Kor. 1, 9–11).

Den anden side af stenen

jane_hoffmann — Thu, 09 Jun 2011 15:35:09 -0500

”Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.” (Mat. 27, 59-60).

Jesus var lige blevet korsfæstet og var nu lagt i graven. Da den massive sten blev rullet hen foran indgangen til graven, havde alle en følelse af at nu var det hele forbi.

Skriften siger, at en gruppe kvinder, herunder Maria Magdalene, sad overfor graven. Disse kvinder må have været sønderknuste. Jeg kan næsten høre fortvivlelsen i deres stemmer: "Hvad sker der nu hvor Jesus er væk? Hvordan kan vi fortsætte?"

I dag kender vi slutningen på beretningen. Vi ved, at da Jesus på korset sagde, "Det er fuldbragt", så havde han besejret synd. Vi ved, at han ved sin genopstandelse havde overvundet døden. Og vi ved, at han gjorde det hele for os.

Men hvad hvis vi ikke kendte slutningen på beretningen, ligesom kvinderne ved graven? Hvad tænkte de elleve disciple, da de gemte sig bag lukkede døre på afstand? (se Johs. 20, 19)

Jeg tror ikke vi kan forestille os hvad Jesu død betød for hans trofaste efterfølgere. De troede, at deres Mester var verdens håb, Israels frelse og lyset til hedningene. Han var en stor helbreder. Han oprejste de døde og satte de fangne fri. Han prædikede gode nyheder til de fattige. Han var legemliggørelsen af det nye kongerige han prædikede om.

Når de tænkte tilbage på hans ord, "Det er fuldbragt," må de have troet, at han mente "Det er forbi. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men jeg kunne ikke få det til at ske. Dette en slutning på den historie."

Når kristne gennemlever livets prøvelser, så er det alt for ofte dette budskab de tror på. De ser intet håb udover deres svære situation. Alt hvad de kan se er en sten, som for altid er rullet på plads og som adskiller dem fra håb.

Men de ser tingene fra denne side af stenen. Ligesom kvinderne ved graven, eller de nedslåede disciple, er nederlag alt hvad de kan se. Deres håb er dødt - end of story.

Hvis bare de vidste hvad Gud arbejdede på for dem på den anden side af stenen.

Hvis man ikke ved hvad der sker på den anden side af stenen, kan vores liv blive fyldt med traumer og frygt.

På denne side af stenen bliver hjem sat på tvangsauktion. Der er økonomisk krise. Ægteskaber falder fra hinanden. Uden genopstandelsens håb - uden at kende Kristi sejr for os - kan vores trængsler se ud som om det er slutningen på vores historie.

Måske har livet bragt dig i en hård, umulig situation. Og når du læser dette, tænker du, "Arbejder Gud på min situation? Er Jesus virkelig sejrende - i mig? Kan han virkelig redde mig fra denne situation? Kan han helbrede mig? Jeg kan slet ikke se nogen vej fremad."

Ligesom disciplene er der nogle kristne som stiller disse spørgsmål bag "lukkede døre." De har følelsesmæssigt lukket Gud ude, og er ikke længere i stand til at udøse deres hjerter for ham. De ønsker virkelig at være givende, kærlige tjenere, men de føler at alt håb er ude.

Det er udsigten fra denne side af stenen.

Jeg tror der var en anden person tilstede, som ikke kunne se om på den anden side af stenen.

Hvor tror du Satan befandt sig i de tre dage hvor Jesus døde, blev begravet og genopstod? Husk på at djævelen ikke er allestedsnærværende. Det er kun Gud der kan være alle steder på én gang. Satans dæmoner er placeret over hele jorden, hvor de udspyr deres galde, men ikke fjenden selv. Han kan kun være ét sted ad gangen.

Så hvor befandt han sig under korsfæstelsen? Der findes ikke noget bibelsk svar på det, så vi kan kun forestille os det. Personligt tror jeg, at Satan var tilstede ved korset. Jeg forestiller mig, at han frydede sig over hver en detalje ved Jesu lidelse - over hvert piskeslag, hvert et knytnæveslag fra soldaterne, hvert slag fra hammeren som jog naglerne ind i hans hænder og fødder.

Dette skulle blive Jesu sidste timer - og jeg forestiller mig Satans skadefro nedtælling: "Det er slut – helt forbi med Jesus. Jeg har vundet over Guds Søn! Mørket vil nu regere over alt. Jesus, hvis du bare havde bøjet dig for mig, så kunne vi have regeret sammen over hver en magt i verden. Men sådan går det når du ikke vælger mig. Du taber - og jeg vinder!"

Så forestiller jeg mig Satan ved graven, hvor han ser soldaterne rulle stenen på plads og forsegle indgangen til graven. Da Stenen er på plads med en dump lyd, forestiller jeg mig, at djævelen springer rundt i triumf. Han kalder på sine med-dæmoner, "Så skal der festes. Vi har vundet! Vi skal bare have gang i verdens største party."

Idet jeg forestiller mig Satan udråber sin sejr, begynder der en kraftig rystelse.

Pludselig, da det så allermest trist ud, begyndte det at rumle. Jorden begyndte at skælve og ryste. Jeg forestiller mig Satan stoppe midt i en sætning for at se den kæmpestore urokkelige sten rulle frem og tilbage. Til sidst får en rystelse stenen til at rulle helt væk - og dæmonerne er skrækslagne. De ser et blændende lys skinne ud af graven. De kan se et lysende genopstået legeme stå i indgangen. Så høres en stemme i lyset: "Satan, du bed min hæl, men jeg er i gang med at knuse dit hoved."

Her er det ord, som vores Herre har givet os til vores plageånd: "Festen er forbi, djævel. Du er besejret. Lugten af død, som du bragte os, er nu væk. Jeg gør krav på denne sejr."

Mens du læser dette, tænker du måske, "Jeg har behov for at Jesus træder frem i min situation. Jeg har behov for at han knuser Satans hoved for mig. Hvis han ikke arbejder for mig på den anden side af stenen, er det slut."

Ser du, på denne side af stenen kan vi føle der ikke er noget håb. Ingen fremtid for os. Men tror du der sker noget på den anden side? Kan du høre en svag rumlen? Kan du fornemme en skælven under dine fødder?

Det er billedlig talt, selvfølgelig, men overser du tegnene på at Jesus arbejder for din sag? Der er måske kun en lille lysstråle der kommer frem bag den store sten. Men det er alt du behøver. På et tidspunkt - i hans herlige timing, vil Jesus komme frem i døråbningen og ind i din situation - og din prøvelse vil blive forandret på et splitsekund.

Jeg vil fortælle dig tre beretninger som skal minde os om, at Herren arbejder for os på den anden side af stenen.

1. Et kærlighedsbrev til den Mislykkede.

Jeg har en ven ved navn Eric, som havde en meget hård barndom. Hans far sagde hele tiden til ham, "Du er mislykket. En taber. Du bliver aldrig til noget som helst."

Da Eric blev ældre, begyndte han at tage stoffer. Han siger selv, "Jeg blev en forfærdelig narkoman. Jeg brugte stofferne så intenst. Jeg blandede alt muligt sammen som kunne slå mig ihjel. Men jeg var også dårlig til at være narkoman. Mine nåle knækkede, eller jeg havde ikke penge nok til mit forbrug. Selv som narkoman var jeg mislykket."

Erics liv var et stort kaos. Hans afhængighed drænede ham for hver en krone. En nat besluttede han sig for at røve en kiosk så han kunne købe flere stoffer - men det mislykkedes også. Han trak en pistol og råbte, "Alle op ad muren!" Men butikken var så overfyldt, at der ikke var plads ved væggene. Eric løb forvirret sin vej.

Til sidst besluttede han sig for at begå selvmord. Så han tog pistolen fra røveriet med henblik på at skyde sig. Men han tabte pistolen som gik af og sårede ham i stedet. Da Eric tog på hospitalet, tænkte han, "Jeg er så uduelig, at jeg ikke en gang er i stand til at begå selvmord."

Da Eric var blevet behandlet på hospitalet, vandrede han fortvivlet rundt i gaderne. Dybest inde var han vred på Gud for at han havde gjort ham til en taber. Til sidst råbte Eric til den Gud han aldrig havde interesseret sig for og spurgte, "Hvor er du henne i alt dette? Er der nogen grund til at jeg skal leve?"

Eric hørte en stemme, som sagde til ham, "Jeg sender dig et kærlighedsbrev." På en eller anden måde vidste han at det var Jesus.

Da Eric satte sig på fortovskanten, løb regnvandet i vejkanten under ham. Han lagde mærke til et lille hæfte som flød hen mod ham. Eric samlede det op. Det var en traktat med titlen, "Der er håb for narkomaner."

Denne traktat var udgivet af en gruppe som kaldte sig Victory Outreach. Eric fandt adressen på stedet, gik derhen og gav sit liv til Jesus. Kort tid efter blev han udfriet fra sin afhængighed. Han blev fri af alle vaner - inklusive vanen med at tænke at han var forudbestemt til at være mislykket. Jesus gjorde Eric til en helt ny mand på alle områder.

Denne unge mand troede at hans liv var slut - men det var kun lige begyndt. Han kunne ikke se livet - genopstandel-sens liv - som Jesus havde planer om hele tiden - på den anden side af stenen.

Et års tid senere kom Eric til mig med et spørgsmål: "Er der jobmulighed for en ung tjener som er blevet helbredt, sat fri og brænder for Gud?" Det var der - og jeg havde det privilegium at se Guds kraft arbejde gennem Eric igen og igen i vores tjeneste. Han vidnede igen og igen om at "Jesus sendte mig et kærlighedsbrev. Og han sender et til dig nu."

Tænk på alle de kærlighedsbreve som Jesus skriver lige nu på den anden side af stenen.

2. At genoprette det uoprettelige

Jeg kender et par, som havde været gift i mere end et årti, da hustruen gik fra manden for anden gang. Det var ikke et par som konstant skændtes, hakkede på hinanden eller var uenige om meget. Problemet var at verden havde greb om konens hjerte. Hun var så bundet til fest og fornøjelser, at hun forlod sin mand for at komme tilbage til det miljø.

Det samme var sket nogle år tidligere. Den gang forlod hun sin mand for andre mænd. Nu gentog dette mareridt sig igen og igen forlod hun sin mand. Alligevel ønskede hun igen at komme tilbage til ham.

Denne mand var knust. Han sagde til mig, "Da hun gjorde det første gang, knuste det mit hjerte. Smerten var mere end jeg kunne bære. Jeg vidste ikke om jeg kunne komme til at elske hende igen. Jeg tog hende tilbage og vi kæmpede, men vi kom igennem det.

"Nu er der ingen udvej. Jeg ved, at jeg ikke kan elske hende igen efter dette. Jeg er helt følelsesløs. Og hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på hende igen? Hvordan kan vi have en fremtid, når hun har bevist at hun er i stand til at gøre dette igen og igen?"

Ingen, som kendte dette par, troede at ægteskabet ville overleve. Flere rådede ham til skilsmisse og til at komme videre med sit liv. Men selv da fornemmede denne mand at Gud arbejdede på den anden side af stenen. Herren hviskede til hans hjerte, "Hvis du elsker hende som jeg elsker dig, vil dit ægteskab blive genoprettet."

Manden stod imod. Det var smertefuldt for ham bare at forsøge at håbe igen. Det var endnu mere smertefuldt at have tillid. Men Gud holdt sit løfte. I dag er parret sammen. De kommer i menigheden. De tilbeder og priser Gud sammen. De er blevet genforenet og helbredt og elsker hinanden inderligt.

Deres ægteskab er et vidnesbyrd på Guds evne til at genoprette det som synes uopretteligt. Selv det mest ødelagte forhold er ikke udenfor hans genoprettende kraft. Dette ægteskab havde brug for liv bag graven - og det var præcis der Jesus arbejdede for dem: på den anden side af stenen.

3. Sejrherre over alt ondt.

For få uger siden, mens jeg sad på en bænk i parken, mødte jeg en tatoveret teenager ved navn Ricky. Han fortalte mig ivrigt sin historie. Han kom fra Chicago bymidte, og hans far forlod familien da Ricky var baby.

Moderen giftede sig igen, og manden, som blev Rickys stedfar forgreb sig fysisk og seksuelt på ham. En aften, da denne mand begyndte at banke moderen, blandede drengen sig. Rickys stedfar bankede ham helt fordærvet. Drengen endte i en blodpøl på køkkengulvet.

Efter dette begyndte Ricky at skære i sig selv. På dette sted i beretningen holdt han en pause, hvor han rullede sit ærme op og viste mig de mange ar på sin arm.

Han fortsatte, "Så for tre måneder siden var jeg i parken med en ven. Han så anderledes ud. Jeg spurgte ham hvad der var sket med ham. Han sagde, "Jeg har mødt en mand ved navn Jesus, som satte mig fri fra al min synd. Han har renset mig og helbredt mig. Ricky, jeg ønsker du skal møde den Jesus jeg har mødt." Den dag gav Ricky sit liv til Herren.

Så rullede Ricky sit andet ærme op. Han viste mig en inskription på sin arm og sagde, "Den dag jeg mødte Jesus fik jeg denne tatovering." Der stod, "Jeg vil takke dig fordi du har svaret mig. Du er blevet min frelse."

Ri cky havde været fortabt - bogstavelig talt. Men Jesus talte til ham fra den anden side af stenen: "Min kærlighed overvinder alt ondt."

I dag kender Ricky ikke kun glæden ved genopstandelsens liv. Han kender også den frihed som kommer af at være tilgivet - og tilgivende.

En beretning bliver fortsat skrevet.

Jeg taler ikke for tatoveringer. Men jeg tror at Rickys tatovering repræsenterer en sandhed om alle troende. Det er denne: "Jesus skriver fortsat på vore liv. Han er forfatteren og troens fuldender - og han er ikke færdig med nogen af os endnu.

Du er måske hjemsøgt at den største prøvelse i dit liv lige nu. Men den opstandne Kristus arbejder på dine vegne på den anden side af stenen. Han skriver sin historie ind i din situation - en beretning om genopstandelsens liv, som bryder ind i en situation som engang var behersket af død.

Satan vil forsøge at bedrage dig til at tro at det hele er forbi - at graven er lukket. Men Jesus siger, "Jeg har brudt igennem. Djævelen fik ikke det sidste ord. Døden har mistet sin brod. Lyset har vundet over mørket. Og min kærlighed har besejret alt det onde."

Her står han i døråbningen: dit håb, din frelse, din helbredelse. Kristi sejr har overvundet alle dine fejl. Hans kraft kan sætte dig fri af al afhængighed. Hans helbredende kraft kan genoprette dit ødelagte forhold. Og hans kærlighed har vundet over al ondskab som har forsøgt at ødelægge dig. Intet mørke kan stoppe ham.

Så, er der en sten imellem dig og Guds udfrielse lige nu? Jeg siger dig, Gud rører sig i dit liv lige nu (han står aldrig stille!) Stenen bliver rullet væk. Lyset bryder frem Og der er dit håb i døråbningen: Jesus. Han har triumferet over alle mørkets kræfter - og ved tro er sejren din.

Guds storhed

jane_hoffmann — Tue, 03 May 2011 14:24:44 -0500

Vores tjeneste har en opbyggelig hjemmeside som modtager budskaber fra kristne fra hele verden. Lige nu skriver de troende fra forskellige nationer det samme: Frygten tager overhånd.

Som det er profeteret i Skriften, så vil Gud ryste alt hvad der kan rystes. Det er svært at fatte alle de omvæltninger der sker i verden lige nu. Tænk på hvor mange områder mange nationer er i oprør:

Japan er blevet ramt af eftervirkningerne af et ødelæggende jordskælv. Landet rydder op selvom radioaktiv stråling spredes i atmosfæren.
Arabiske regimer vakler over hele Mellemøsten, hvor nation efter nation er i opstandelse. Israel iagttager disse forandringer med interesse, og spekulerer på om de arabiske regeringer vil forny deres antiisraelske følelser.
Økonomisk frygt fortsætter i land efter land. Grækenland befinder sig på randen af totalt kaos.

Midt i alt dette spreder frygten og uroen sig, og de kristne er ikke immune. Mange skriver, at de gennemgår deres livs storm. De beskriver finansiel krise, stress i familien og depression - og problemerne stopper ikke. Nogle er ramt mere end de før har oplevet at være det.

Aldrig i mine 58 år i tjeneste har jeg kendt så mange mennesker som er ramt af cancer. I min egen familie gennemgår min datter og mit barnebarn svære prøvelser lige nu. Nogle gange kommer vores største frygt gennem smerten hos dem som står os nærmest.

Mange af Guds folk græder, "Herre nu er det nok. Dit Ord lover udfrielse. Du sagde, at du ikke ville lade mig gå igennem mere end jeg kan bære uden at skabe en udvej for mig. Men hvor er udvejen? Hvor er din storhed nu midt i min største prøvelse?"

Når vi står overfor svære prøvelser og vanskeligheder, arbejder djævelen til egen fordel.

Skriften beskriver ham som en strøm af frygt som hvirvler os rundt i bølgerne. Disse dæmoniske strømme har endda en stemme: "Herre, strømmene løfter, strømmene løfter deres røst, strømmene løfter deres brøl." (Salme 93, 3).

Har du bemærket, at problemer og trængsler ofte kommer i bølger? Netop som du har kæmpet dig gennem et problem så overtager det næste. Apostlen Johannes taler for mange i dag som bliver opslugt af en stresstilstand: "Men slangen spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden, for at hun skulle rives med af floden." (Åb. 12, 15).

Men Gud svarer stemmen fra hver dæmonisk strøm: "Men mere end de vældige vandes buldren, mere end havets mægtige brændinger er Herren mægtig i det høje." (Salme 93, 4 - min fremhævelse). Gud taler ganske enkelt højere end nogen strøm vi står overfor. Hans storhed overgår selv vores største prøvelse.

David greb fat i den sandhed og bad i tro: "Lad ikke strømmen skylle sammen over mig, lad ikke dybet opsluge mig, lad ikke brønden lukke sig over mig!" (Salme 69, 16). Det er ikke usædvanligt, selv for det mest gudfrygtige menneske, at stå overfor problemer som rejser sig som en mur af vand. Ligesom David kan vi nedsænke os i Guds Ord og være trofaste i bøn og overgivet til Herren, og alligevel være overvældede af de rasende bølger af frygt.

Det ord jeg modtog fra Herren har styrket min egen tro. Jeg beder om, at det vil gøre det samme for dig. Jeg kan koge budskabet ned til en sætning: SE GUDS STORHED SOM ET ANKER FOR VORES SJÆLE.

Jeg er overbevist om, at menigheden behøver en ting lige nu: en voksende åbenbaring af Guds storhed. Så mange frygtsomme mennesker over hele verden vender sig til falske guder i deres overvældende frygt. Men Jesu efterfølgere skal kun mindes på den ene sande Gud. Vi må være helt overbeviste om hans kraft, magt og storhed på vore vegne.

Som de nylige globale begivenheder hobede sig op, blev jeg mindet om en bog, som vi udgav for ti år siden, som hed Triumf Gennem Tragedie ( eng.: Triumph Through Tragedy.) I den bog delte kristne deres vidnesbyrd med andre om den hjælp de havde fået af Gud i deres sværeste trængsler. I hver beretning havde fortælleren fået håb i åbenbaringen om Guds storhed.

Tre ting blev klare for mig gennem disse menneskers beretninger:

Vores første valg i en stor trængsel er at iføre sig troen - at stole på vores kærlige himmelske Far uanset hvad der sker. Men det er ikke noget der sker af sig selv - det er et valg.

Sandheden er, at når vores smerte er allervoldsomst, skal vi vælge at råbe på Gud i tro.

Alle som har bidraget med en beretning til Triumf Gennem Tragedie har bevidnet, at de skulle foretage et valg. Og da de valgte tro, gav Gud dem en fornyet nærhed med Jesus. Men det skete da deres smertefulde prøvelse var allerværst. David beskrev sin værste stund således, "Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham, han frelste ham af alle hans trængsler." (Salme 34, 7).

Vores andet valg er at forblive i bekymring og frygt. Hvis vi tillader os selv at bekymre os om en ting i dag, så vil vi bekymre os om to ting i morgen. Kort sagt, så vil vores frygt bygge sig op som bølger af problemer som bliver ved med at komme ind over os. Hvis vores frygt ikke er holdt i skak, vil vores bekymrede sind fortsætte ned i en bundløs afgrund.

Vi må simpelthen være overbevist om, at vi er elsket af vores himmelske Far, uanset hvor frygtelige vores trængsler bliver. Vi hører måske frygtens stemmer i midt i bølgerne af problemer som rejser sig, men David har klart bevidnet: "Guds stemme kan høres over strømmene!"

Disse menneskers beretninger havde alle noget andet til fælles: "De havde alle kæmpet sig gennem en mørk nat i sjælen. Gennem årene er jeg blevet overbevist om, at dette er noget en hver trofast Kristi tjener oplever.

De beskrev alle en periode hvor alt syntes dækket af en mørk sky og hvor Gud var tavs. De gjorde alt hvad de kendte til for at høre fra himlen, men mørket fortsatte.

Det er netop for sådanne tider, at Skriften siger, at vi skal kende og tro på den kærlighed Gud har til os. Når vores verden vælter, er vi mest sårbare overfor fjendens løgne. Satan vil forsøge at bruge vores krise til at bringe os ned i en afgrund af fortvivlelse. I sådanne tider skal vi være i stand til at trække på vores viden om Guds kærlighed til os.

I mine firs år på jorden har jeg haft mange prøvelser. Og dette er den ene sandhed, som har forankret mig gennem det hele: Gud elsker mig altid, gennem en hver trængsel i livet.

De vidnesbyrd, vi modtog, indeholdt også denne sandhed. I en hver situation hvor en troende handlede på Guds Ords sandhed, så kom Jesus til dette menneske. Og hans tjenende Ånd trøstede dem og fornyede deres styrke i deres mørke stund.

Selvfølgelig er det ikke nemt at udøve tro når vi lider. Ofte har vi simpelthen ikke styrken når smerten overvælder os. I sådanne stunder kan kristne give slip på Guds løfter.

C.H. Spurgeon, en af historiens største prædikanter, led af svær depression (I hans tid blev det kaldt melankoli.) Hvad var Spurgeons medicin? Han klyngede sig til Salmernes Bog.

Guds løfter var den eneste sande kilde til trøst for Spurgeon når hans verden synes at kollapse omkring ham. Når denne store prædikant ikke havde styrke til at læse salmerne selv, fik han nogen til at læse dem op for sig. Han vidste, at de ville give ham trøst og styrke, "Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord." (Rom. 10, 17).

"Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham." (Hebr. 11, 6). Jeg tror dette ord specielt er henvendt til troende som befinder sig i en prøvelse. Herren siger, "Jeg har en belønning til dig i din prøvelse. Grib fat i den! Jeg har en velsignet styrke til dig i denne stund, og jeg ønsker at du skal have den!"

Vi skal lade os gennemtrænge af Guds Ord - have hans løfter på sinde, stole på hans trofasthed og holde os til det der er sandt. Det er den eneste måde at stoppe strømmens dæmoniske stemme på.

Jeg har arbejdet en del med dette emne og jeg ønsker at dele de sandheder, som er i Guds Ord med dig, som sådan har velsignet og opmuntret mig. De handler alle om hans storhed.

Der er ikke nogen som berømmer Guds storhed mere end David. Når han skrev sine salmer opbyggede David sin egen tro på en stadig større kundskab om Guds storhed. Tænk bare på disse berømte vers:

"Herren er stor og højt lovprist... sådan er Gud, vor Gud i al evighed, han skal lede os!" (Salme 48 2 og 15). "Hvilken gud er stor som Gud? Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke." (Salme 77, 14-15).

"Ingen blandt guderne er som du, Herre, ingen gerninger er som dine... For du er stor, du gør undere, du alene er Gud." (86, 8 og 10).

Ifølge David stilner vores frygt af ved kundskaben om Guds storhed. Det er derfor han priser så mange sider af vores Herres storhed. Det skal opbygge vores tro.

David priser storheden i Guds kraft og undergerninger.

"For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder. I hans hånd er jordens dybder, bjergenes tinder tilhører ham." (Salme 95, 3-4).

"Han, som alene gør store undere... Han skabte himlen med forstandighed... Han bredte jorden ud på vandet... Han skabte de store lys... solen til at herske om dagen... månen og stjernerne til at herske om natten." (136, 4-9).

For nylig så jeg en dokumentarudsendelse om stjernerne og galakserne. Astronomer fortæller os, at der ikke er millioner men milliarder af galakser i universet. De er utallige, og vores Gud har skabt dem alle. Faktisk kender han en hver stjerne og har navngivet dem alle: "Han bestemmer stjernernes tal og kalder dem alle ved navn." (147, 4).

Vi kan simpelthen ikke begribe de mange Guds undere. Hans storhed er uden for vores fatteevne!

David priser storheden i Guds helbredende kraft.

Gud har også skabt alle menneskehjerter. Og der er ingen anden kraft som virkelig kan helbrede vores hjerter. "Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår." (Salme 147, 3).

Herren forstår dybden af vores smerte mere end noget menneske kan: "Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål." (147, 5). Kun Herren, som har skabt os, kender vores hjertes behov og kan føre os igennem vores største prøvelser.

• David priser storheden i Guds kraft over en hver strøm.

David minder os om Guds storhed selv midt i overvældende strømme. Vores nuværende strøm har måske hævet sine stemmer højt, men Gud hersker over alt det skabte. Han alene har kontrol.

David sætter ord på bønnerne fra dem som er overvældet af strømmene i deres sjæl: "Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen, jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig. Jeg er udmattet af at råbe, min strube er blevet hæs, mine øjne har stirret sig trætte af at vente på min Gud." (Salme 69, 1-4).

Men David har også givet os vores svar i hver en stor strøm: "Men mere end de vældige vandes buldren, mere end havets mægtige brændinger er Herren mægtig i det høje." (93, 4).

Lige nu stiger flodens vand for mange troende - i trængsler, prøvelser og svære problemer.

Men Gud har givet dette løfte: "Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke." (Esajas 43, 2).

David priser storheden i Guds nåde.

"Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab... Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham... Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham, og hans retfærdighed mod børnenes børn." (Salme 103, 8 og 11 og 17).

"For din godhed når helt op over himlen... lad din herlighed komme over hele jorden." (108, 4-5).

"Men jeg er som det grønne oliventræ i Guds hus, jeg stoler på Guds trofasthed for evigt og altid." (Salme 52, 10).

David priser storheden i Guds velsignelse af dem som stoler på ham.

"Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig, for alle menneskers øjne. Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger." (Salme 31, 20-21).

Når David udbryder, "Åh, hvor stor er Guds godhed!" siger han, "Jeg er overvældet af al den godhed Gud har på lager." Han fejrer det umådeligt store lager af nåde og godhed som Gud har på lager til os. David siger, "Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land." (27, 13).

Guds godhed og belønninger er ikke gemt på lageret til "en dag i himlen" - de er til hans folk nu i deres nuværende prøvelser.

Gud siger, at han vil belønne vores tro. Og han ønsker, at vi skal søge ham for de belønninger nu midt i vores krise. Leder du efter et tegn på håb for en oprørsk søn eller datter? Har du brug for at se bare en lille sprække i skydækket i din finansielle situation? Kald på Herren i tro; han vil komme til dig med trøst og styrke. Han ønsker at belønne dig med fornyet håb og give dig styrke i den strøm du befinder dig i nu. Hans stemme løfter sig op over enhver oversvømmelse!

Jeg efterlade dig med dette: Gud Ord gør det klart, at vi ikke skal bekymre os over verdens krise. Vi skal ikke bekymre os om økonomien. Han ønsker at fjerne alt stress omkring vore kære, vores familie, vores smerter og trængsler. Og han har givet os en årsag til denne trøst og forsikring: "Stor er vores Gud. Pris hans storhed!

Halleluja!